Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6308Visninger
AA

27. - Januar

Måske burde det have strejfet Aiden, at hun kunne have lyst til at slå et smut forbi dormitoriet inden aftensmaden, men hvis han tænkte så langt, så sagde han ikke noget. Og hvis han havde gjort det, ville hun nok også bare have følt sig uønsket frem for taget hensyn til. I hvert fald tog han imod hendes tilbud om støtte, mens de gik hen ad gangen mod spisesalen, hvorfra der endnu ikke kom nogen form for larm.

Deres skridt gav genlyd i den højloftede korridor, og det mindede Rachel om bygningens alder. Hvem der end havde fået den gode idé at bygge et mindre fort ude midt i ingenting måtte være et sandt geni. Alting lod til at være tænkt ned i de mindste detaljer, ud over at balsalen og toiletterne i bygningen lå ovenpå. Skolen mindede Rachel om Hogwarts, og hun var cirka lige så beæret over at gå der som de udvalgte elever på den magiske skole, så det passede meget godt sammen.

Spisesalen var helt affolket. De var de første til at ankomme, så de tog for sig af buffeten og satte sig ved det sædvanlige bord for at afvente de andres ankomst. Stilheden mellem dem var underligt behagelig, hvilket Rachel ikke ville have troet, at tavshed kunne være. Måske hang det sammen med, at hun kunne se, hvordan Aidens øjne faldt på hende, hver gang hun ikke kiggede. Og han trak ikke øjnene til sig med det samme, når hun drejede hovedet og tog ham i det. I stedet smilede han eller trak på skuldrene, og først derefter lod han blikket glide ned på sin mad eller ud ad vinduet eller mod dørene ud mod dormitorierne.

Der ville nok gå små ti minutter endnu, før de første indfandt sig. Mange gik i bad på værelserne, men af en eller anden grund havde Rachel og Tina besluttet sig for at gøre det i omklædningsrummet denne dag. Til Rachels store held nu, eftersom hun faktisk gerne ville være alene med Aiden.

Efter at have fortæret en kyllingesandwich lænede han sig tilbage og strakte sig, og fordi hans T-shirt foldede, kunne hun se en del af hans side. Synet fik hende til at rynke på næsen og knibe øjnene sammen, og han bemærkede det tydeligvis, for han sænkede med det samme armene, trak ned i stoffet og sendte hende et spørgende blik.

,,Hvad er der?”

,,Er du ”faldet” igen?” spurgte hun skeptisk.

Han himlede med øjnene og krøllede sin serviet sammen. ,,Ja.”

Trods hans talent for at lyve kunne hun tydeligt se, at han ikke talte sandt i det øjeblik. Hans blik var lidt for fast rettet mod hendes, og hans mundvige vendte lidt for meget nedad. Generelt var hans ansigt bare lidt for udtryksløst til at være et ærligt ansigt.

Det irriterede hende, at han stadig forsøgte at snige sig udenom. At han forsøgte at lyve for hende. Hvad havde hun helt præcist gjort for at gøre sig fortjent til mistillid? Hun havde tilbudt at følges med ham tilbage til skolebygningen, selv om hun kunne være gået sammen med de andre. Hun havde støttet ham i diskussionerne med Robert og Phil. Hun havde dækket over ham og foregivet ikke at vide, hvorfor han i perioder mere lignede et omvandrende lig, der havde brug for at sove til evig tid, frem for en person … Så hvad gjorde, at han stadig ikke stolede på hende? For det måtte jo være problemet.

,,Du lyver,” påpegede hun monotont, villig til at tage en diskussion med ham her og nu, hvis det fik ham til at fortælle hende, hvad problemet var.

,,Ti point til Rachel Donovan,” sagde han med et smil. ,,Du bliver bedre til det her. Snart kan vi gennemskue hinanden.”

,,Eller vi kunne lade være med at lyve,” kommenterede hun tørt. ,,Hvilket er hvad normale venner ville gøre overfor hinanden.”

,,Det er jo ikke en rigtig løgn, hvis den anden kan gennemskue det med det samme,” mente han.

,,Så du vidste godt, at jeg ikke ville tro dig?”

,,Ja. Det var ikke så svært at regne ud, eftersom du har påpeget det før.”

,,Og alligevel forsøger du at sno dig udenom,” bemærkede hun. ,,Hvorfor? Føler du virkelig ikke, at du kan stole på mig?”

En glædesløs latter undslap ham sammen med en lyd, der mindede lidt om den, en hval lavede, når den sendte vand op af åndehullet. Hovedrystende lod han sine fingre begraves i de mørke lokker.

,,Du ved mere om mig end nogen anden elev her, og du spørger, om jeg ikke stoler på dig,” sagde han som forklaring på sin latter.

Det værste var, at hun jo godt vidste det i forvejen. Frygten for at han ikke stolede på hende overskyggede bare det faktum, fordi hun gerne ville vide mere. Ville vide alt, hvis hun kunne komme til det.

,,Hvorfor vil du så ikke fortælle mig det?”

,,Fordi det er så latterligt, at det er lige meget,” fortalte han hende, og ordene blev fulgt af et blidt, næsten overbevisende smil.

,,Hvis du får blå mærker af det, er det nok ikke lige meget,” pointerede hun. ,,Medmindre selvfølgelig at du gerne vil have dem.”

,,Meget gerne,” sagde han i et dybt ironisk tonefald. ,,Jeg er så ufatteligt stolt af dem.”

,,Hvorfor gør du ikke noget ved det? Det hjælper jo ikke noget, hvis du ikke vil tale om det med nogen.”

,,Hvorfor vil du overhovedet så gerne vide det?” spurgte han, højere end før, tydeligvis en smule irriteret, eftersom hans smil og overskud var forsvundet ud af stemmeføringen.

Rachel noterede fjernt, at flere kom til nu og begyndte at besætte bordene rundt omkring, talende dæmpet sammen. Da Mikey Summers trådte ind, fulgte hun ham med blikket et stykke tid, inden hun vendte blikket mod Aiden, som ikke sagde en lyd mere.

Der var et hårdt udtryk i hans brune øjne, som hun ikke var sikker på, at hun havde set før. Men blikket var vendt mod skærmen på hans iPhone, og den ene tommelfinger bevægede sig hurtigt over displayet, utvivlsomt i færd med at skrive en besked. Som han sad der, så han meget almindelig ud, med krummet syg, underarmene hvilende mod bordpladen og håret faldende ned foran øjnene, fordi han bøjede nakken.

,,Du skal endelig ikke besvære dig med at svare på mit spørgsmål,” sagde han enstonet.

Kommentaren prikkede til hendes temperament, der i forvejen ikke var i alt for god stand. Glemt var alle erindringer om samtalen fra tidligere og den lette stemning mellem dem. Følelsen af naturligt at kunne tale sammen var forsvundet som dug for solen.

,,Jeg ved da ikke, hvorfor jeg gerne vil vide det. Måske fordi jeg er bekymret for dig?” foreslog hun en smule giftigt.

I samme øjeblik lød et højt udbrud af latter fra dørene, hvor Kane Wallace og Harry Sullivan viste sig. Deres ansigter søgte ud mod bordene, og det var tydeligt, hvordan deres blikke faldt på Aiden med beslutsomhed. Sullivans latter forstummede, men et dumsmart smil spillede over hans læber, idet han med albuen prikkede til Wallace.

Bag dem trådte Pete, Jonas og Lee ind i spisesalen, og disse gik beslutsomt uden om de to drenge og styrede direkte mod deres bord, skævende undrende hen over skuldrene mod duoen. Flere kom til fra alle årgange og lagde ikke skjul på, at de to drenges placering lige inden for døren var til gene for resten af skolen.

,,Var det dem her?” spurgte Pete, idet han smed en lille pose med noget, der klirrede metallisk, på bordet foran Aiden, som greb den og holdt den undersøgende mellem to fingre. Det viste sig, at indholdet bestod af nogle skruer, møtrikker og en enkelt lille skruenøgle.

Da han så op, var alle tegn på irritation eller vrede forsvundet fra hans ansigt, og han smilede sit sædvanlige muntre smil. Ud over at det ikke helt nåede øjnene, tænkte Rachel med en vis triumf. Så havde deres samtale alligevel også påvirket ham en lille smule.

,,Det kan du lige tro,” svarede han mildt. ,,Tak. Jeg var ikke sikker på, om du så beskeden.”

,,Det var så lidt,” erklærede Pete, idet han smed sig ned på stolen ved siden af Rachel. ,,Fik du lært noget fysik?”

,,Hvad mener du?” spurgte hun undrende, knibende øjnene sammen.

,,Var det ikke det, du skulle bruge Aiden til?” Den lyshårede dreng sendte hende et drillende, mistroisk smil. ,,Eller var det bare en undskyldning for at få ham for dig selv?”

Tina sluttede sig til de andre ved bordet og kyssede hurtigt Pete på kinden. Jonas og Lee var ved at rejse sig for at gå op og hente mad, og Pete havde tippet sin stol tilbage, så den kun hvilede på de bagerste ben. Med andre ord var alting helt normalt, og det irriterede Rachel, fordi alting ikke burde være så sædvanligt. For sædvanligvis fik Aiden sin vilje.

Nu sad han med sin ødelagte krykke foran sig på bordet og var i færd med at skrue en møtrik fast, så krykken var samlet på den rigtige måde igen. Umiddelbart så han ikke ud til at være særlig interesseret i Petes spørgsmål. Dette bidrog kun til hendes irritation. Hvordan kunne han lade som ingenting nu?

,,Nu du nævner Aiden,” sagde hun alvorligt og rakte ud, før nogen kunne nå at forhindre hende i det, ,,har du så set det her, Pete?”

Uden yderligere varsel trak hun op i Aidens T-shirt, så den blå plamage, hun havde set, kunne ses tydeligt mod hans blege hud, der sad stramt over knogler og muskler. Aidens mave spændtes ved den pludselige bevægelse, og hun bemærkede, at mærket var større, end hun først havde troet. At det strakte sig hele vejen op over hans ribben i den ene side og hen under den ene brystmuskel.

Tina gispede højlydt, og en larmende stilhed sænkede sig over spisesalen. Ingen sagde noget. Der blev ikke skramlet med noget. Selv de, der stod i kø til at få mad, bemærkede at et eller andet gik for sig. Noget enhver havde lyst til at få viden om, lod det til. Forsinket så Rachel effekten af sine handlinger, nemlig at alle så på hende og Aiden nu.

Langfingrede, sikre hænder greb omkring T-shirtens kant, og den blev hurtigt trukket ned igen. Aiden så rasende ud, men hans stemme var uhyggeligt rolig, da han i den efterfølgende chokerede stilhed sagde:

,,Det her er slet ikke pinligt.”

,,Aiden, hvad har du lavet?” spurgte Mikey chokeret fra et bord i nærheden.

,,Ikke noget, Mikey. Det var et uheld -”

,,Hold nu kæft med det dér pis!” udbrød Rachel.

Han lignede én, der havde lyst til at slå hende. I stedet rejste han sig hurtigt og trådte væk fra bordet, støttende sig til sin krykke.

,,Jeg ved ikke, hvad dit problem er, Rachel, men -”

,,Så lad mig fortælle dig det,” sagde hun og rejste sig så brat, at stolen væltede bag hende. ,,Du påstår hårdnakket, at du stoler på mig, og du foregiver at være min ven. Men når det kommer til stykket ved jeg intet om dig!”

Han stirrede på hende, som om hun havde slået ham. Så rømmede han sig og sagde stilfærdigt:

,,Jeg stoler på dig. Og jeg vil gerne være din ven. Men det kræver ligesom, at tilliden og lysten til venskab er gensidig.”

,,Det er jo netop, fordi jeg gerne vil være din ven, at jeg bliver ved med at spørge! Tro det eller lad være, men det er faktisk ikke for at genere dig,” sagde hun, og hun vidste godt, at hun gradvist hævede stemmen mere og mere, selv om han sænkede tonefaldet.

,,Du kunne også bare acceptere, at jeg ikke vil tale om det,” foreslog han. ,,Det ville ethvert normalt menneske have gjort.”

,,Fint, så gør jeg det. Men så skal du ikke regne med, at vi er venner,” sagde hun bestemt og slog sigende ud med armene. ,,Er det dét, du vil have?”

,,Selvfølgelig ikke!” råbte han. ,,Hvis det er så vigtigt for dig at vide, hvad det skyldes, hvorfor spørger du så ikke alle andre? Det lader til, at folk har en særlig interesse i mit privatliv.”

Dét forstod hun ikke, men hun lod være med at spørge ind til det.

,,Hvem skulle jeg spørge? Hvem ved noget?” spurgte hun frustreret.

,,Prøv med ham, der kalder dig sin kæreste,” snerrede han, hvorpå han begyndte at gå mod udgangen.

For en stund var alt der kunne høres lyden af hans fodtrin og krykken mod gulvet, og den stille hvislen af stof, når folk flyttede sig for at lade ham passere. Selv disse lyde syntes slørede i Rachels hoved, der var fuldt af tanker. Hvis Robert vidste noget om de blå mærker, var det med garanti ikke, fordi Aiden havde fortalt ham noget, og de to tilbragte nok ikke frivilligt tid sammen. Dermed var der reelt kun én måde, hvorpå Robert kunne vide noget, og det var - hvad hun virkelig ikke håbede -, hvis han selv havde lavet de blå mærker.

Hun tænkte automatisk på Robert, selv om det var slut mellem dem. Men hvis han gik og kaldte hende for sin kæreste endnu, så var der endnu en brik med i spillet, hun ikke havde forudset. Det kunne umuligt gavne Aidens situation, at de blev set sammen på tomandshånd, og da slet ikke af Robert. Hvis tingene virkelig hang så forfærdeligt sammen, så havde hun jo tidligere selv samme dag gjort det hele meget værre.

En knude formede sig i hendes hals, og hun kunne mærke gråden presse på. Hun ville løbe efter Aiden og undskylde og bede om tilgivelse, og hun ville skælde ham ud for ikke at have sagt noget fra starten, så hun bare kunne holde sig fra ham. Så det ikke kom til at gå ud over ham længere, at Robert åbenbart var en psykopat med ejerfornemmelser.

Inden hun nåede så langt, hørte hun et spørgsmål fra modsatte ende af spisesalen, hvortil Aiden nu var nået. Spørgsmålet kom fra Wallace, som så overordentligt selvtilfreds ud:

,,Synes du måske ikke, at det er en meget passende straf for at slå din egen bror ihjel, Spencer?”

Aiden svarede ikke men opgav sit skuespil med krykken og satte i sin egen lettere haltende form for løb resten af vejen ud, mens folk på skift lo og undrede sig, og rygtet om at Jace var Aidens bror spredtes som løbeild i løbet af få minutter.

Til sidst knurrede Pete højlydt, rejste sig og sprintede af sted i samme retning som hans mørkhårede ven var forsvundet. Da Rachel gjorde mine til at følge efter, rejste Tina sig og lagde armene omkring hende i stedet, og hun lod sig skubbe ned på en stol i stedet, for chokeret og ked af det til at protestere.

 

,,Hvor længe har du vidst det med Jace?” spurgte Tina.

Rachel tænkte sig om.

,,Kan du huske den dag Aiden kom ind i fysiklokalet og sendte dig ud i spisesalen?”

,,Selvfølgelig kan jeg det,” sagde Tina og lød overraskende glad, som om det havde været en mindeværdig dag. ,,Var det den dag, han fortalte dig det?”

,,Mhm.”

Rachel gemte ansigtet i sofaens pude. Tiden nærmede sig midnat, og hun overvejede stadig, om hun skulle gå over til Kasernen eller blive væk. Formentlig ville det ikke bringe noget godt med sig uanset hvad hun gjorde. Men hvis hun mødte op udviste hun i det mindste en form for fortrydelse, selv om hun ikke direkte ville indrømme det. Ikke overfor Aiden af alle mennesker.

,,Så det er altså sandt?”

,,Aiden slog ham jo ikke ihjel,” sagde Rachel stille. ,,Men det er rigtigt at de var brødre.”

Hun havde skam tjekket efter, selv om Aidens reaktion på samtaleemnet havde været nok til at overbevise hende. Den tidligere stjerneelev fra skolen, som var død under en bilulykke, hed Jace Spencer og havde en lillebror ved navn Aiden Carl Alexander Spencer. Aiden A. C. Spencer. Dette afslørede artikler på internettet ved en enkelt søgning.

,,Hvordan har Aiden det med det?”

,,Hvad tror du selv?” snerrede Rachel, inden hun huskede, at det ikke var Tina, hun skulle være vred på. ,,Undskyld.”

,,Du er tilgivet,” lo Tina, inden hun gabte og holdt sig for munden.

,,Luk munden, her er fluer.”

Ved dette skraldgrinede de begge, og Tina gav Rachel et dask mit på overarmen. Flere af de andre piger i opholdsrummet vendte sig med hævede øjenbryn mod dem, inden de vendte tilbage til deres egne gøremål.

,,Fuck, jeg er træt,” udbrød Tina og sendte længselsfulde blikke efter Fiona og Anna, der var på vej op ad trappen mod deres værelser.

,,Så gå dog i seng,” befalede Rachel muntert. ,,Jeg har ikke bedt dig om at blive oppe.”

,,Nej, men du ville blive ensom uden mig.”

,,Nå, så det tror du?”

,,Nej, jeg ved det.”

Alting ville have været meget nemmere, hvis hun bare kunne fortælle Tina alting. Alt hvad Aiden havde afsløret for hende, alt hvad hun havde svoret, at hun ikke ville fortælle nogen, selv om hun havde ustyrligt meget lyst til det. Af og til var det nærmest smertefuldt for hende at holde Tina og Pete og de andre for nar for Aidens skyld, men så måtte hun minde sig selv om, at det andet nok ville være mere smertefuldt for ham. Og der stod trods alt mere på spil for ham end for hende.

,,Må jeg fortælle dig noget, Rach?” spurgte Tina så stille, at det nærmest var en hvisken.

,,Selvfølgelig. Altid.”

,,Du ved … Pete og jeg mødtes den anden aften for at lave lektier sammen,” begyndte hun, og allerede dér kunne Rachel regne ud, hvor samtalen ville bære hen.

,,Ja?” spurgte hun ledende, og Tinas kinder blev ildrøde.

,,Og så kom vi til at kysse i stedet for. Og så ved jeg ikke, hvordan det skete, men pludselig havde vi ikke noget tøj på…”

,,Hold da kæft,” hviskede Rachel drillende. ,,Hvor lavede I lektier henne?”

Her kunne Tina ikke lade være med at fnise piget. ,,I springgraven i Hal 1.”

,,Så I var sammen-sammen?”

,,Mhm.”

Rachel tænkte sig om lidt. Så smilede hun smørret til sin bedste veninde, som hun slog armene omkring i et overdrevet kram.

,,Mind mig om, at jeg aldrig skal opholde mig i springgraven igen,” erklærede hun drillende, ikke alvorligt frastødt ved tanken, eftersom de to nok langt fra var de første, der havde udforsket den.

,,I så fald bliver du nok nødt til enten at blive skadet eller skifte til E-Dance.”

Det grinede de længe af, inden Rachel fiskede sin telefon op af lommen og trykkede på Snapchat-ikonet, mest fordi det var den app, hvor hun med størst sandsynlighed ville finde en eller anden form for underholdning. Der lå nogle enkelte billeder fra gamle venner fra New York, et enkelt fra Dominic, som havde fundet det passende at fotografere sin gaffel under aftensmaden, og et fra Robert.

Da hun trykkede på skærmen for at vise sidstnævnte, gik hendes hjerte næsten i stå. Billedet viste Aiden, som lå på en af skolens senge, fuldt påklædt og med håret faldende tilfældigt omkring ansigtet. Øjnene var lukkede, men det så ikke ud, som om han sov specielt fredeligt, hvis han da sov. En lille tekst forklarede hende, at opmærksomhed åbenbart var en udmattende ting, når man var krøbling.

,,Fuck,” mumlede hun for sig selv, inden hun rejste sig fra sofaen og sagde godnat til Tina, som havde åbnet Facebook på sin egen telefon og utvivlsomt var i færd med at skrive med Pete, hvis han da ikke var gået i seng.

Det gode ved det sene tidspunkt, var, at enten var pigerne for trætte til at lægge mærke til hende, eller også lå de allerede og sov sødt i deres senge. Medmindre selvfølgelig at de var på nattevandring. Dermed slap hun nemt uset udenfor med overtøj og det hele på. Af frygt for at blive opdaget af de mere natligt aktive piger og drenge på skolen satte hun i løb hen over græsplænerne og holdt sig fra stierne, som var oplyste.

Hun var ved at glide, da hun sprang hen, krydsede den ene sti hastigt og sprang ned på den anden side. Sneen lå stadig på jorden, men når solen skinnede, tøede den og blev mere kompakt og glat at bevæge sig på. Uret på skolebygningen larmede, da viserne ramte hinanden i lodret position, en lyd hun aldrig havde bemærket udefra, fordi den ikke kunne høres inde i dormitorierne.

Jo nærmere Kasernen hun kom, jo mindre mening syntes det at give, at hun styrtede af sted på den måde. For Aiden havde jo ligget ned på Roberts billede, og i øvrigt ville han nok ikke ligefrem blive begejstret for at se hende. Nok nærmere langt fra, dagens ordveksling taget i betragtning. Hvorfor kunne de ikke bare være normale venner? Hvorfor kunne han ikke bare lade være med at have så mange hemmeligheder?

Gispende efter luft i den iskolde natteluft stoppede hun op ude foran Kasernen og så overvejende på de enorme bygninger. Så skubbede hun døren op og tog et par skridt ind i den mørke gang. Det tog hendes øjne lidt tid at vænne sig til mørket, og af den grund så hun ikke, hvad der lå foran hende, før hun trådte på noget glat og rundt, der trillede under hendes fod, så hun nær var endt på bagen. Et overrasket hvin undslap hende, inden hun kunne nå at forhindre det.

,,Rachel?” spurgte en stemme, hun genkendte, men som virkede anderledes end normalt.

Uelegant fumlende efter en kontakt lykkedes det hende at få tændt lyset i gangen. Først så hun ned på gulvet og forsøgte at lokalisere den genstand, hun nær var faldet over. Synet fik hende til at gyse og se væk igen. Det var værre, end det havde været tidligere på dagen, desværre, og hun var helt sikker på, hvis værk det var.

Så løftede hun ansigtet mod den, der havde udtalt hendes navn. Selvfølgelig skulle det da være Aiden. Han sad op ad væggen og så på hende. Hun sank en klump og følte trang til at spørge, om der var sket noget, hvilket i forvejen ville have været et dumt spørgsmål. Så bemærkede hun de røde mærker på hans hals og vinklen på hans ene skulder og fod. Det vendte sig i hende, og det var kun med nød og næppe at hun undgå at kaste op på stedet.

I stedet for at sige noget, trak hun sin telefon frem og løb hurtigt og lettere desperat gennem kontakterne, indtil hun nåede den rigtige og trykkede på Ring op. I stilheden i gangen føltes det, som om der gik en lille evighed mellem hver hyletone. Så, om sider:

,,Rach, hvad fanden ringer du for midt om natten?” Han lød ikke, som om det morede ham specielt.

Faktisk lød det mere, som om hun havde vækket ham fra en dyb søvn.

,,Pete, du bliver nødt til at komme,” sagde hun, vel vidende at hun måtte lyde, som om hun havde drukket. Det gjorde det selvfølgelig heller ikke bedre, at hun pludselig begyndte at græde.

,,Rachel, hvad er der sket?” spurgte han, nu hørbart mere vågen. ,,Hvor skal jeg komme hen?”

,,Kasernen,” hulkede hun og undlod at besvare det første spørgsmål, eftersom hans gæt formentlig var lige så godt som hendes.

,,Jeg kommer nu. Slap af, okay?” Han lagde på.

Åndende tungt ud mellem to hulk sank hun i knæ på gulvet og ignorerede det faktum, at tårerne faldt ned på telefonens display. Hun måtte virkelig se ynkelig ud, selv i Aidens øjne, eftersom hun reelt ikke havde noget at græde over.

,,Hvad græder du for?” spurgte han.

,,Det her er min skyld, er det ikke?” fik hun fremstammet.

Underligt nok havde han overskud til at smile. ,,Er det min skyld, at Jace døde i den bilulykke?”

,,Nej!” udbrød hun hurtigt, ikke helt sikker på hvorfor han fandt det spørgsmål relevant lige på det tidspunkt.

Det var jo ikke hans skyld. Ikke sådan rigtigt. Måske var det ham, der sad bag rattet og styrede bilen, men han kunne aldrig have forudset, at ulykken ville finde sted, eller at en smule vand på vejen ville få fatale konsekvenser.

Omsider stilnede hendes ynkelige gråd af, og den blev erstattet af hvidglødende raseri, da han nikkede, som om hun havde besvaret sit eget spørgsmål. Da han lænede hovedet tilbage mod væggen, så hun ham skære ansigt, men hun kommenterede det ikke. I stedet rejste hun sig og samlede den genstand op, hun nær var faldet over.

,,Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?” spurgte hun og holdt det, der engang havde været en effektiv krykke, op foran sig.

,,Opvarmning og råstyrke,” svarede han uden at se på hende. ,,Det er jo metal.”

,,Det havde jeg ellers ikke bemærket,” sagde hun og tørrede sig under øjnene efter skødesløst at have smidt den ødelagte krykke fra sig.

Der var stille i nogle sekunder. Så rømmede han sig karakteristisk.

,,Jeg ved godt, at det er lidt underligt at bede om, men kunne du hjælpe mig? Jeg tror, at min skulder er gået af led, og jeg kan ikke selv trække den på plads igen.”

Hun gloede på ham, og han gloede tilbage.

,,Og det tror du, at jeg kan? Jeg ved ingenting om den slags.”

,,Jeg fortæller dig, hvad du skal gøre,” lovede han, og hans blik blev blødt. ,,Medmindre du hellere vil have, at jeg går rundt med en skulder, hvor leddet sidder forkert?”

Sukkende overvundet gik hun hen og satte sig ved siden af hans venstre skulder, der vendte væk fra døren. Hun var glad for, at hun ikke kunne se selve leddet for hans T-shirt, for armen hang abnormt meget i forvejen.

,,Hvad skal jeg gøre?” spurgte hun rådvildt og så på hans hånd og arm.

,,Tag min hånd med din venstre og put din højre under min albue,” instruerede han nøgternt, men et udbrud af smerte undslap ham alligevel, da hun blev nødt til at rykke på armen for at komme til albuen. ,,Ja,” stønnede han mellem to vejrtrækninger. ,,Godt. Nu skal du trække opad og -”

Døren smækkede op, og Pete trådte ind, hurtigt dannende sig et overblik over situationen. Hans øjne lynede af vrede først, men så var det, som om han indså, at han ikke skulle være vred på nogen af dem. Under alle omstændigheder lyste han i hvert fald op i et bredt, drenget smil.

,,Hvad tror I, at I har gang i?”

Rachel følte sig handlingslammet, fordi hendes hænder var optaget af at holde Aidens arm. Den mørkhårede af de to drenge pegede sigende på det malplacerede led og lagde hovedet tilbage.

,,Skulderen,” uddybede han så bare.

,,Er du sikker på, at den ikke er brækket?” spurgte Pete skeptisk.

,,Tror du, at hun kunne holde den dér, hvis den var brækket, uden at jeg skreg som en gris?”

,,God pointe,” bemærkede Pete. ,,Rach, har du prøvet det der før?”

,,Aldrig,” svarede hun blankt, glad for at blive spurgt, så de ikke havde forventninger til hendes kompetencer.

I et hjerteskærende øjeblik ønskede hun, at Dominic var der. Han ville om nogen vide, hvordan man håndterede en sådan situation. Og formentlig havde han allerede ordnet Aidens skulder på dette tidspunkt, hvis han havde været tilstede.

,,Vil du bytte?” Pete grinede.

,,Meget gerne,” udbrød hun lettet.

Pete tog over med hænderne på præcis samme steder, som hun havde haft sine placeret.

,,Jeg tror, at du skal trække udad, Pete,” sagde Aiden med sammenbidte tænder, da Petes hænder løftede armen opad.

Åbenbart gjorde Pete det rigtigt, selv om Aidens anden hånd var knyttet så tæt, at hans knoer var hvide som sneen udenfor. Rachel rykkede over på den anden side og strøg ham forsigtigt over den gode skulder. Det så smertefuldt ud: han bed tænderne så hårdt sammen, at hans kæbemuskler så ud til at krampe, og hans øjne var knebet helt i. Men han sagde ikke en lyd.

Pete stillede spørgsmål ind imellem. Spørgsmål som han ikke fik svar på, men som han åbenbart godt kunne få noget ud af alligevel. Og så pludselig lød der en hul, svuppende lyd, og Aiden gispede efter vejret, inden hans ansigt blødte op, og et lettet smil fandt vej til hans læber.

,,Tak.”

,,Intet problem,” svarede Pete, som så kritisk på sin ven et øjeblik. ,,Jeg tror ikke, at vi skal begynde at pille ved din fod nu.”

,,Det tør jeg heller ikke,” medgav Aiden. ,,Men jeg får nok brug for din hjælp.”

,,Du kan regne med mig. Men, øh, hvad laver I to egentlig her sammen?”

Pludselig så han ud, som om alting gav perfekt mening, og udtrykket bekymrede Rachel, som var overbevist om, at han havde tolket situationen helt forkert. Inden hun nåede et protestere, tvang et gab sig op gennem halsen på hende, og hun måtte holde sig for munden for ikke at se alt for dum ud.

,,Der er vist en, der er træt,” kommenterede Aiden blidt. ,,Jeg skal nok fortælle dig det på vejen, Pete.”

Hun rejste sig også og så overvejende på sine to venner et øjeblik. Skænderiet med Aiden virkede overflødigt nu, selv om den ene før eller senere nok skulle komme med en undskyldning. Det måtte de tage en anden dag, hvor han ikke havde røde mærker på halsen, lemmer der var gået af led og en ødelagt krykke til den side, han altid lænede sig mod.

,,Kan I klare den herfra, eller skal jeg tage den anden side?” spurgte hun, ikke så meget af høflighed som af lyst.

,,Det går,” svarede de i kor. Så tilføjede Pete: ,,Vi ses i morgen, Rach.”

,,Ja, vi ses,” bekræftede hun med et smil, inden hun vendte sig for at gå ud i kulden igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...