Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6311Visninger
AA

26. - Januar

Vejret var blevet bedre, selv om temperaturerne fortsat faldt støt. Januar var ikke startet alt for godt ud, men efter bruddet med Robert var der faldet ro over tingene. Han ignorerede hende så langt fra, men han gjorde ikke livet surt for hende med vilje. Faktisk var det nærmere sådan, at han undskyldte endeløst for sin såkaldte åndssvage opførsel, undskyldte for at have været mod Aiden som han havde, fordi det var ganske uacceptabelt. Sms’erne hobede sig op i hendes indbakke, og hun forsøgte virkelig at forholde sig passivt til dem og lade være med at få ondt af ham. Men det var sværere, end hun lige havde troet. På gangene var folk begyndt at bemærke, at der var sket en forandring, og de spurgte meget til deres forhold.

Egentlig var det kun til timerne, at Rachel ikke mødte de forvirrede, spørgende blikke, og det fik hende til at nyde øjeblikkene fri for sine skolekammeraters nysgerrighed. Pludselig forstod hun godt, hvorfor Aiden frygtede nysgerrighed, men få havde lov til at være nysgerrige alligevel. En af disse var Tina, som virkelig havde vist sig at være den bedste veninde, Rachel nogensinde havde haft. Tina, som aldrig blandede sig i andres affærer, medmindre det var for sjov, havde mere end én gang sagt til Robert, at han skulle holde sig fra Rachel, og at han i øvrigt var et svin. Rachel havde modstået en trang til at le, da det skete.

Selv nu, hvor hun sad til en fysiktime, trak det i hendes mundvige ved tanken. Hr. Berry, som var i gang med at forkynde et eller andet - utvivlsomt vigtigt - til eleverne, sendte hende et mistænksomt blik. Dette rev hende tilbage til fokus på timen, der netop var gået i gang. Matematiske formler og udregninger kørte stadig rundt i Rachels hoved fra det forrige modul, men hun tvang sig selv til at tænke i fysik - mere konkret end abstrakt - nu.

,,Eftersom vi her på skolen har nogle rigtig dygtige fysikere, har jeg spurgt, om ikke en af dem vil komme og undervise jer lidt i dag,” afslørede hr. Berry muntert, mens han lænede sig tilbage mod katederet. ,,Så nu venter vi. Han burde være lige på -”

I næste øjeblik gik døren op, og i åbningen stod Aiden, smilende og afslappet som sædvanlig. Til den ene side lænede han sig mod en krykke, men det så ikke ud til, at den voldt ham særligt besvær, idet han krydsede lokalet ganske letfodet, som enhver anden ville have gjort det. På denne dag var han iført en almindelig kakifarvet T-shirt og sorte jeans samt sine sædvanlige kondisko med de blå Nike-mærker på siderne. Selv om det var midt på formiddagen, så det ud, som om han lige havde været i bad, for hans mørke hår var fugtigt i spidserne. Over den frie arm bar han sin jakke, som han hængte fra sig på knagerækken med hvide kitler. Underligt nok så han ud til at føle sig helt og aldeles hjemme i fysiklokalet, som om han var vant til at færdes blandt mærkelige apparater og kemiske blandinger.

,,Godmorgen, hr. Berry,” sagde han i et behageligt tonefald. ,,Undskyld jeg først kommer nu. Jeg havde lige glemt noget.”

,,Du er her jo nu, Spencer,” svarede hr. Berry eftergivende, som om det var ventetiden værd, hvis blot Aiden kunne stå for undervisningen.

Rachel undrede sig i stilhed over dette. Hun vidste godt, at Aiden klarede sig godt i skolen, og hun havde jo allerede erfaret, at han vidste noget mere om fysik end hende. Men at han var dygtig, havde hun alligevel ikke forestillet sig.

,,Det her skal nok blive underholdende,” hørte hun Olivia hviske til Ninnie, som puffede lidt til sin bedste veninde med albuen.

Tina vendte sig i sædet. ,,Hvad mener du med det?”

,,Har du ikke lagt mærke til, hvor meget hr. Berry går rundt, når han underviser os?” spurgte Olivia, som ikke havde været ovenud henrykt for hverken Rachel eller Tina, siden hun opdagede, at Rachel og havde gennemskuet hende. ,,Jeg gad godt se Spencer gøre det samme.”

,,Det skal nok gå fint,” blandede Rachel sig, og det var ment som en beroligende tanke til hende selv, men ordene kom ud med tilpas skarphed til i stedet at blive en irettesættelse af Olivia.

Den mørkhårede pige himlede med øjnene og sendte hende et dræbende forførerisk smil.

,,Ja, da. Han kommer garanteret kun til at smadre et par glaskolber, når han svinger sin stok rundt,” hviskede Olivia til Ninnie, som bare rystede på hovedet og holdt fokus på læreren og deres holdkammerat ved tavlen.

Rachel havde fået nok, men netop som hun skulle til at sige noget i Aidens forsvar, blev hun afbrudt af hr. Berry:

,,Piger på første og anden række, er der noget, I kunne tænke jer at dele med resten af klassen?”

Med det samme kunne Rachel mærke sine ører blive røde, og hun slog blikket ned i bordet uden at sige noget, mens Olivia mumlede et dæmpet ”nej”. Det var ufattelig pinligt, men i det mindste var spørgsmålet møntet på hele gruppen. Inderst inde frydede Rachel sig en lille smule over, at Olivia også var blevet taget i at tale - om Aiden - i timen.

,,Jeg ved ikke, hvad der går af dem i dag,” undskyldte hr. Berry overfor en skævt smilende Aiden, som samlede et stykke kridt op fra hylden under tavlen og jonglerede med det i sin frie hånd.

Han svarede et eller andet høfligt og useriøst til læreren, der fik hr. Berry til at smile, inden han tog sin afsked med klassen lidt mere højlydt end Aidens kommentar havde været. Først da døren smækkede bag fysiklæreren, blev der dødsens stille i lokalet. Stemningen var undrende, spørgende, forvirret, men Rachel forestillede sig, at så snart Aiden gik i gang, ville små hviskende samtaler bryde ud mellem tilskuerne.

,,Nå,” sagde han endelig og stillede krykken fra sig. ,,Hr. Berry synes åbenbart, at det ville være sundt for mig at blive kastet for løverne -” klassen brød ud i en stille, samstemmende latter, ,,- så her er jeg. Jeg skal fortælle jer lidt om tryk og arbejde.”

Han vendte sig halvt mod tavlen og så ganske afslappet ud. Rachel misundte ham den ro der måtte ligge i at kende sine egne evner og kvaliteter så godt, som det lod til, at han gjorde det. I hvert fald virkede han overskudsagtig og ikke, som om det generede ham eller bekymrede ham, at der sad en hel klasse fra årgangen under og stirrede, nogle temmelig skeptisk.

,,Det er eksamensrelevant stof, hvis I nu skulle få lyst til at tage noter,” meddelte han, og efterfølgende lød der en skramlen og skuren fra eleverne, som drog deres notesbøger, computere eller tablets frem.

Lige præcis fysik foretrak Rachel at notere ned i hånden, fordi det ville blive et alt for langsommeligt arbejde at indtaste potenser og brøkstreger på den bærbare computer, som hun havde i tasken. Sammen med de ekstra papirer trak hun sin lommeregner frem.

Rimelig hurtigt skulle det dog vise sig, at hendes lommeregner blev gjort til skamme, for da Aiden gik i gang med at spørge ind til formler og derefter brugte en god del tid på at uddybe det hele, viste det sig, at han regnede ganske fortrinligt i hovedet. Da taleksempler kom på banen, lod han klassen indsætte de korrekte tal i formlerne og regnede det hele ud i hovedet, hvilket imponerede Rachel.

Hun var aldrig ved få sekunders hovedregning kommet frem til, at halvfems joule omsat på femogtyve sekunder gav en effekt på tre komma seks watt. Og de fleste andre i klassen var lige så imponerede som hun selv.

Dog var der én, der ikke var til at imponere, og som blev ved med at tale til sin sidekammerat. Denne ene person var Olivia. Tina vendte sig flere gange halvt for at sende den mørkhårede pige dræberblikke og advarende ansigtsudtryk, men nærmest som i protest hævede Olivia bare stemmen en anelse mere - stadig henvendt til Ninnie, som Rachel tog i at sidde og stirre på Aiden med et næsten besat udtryk i ansigtet. Tydeligvis hørte hun ikke efter, hvad der blev sagt, hverken fra hans side eller Olivias.

,,Se hvordan han går rundt uden krykker, som om han ikke har brug for dem,” bemærkede Olivia spottende til sin lyshårede veninde, og et fraværende ”mmm” var alt, hvad Ninnie reagerede med. ,,Jeg tør vædde med, at han bare bruger en skade som undskyldning for at slippe for træning. At han måske er typen, der ikke gider at træne op til opvisningen, men som sørger for at få de bedste pladser i kraft af at trænerne reelt ikke ved, hvor han ligger henne evnemæssigt...”

Hun fortsatte sin usammenhængende smøre, men Rachels temperament var så meget i kog, at hun efterhånden lukkede af for alt andet end sine egne lettere irrationelle tanker. Hvis hun fik lejlighed til det lige nu, ville hun kvæle Olivia med allerstørste fornøjelse. I stedet forsøgte hun at fokusere på Aidens afslappede opførsel foran tavlen.

Men Olivia havde ret. Han bevægede sig frit rundt mellem tavlen, katederet og den forreste række, og ud over en svag halten på det ene ben, var der ikke en finger at sætte på hans gangart. Ej heller så han ud til at have specielt ondt. Måske var krykkerne virkelig bare en undskyldning for at slippe for træning? Men hvorfor skulle han ønske at slippe for det? Han elskede jo tydeligvis gymnastik, og han var hamrende dygtig til det. Desuden havde han jo fortalt hende, hvorfor han gik med krykker.

Skævende til siden begyndte Rachel at tegne små blomster i sin notesbog i stedet. Tina så interesseret ud. Hendes brune hår faldt omkring skuldrene og strålede i solskinnet udefra. Hun sad på kanten af sædet med en blyant i højre hånd og skrev af fra tavlen samt tilføjede små tekstbokse i siderne, omkranset af forskellige farver, så de ville være nemmere at finde hurtigt, hvis hun nu skulle få stillet et spørgsmål. Der var et opslugt udtryk i de brune øjne som iagttog deres fælles holdkammerat, men det var ikke samme udtryk som hun betragtede Pete med.

,,… forstår slet ikke, hvorfor hr. Berry overhovedet lader en elev undervise os, når det nu er hans job. Og siden Spencer selv er en elev, kan han vel også tage fejl. Jeg mener, hvor sikker er han egentlig på, hvordan en airbag konkret virker, når det kommer til stykket?” Spørgsmålet fortsatte over i endnu en række i samme stil, og det gjorde Rachel opmærksom på den tegning, Aiden havde lavet af en tændstikmand med hovedet i en eller anden form for kvart cirkel. Bagved fortsatte den halvt hviskende tankestrøm: ,,Jeg synes, at han skulle overveje, hvordan det der scenarie ser ud i virkelig-”

,,Olivia, luk nu for helvede røven eller gå udenfor!

Der blev så stille, at man kunne have hørt en fjer falde til jorden. Rachel stirrede forskrækket på udbruddets indehaver, som tog sin egen manglende selvkontrol med ophøjet ro. Alle andre klappede i som østers, inklusiv Olivia.

Endelig rømmede Aiden sig oven på sit frustrerede udråb.

,,Tak,” sagde han sarkastisk. ,,Hvis du har noget at sige, så sig det nu. Og ellers vil jeg gerne bede dig om at gå.”

,,Det var sgu da ikke kun mig!” protesterede Olivia i et overbevisende fornærmet tonefald, mens hun sendte Ninnie et appellerende blik.

Rachel skævede også til Ninnie, hvis ansigtsudtryk var overrasket, som om hun havde lyst til at spørge, hvad hun skulle blandes ind i det hele for. Og hun nåede da også at åbne munden, inden Aiden afbrød hende:

,,Lad være med at ydmyge dig selv, Olivia,” sagde Aiden stille og roligt, på ingen måde nedgørende. ,,Fortæl mig, hvis der er noget, du gerne vil sige.”

,,Det her er for åndssvagt,” erklærede den sorthårede pige, idet hun rejste sig, trak sin taske over skulderen og maste sig forbi de andre på samme række for at gå hen mod døren.

Hun bevægede sig med lange, værdige skridt, som om hun virkelig var blevet behandlet uretfærdigt af sin holdkammerat. I døråbningen kastede hun håret tilbage over sin skulder og sendte Aiden et hadefuldt blik. Så udstødte hun et opgivende støn, inden hun demonstrativt smækkede døren efter sig, så braget rungede i det højloftede fysiklokale. Alle var stille i en rum tid.

Selv den mørkhårede dreng ved tavlen så målløs ud for en stund. Så greb han sin krykke, vendte øjne og samlede den ene halvdel af det stykke kridt op, han havde brækket midt over, da han slog det ned i overfladen på katederet.

,,Hvor kom jeg til?” spurgte han og lød faktisk desorienteret.

,,Newtons anden lov,” svarede Ninnie så stilfærdigt, at Rachel ikke først genkendt den normalt ivrige, illustrative stemme.

Der var noget omsorgsfuldt i den modellignende piges udtale af ordene, og det gjorde Rachel opmærksom på, at for en gangs skyld havde Ninnie Collins af alle mennesker rent faktisk hørt efter i en fysiktime. Det måtte være første gang hele året, at det var sket.

,,Nå, ja,” samlede Aiden endelig sin itubrækkede undervisning op. ,,Newtons anden lov er også kendt som kraftloven. En generel formel siger, at den resulterende kraft er lig med objektets masse ganget med accelerationen…”

 

 Da eftermiddagens træning langt om længe var overstået, ventede Tina, Teresa og Rachel på Pete, Jonas og Aiden ude foran drengenes omklædningsrum. Det havde ikke været videre behageligt at være pige i dag, for Olivia og Ninnie havde haft et voldsomt skænderi i badet, som ingen havde lyst til at forstyrre eller på anden måde gå i vejen for. Og nu var Fiona så alene med dem, men det måtte hun selv klare, for hun havde fået tilbuddet om at følges med de andre.

Længere nede ad gangen stod en anden gruppe af skolens elever, hvoraf nogle garanteret også havde været inde i pigernes omklædningsrum. Trods alt var det ikke kun Eliteholdet, der havde træning om tirsdagen.

 Dagens træning havde været spring, så Aiden havde tilbragt træningen med at observere på afstand og komme med små kommentarer fra sin position bag springgraven. Eric virkede glad for hans hjælpsomhed ved den ene trampolin. En enkelt gang bad han endda den høje, mørkhårede elev om at hjælpe med modtagning, da Lee kastede sig ud i en dobbeltskruet dobbelt salto. Det var naturligvis ikke nødvendigt, men Aiden havde alligevel stået der, sådan lidt akavet støttende udelukkende på det ben, der sank en smule ned i springgraven.

Rachel rystede på hovedet, da hun tog sig selv i at reflektere over ham igen. Lige for tiden syntes hun ikke, at hun havde andet end drenge i hovedet, og siden fysiktimen den formiddag havde hendes tanker konstant kredset om Aiden. Det var til at blive sindssyg af.

Netop som hun vendte sig mod Tina for at slå tankerne ud af hovedet, gik døren til drengenes omklædningsrum op, og Jonas trådte ud - holdende døren for den næste, som Rachel godt kunne regne ud hvem var. Ikke at Aiden ikke selv kunne holde døren, men som regel gjorde Jonas eller Pete eller Lee det for ham. Måske var dette fordi dørene oftest åbnede mod højre, og det var den hånd, Aiden havde sin ene krykke i, når han ikke benyttede sig af to, tænkte Rachel.

,,Slap nu af, Pete,” sagde Aiden, hvis stemme måtte blive forvrænget af væggene, for han lød om muligt mere irriteret end tidligere på dagen.

,,Gu’ vil jeg da ej,” modsatte Pete sig, og til Rachels overraskelse lød han ikke kun irriteret - han lød edderspændt rasende.

De to kom til syne i døråbningen, som Lee sørgede for at gøre så bred som muligt. Aiden havde en arm omkring skuldrene på Pete og et eller andet i sin frie hånd. Pete så lige så vred ud, som han havde lydt, og det fik Rachels hjerte til at synke ned i maven, for hvis det var nok til at gøre Pete vred, så måtte det være voldsomt. Hvad der end havde fået Aiden til at bede ham om at slappe af kunne umuligt være godt.

,,Hvad er der sket med dig, Spence?” spurgte Teresa en smule skeptisk og satte hænderne i siderne, mens Tina gik hen for at imødekomme sin kæreste.

,,Ingenting,” svarede Aiden hurtigt med et lille smil og holdt den hånd, der ikke hvilede mod Petes skulder, frem.

I den havde han sin krykke, der var todelt. Den så ikke ud til at være knækket, og Rachel var ret sikker på, at det kunne sådan nogle ikke. De kunne vel skilles ad og justeres i højden, så de kunne genbruges.

,,Skruen som holdt den sammen er åbenbart gået i stykker,” forklarede han og lød mindre irriteret end før, inden nogen kunne nå at spørge.

,,Åbenbart,” vrængede Pete, som om det overhovedet ikke var tilfældet.

,,Jeg ved jo ikke, hvorfor det er sket, Pete,” påmindede Aiden ham en smule skarpt.

Imidlertid havde Petes skepsis gjort Rachel opmærksom på, at Aiden reagerede lidt for meget på det hentydende tonefald til, at det ikke blev bemærkelsesværdigt. Og det var tydeligt, at Pete ikke troede på den tilfældighed, hvormed hans høje, slanke holdkammerat bortforklarede situationen. Der måtte stikke et eller andet under, men det var helt tydeligt, at hvis han mistænkte det selv, så var Aiden ikke villig til at dele sine tanker på området med pigerne. Så hun måtte vente og spørge Pete, hvis hun ville vide mere. Forudsat at der var mere at vide.

,,Skal du så have en ny?” spurgte Tina, som strakte sig for at kysse Pete, som bøjede sig ned efter bedste evne og mødte sin kærestes læber med et lille smil.

,,Nej da,” sagde Aiden afslappet. ,,Der skal bare en ny skrue i. Det er intet problem.”

,,Ih nej, intet problem,” efterabede Jonas sarkastisk, idet han og Lee satte af sted hen ad gangen som de første - efterfulgt af Teresa, som Rachel med en vis tilfredsstillelse så flette sine fingre ind mellem Jonas’. ,,Kom nu, I sløve padder.”

Pete skævede til Aiden ved sin side med let sammenknebne øjne. ,,Er du klar?”

Spørgsmålet fik den anden dreng til at himle med øjnene og trække sin arm til sig.

,,For det spørgsmål fravælger jeg dig, Pete,” sagde han useriøst. ,,Desuden synes jeg hellere, at du skulle tage Tina i hånden og se at komme af sted. Det kan godt komme til at tage lidt tid.”

,,Er du dum?” spurgte Pete drillende. ,,Hvad har du tænkt dig?”

Et højt udbrud af latter lød fra den anden gruppe længere nede ad gangen. Stemmerne rungede i den lange, akustiske tunnel.

,,Der er vægge,” svarede Aiden med et skuldertræk.

,,Og udenfor?”

,,Jeg kan faktisk godt gå, at du ved det.”

Den lyshårede af de to sendte den anden et mistroisk blik, som om han ikke helt troede på, hvad der blev sagt. Overraskende nok tog Tina til orde:

,,Det er faktisk rigtigt, Pete,” sagde hun blidt og fortsatte, da han sendte hende et forrådt blik: ,,Men derfor skal du selvfølgelig ikke gå alene tilbage, Aiden.”

,,Gå I bare i forvejen,” sagde Rachel pludseligt, fordi hun havde fået en strålende idé.

Umiddelbart mens hun talte, trådte hun nærmere Aiden og lagde en arm omkring livet på ham. For det høstede hun tre meget overraskede, uforstående blikke, som hun blot besvarede med et bredt, uskyldigt grin. Først noget tøvende lagde en arm sig omkring hendes skuldre.

,,Er du sikker, russer?” spurgte Pete usikkert, tydeligvis mistroisk overfor hendes motiver, fordi hun sjældent meldte sig frivilligt til at være alene med Aiden.

,,Helt sikker,” forsikrede hun ham. ,,Desuden er der lige noget, han skal lære mig mere om, så det kunne vi passende tage på vejen.”

For sin udtalelse modtog hun et advarende blik fra de brune øjne et stykke længere oppe, og hun smilede samme ildevarslende uskyldige smil til ham som før. Hans blik sagde mere end tusind ord, og det gav hende en underlig følelse af tilfredshed.

,,Hvad skal han lære dig om?” Pete lød ikke længere mistænksom, men derimod meget, meget drillende.

,,Fysik,” løj Aiden, og løgnen var så overbevisende, at Petes drillende smil blegnede og han mistede interessen for samtaleemnet.

Tydeligvis var Tinas opmærksomhed nu vakt, og Rachel måtte finde på en eller anden undskyldning til senere, for Tina vidste jo udmærket godt, at hun ikke var dårlig til fysik, og at hun forstod grundprincipperne ganske godt. Desuden havde Tina jo været til stede på alle tidspunkter, hvor Rachel og Aiden havde talt sammen, hvilket blot gav endnu et problem. Ellers kunne hun bare have brugt fysiktimen som undskyldning.

Men åbenbart besluttede hun sig for ikke at spørge lige nu. Måske fordi hun havde lidt mere situationsfornemmelse and Pete, eller måske fordi hun ikke syntes, at det var det værd, hvis nu det fremprovokerede en uventet reaktion. Hvad end Tinas motiv var, så tog hun bare Petes hånd og halede ham med sig efter at have hilst af med et strålende smil og vinket indtil de nåede de små trin, der ledte ned til jordniveau.

Den lille gruppe længere nede råbte et eller andet til dem, og de ignorerede spørgsmålet og fortsatte ud ad døren, hvilket efterlod Rachel og Aiden alene med gruppen i modsatte ende af gangen.

,,Du er en elendig løgner,” bemærkede han drillende, idet han tog et skridt frem og tvang hende til at følge med, hvis ikke hun ville dukke sig ud under hans arm.

,,Og du er lidt for god til det,” gav hun igen.

,,Ja,” bekræftede han uden at lyde, som om han havde dårlig samvittighed i nogen som helst afskygning.

,,Hvad var Petes problem med krykken?” spurgte hun nysgerrigt, ivrig efter at skifte emne, mens de gik hen mod trappen. Han støttede sig ikke rigtigt til hende, men hun fandt en vis komfort i at have hans arm liggende omkring sine skuldre. ,,Han var vel ikke bare irriteret over at skulle hjælpe dig, var han?”

,,Hvis det var problemet, skjulte han det i hvert fald godt,” lød svaret. ,,Han tror bare ikke på, at det var et hændeligt uheld, at skruen knækkede.”

,,Det kunne jeg godt fornemme,” indrømmede hun. ,,Men hvorfor tror han ikke det?”

,,Det ved jeg ikke.” Selv om han ikke så på hende - eller måske netop fordi han ikke så på hende - vidste hun, at det var en løgn. At der var noget, han ikke fortalte hende.

,,Du kan godt fortælle mig det,” sagde hun stille og satte med vilje tempoet lidt ned, fordi de nærmede sig gruppen.

Hvis de kom for tæt på, ville hun have forspildt sin chance for at få Aiden i tale, for han ville helt sikkert ikke risikere, at nogen hørte noget, når nu han forsøgte at holde hemmeligheder for hende. Ved trappetrinnene tog hun det ekstra roligt, lige så meget for sin egen vindings skyld som for hans. Faktum var jo, at han ikke udnyttede sin mulighed for at støtte sig til hende, selv om hun ikke ville have haft noget imod det. I stedet kunne hun mærke de små stød, hans krop lavede, fordi han haltede en anelse.

,,Jeg aner ikke, hvad du taler om,” sagde han og lød oprigtig.

Inden hun nåede at påpege, at hun ikke var overbevist, genkendte hun gruppen, som stod noget nærmere nu. Det var Philippe, Dean og Robert, alle tre leende højt, som om nogen havde affyret en mægtigt morsom joke. Ikke at hun troede, at noget de kunne finde på var særlig sjovt. Erfaring havde lært hende, at der fandtes god humor og der fandtes den humor, som man lo ad for ikke at virke anderledes. Deans, Roberts og i særdeleshed Phils lå i den sidste kategori.

Desværre ville det være lidt for mistænkeligt, hvis hun vendte om og gik ud i den anden ende af Kasernen, men hun havde virkelig lyst til det. Også selv om hun på ingen måde havde grund til at ønske at forsvinde. Det var ikke hende, der havde begået en fejl, og det var ikke hende, der skiftede mellem verdens mest følsomme person og den største idiot på Jordens overflade. Den ære tilfaldt Robert, hvis ansigt drejedes mod de to fra Eliteholdet i samme stund som Rachel strammede grebet om Aidens T-shirt lidt.

Hans greb omkring hendes skulder strammedes ligeledes en anelse, som om han bestemt ikke havde lyst til at gå forbi tremandsgruppen. Og hun kunne vel ikke bebrejde ham, for hun var ikke helt sikker på, hvordan hans sociale liv ville blive, hvis først Robert følte sig erstattet. I forvejen var popularitet jo ikke ligefrem en af de ting, Aiden kunne prale allermest af.

,,Rachel,” sagde Robert mere stilfærdigt end før, da de bevægede sig lidt nærmere. ,,Kan vi ikke tale sammen om det?”

,,Nej,” svarede hun køligt og gik beslutsomt videre, fingerende at støtte Aiden som - formentlig for syns skyld - lænede sig en smule mere mod hende og støttede mindre på højre ben end før.

,,Er det på grund af Spencer?” spurgte drengen med det platinblonde hår og de lyse øjne. ,,Er han grunden til, at du ikke vil tale med mig?”

,,Nej,” gentog hun i samme tonefald og forsøgte at lukke alle tilbagevendende følelser ude.

Aldrig nogensinde havde han talt til hende i dette fortvivlede, bløde tonefald. Ikke før nu, hvor han virkelig lod til at angre hvad han havde gjort. Naturligvis var dette velbegrundet, og med sin fornuft havde hun da også vedtaget, at hun aldrig ville give ham en chance til … men han var så ynkelig at se på, som han stod der foran hende med det lyse hår oplyst af solskinnet der faldt gennem døren og et fortabt udtryk i de grå øjne.

,,Har nogen nogensinde fortalt dig, at du er ufatteligt dårlig til at lyve, Donovan?” spurgte Phil drævende og stak hænderne i lommerne på sine løse bukser. ,,Åbn dog øjnene, Rob. Se, hvordan de går sammen. Tydeligvis er hun ikke selv bedre, end hvad hun anklager dig for. Den pige har ingen samvittighed.”

,,Store ord fra én, som ikke engang ved, hvad samvittighed er, Valmont,” hørte Rachel Aiden bemærke stilfærdigt, men stadig hørbart selv på afstand.

,,Som om du er bedre end mig,” spyttede Phil, idet han trådte ind for dem, så de blev nødt til at stoppe, hvis de ikke ville kollidere med ham. ,,Hvad med Ninnie? Har du fortalt hende, hvad du laver med Rachel?”

For at være ærlig så havde Rachel rent glemt, at Aiden og Ninnie åbenbart havde en ting kørende. Det forklarede naturligvis Ninnies besatte stirren i fysiktimen og hendes konsekvente måde at ignorere Olivias udtalelser på. Men det forklarede ikke, hvorfor Aiden så sjældent bragte den smukke lyshårede pige på banen.

,,Vi har ikke lavet noget, dit røvhul,” sagde Rachel irriteret og skubbede til Phil, så han fjernede sig. ,,I modsætning til visse andre er Aiden ikke typen, der forråder dem, han holder af. Og det er jeg heller ikke.”

,,Der er måske ting, din lille hundehvalp her ikke har fortalt dig, Rach,” sagde Phil afslappet, mens han hvilede en underarm på Roberts skulder. ,,Eller hvad siger du, Aiden-drengen? Har du fortalt hende alt?”

Så snart spørgsmålet blev udtalt vidste hun, at selvfølgelig havde han ikke det. Med så mange hemmeligheder, som han allerede havde, regnede han det vel ikke for noget med én fra eller til. Uanset dens størrelse.

,,Næ,” svarede han naturligt. ,,Har du?”

Phil sendte ham et dræbende blik sammen med et sigende smil helt uden glæde.

,,Rachel, vidste du, at da Phil spurgte Aiden, om han var interesseret i dig, så svarede han blankt nej?” spurgte Robert i et mindre provokerende tonefald end Phil.

Netop som hun skulle til at tilkendegive, at hun da var ligeglad - også selv om hun måske inderst inde var en smule skuffet - brød Aiden ind:

,,Det er løgn.”

,,Så du indrømmer altså, at du var interesseret i Rachel, mens hun stadig var sammen med Robert?” spurgte Phil, og Rachel syntes, at han levede sig lidt for meget ind i krydsforhøret.

,,Indtil dagen efter var du den eneste, jeg rigtig havde talt med,” forklarede Aiden fattet Rachel, som blot betragtede ham nysgerrigt. ,,Så selvfølgelig var jeg interesseret. Hvem ville ikke have været det?”

Hun var smigret, men hun forstod også nu, hvorfor Robert havde været så opmærksom på Aiden fra begyndelsen og fejlfortolket alting i ekstremerne. Før havde hun ikke forstået noget, men nu faldt et par brikker på plads - og hun var ikke så sikker på, at hun ikke havde haft det bedre uden denne nye viden. Hvis Aiden gjorde det offentligt kendt, at han havde været interesseret i hende, så var hun så godt som død socialt, og selv om hun ikke ønskede at tænke sådan, så betød det noget for hende at være vellidt.

,,Lad os nu bare gå videre,” sagde hun stille og trak i hans T-shirt for at få ham til at følge med.

Og det gjorde han så, humpende efter alle kunstens regler. Utvivlsomt havde han tilbragt meget tid på den måde, hvilket gav ham en fordel nu, hvor han skulle foregive stadig ikke at kunne gå. De tre andre sagde ingenting, men begyndte at tale sammen internt, idet Rachel skubbede døren op med sin venstre hånd og lod Aiden komme ud.

Netop som hun skulle til at spørge ham, hvad det gik ud på, kom de tre drenge fra Herreholdet styrtende udenfor i solskinnet og ned mod skolebygningen i susende fart. Først da de var uden for deres synsfelt trak Aiden armen til sig og slog over i en mere almindelig gangart end før. For ikke at genere ham, stak hun i stedet begge hænder i lommerne på sine bukser og slæbte fødderne hen over stenene på stien.

Stien var ikke ret bred, så hun gik sådan halvt bag ham, selv om han ikke gik videre hurtigt. Når han gik, kunne hun godt se, at han ikke gjorde det meget, og at det måske ikke var helt så behageligt. Men nu hvor hun havde givet slip, turde hun ikke at gribe fat i ham igen, af frygt for at gøre ham vred.

Solen var på vej ned bag skolebygningen, og det var blevet temmelig koldt udenfor. Blæsten havde også taget en smule til. Dette til trods lod Aiden ikke til at fryse, mens Rachel var mere modtagelig selv om hun havde sin vinterjakke på. Åbenbart vurderede hendes høje, slanke holdkammerat, at den slags ikke var nødvendigt, når nu han blot skulle gå nogle få meter.

,,Hvad laver du?” spurgte han og så sig tilbage over skulderen.

Først da gik det op for hende, at hun var stoppet og stod og betragtede hans ryg. Rødmende bøjede hun hovedet og luntede hen mod ham.

,,Ikke noget,” svarede hun hastigt.

Han stoppede op og sendte hende et undersøgende blik. Med hovedet på skrå vendte hun sig mod ham, blinkende drillende med det ene øje for at lette stemningen en anelse.

,,Hvad?” spurgte han leende og slog let ud med den arm, hvor han ikke holdt den ødelagte krykke i hånden.

Hun prikkede ham i maven. ,,Hvornår træner du næste gang?”

Tydeligvis kom det bag på ham, at hun spurgte, for hans brune øjne udvidedes bemærkelsesværdigt, og hans læber skiltes en anelse.

,,Måske i aften. Hvorfor?”

,,Jeg vil gerne med,” sagde hun ligeud.

,,Er du sikker?”

,,Nej, jeg lyver for dig,” sagde hun sarkastisk og rullede med øjnene.

,,Det må jeg sige,” erklærede han useriøst og lagde en arm omkring hendes skuldre. ,,Jeg er såret på det groveste.”

,,Selvfølgelig er du da det,” spillede hun med, idet hun lagde sin arm om hans liv.

,,Hvor er du kynisk,” klagede han.

,,Det kan jeg godt leve med,” fortalte hun ham med et smørret smil, idet de nåede skolebygningen og døren, der ville lede dem gennem skolen til spisesalen. ,,Vil du tilbage til dormitoriet først, eller skal vi bare gå ind i spisesalen?”

,,Jeg er sulten,” afslørede han, ikke på nogen måde overraskende. ,,Og det kommer til at tage hundrede år, hvis jeg først skal op ad trapper og lignende.”

,,Men du kan gå,” konstaterede hun.

,,Det er ikke videre behageligt, og det går ikke specielt hurtigt.”

For ikke at komme ind på et emne, der sikkert ville blive lige ubehageligt for dem begge, skyndte Rachel sig at åbne døren og træde indenfor, og Aiden fulgte med.

,,Så planen er spisning nu,” gættede hun.

,,Jep.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...