Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6290Visninger
AA

25. - Januar

Januar skulle vise sig ikke at blive nogen specielt rar måned at gennemleve. I hvert fald ikke, hvis man hed Rachel Donovan, var sytten år gammel og i gang med sit tredje år på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster med helt særlige talenter. I begyndelsen af måneden så det dog ikke ud til, at noget ville gå galt - at noget kunne gå galt.

Hun var lykkelig over at være genforenet med sine venner på det afgrænsede område, der havde været deres fælles hjem i to og et halvt år efterhånden. Selv med de omrokeringer i hendes vennegruppes struktur, som juleballet havde medført, føltes alting helt normalt, og det var der en vis komfort i, fordi hun var lidt af en tryghedsnarkoman. Af og til funderede hun over, hvor langt fra den ulykkelige pige med konstant hjemve gennem det første halve år hun var kommet. Det virkede som et sort kapitel i hendes historie, den tid hvor hun ikke værdsatte sin retmæssige plads på skolens allerbedste hold med de bedste venner omkring sig.

Efter deres både naturlige og lettere akavede samtale på Facebook i ferien, havde Rachel forsøgt at undgå Aiden så meget som muligt, og han opsøgte heller ikke hende. Eller det havde han i hvert fald ikke gjort, før han en dag pludselig stod ude foran fysiklokalet og foregav at være fordybet i en faglig samtale med hr. Berry. For en gangs skyld var Tina langsom til at komme ud af fjerene, og det syntes at tage hende en evighed at skovle bøger ned i sin taske, inden hun var klar til at gå.

Som et resultat heraf var hun og Rachel de eneste tilbage i klasselokalet, da hr. Berry gik mod spisesalen for at slutte sig til sine kollegaer, og Aiden pludselig stod i dørkarmen og ventede på dem. Han var iført en ganske almindelig hvid T-shirt med trekvartærmer, et par mørkeblå jeans og kondisko, og han så i det hele taget ganske afslappet ud, foroverbøjet med rundet ryg og hænderne placeret let på krykkernes håndtag.

Lyset faldt ind gennem vinduerne og fik spidserne af hans mørke hår til at skinne brunt, som var de blevet farvet en anden farve end resten af håret. Han missede med øjnene mod det skarpe lys, men det afslappede smil forlod ikke hans læber.

,,Halløj, Aiden,” hilste Tina, som om hun havde forventet, at han stod i døren helt alene.

,,Halløj, Tina,” svarede han i samme naturlige tonefald. ,,Pete venter på dig.”

,,Selvfølgelig gør han det,” sagde Rachels bedste veninde, uden tilsyneladende at skynde sig ret meget mere af den grund.

,,Måske burde du skynde dig? Du ved, at Pete ikke er verdens mest tålmodige menneske.”

Dét havde han fuldkommen ret i, afgjorde Rachel for sig selv. Uanset hvor tålmodig Pete kunne tvinge sig selv til at være, så var det ikke et af hans kendetegn, at han altid var tålmodig. Ikke når det var hverdagsting, som han følte burde gå i et bestemt tempo. Åbenbart var Tina blevet en af de hverdagsting i højere grad end Rachel, som havde været hans bedste veninde, og som han stadig kaldte for sin bedste veninde.

Nu følte hun sig en smule tilsidesat, og i sine allermørkeste stunder næsten helt jaloux, trods det faktum at hun ikke var interesseret i Pete på den måde. Det var bare ikke en rar følelse at være tilsidesat frem for sin bedste veninde, selv om prioriteringen ikke kun var Petes men lige så meget Tinas. Hun var begges bedste veninde, og de gjorde tydeligvis deres bedste for at inddrage hende i tingene, men det var altså alligevel ikke helt det samme længere. I frokostpauserne havde det forelskede par kun øje for hinanden lige i øjeblikket, og det skulle de selvfølgelig have lov til, mens Rachel forsøgte at lade som ingenting.

Naturligvis var hun klar over, at hun også havde været mere sammen med Robert end dem, efter at deres forhold var blevet offentliggjort, men hun syntes ikke, at hun havde været åbenlys i sit valg. Og det var jo ikke, fordi hun ønskede at sætte dem længere ned på listen, men hun så dem jo hver dag som holdkammerater, mens hun kun havde de enkelte frirum mellem timerne til at se Robert ud over weekenderne.

,,Forsøger du at slippe af med mig, hr. Spencer?” spurgte Tina drillende, mens hun for sjov sendte Aiden et gennemskuende blik.

Aiden rankede sig en smule, nu smilende en del mere smørret. ,,Måske.”

,,Vi kan følges alle tre?” foreslog Tina, som mødte Rachels lettere uforstående blik.

,,Gerne for min skyld,” svarede Rachel, stadig ikke helt ude af sine tankers usædvanligt mørke baner. Måske skulle hun til at have ”det røde”?

,,I kan bare løbe i forvejen,” foreslog Aiden henkastet, mens han flyttede den højre krykke over i venstre hånd, så han havde den højre fri. ,,I ved… Hastigheden ville blive lidt begrænset, hvis vi skulle følges, og jeg vil nødigt være den, der tester Petes tålmodighed.”

Efter Rachels mening havde Aiden aldrig været langsom. Han havde fra begyndelsen bevæget sig, som om krykkerne var en naturlig del af ham, som han brugte i forlængelse af sine arme uden at skænke det en tanke. Og han bevægede sig problemfrit og elegant rundt. Så det ville have været mærkeligt, hvis han rent faktisk bevægede sig langsomt. Selv hvis han havde følte, at han gjorde det, var han nok også typen, der ville gøre hvad som helst for at det ikke blev bemærket af andre - det var i hvert fald hendes opfattelse af ham. Altså mente han det nok ikke alvorligt, selv om han virkede seriøs nok, hvilket måtte betyde, at der var en anden grund til hans indvendinger.

Først da deres blikke mødtes, og han sendte hende et sigende blik, gik det op for hende, hvad han var i færd med. Til trods for at det gav hende en dårlig smag i munden og et stik af skyldfølelse, følte hun, at hun hellere måtte føje ham.

,,Tina, gå du bare i forvejen. Så skal jeg nok følges med hr. Sneglesen,” sagde hun med eftertryk og blinkede til Aiden, som rystede ganske svagt på hovedet og lænede sig mod hånden med begge krykkerne.

,,Okay,” sagde Tina hurtigt, som om hun var ivrig efter at komme væk. ,,Vi ses lige om lidt.” Hun drejede elegant på hælen og smuttede ud gennem døren og hen ad gangen mod spisesalen, hvilket efterlod Rachel alene med Aiden.

,,Jeg går ud fra, at der er noget, du vil tale om,” sagde Rachel, mens hun satte sig på katederet med benene krydset.

,,Egentlig ikke, men jeg var nødt til at få Tina væk, hvis jeg skulle spørge dig, om du har planer lørdag nat.” Hvis enhver anden havde stillet det spørgsmål, ville de nok have modtaget en lussing som belønning, fordi det så kun kunne fortolkes på én måde.

Når nu det var netop ham, var situationen en anden, og frem for fornærmelse eller forlegenhed blev hun både glad og smigret over, at han mindede hende om deres aftale. At hun gerne ville komme og se ham træne.

,,Du er godt klar over, at det kunne opfattes meget forkert, hvad du lige sagde, ikke?” spurgte hun muntert.

Han lod til at indse det, da hun påpegede det, og det trak i hans mundvige, kunne hun se.

,,Hvordan skal jeg tolke det svar?” spurgte han så, både insisterende og spøgefuldt på samme tid.

Alt andet end at give ham et direkte svar ville være direkte ondt fra hendes side, fordi hun vidste præcis, hvad han krævede af hende. Ikke at hun med største selvfølge mødte op, men blot at hun gav ham et klart, entydigt svar. Problemet med spørgsmålet var bare, at hvis hun lavede planer med ham på en lørdag nat, og nogen anden fandt ud af det, så ville rygterne spredes som løbeild på skolen, og der ville ikke gå lang tid, før Robert fik nys om det.

På den anden side så var Aiden hendes ven, og hun kunne virkelig ikke forestille sig, at han ikke ville være i stand til at tale sig selv og hende ud af en ubehagelig situation. Tydeligvis havde han talegaverne og intelligensen på sin side, og folk stolede på hans ord, i kraft af at han åbenbart klarede sig glimrende i skolen. Og hun skyldte ham at være der for ham, når nu han bad om hjælp på en lidt anden måde, end hun lige havde tænkt sig det, da hun forsikrede ham om, at han bare skulle spørge. I virkeligheden havde hun slet ikke noget valg.

Netop som hun havde ordene lige på tungen, blev hun afbrudt af en bevægelse, han lavede: han rakte hende sine krykker, som om det var det mest naturlige i verden. Da hun hverken tog imod eller gjorde mine til at ville det, så han undersøgende på hende, og hun gengældt spørgende hans blik.

,,Gider du?” spurgte han, afslappet som før, som om det var en hverdagsting at række sine krykker, sin konsekvente støttepiller, til andre.

,,Hvad skal du?” Spørgsmålet kom ud på en ængstelig måde, selv om det langt fra var ment sådan. Sagen var bare den, at Rachel rent faktisk følte sig en smule ængstelig.

Imidlertid lo Aiden bare. Det var ikke nogen spottende, ydmygende latter, han diskede op med. Blot en mild én, der lod hende vide, at han morede sig. Eftersom hun ikke tog del i morskaben, stilnede hans da også af efter et par sekunder, og han blev alvorlig igen.

,,Binde mine snørebånd.”

Uvilkårligt mærkede hun sit blik fare ned til hans fødder, og ganske rigtigt var snørebåndene på den ene sko gået op. Følende sig exceptionelt dum, fordi hun ikke bare havde indvilliget i at tage imod krykkerne fra starten, overtog hun dem nu og betragtede ham, mens han knælede på gulvet og slog knude og sløjfe på de to stofsnore.

 Nysgerrigt betragtede hun de to lange genstande i sine hænder. Hovedparten af disse var lavet af metal, men håndtagene og den del, der støttede op omkring underarmene, var lavet af sort plastic. For enden var der ”støddæmpere” i hård gummi, der forhindrede dem i at skride, når de ramte glatte overflader.

I løbet af sine sytten år havde hun set en del skader og aldrig helt vidst, hvordan hun skulle opføre sig i nærheden af skadede folk. Som et resultat havde hun aldrig selv holdt et par krykker i hænderne. Ikke engang i den korte periode, hvor Dominic som meget yngre havde forstuvet foden kraftigt og var tvunget til at svinge sig omkring, hvis det ikke skulle gøre for ondt. Nu var hun i det mindste i stand til at opføre sig normalt i selskab med Aiden, og han måtte siges at være skadet.

,,Hvor længe skal du gå med krykker endnu?” spurgte hun og hoppede ned fra lærerens bord, da han rejste sig op igen.

Han stak hænderne i lommerne på sine jeans og skævede mod loftet i modsatte hjørne af klasselokalet.

,,Jeg burde være holdt op for længe siden,” sagde han en anelse monotont, lidt som hvis han var vågnet op dagen efter en fest med de ondeste tømmermænd og indså, at han aldrig skulle have drukket så meget.

,,Hvorfor er du så ikke holdt op?” pressede hun, nysgerrig, men også sikker på at det ville hjælpe ham at få talt om sine problemer.

,,Jeg prøver, når jeg er alene. Og det er ikke, fordi jeg ikke vil. Men efter ulykken har jeg brugt dem som en slags sutteklud, du ved … Hvis jeg ikke har andre, så har jeg i det mindste et sæt krykker at støtte mig til,” forklarede han.

Udtrykket i de brune øjne var blevet fjernt, som om hans tanker var et helt andet sted end lige foran sig i det affolkede fysiklokale. Tydeligvis var han ikke ivrig efter at komme til frokost, og fordi hun havde fundet en bedre måde at fordrive tiden på - end med sladder i selskab med Roberts venner - så var Rachel det heller ikke.

En normalt så utroligt fattet og stille person var det svært at tro gik med den slags tanker. Særligt fordi Aiden havde let til smil og latter og ikke tøvede med at affyre en vittighed. I særdeleshed ikke når han var i selskab med sin kumpan, Mikey. Nu virkede han langt mere alvorlig, langt mere voksen, og langt mere tiltalende at være sammen med, fordi hun vidste, at han var hundrede procent ærlig overfor hende - selv hvis han ikke fortalte hende det hele.

,,Hvorfor skulle du ikke have andre?” spurgte hun forsigtigt og lagde hans krykker fra sig på katederet.

Han lod først da til at indse, at hvis han ikke ville af med flere hemmeligheder, havde han talt over sig. For der var et eller andet ved den ulykke, han ikke havde fortalt. Noget essentielt, fornemmede Rachel. I hvert fald så han sig omkring, inden han greb den ene krykke fra bordet og gik hen til døren ud til gangen, som han lukkede bag sig.

,,Lov mig, at du ikke siger noget til nogen,” sagde han dæmpet, mens han bevægede sig tilbage mod hende.

,,Selvfølgelig siger jeg ikke noget,” lovede hun.

Selv om det ikke så ud til, at han tvivlede på hendes ærlighed, så var Aiden tavs forbløffende længe. I mellemtiden lagde han krykken fra sig ved siden af den anden og satte sig på katederet. I modsætning til Rachel kunne han godt nå gulvet med fødderne, når han sad på bordpladen. Dog lignede han på ingen måde nogen høj, stolt mand med et kæmpe talent og en slående behagelig personlighed.

Nærmere lignede han faktisk et lille barn, der skulle til at fortælle en forælder, at han stod til at dumpe et fag i skolen. Hans mørke pandehår faldt ned foran øjnene, da han bøjede hovedet, og hans skuldre var trukket op og spændte, som om han forsøgte at beskytte sig selv mod en iskold blæst, der slog imod ham alle steder fra. Men der var ingen vind.

,,Hey,” sagde hun stille og knælede foran ham for at se ham i øjnene. ,,Du skal ikke fortælle mig det, hvis du ikke har lyst.”

,,Jeg har lyst,” sagde han ærligt og så på hende, fokuseret og denne gang mere beslutsomt, som om hans modløshed var blevet erstattet af viljestyrke. ,,Kan du huske, da du sagde, at jeg kunne blive den nye Jace?”

Egentlig var hun overrasket over, at han huskede det, fordi han havde været ret hurtig til at feje komplimenten væk. At gøre den overflødig, irrelevant. På den anden side ville hun nok også have husket det, hvis nogen havde fortalt hende, at hun kunne blive den mest positivt omtalte elev, der nogensinde havde gået på skolen. Det var smigrende ud over alle grænser, det vidste hun godt, men hun havde ment det, da hun sagde det, også selv om han ikke havde været modtagelig overfor rosen på det tidspunkt.

,,Det mener jeg stadig, at du kan,” svarede hun og nikkede, stadig knælende foran ham.

,,Det er faktisk derfor, jeg er her,” afslørede han. ,,Eller… Sådan startede det i hvert fald. Jeg ved ikke, om du har regnet det ud, men Jace er - eller nok rettere var - min bror.”

,,Hvad?!”

Faktisk så udbruddet ud til at komme bag på ham, hvilket det så afgjort ikke burde. Så hævede han et øjenbryn og lagde hovedet på sned.

,,Det havde du ikke regnet ud, gætter jeg på,” konstaterede han.

,,Hvordan skulle jeg have regnet det ud? Du fortæller intet om dig selv, ingen ved noget om dig, og jeg er ikke så besat af dig, at jeg søger efter dit navn i Google endnu.”

Selv om samtaleemnet var ganske alvorligt, lo han stille, mens han slog hælen på sin ene fod mod katederets ene side i en fast rytme.

,,Men så ved du det i hvert fald nu.”

Rygtet lød, at Jace var omkommet i en bilulykke med sin bror bag rattet. Historien havde ikke meldt noget om, hvad der var blevet af broren, eller hvem denne var og hvad hans navn havde været. Mysteriet havde Rachel så lige fået opklaret, hvis da ikke det, Aiden fortalte hende, var en lodret løgn.

,,Så… Da du brækkede benet -?” Hun kunne ikke få sig selv til at stille det færdige spørgsmål.

I stedet for at sige noget, nøjedes han med at nikke. Al munterhed forlod de milde træk, og hans øjne blev blanke. Indtil videre havde meget få ting været i stand til virkelig at ryste Aiden, men dette var klart en af de ting, hun skulle være forsigtig med. Og det var vel forståeligt nok.

Hun tænkte på den gut, Dominic arbejdede med året før, som havde været ude for en lignende situation. Hun tænkte på, hvad Dominic havde fortalt om dennes tanker vedrørende et hændeligt uheld, der ganske vist var sort og dumt, men som vedkommende i sidste ende ikke havde været i stand til at ændre udfaldet af. Hvis Aiden følte blot halvdelen af den skyldfølelse, dette fremmede menneske havde følt, ville Rachel afgjort have ansporet ham til at se på det anderledes. Men eftersom han ikke sagde noget, kunne hun ikke vide det.

Med et suk rejste hun sig, blot for at tage plads ved siden af ham og læne sit hoved mod hans skulder. Al lyst til frokost havde forladt hende, ligesom hun slet ikke følte den mindste trang til at gå ud og være social med andre end ham. For hendes skyld kunne resten af verden gå sin gang, mens de sad i klasselokalet i totalt tavshed.

Hans arm gled rundt omkring skuldrene på hende, og handlingen gav hende en idé, samtidig med at hun huskede, hvad han havde sagt.

,,Du behøver ikke dine krykker, Aiden,” sagde hun stille ind mod hans skulder.

,,Men jeg -”

,,Brug mig, hvis du føler behov for det.”

,,Du burde hade mig.” Han sukkede. ,,Jace har haft så stor betydning her … Og det er jo mig, der har fjernet ham fra verden. Det er min skyld. Du værdsætter ham tydeligvis, selv om han ikke længere lever.”

,,Selvfølgelig hader jeg dig ikke,” hviskede hun. ,,Jeg aner ikke, hvordan jeres ulykke skete, men uanset hvad er hans død ikke noget, du skal tage skylden for, medmindre det var med vilje. Du er et godt menneske, og jeg værdsætter trods alt dig mere, end jeg værdsætter en død person, jeg aldrig har mødt.” Det sidste sagde hun med et smil, og overraskende nok kunne hun se sin egen lidt lette sindsstemning afspejles i hans ansigtstræk, idet hans ene mundvig trak opad.

Den rare fornemmelse af at have fået en form for forløsning slap hende ikke så let, og hun følte sig fjollet og ung som sjældent før, selv om udtalelsen havde været mere moden end noget andet, hun nogensinde havde sagt. Nu var ikke lige tidspunktet til at begynde at slå vejrmøller af glæde, men hun var lykkelig for at Aiden trods alt lyttede, og for at han havde fortalt hende sin hemmelighed. Uanset hvor ubegribeligt det end måtte lyde, så kunne hun ikke benægte, at hans stil mindede meget om Jaces, at dømme ud fra hvad hun havde set i videoerne med denne. Jo mere hun tænkte over det, jo mindre overrasket blev hun over afsløringen, for hun havde jo også syntes, at han virkede bekendt, da hun første gang mødte ham. Selv om det havde været hans stemme, der havde givet hende den der irriterende følelse, så kunne det jo godt have været hans udseende alligevel.

,,Hvad med dine forældre?” spurgte hun efter en rum tid.

Hun havde meget svært ved at forestille sig, at Angelica Spencer var typen til at bebrejde sin yngste søn, som var kommet til skade i processen, for at have slået sin bror ihjel. Det havde jo langt fra været med vilje, og Aidens mor virkede både fornuftig og ganske glad for sin tilbageværende søn.

,,De bliver ved med at sige, at jeg ikke skal give mig selv skylden. At de ikke giver mig skylden for det, og at jeg ikke behøver at gøre det her for at blive en kopi af Jace,” fortalte han hende stille, mens han lænede sig en anelse forover og løftede sig selv fra bordpladen ved at stemme imod med hænderne, hvoraf den ene var gledet af hendes skulder igen.

,,De har ret,” påmindede hun ham.

Han lod sig falde ned igen med et dybt suk. ,,Du har en bror, ikke?”

Hvorfra han vidste det, kunne hun ikke sige, men det var meget muligt, at hun havde nævnt Dominic, mens han var i nærheden. Det ville i hvert fald ikke undre hende.

,,Jo.”

,,Hvordan tror du, at du selv ville have det?”

,,Det ved jeg ikke, eftersom du ikke rigtig har fortalt mig, hvordan det hele gik til.”

Tydeligvis havde han ikke håbet på at blive bedt om en længere redegørelse, men selv om hun ikke havde stillet spørgsmålet, så lå det lidt i kommentaren, at hun ønskede en forklaring. Hvis hun skulle fortælle ham, at han virkelig ikke skulle bebrejde sig selv, så skulle hun også kende hele sandheden. Ikke kun fragmenter.

,,Det var i april forrige år. Jeg var lige fyldt seksten og havde fået kørekort, og Jace og jeg besluttede os for, at vi ville køre en længere tur, så jeg kunne få noget træning. Så vi tog af sted, og det gik strygende. Vejret var godt det meste af tiden, og vi fik kun en enkelt byge på hele turen. Men åbenbart skulle der ikke mere til. Regnen var stoppet lidt forinden, da vi kom til en kurve i vejen. Jeg tænkte ikke over, at kørebanen kunne være glat, så jeg satte ikke farten ret meget ned. Det opdagede jeg først for sent, at jeg skulle have gjort, så jeg blev nødt til at træde hårdt på bremsen for ikke at fortsætte af vejen. Da jeg trådte på bremsen, skred hjulene på vejen, bilen begyndte at snurre rundt, og jeg kan huske, at jeg tænkte: Nu skal vi dø. Ironisk nok døde jeg ikke.” Han holdt en kort pause, gned sine tindinger og så ned i gulvet, inden han fortsatte: ,,Jeg må være besvimet, for det næste, jeg kan huske, er, at det dunker i hovedet, og at jeg ikke kan bevæge mig. Jeg sidder fastklemt op ad sædet, og alting gør ondt. Men på en eller anden måde får jeg drejet hovedet i retning af Jace på passagersædet. Ruden i hans side er smadret, og der er blod over det hele …”

Da han gik i stå, krøb Rachel igen ned på gulvet foran ham, så hun kunne se ham i øjnene, selv om han tydeligvis forsøgte at undgå øjenkontakt. Forsigtigt tog hun hans hænder, der rystede slemt.

,,… Hans hoved hang ud over siden på den smadrede rude i en halvfems graders vinkel … Airbaggen, der holdt mig fastklemt på sædet, var ikke blevet slået ud, og …” Han tav igen og fjernede sin ene hånd fra hendes for at tørre sig under øjnene.

En enkelt salt tåre dryppede ned og ramte Rachel på næsen, og det fik hende blot til at se endnu mere intenst på ham. Selv om hans brune øjne var blanke og våde, så var de fulde af energi og varme, når han så på andre mennesker. Dette fandt hun fantastisk, når han havde oplevet det, han netop havde fortalt hende om. At han overhovedet kunne smile og le var et mirakel, og det var et mirakel, der gjorde verden til et meget bedre sted for mange mennesker, vurderede hun. For man kunne ikke undgå at holde af Aiden, hvis man først havde lært ham at kende. Problemet var bare, at mange nok ikke ønskede at lære ham at kende, fordi de var bange for, at hans fysiske problemer ville smitte af på dem på en eller anden måde. Hvordan det skulle lade sig gøre, havde Rachel ingen idé om.

,,Det var ikke din skyld,” fastholdt hun, da han tørrede sin våde hånd i sine bukser. ,,Du var utrænet og kunne umuligt have tænkt på det med vejen. Og airbaggens manglende funktion var bestemt heller ikke din fejl.”

 ,,Jeg burde have kørt mere forsigtigt,” insisterede han.

,,Ja, det burde du måske,” medgav hun alvorligt. ,,Men det er ikke noget, du kan ændre på nu.”

,,Nej, det ved jeg. Men nu ved du måske, hvorfor jeg ikke har fortalt det til alle og enhver.” Han rejste sig, og hun fulgte hans eksempel. ,,Hvis samtlige elever her fandt ud af det, så tvivler jeg på, at alle ville være lige så åbne som dig overfor det hele. Og jeg kan næppe bebrejde dem for ikke at være det.”

,,Måske skal du vente med at afsløre det, til folk er holdt op med at undre sig over, hvad du laver her,” foreslog hun med et strejf af et smil i stemmen.

Det fik ham til at grine, og lyset nåede hans brune øjne, som blev yderligere oplyst af solskinnet, der faldt ind gennem vinduet.

,,Måske burde vi gå ud og få noget mad,” vurderede han, mens han greb sine krykker. ,,Inden pausen er sl -”

,,Nå, der er du!” udbrød en stemme henne ved døren.

Rachel vidste udmærket godt, hvem stemmen tilhørte, og hun vendte sig hurtigt mod dens ejermand med et smil på læben. Robert stod i døren med hænderne i siderne og et hårdt udtryk i ansigtet. Hans øjne scannede rummet, faldt på Aiden og derefter på Rachel. Sådan blev de ved et par gange, mens der sænkede sig en ubehagelig stilhed over lokalet.

Ud af øjenkrogen kunne Rachel se, hvordan Aiden tog et skridt til siden, så de ikke stod helt så tæt på hinanden. Det var nok et klogt træk, medmindre Robert havde bemærket det. Ikke at hendes kæreste havde noget som helst at være sur over eller misforstå ved situationen.

,,Nå?” spurgte Robert afventende, idet hans øjne igen faldt på hendes.

,,Nå, hvad?”

,,Skal du ikke falde på knæ og undskylde?”

,,Undskylde for hvad, helt præcist?”

Han gjorde en sigende, hentydende håndbevægelse i retning af Aiden, som stod helt stille med krykkerne i hænderne og den ene fod placeret foran den anden på gulvet.

,,Nej,” svarede Rachel irriteret, klar over at hendes humør var gået fra godt til ufatteligt dårligt på få sekunder. ,,For det første aner jeg ikke, hvad du fabler om, og for det andet skal du ikke tale til mig, som om jeg er et barn, du kan skælde ud efter lyst.”

,,Lad nu være med at spille dum. Tror du ikke, at jeg har regnet ud, hvad du laver, når du er i hallerne om natten og pludselig forsvinder fra frokostpauserne for at være sammen med Spencer?” spurgte Robert anklagende, mens han gradvist hævede stemmen.

Dét tændte hende af som en raket, der eksploderede.

,,Og det skulle komme fra dig!” råbte hun. ,,Tror du ikke, at jeg har regnet ud, hvad du laver, når du pludselig forsvinder i pauserne, meget belejligt lige før eller lige efter at Olivia også forlader bordet? Tror du ikke, at jeg har hørt om jeres lille sammenkomst i sommerferien, eller at jeg kan se den måde, du jagter hende på?”

Han så forbløffet ud, som om han slet ikke havde set det komme, at hun kunne tænke så langt. Så skævede han til Aiden og løftede et øjenbryn, mens han gik fremad - længere ind i klasselokalet.

,,Hvad havde du forventet, Rachel?” spurgte han hårdt. ,,Du er den mindst eftergivende, omsorgsfulde kæreste, man kunne finde. Jeg har gjort det helt klart for dig, at jeg elsker dig over alt på jorden, og du har ikke givet mig noget som helst til gengæld.”

,,Hvis du elskede mig, ville du ikke ligge og knalde med Olivia ude på toiletterne, eller hvor fanden I nu ellers gør det,” pointerede hun køligt. ,,Jeg er træt af at tie stille og lade, som om det ikke går mig på. Og du skal slet ikke komme og påstå, at jeg gør noget forkert.”

,,Tydeligvis er vi lige gode om den sag,” fejlkonkluderede han.

,,Robert, Aiden og jeg er venner. I modsætning til dig kan jeg godt skelne.”

,,Uden mig ville du slet ikke have venner, der var værd at samle på, Rachel. Se på din ”flok”. Du har Pete McGregor, som ikke har ret meget mellem ørerne, du har Christina Bonnet, som aldrig siger noget, medmindre hun bliver spurgt. Og så har du krøblingen. Er det ikke en sørgelig flok?”

Rachel skævede til Aiden, som ikke havde rykket sig en centimeter. Han så ikke overrasket ud over udtalelsen. Faktisk så han nærmere ud, som om han havde forventet, at han ville blive blandet ind i det på et eller andet tidspunkt.

Han sendte hende et opgivende blik, idet han samlede krykkerne i sin ene hånd og rakte ud efter hendes skulder med den anden.

,,Det er da bedre end din vennekreds,” spyttede hun, glad for fornemmelsen af Aidens hånd på sin skulder. ,,Phil er muligvis den mest sleske slange på hele skolen, Olivia går i seng med alle, der har noget mellem benene, Janet er en kælling, og Ninnie siger aldrig rigtig noget, medmindre hun føler, at hun har hele gruppens opbakning. Den eneste grund til, at de er sammen med dig, er fordi du kan skaffe dem popularitet. Ingen af dem ville tøve med at efterlade dig i rendestenen, hvis du en dag ikke var populær længere.”

,,Måske skulle du overveje at spørge Spencer her, hvorfor han er din såkaldte ven,” foreslog Robert i et giftigt tonefald, der fik Rachel til at se på den mørkhårede af de to drenge.

Aiden så forbløffet ud, som om han ikke havde ventet dette udfald af diskussionen, selv om han befandt sig midt i den og var en central del af dens opståen.

,,Jeg har ingen idé om, hvad du mener, Jacobs,” sagde han i et neutralt tonefald.

,,Ikke det?” Robert lød, som om han var ved at kaste op af foragt. ,,Jeg hørte dig ellers sige, at Rachel er den pæneste pige på skolen.”

Denne gang var det Rachels tur til at blive overrasket. Hvis der var noget, hun ikke havde ventet, så var det at Aiden ville sige den slags om hende. Men hvis det var ment som noget dårligt, så havde det den stik modsatte effekt, for frem for fornærmet blev hun smigret. Forudsat at det da var sandt.

,,Det synes jeg også, at hun er,” sagde Aiden afslappet. ,,Hvad er der forkert i det?”

,,Benægt ikke, at det er en af grundene til, at du er så meget sammen med hende og de andre i den flok,” befalede Robert på en nærmest kongelig måde, der lød helt irrationel i Rachels ører. ,,Du har jo selv udtalt, at du ville være interesseret i hende, hvis ikke hun var sammen med mig.”

Tydeligvis var hun ikke den eneste, der var ved at miste tålmodigheden med Robert, for Aidens hals havde fået nogle enkelte hektiske, røde pletter, og han så alvorlig - nærmest vred - ud. Lyset var forsvundet ud af de brune øjne, dels fordi han stod med ryggen til vinduerne, og dels fordi skyggen af glæde ikke var at finde i hans fremtræden længere. Fra Roberts perspektiv måtte han nærmest ligne en skygge holdt op mod det skarpe vintersollys udefra. Ikke noget menneske, men nærmere en guddommelig skabning.

,,For det første er det slet ikke derfor, jeg er interesseret i hende,” informerede han køligt sin klassekammerat. ,,For det andet er det ikke derfor, jeg er sammen med de andre. Det er ikke et forsøg på at være sammen med Rachel, og jeg er ikke ude på at stjæle hende fra dig, selv om hun tydeligvis fortjener bedre.”

Han talte til Robert, men hans blik veg mod Rachel, som for at afkode hendes reaktion. Hvis han havde ventet noget stort eller voldsomt, ville han blive slemt skuffet, for Rachel var ikke i stand til ret meget andet end at stå og stirre og overveje.

Selv nu, hvor hun dirrede af raseri over beskyldningerne om noget, han selv lige havde indrømmet, var hun ikke i stand til at tænke på andet, end at de måtte finde en løsning. Forholdet skulle reddes, og hvis de begge var villige til at gøre en indsats, så troede hun også godt, at de kunne få alting til at være nogenlunde normalt igen. Det måtte være muligt på en eller anden måde. Den unge mand, som stod og stirrede olmt på Aiden, var ikke den Robert, hun kendte. Det var ikke den kæreste, der tog sig af hende og skrev søde beskeder hver aften, men en dæmon klædt i hans krop.

Men hvordan skulle alting kunne blive godt igen nu? At han var overbevist om hendes utroskab med Aiden var tydeligt, og hun troede ikke selv på, at hun kunne overbevise ham om andet. Ikke når Aiden var så privat og hemmelighedsfuld en person, som han nu engang var. Og hvordan skulle hun nogensinde få ud af hovedet, at han havde været sammen med Olivia bag hendes ryg, fordi han ikke kunne vente på hende? Det gik bare heller ikke at gå i skole sammen i et halvt år endnu, hvis de hadede hinanden. Måske kunne de dysse konflikten lidt ned og gradvist finde ud af noget?

Åbenbart havde drengene fortsat deres diskussion mere højtråbende, end hun lige havde bemærket, mens tankerne kværnede rundt i hovedet på hende, for pludselig stod de to meget nær hinanden. Det næste, der skete, syntes at ske i slowmotion. Roberts hånd rakte frem mod Aidens underarm, greb omkring krykkerne i hånden og trak dem væk. Aidens fingre slap automatisk hjælpemidlerne og lukkedes omkring den frie luft, så han tippede en anelse forover, inden Rachel rakte ud og greb ham i armen, blot for en sikkerheds skyld.

Dét gjorde udslaget. At tage Aidens krykker var at krydse en grænse, Rachel ikke vidste, at hun havde. Hvornår var hun begyndt for alvor at bekymre sig om Aidens velbefindende? I hvert fald skulle han ikke gøre den slags og tro, at det ikke var at gå over stregen.

Netop som hun skulle til at sige noget, blev der banket på døren, og hun så øjeblikkeligt i retning af åbningen. I lyset fra solens stråler stod hr. Crow og betragtede dem med let sammenknebne øjne og et underligt gennemskuende udtryk i ansigtet.

,,Er alt okay herinde?” spurgte han, tydeligvis med mistanke om, at det ikke var tilfældet.

Rachel så rådvildt på Aiden, som rettede sig op og tog imod sine krykker fra Robert, som rakte dem frem. Freden var i det hele taget så falsk, at hun havde lyst til at skrige til hr. Crow, at han da kunne se, at alt ikke var okay. I stedet forholdt hun sig tavs, mens Aiden trak armen til sig og lænede sig mod sine krykker i stedet.

,,Ja, hr. Crow,” sagde han stille og forsonligt. ,,Jeg faldt bare, og Rachel var sød nok til at hjælpe mig op, mens Jacobs samlede krykkerne op for mig.”

Løgnen syntes at komme så naturligt til ham, at Rachel blev helt bange for ham. Hvis han kunne lyve på den måde overfor en lærer, så ville hun helst ikke vide, hvor grumt han kunne lyve overfor hende. Måske havde hele historien med Jace været en løgn trods alt? Lidt for rørende og sørgelig til at være sand.

Hvorfor i det hele taget dække over Roberts handlinger? Hvorfor skjule situationen for lærerne, som nok var de eneste, der virkelig kunne straffe Robert? Ud over rektor, naturligvis, men han var trods alt ikke til stede på det givne tidspunkt.

,,Jaså?” spurgte engelsklæreren, åbenlyst mistroisk. ,,Hvad laver I egentlig herinde? Skal I ikke have frokost?”

,,Jo, hr.,” svarede Robert hurtigt og bakkede hen mod døren, væk fra Rachel og Aiden. ,,Vi ses senere, I to.” Han roterede hurtigt på hælen, og så var han væk.

Fodtrin lød længe i den tomme gang uden for lokalet, indtil de blandede sig med støjen fra spisesalen. Hr. Crow betragtede sine to elever fra forskellige årgange med interesse, inden han rystede på hovedet.

Aiden var den første til at reagere på den ordløse hentydning: ,,Kom, Rachel, vi må også hellere se at få noget mad, inden næste time går i gang.”

Det var ikke et spørgsmål. Derimod var det en direkte ordre, som hun ikke kunne andet end at følge. Dette til trods blev hun stående på stedet og så på læreren, som bare sendte hende et let smil, inden han gik sin vej igen og efterlod dem alene.

,,Rachel?” Aiden lagde krykkerne fra sig og knælede foran hende. ,,Se lige på mig.”

Det gjorde hun så. Hans øjne havde fået lyset tilbage, nu hvor Robert var væk, og han smilede en lille smule, som han sad der på gulvet, støttende på det ene knæ, mens det andet var bøjet i en halvfems graders vinkel.

,,Han havde ingen ret til at gøre det der,” hørte hun sig selv sige, mekanisk og uden følelse.

,,Gøre hvad?” spurgte han blidt.

,,Dine krykker.”

,,Nåh,” mumlede han og lød faktisk lidt skuffet. ,,Jeg troede, at du mente alt det andet.”

,,Også det.” Hun satte sig ned overfor ham og slog armene omkring hans krop. ,,Er du okay?”

,,Er jeg okay?” Aiden lød vantro, men fordi hun ikke kunne se ham, kunne hun ikke være sikker. ,,Jeg har det fint, Rachel. Der skete jo ikke mig noget.” Han strøg hende let over ryggen.

,,Robert er en nar,” sagde hun og lænede sig lidt mere ind mod ham. Han var varm og rar at holde om.

,,Ja,” medgav han simpelt. ,,Og du skal ikke lade en nar slå dig ud.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...