Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6275Visninger
AA

28. - Januar

Om fredagen ville det være den første februar, og Rachel glædede sig til helvedesmåneden var overstået, håbende inderligt på at februar ville bringe bedre ting med sig end januar havde.

Men dagene gik jo kun én ad gangen, og det blev tid til morgenmad lige efter at hun havde lukket øjnene, syntes hun. Steph og Alina måtte kalde på hende mange gange, inden hun omsider væltede ud af sengen med en knaldende hovedpine og tunge øjenlåg. Bandende rejste hun sig fra gulvet og trak sin natkjole af for at blive vasket under armene og i ansigtet uden at gøre alting vådt.

Det kolde vand fra hanen hjalp lidt på hovedet, og hun kunne se på sit spejlbillede, at hun gradvist blev mere og mere frisk. En sang kørte rundt i hovedet på hende, og med børsten glidende gennem sit filtrede morgenhår begyndte hun fjernt at nynne den. I en fart fik hun børstet tænder og klædt sig på, så hun så nogenlunde præsentabel ud, når hun mødte op til morgenmaden i spisesalen sammen med alle andre.

Planen havde været at møde op tidligt, så hun kunne nå at forhindre Pete i at fortælle noget til alle andre. Ikke at han ville gøre det, hvis han ikke havde Aidens accept, men han kunne jo komme til at tale over sig. Så hun ville sikre sig. Hoppende ud ad døren på ét ben fik hun trukket sine sko på og slynget sine to tasker over den ene skulder til en begyndelse. Rygsækkens anden strop fik hun på, mens hun fulgte Alina og Steph over mod spisesalen i det kolde vintermørke. På stien fra drengenes dormitorium kunne hun se nogle enkelte figurer bevæge sig i samme retning, og enkelte bevægede sig i modsatte retning.

Inde i spisesalen var der ikke mange endnu, så hun satte sig ved et tomt bord og prikkede til sin yoghurt med sin ske, ikke rigtig sulten. Al samtale foregik i et dæmpet toneleje, og hun kunne godt mærke de stirrende blikke fra medelever, som havde bemærket hendes ordveksling med Aiden aftenen før. I det mindste var Robert og Phil der ikke til at genere hende endnu.

Sukkende tog hun en mundfuld af yoghurten og havde nær spyttet det hele ud igen. Det var i hvert fald ikke almindelig yoghurt. Da hun så ned i sin skål, forventede hun at se den sædvanlige lyserøde farve, men hvad hun fik øje på var en råhvid masse. Ymer. Skærende ansigt tvang hun den sure, flydende konsistens i sin mund ned gennem spiserøret. Og så en skefuld mere.

For a fortune he’d quit but it’s hard to admit how it ends and begins. On his face is a map of the world … Hun havde aldrig været nogen stor fan af Thirty Seconds To Mars, men nu kørte sangen rundt i hovedet på hende. Hun huskede nattens begivenheder i glimt. Uret der larmede i stilheden, den glatte sne i mørket, forvredne led og røde mærker på halsen. Fra kvælertag.

Skulderen var hoppet på plads med forholdsvis stor lethed, men hvis anklen ikke gjorde det samme, hvad så? Hvis den var brækket, så blev han med hundrede procents garanti ikke klar til opvisningen, og hvad skulle han så lave på en gymnastikskole? Hvad med Robert? Ville han blive afsløret? Og hvis han blev afsløret, hvad skete der så? Blev han bortvist, eller slap han med en advarsel?

Det var alt sammen hendes skyld. Som straf tog hun en mundfuld ymer mere.

,,Godmorgen,” sagde en træt stemme, og hun blinkede sig selv tilbage til virkeligheden.

Pete havde sat sig ned ved siden af hende. Han så direkte udmattet ud med tunge øjenlåg og en mund, der for en gangs skyld ikke smilede. Han gabte og gned sig i ansigtet med den ene hånd.

,,Godmorgen,” svarede hun vågent og forsøgte at skubbe sangen og tankerne i baggrunden.

,,Aiden nægter at fortælle rektor om i går,” afslørede han ud af det blå, og han lød vred.

,,Hvorfor?”

,,Noget med, at han ikke er sikker på, at det ikke gør alting værre.”

,,Det har han måske også ret i,” indrømmede hun, fortsættende før han kunne nå at bebrejde hende: ,,Hvis Robert ikke blev bortvist for det, så ville han vide, hvem han skulle bebrejde for den straf, han nu engang fik.”

,,Og du synes ikke, at det her er bortvisningsgrundlag?” Trætheden tog kanten af hans stemme, men tydeligvis gjorde den ikke det samme ved hans temperament.

,,Det er det helt sikkert. Men ud over blå mærker og en skadet ankel kan Aiden ikke fremvise noget endeligt bevis. Hvis Robert hårdnakket benægter at have gjort det, og der ikke er vidner - ud over måske Philippe -, så bliver det Aidens ord mod Robert og Phils.”

,,Men det her kan jo heller ikke fortsætte. Hvis det endelig kommer til stykket, så bytter jeg gerne værelse med Aiden.”

,,Bytter værelse?” Så snart hun havde spurgt, gik der et meget skræmmende lys op for hende. ,,Deler de værelse?!”

,,Ja.”

,,Hvor er Aiden så nu?”

,,Jeg har sovet på en madras på gulvet,” blev hans meget sigende svar. ,,Hr. Crow og rektor har været forbi tidligt i morges, og rektor snakkede om at få fat i en læge, som kan komme.”

,,Hvad er så Aidens forklaring?”

,,Han faldt,” spyttede han. ,,Som sædvanlig.”

,,Jep. Aiden i en nøddeskal.”

Pete var stille længe og sad og stirrede ned i bordpladen mellem sine underarme. Så gabte han, gned sine tindinger og rettede sig lidt mere op i stolen. Rachel mødte sin bedste vens øjne et øjeblik og var så ikke i stand til at holde øjenkontakten, simpelthen fordi det hele var hendes skyld. Hvis ikke hun havde været så naiv med hensyn til Robert, så ville intet af det her være sket.

,,Hey, Rach,” sagde Pete efter yderligere et par sekunder. ,,Det er ret sejt, at du har holdt hemmeligheden så godt.”

Hun smilede overrasket. ,,Havde du det ikke engang på fornemmelsen?”

Pete virrede med hovedet og så mere vågen ud. ,,Jeg tror ikke engang, at Mikey mistænker ham for det.”

Hun fløjtede en lang, ensartet tone og grinede så til ham. Det var rart at tale lidt med Pete på tomandshånd igen efter så lang tid, hvor de begge havde været optaget af andre. Ikke at det var i en negativ forstand for hans vedkommende, men hun indså nu, hvor meget hun havde savnet at føle sit tætte venskab med ham, siden hun begyndte at være sammen med Robert.

Efter det lettede samtaleemnet en anelse, og hun fortalte ham om sit skema, spurgte ind til hans og afslørede, at hun måske havde tænkt sig at droppe en times tid i løbet af dagen til fordel for at undskylde overfor Aiden. Han fortalte hende, at ingen bebrejdede hende noget og skiftede så emne, idet de andre - Tina, Teresa, Lee og Jonas - trådte ind i spisesalen, åbenlyst søgende efter dem.

 

Hun skulle have overvejet sit skema først, konkluderede hun, da hun huskede, at hun havde et dobbeltmodul i engelsk med hr. Crow, som ikke ville blive glad, hvis hun pludselig forsvandt. Matematik, som var hendes sidste modul, kunne hun umuligt skippe, eftersom fru Caprin havde for vane at gennemgå noget nyt og vigtigt i hver eneste time. Hvis hun droppede én, var det ikke til at sige, om hun kunne følge med fremadrettet.

Måske kunne hun have løjet og sagt, at hun skulle besøge skolesygeplejersken, men givet at alle syntes at gennemskue hendes mindste løgne lige for tiden, turde hun ikke at løbe den risiko. Hun ville få eftersidning resten af sin skoletid, hvis hun blev taget i at luske omkring inde hos drengene og dermed brød reglerne på det groveste, samtidig med at hun udeblev fra undervisningen.

Tina spurgte først efter Aiden i frokostpausen:

,,Hvor er skolens eget fysikgeni?”

Alle var med på, hvem der blev talt om gårsdagens begivenheder taget i betragtning. Takket være hr. Berry vidste samtlige tredjeårselever nu, at Aiden nemt kunne blive fysiker.

,,Dormitoriet. Han smadrede sin ankel i går ved at falde på trapperne,” svarede Lee, som indrømmede, at han ikke havde hørt Aiden og Pete komme ind om natten, men havde fundet det lidt underligt, at Aiden pludselig lå i Petes seng.

,,Igen?” udbrød Tina forbløffet. ,,Jeg troede ellers, at han var holdt op med at være så klodset.”

Og dermed blev emnet ledt over på klodsethed, hvortil Teresa havde en sjov personlig historie. Dagen fortsatte efter frokostpausen med matematik, hvor fru Caprin gik lige på og hårdt, og Rachel pludselig blev glad for sin beslutning om ikke at besøge Aiden alligevel. Det skulle vise sig, at matematik faktisk krævede tænkearbejde engang imellem, selv når man kendte de relevante formler.

Det var ikke uden dårlig samvittighed at Rachel sluttede sig til Pete på deres daglige sprint til Kasernen. Hun var kommet i meget bedre form, og nu havde hun ikke de store vanskeligheder med at presse ham lidt, selv om hun selvfølgelig stadig gav alt, hvad hun havde. Tumlende ind i gangen huskede hun alt for tydeligt, hvordan Aidens krykke havde været totalsmadret, og hvordan han havde set ud, da hun fandt ham.

Lukkende øjnene tog hun et par skridt fremad og var så nær stødt ind i Pete, som bremsede hårdt op.

,,Hvad så, Larry?” spurgte han nysgerrigt, mens resten af Eliteholdet - ud over Aiden - sluttede sig til dem.

Larry, den ene af de fem trænere, stod med hænderne i lommerne på sine sædvanlige grå sweatpants og ventede, til der blev ro. Men det så ikke ildevarslende ud. Langt fra, faktisk. Hans ansigt var præget af et enormt smil, som ingen af gymnasterne med sandsynlighed havde set før, og han var ellers ikke sen til at udtrykke glæde.

,,Vi bliver nødt til at aflyse træningen i dag,” sagde han. ,,Matts dame har åbenbart besluttet sig for, at det er i dag, deres lille ny skal til verden. Både Priscilla og Aimee er med som hendes veninder, og Eric skal naturligvis vente på sin brors første barn. Når jeg er færdig her, tager jeg også derhen. Så I må nyde jeres fridag.”

Samuel og Claus lavede nogle umodne lyde, som fik Larry til at blinke med det ene øje og løfte en hånd i salut. Ninnie og Olivia var allerede i færd med at bede ham om at ønske Matt tillykke.

,,Vi ses i morgen til en hård omgang træning,” forsikrede Larry dem. ,,Glem nu ikke alting i mellemtiden.” Så gik han, og gymnasterne stod tilbage i gangen med en uventet eftermiddag fri for træning.

Ideelt set kunne Rachel have brugt fritiden på at besøge Aiden og udtænke den perfekte, mest dybfølte måde at sige undskyld på. Men det forholdt sig sådan, at ikke alle hold trænede alle dage om ugen, og hun var ikke hundrede procent sikker på, at det var Pigeholdet, der havde pause om onsdagen. Hvis der var drenge i dormitoriet kunne hun umuligt snige sig ind.

Teresa manglede at lave nogle afleveringer, så hun var mere end almindeligt lettet over Larrys erklæring. Jonas besluttede sig for at holde hende med selskab, mens Lee sagde, at så kunne han da gå ind og se nogle af de andre hold træne. Det var en sjælden mulighed, som flere af de andre greb med ham.

Tilbage stod Tina, Pete og Rachel, hver især overvejende deres muligheder i tavshed. Til sidst blev de enige om at bygge en snemand i det gode vejr, for solen skinnede fra en skyfri, frostklar himmel, og i dagens anledning havde de alle tre medbragt tøj til vejret udenfor.

Da de trådte udenfor igen, kunne Rachel se portene for enden af den lange grusvej inde på skolens område åbnes, og en stor firehjulstrækker med et medicinsk logo på kølerhjelmen trillede frem mod skolebygningen. Der var ikke blevet ryddet særlig godt for sne, men køretøjet lod ikke til at have problemer med fremfærden.

,,Gad vide, om vedkommende er her for Aiden,” tænkte Tina højt.

,,Det er da lidt sent på dagen,” kommenterede Pete overvejende, inden han bøjede sig ned og samlede noget sne op, som han kastede efter sin kæreste.

Tina hvinede og gav gengæld ved at forme en hastig snebold med den ene hånd og kyle den tilbage i hovedet på ham. Rachel rykkede til siden for ikke at blive ramt, og Tina gjorde et ihærdigt forsøg på at fremstå seriøs igen, idet hun rankede ryggen og kastede håret bagud.

,,Pete, hvor er du u… Rach, er det ikke din bror?”

,,Hvad?” udbrød Rachel forbløffet og fulgte Tinas blikretning.

Ikke langt derfra holdt bilen nu parkeret på parkeringspladsen, og uden for den stod en skikkelse, hun ville have genkendt på miles afstand, iført en ungdommelig T-shirt og et par hverdagsagtige bukser. Over den ene arm havde han en vinterjakke, som hun selv havde anbefalet ham at købe, da hun var hjemme på juleferie. I hånden havde han en lægetaske.

,,Nick!” råbte hun begejstret og satte i løb med sine to bedste venner i hælene.

Han vendte sig fra bilen og så sig over skulderen. I den rigtige retning. Blikket var først desorienteret. Så lyste han op i et bredt smil og vendte sig helt, tidsnok til at gribe hende, da hun kastede sig om halsen på ham og lod sig svinge rundt.

,,Halløj, søs,” lo han, idet han satte hende ned og stak armene i sin jakke. ,,Tina, Pete.”

,,Hej, Dominic,” svarede de to i kor, afslappede til trods for at han var ankommet i sit embedes køretøj.

,,Skulle I ikke have træning nu?” spurgte han og tjekkede sit ur.

,,Oprindeligt, jo, men der var noget med en baby, der skulle fødes,” svarede Rachel hurtigt. ,,Hvad laver du her?”

,,Jeg fik et opkald i morges fra rektor … Jeg mener fra hr. Plikane.”

,,Og jeg er glad for, at du kunne komme,” sagde en mild mandestemme pludselig. ,,Hvem skulle have troet, at der ikke findes akutlæger i Erie, uden at man skal komme til dem?”

Rachel havde hverken set eller hørt rektor komme, men han stod i sneen nu, iført afslappet tøj i form af jeans og en lyseblå skjorte uden slips, med blikket rettet mod Dominic.

,,Rek… Øh, jeg mener -”

,,Zacharias er nok mere passende nu, Dominic,” påpegede skolens rektor uformelt.

,,Zacharias,” prøvede Dominic. ,,Jeg kommer gerne, hvis der bliver ringet efter mig. Hvor skal vi hen?”

,,Det ser ud til, at du får følgeskab af din søster,” kommenterede rektor grinende. ,,Undtagelsesvis synes jeg, at du skal tage de tre her med dig. Aiden befinder sig i drengenes dormitorium.”

,,Også pigerne?” udbrød Pete forbløffet.

,,Også pigerne,” bekræftede rektor med et glimt i øjet. ,,Medmindre I foretrækker ikke at gå med?”

,,Nej,” svarede Rachel og Tina i kor, utvivlsomt lige nysgerrige.

Rektor kastede med hovedet i en vejvisende gestus, inden han vendte rundt på hælen, sprang over den lave halvmur, der udgjorde det for gangens gelænder på den ene side. Et par skridt bagefter gjorde både Dominic, Pete, Tina og Rachel præcis det samme og fulgte efter den autoritære mand hen ad gangene, der ledte til drengenes dormitorium. Rachel troede aldrig, at hun havde været så tæt på før, da hun pludselig stod ude foran dørene og var parat til at træde ind over dørtærsklen.

Hun vekslede blikke med Tina, inden de gik ind, og for en kort stund var skyldfølelsen og bekymringen for Aiden forsvundet.

Drengenes dormitorium var større, og på alle værelser vidste Rachel, at der var et noget større badeværelse end hos pigerne, som til gengæld havde en spaafdeling med fælles bad i kælderen, hvis man havde brug for mere plads. Stueetagen hos drengene lignede pigernes meget, holdt i neutrale farver, med borde, sofagrupper, tv og et lille køkken. En trappe ledte op og rundt i balkoner til værelserne. Desuden boede drengene kun to og to, hvilket kunne være både en fordel og en ulempe.

Drengene havde en etage mere end pigerne, og selvfølgelig skulle Pete og Lee da have værelse på den øverste af disse. Hvordan det var lykkedes Pete at få slæbt Aiden hele vejen derop i nattens mulm og mørke var Rachel en gåde. Men op var de jo kommet.

,,Det her sted er enormt,” sagde Tina, og stilheden fik hendes stemme til at sende ekko rundt blandt balkonerne ned mod fællesarealerne.

Åbenbart var det Pigeholdet, der ikke havde træning denne eftermiddag. Eller måske var drengene bare på deres værelser. Uanset hvad årsagen var, så var der ingen på balkonerne eller i stueetagen, og det var Rachel temmelig glad for.

,,Velkommen til Hogwarts,” bemærkede Dominic drillende hen over sin skulder, og Pete lo, idet han skubbede til Tinas skulder.

,,Så får du da lov til at møde Aiden, Nick,” sagde Rachel, som sprang op på samme trin som ham, så de kunne følges.

,,Jeg ville nu have foretrukket at lade være, hvis det her er omstændighederne, det bliver under,” grinede han. ,,Hvordan går det ellers?”

,,Jeg har slået op med Robert,” hviskede hun til ham. ,,Det viste sig, at han lå og knaldede med en af de andre piger ude på skolens toiletter.”

,,Det er jeg ked af,” sagde han, men hun havde på fornemmelsen, at det bare var for at være høflig.

,,Det er jeg ikke,” erklærede hun hurtigt og daskede til hans skulder. ,,Hvis han skal være mig utro, så er han ikke mig værdig.”

,,Lige præcis, søs,” lo han.

,,Hvad går du og laver?”

,,Jeg arbejder stadig,” fortalte han. ,,Og så besøger jeg mor og far så ofte, som jeg kan komme til det.”

,,Hvordan har de det?”

,,De har det godt. Og de glæder sig til at se dig igen.”

,,Du må hilse dem, når du kommer hjem.”

,,Det havde jeg også gjort, hvis du ikke havde bedt om det,” forsikrede han hende om.

Rektor var allerede nået frem til en dør og stod og ventede på sit følge. Et bredt, ungdommeligt smil spillede over hans læber, idet han mødte Rachels undersøgende blik. Hvordan kunne han ikke gennemskue, hvad der var sket? Hvordan kunne han ikke se det? Hvis blot han havde kastet ét blik på Aiden, ville han da vide, hvad der var sket. Uden tvivl. Det var jo åbenlyst.

Pete låste døren op og trådte til side, så rektor og Dominic kunne komme først ind. Rachel sneg sig lynhurtigt med sin bror ind, bange for at misse den mindste detalje. Fordi hun gik bag ham, kunne hun ikke se, hvad Dominic måtte tænke, da han fik øje på Aiden. Den lange, slanke skikkelse med det tjavsede mørkebrune hår i den ene ende lå på den ene af sengene med den dårlige fod på en foldet dyne, klædt i et par jeans og en rullekravesweater. Snu idiot. Den skulle nok dække for mærkerne på halsen.

,,Halløj, Aiden,” sagde Dominic, venligt og naturligt.

Aiden åbnede sine ellers lukkede øjne og drejede hovedet. De brune øjne blev store ved synet af gæsterne, og hans læber skiltes i overraskelse.

,,Dr. Donovan?”

Først da, efter næsten et halvt år dæmrede det for Rachel, hvorfor hans stemme på den allerførste dag havde mindet om én, hun havde hørt før. Fordi hun havde hørt den før. Det var lidt svært at tage ind.

,,Nyt at se dig,” kommenterede Dominic leende, idet han trådte nærmere sengen og knælede.

,,I lige måde,” grinede Aiden.

,,Jeg havde ellers håbet, at jeg aldrig skulle se dig ligge ned på den måde igen.”

,,Det er ikke så slemt denne gang,” forsikrede Aiden ham overskudsagtigt, overbevisende.

,,Forhåbentlig ikke. Skal vi se på -”

,,Vent lige to sekunder,” fløj det ud af Rachel, men hun gjorde intet for at holde sit udbrud tilbage. ,,Du kender Dominic?”

Hendes blik var skarpt rettet mod Aiden, som skubbede sig op at sidde med en smertefuld grimasse.

,,Ja, det ser sådan ud, gør det ikke?”

,,Hvorfor sagde du ikke noget?” Hun føltes sig ufatteligt dum og ufatteligt meget ført bag lyset. ,,Hvorfor sagde du ikke noget?” Det sidste var henvendt til Dominic, som løftede hænderne i en overgivende gestus.

,,Det lod ikke til, at Aiden havde sagt noget,” forklarede Dominic. ,,Så jeg ville ikke være den, der afslørede noget.”

Hun himlede med øjnene og så afventende på sin holdkammerat i sengen. Han trak på skuldrene og rystede let på hovedet. Stønnende af frustration trådte hun tilbage, ikke ønskende at ydmyge sig selv ved at gå op i en spids over endnu en hemmelighed. Ikke foran de andre, i hvert fald.

,,Nå,” sagde Dominic akavet og knælede ved sengens fodende. ,,Lad mig se engang.”

,,Du gør bare, hvad du skal.” Aiden lød ikke, som om han glædede sig, men han lød heller ikke, som om han frygtede hvad Dominic kunne finde på.

,,Aiden, måske skulle du lægge dig ned,” tilrådede Pete, idet Dominic begyndte at trække strømpen af foden med det tydeligt deforme led.

Han havde en pointe. Aiden var grøn i hovedet, og hans kæbemuskler var lige så spændte som aftenen før, da skulderen var blevet sat på plads. Føjeligt lagde Aiden sig ned, og Dominic skyndte sig at rulle resten af strømpen af uden at rykke for meget med foden. Tina lignede én, der skulle til at kaste op, og hun og Rachel satte sig sammen på Lees seng.

Rektor stod lænet mod væggen for enden af Petes seng og overvågede nøje, hvad der foregik. Hans ansigt var alvorligt, som om han tænkte. Men han så ikke vred ud, så han havde nok ikke tænkt sig frem til det rette, konkluderede Rachel rasende. Hvem hun var mest rasende på, kunne hun ikke sige. Måske på Aiden, som nægtede at sige noget, til trods for at det gik ud over ham, hvad hun foretog sig. Måske på rektor, fordi han ikke tog sagen i egen hånd, hvis han da overhovedet havde regnet den rigtigt ud. Måske på Pete for ikke at have sagt noget.

Og så dæmrede det for hende, at den, hun var mest rasende på, var hende selv. Fordi hun vidste alting men ikke gjorde noget. Fordi hun holdt på Aidens hemmelighed, selv om den kostede ham opbakningen fra de andre elever på skolen. En opbakning han trængte gevaldigt til.

,,Der er i hvert fald puls,” konstaterede Dominic, som havde placeret to fingre over en fremtrædende blodåre på Aidens bare fod. ,,Og der er ikke brækket noget.”

Selv om han ikke så ud til at have det videre godt, så var det tydeligt, at Aiden lukkede et lettelsens suk ud. Og med god grund.

Rachel smilede, glad på hans vegne.

,,Jeg ved, at du ikke er meget for smertestillende, men hvis jeg skal rykke den på plads, synes jeg alligevel, at -”

,,Bare gør det,” afbrød Aiden kortfattet. ,,Jeg vil gerne have det overstået.”

,,Aiden, lad være med at være stædig, bare fordi der er piger tilstede,” sagde Dominic drillende. ,,Anklen er svær at sætte på plads. Jeg vil helst ikke have, at du føler unødvendig smerte.”

,,Jeg vil hellere have, at du bare gør det.”

,Men -”

,,Nick, gør det nu bare. Du får ikke noget ud af at diskutere med ham.”

Alle stirrede overrasket på Rachel, inklusiv hende selv. Hendes hænder rystede af skam, men ordene kunne hun jo ikke trække tilbage, og hun vidste, at hun havde ret. Langsomt løftede hun blikket til sine omgivelser. Den eneste, der ikke længere så overrasket ud, var rektor. Han nikkede bare bekræftende til hende med et glimt i øjet.

,,Hvis du insisterer,” mumlede Dominic overvundet. ,,Pete, kan du kravle op og løfte benet, så vi får det bøjet op i luften?”

Pete sneg sig uden om Dominic og rektor og kravlede op i sengen ved siden af Aiden, som rykkede sig lidt, så de begge kunne være der. I fællesskab, fik Dominic og Pete bøjet Aidens ben op mod brystet, og Pete trak imod, mens Dominic greb fat omkring Aidens fod.

En lille lyd af overraskelse var alt, hvad der undslap Aiden ved dette, mens Tina lignede én, der skulle til at besvime.

,,Klar?” spurgte Dominic.

,,Klar,” bekræftede Aiden.

,,En, to, tre,” talte Dominic, og så trak han i foden.

Aiden bandede højlydt, inden han bed tænderne sammen og holdt vejret. Dominic arbejdede hurtigt og trak til, så hans armmuskler trådte tydeligt frem. Foden bøjede han, så den sad i en normal vinkel, og så lod han leddet falde på plads igen. Da dette skete, gispede Aiden efter vejret.

,,Kan du mærke det her?” spurgte han og strøg sine fingre over forskellige steder på Aidens fod.

,,Ja,” lød det hæst fra drengen, som lå fladt på ryggen i sengen og trak vejret hurtigt, som havde han været ude for at løbe.

,,Kan du bevæge dine tæer?”

Det kunne han. Pete kravlede ud af sengen igen og gik hen for at lægge en arm omkring Tinas skuldre. Imens fiskede Dominic en rulle gazebind op af sin taske og begyndte at lægge en forbinding omkring anklen.

,,Hvordan føles det?” spurgte han, mens hænderne arbejdede.

,,Meget bedre,” svarede Aiden, som satte sig op igen og tørrede sved af sin pande. ,,Jeg havde frygtet, at jeg ville blive bundet til krykker for alvor igen.”

,,Det ville jeg nu stadig råde dig til, bare i en uges tid,” indrømmede Rachels bror grinende. ,,Men det er jo din beslutning, om du vil lytte til mine råd.”

,,Nemlig,” var alt, hvad Aiden havde at sige som svar.

Da forbindingen var lagt, var Dominics arbejde gjort, så han tog afsked med sin tidligere patient en gang til, med en ordre om ikke at komme mere til skade. Rachel fulgte ham ud sammen med Zacharias Plikane, mens Tina og Pete blev på værelset for at holde Aiden med selskab.

Ved bilen tog Plikane afsked med Dominic og gik indenfor igen. Rachel blev stående lidt og betragtede sin bror, undersøgende. Så kastede hun et blik omkring for at sikre sig, at ingen hørte hende. Det ville ikke være godt, hvis de gjorde.

,,Nick, hør lige,” sagde hun stille og lænede sig op ad siden på bilen. ,,Aiden faldt ikke bare og kom så slemt til skade.”

,,Det kunne jeg godt regne ud,” svarede han, selv om han havde virket helt ukritisk overfor forklaringen, da han fik den. ,,Jeg så også, hvordan han skar ansigt, når han satte sig op.”

,,Hvorfor sagde du ikke noget? Rektor var lige dér?”

,,Jeg tror ikke, at Aiden ville lyve, hvis han ikke havde en god grund til det. Men det lyder som om, du ved, hvad der er sket.”

,,Han har ikke sagt det direkte,” anerkendte hun stille. ,,Men Robert har tidligere været inde i billedet.”

Dominic tog en dyb indånding og pustede tungt ud. ,,Jeg skal nok tage en faglig snak med Plikane, når jeg kommer hjem. Men du er vel klar over, at så længe Aiden ikke selv indrømmer noget, kan jeg ikke garantere, at han tror på mig.”

,,Det ved jeg godt,” hviskede hun. ,,Men tak.”

Han omfavnede hende smilende. ,,Selvfølgelig.”

De stod og holdt om hinanden længe, og Rachel mærkede pludselig en mærkelig trang til at blive lille igen. Til at være fem år i sin storebrors stærke arme, beskyttet mod ondt fra omverden. Lige nu ville hun give hvad som helst for at blive lille igen og få et ukompliceret liv i lykkelig ignorance.

,,Hold dig ude af problemer, ikke, Rach?” grinede han.

,,I lige måde,” sagde hun. ,,Kom godt hjem.”

,,Det skal jeg nok,” lovede han. ,,Vi ses.”

,,Vi ses.”

Han satte sig ind bag rattet, vinkede og bakkede så ud for at forsvinde ned ad den snedækkede grusvej mod portene, som lukkede bag ham. Rachel blev stående, indtil hun ikke længere kunne se bilen. Så traskede hun mod pigernes dormitorium. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...