Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6290Visninger
AA

30. - Februar

Slå ham ud af hovedet, befalede hun, da hun så Aiden sætte sig på en af madrasserne ved siden af den ene springgrav. Det var blevet lørdag, og mange var taget hjem på forlænget weekend, fordi mandagen var en fridag for skolens elever. Tilbage var der kun enkelte, som enten ikke rigtig havde noget at vende hjem til, eller enkelte som blev for venskabernes skyld. Typisk var disse fjerdeårselever som Aiden og Pete.

Det var lykkedes Tina at overbevise sine forældre om det smarte i at blive på skolen weekenden over, fordi de havde et godt stykke at rejse frem og tilbage. Tiden de kunne tilbringe sammen ville være begrænset. Rachel havde ikke behøvet at finde på undskyldninger - hendes forældre forstod udmærket, at hun gerne ville blive. Det havde Dominic også altid gjort.

Robert og Phil var taget hjem, og ligeså var Olivia, Ninnie, Dean og Janet. Udenfor var det koldt, men solen skinnede, så nogle af de tilbageblevne drenge fra fjerde årgang havde besluttet sig for at afholde en baseballturnering, hvor pigerne også deltog i større antal end Rachel havde ventet.

Resultatet heraf blev, at hun sammen med Pete, Tina og Aiden havde Hal 1 for sig selv. Egentlig ville hun have ventet, at Aiden nok hellere ville se på baseball end gymnastik, men som han selv udtrykte det så var det for koldt til at sidde stille udenfor i længere tid ad gangen. Så her var han, og det ødelagde hendes koncentration en lille smule.

,,Hvad skal jeg lave?” råbte Pete til Aiden, idet han stillede sig klar som den første foran trampetten.

Aiden trak let på skuldrene. ,,Full in, full out?” foreslog han.

,,Barnemad,” grinede Pete og satte i gang, ikke accelererende nær så hurtigt som han kunne.

Han havde ret. For Pete var det ikke et kompliceret spring at gennemføre en strakt dobbelt salto med en hel skrue i hver rotation. Det var hverdagskost. Opvarmning. Tina gjorde sin kæreste kunsten efter og modtog nogle få kommentarer fra Aiden, som Rachel noterede sig, bare for en sikkerheds skyld. At samle benene og ikke have bøjede fødder, så de lignede propeller.

Hun satte i gang og sprintede hen mod trampolinen. Allerede på et par meters afstand kunne hun se, at hun ikke ville ramme den ordentligt efter tilløbet, så hun sænkede farten så meget, som hun nu engang kunne. Da hendes fødder ramte trampolinen, blev hun slynget op i luften, skævt og ukontrollabelt roterende omkring sig selv. Hun hørte Tina gispe, men vidste med det samme, at der ikke var noget alvorligt, hun skulle frygte.

Tumlende landede hun i springgraven og rullede bagover i en baglæns salto, grinende over hele hovedet. Det gjorde på ingen måde ondt, og hun kunne se på både Tina og Pete, at de var lettede. Aiden havde rejst sig fra sin siddeplads. Først da deres øjne mødtes, mærkede hun skammen og ærgrelsen, og hendes kinder blev ildrøde. Hun kunne mærke varmen fra sit blod under huden og slog med det samme blikket ned for at kravle op af graven og gå ned til en af stortrampolinerne, som var i gulvhøjde.

Kort så hun sig over skulderen for at række tunge ad Tina ved lyden af en drillende kommentar om at give op. Det ville ikke komme til at virke, besluttede hun. Hvis dét, der fik hende til at holde op med at stirre på Aiden, var at vende ryggen til, så måtte hun gøre det. Ligegyldigt om hun kom til at fremstå som en tosse eller en kujon. Når det gjaldt, skulle hun jo nok præstere.

Hvad hun selv havde syntes var et meget snedigt trick viste sig at give bagslag, for der gik ikke mange omgange i trampetten, før hun fik selskab af Tina og Pete. De åbnede pommes frites-graven - en springgrav fyldt op med tern i skumgummi, der var meget blødere at lande i end en almindelig springgrav. Først tumlede de bare lidt rundt og hoppede ned i de bløde firkanter, forsigtige med ikke at ramme hinanden. Så blev det lidt mere seriøst. Rachel lavede en dobbelt strakt salto med tre skruer, og Pete grinede af hende, fordi hun landede med benene i vejret i springgraven, begravet i skumgummi.

Da det blev Tinas tur for tiende gang, og de alle var godt varme, råbte hun: ,,Aiden, gider du ikke lige at stå der?”

,,Jo,” svarede Aiden og rejste sig for at gå hen mod trampolinen og sine venner.

Rachel fulgte ham med blikket, og han mødte hendes øjne mere end en gang, men slog så hurtigt blikket væk, som om han ikke havde lyst til at se på hende. Hun hadede sig selv for ikke at kunne tage øjnene fra ham. Siden hvornår var han blevet så spændende?

Han lagde sin krykke fra sig og stillede sig på kanten mellem trampolinen og graven med de bløde terninger i skum. Rachel kom til at tænke på, om han nogensinde selv brugte stortrampolinerne, eller om det mere var tumbling, som optog ham.

,,Bare så du er advaret synes jeg ikke, at du skal lave noget, du ikke tror, at du kan gennemføre, når det bare er mig,” sagde han med et grin og strøg mørkebrune tjavser ud af sine mørke øjne.

,,To til ryg?” foreslog Tina grinende. Alle og enhver vidste, at det kunne hun umuligt slå sig ved.

,,To til ryg,” medgav Aiden.

Tina hoppede en del gange i stortrampolinen for at komme højt op i luften, højt nok til at komme mere end to gange rundt. Så tog hun et sidste hop og kastede sig ud i to og en halv strakte saltoer. Hendes krop lavede en perfekt lige linje helt ud til tåspidserne, og hun holdt spændingen da Aiden gav hende et lille puf. Bare et lille ét. Mere skulle der ikke til, for da hun landede i graven, havde hun været tre gange rundt.

Både Rachel og Pete klappede begejstret. Tina var en dygtig springer, men hun var forsigtigt. Så når hun var hele tre gange rundt så formfuldendt, var det en klapsalve værd. Også selv om det var Aidens skyld. Efter et par sekunder dukkede Rachels bedste veninde op af skumterningerne og sendte Aiden et bebrejdende blik, samtidig med at hun var forpustet og halvdød af grind.

,,Din idiot!” udbrød hun, mens hun tog hans hånd og lod sig trække op af graven. ,,Jeg kunne være kommet til skade.”

,,Vel kunne du ej,” protesterede Aiden grinende. ,,Jeg havde ikke skubbet til dig, hvis du ikke havde haft plads og overskud til den sidste kvarte omgang.”

,,Du kunne godt have forberedt mig på det,” indvendte hun.

,,Men så var du ikke kommet rundt.”

Hvordan Aiden havde lært Tina så godt at kende, var Rachel et mysterium. Så meget syntes hun trods alt ikke, at de talte sammen, men han havde fuldkommen ret. Hvis først Tina tænkte over sværhedsgraden af det spring, hun skulle til at foretage, så gik det med sandsynlighed ikke efter planen. Når hun bare kastede sig ud i det, var der sjældent de store problemer.

,,Nu er du dum,” lo Tina, men hendes stemme bar præg af, at hun godt selv kunne se pointen.

,,Hvad skal jeg lave?” spurgte Rachel Pete, fordi hun var den næste til at springe.

,,Det samme,” foreslog Pete.

,,Aiden, vil du ikke lige blive stående?” kaldte hun, da den mørkhårede dreng havde bukket sig for at samle sin krykke op.

Ved lyden af sit navn så han op, og hans ansigt flækkedes i et grin, idet han rettede sig op og gik hen mod sin forhenværende plads.

,,Hvor mange gange rundt?” ville han vide.

,,Tre. Strakt.”

Han nikkede, og hun hoppede ud i trampolinen. For hver gang hendes fødder ramte den eftergivende overflade, blev hun sendt længere og længere op i luften. Så hoppede hun lidt frem mod trampolinens ende, satte af og trak til med arme og ben for at få sat nogle kræfter i sving. Skiftevis så hun gravens bløde firkanter og loftet, inden hun sank ned i gravens støvede, bløde mørke.

Det tog hende et øjeblik at grave sig vej til overfladen igen, og hun var forpustet da hun kom op. Ingen sagde noget, men Tina og Pete klappede opmuntrende. Hun vidste allerede, at hun var kommet alle tre gange rundt uden Aidens hjælp, og at hun var glad for dette. Det slettede en del af skammen fra tidligere.

Modtageren rakte hende en hånd, men fordi han foldede en hånd bag ryggen og i det hele taget stod lidt akavet, afviste hun forsigtigt hjælpen og trak sig op på kanten i armene. Fortrydelsen skyllede ind over hende, da hun så hans ansigtsudtryk. Hun kunne lige så godt have slået ham meget hårdt midt i panden, og det ville med sandsynlighed have påvirket ham mindre. Hvad der fremkaldte den kraftige reaktion anede hun ikke. Det var jo ikke, fordi hun ikke ville røre ved ham, at hun ikke tog imod hans hånd.

Ikke kun, i hvert fald.

,,Prøv at skrue lidt,” foreslog han, da han lidt akavet rettede sig op og tørrede sine håndflader af i de løse sorte bukser.

,,Så dør jeg,” proklamerede hun dramatisk og kom på fødderne.

,,Jeg står her. Om ikke andet kan jeg altid skubbe dig ned i graven,” påpegede han.

,,Hvad er nemmest?” spurgte hun, mest af alt fordi hun var nysgerrig.

Han overvejede det et stykke tid, bidende sig i underlæben og strygende en hånd gennem sine mørke lokker. ,,Hm… Måske en hel i den sidste?”

,,Okay. Men du står der?”

,,Hvis du gerne vil have det.”

Det ville hun for alt i verden. Og så alligevel ønskede hun, at han ville gå meget langt væk og lade hende have sine tanker for sig selv. Men han stod der, da det blev hendes tur igen. Og igen. Og igen. Hver eneste gang kom han med en eller anden lille rettelse, der fik hende til at arbejde hårdere og huske på ting, hun havde det med at glemme. Aiden havde et øje på hver eneste muskel i hendes krop, der ikke var spændt i springene, og han var ikke bange for at rette på hende.

Nu var det selvfølgelig heller ikke kun hende, han rettede på. Også Pete og Tina fik rettelser med på vejen, og de så ud til at værdsætte feedbacken lige så meget som Rachel. Af og til var det svært ikke at glemme, at hun burde lade være med overhovedet at se på ham. Ikke fordi hun havde nogen grund til at være sur, men hun var det en lille smule alligevel. Mest fordi han ikke havde nævnt Ninnie med et ord.

,,Tina, prøv at se, om du ikke kan holde spændingen, når du laver den tredje skrue,” anbefalede han, idet han strakte armene bagud og rullede med skuldrene. Der var noget latterligt atletisk over bevægelsen.

Tina måtte også have bemærket det, for hun kravlede op af graven og så undersøgende på ham, inden hun spurgte: ,,Kan du selv gøre det bedre?”

,,Det tvivler jeg meget på,” indrømmede Aiden grinende, men der var noget usikkert over den måde, han tog imod spørgsmålet på. ,,Det er meget længe siden, at jeg har prøvet.”

,,Tror du, at du kunne springe, hvis du ville?” spurgte Tina nysgerrigt.

,,Det ved jeg sgu ikke,” sagde han. ,,Måske.”

,,Vil du prøve?”

For en stund overvejede Rachel at bryde ind. At hjælpe med at bevare hans hemmelighed, nu hvor han rent faktisk sendte hende appellerende blikke. Til sin egen overraskelse rystede hun dog diskret på hovedet som svar på hans ordløse bøn. Han sukkede dybt og trak den tykke striktrøje, han havde uden på en almindelig hvid T-shirt, af.

,,Tja, hvorfor ikke?”

Pete og Rachel vekslede blikke. Den lyshårede af de to drenge så ligefrem chokeret ud, selv om han nu kendte til hemmeligheden. Rachel håbede, at hun ikke så ligesådan ud, men hun kunne nok ikke tillade sig at håbe, at hun havde skjult sin overraskelse godt. For hun var lige så chokeret som Pete over Aidens svar på Tinas spørgsmål. Var han efterhånden blevet klar til at afsløre sin hemmelighed?

Sådan så det ud. Han tog et prøvende - men ikke på nogen måde usikkert eller tvivlende - skridt ud i trampolinen og fik den til at svinge lidt op og ned. Så langsomt fik han trukket sig selv længere op gennem luften, og hans fødder løsnedes fra den vævede elastiske overflade. For hver gang hans fødder sank ned i trampolinen, blev hans lange, slanke krop båret tættere og tættere på loftet, men han holdt formen. I modsætning til mange andre sprællede han ikke med arme og ben for at finde balancen i luften. Faktisk så han ud til at være ganske fint på hjemmebane.

Så bremsede han hårdt ned ved ganske simpelt at give lidt efter i knæene, da han landede. Hans ansigt bar et sjovt udtryk. En spøjs blanding af lettelse og forvirring.

,,Aiden, du skal ikke gøre det, hvis det gør ondt i dit ben,” sagde Tina hurtigt, som om hun fortrød overhovedet at have spurgt.

Aiden drejede hovedet. ,,Det gør ikke ondt,” sagde han overbevisende og trak sine strømper af. ,,Jeg skal bare lige kunne stå fast.”

Strømperne smed han ud til siden, og så genoptog han sine hop fra før. Hvis han var forpustet skjulte han det godt, når han talte. Nu blev der helt stille i hallen, mens de tre andre gymnaster betragtede den mørkhårede dreng, som sprang tættere og tættere på hallens loft, uden at være i reel fare for at ramme det. Der var en flydende lethed over den måde, hvorpå han bevægede sig. Som om det var en selvfølge at holde formen på den måde, selv om han til daglig gik med krykker.

Pludselig tog han et enkelt hop fremad, strakte armene opefter og udnyttede det voldsomme momentum fra afsættet i trampolinen til at svinge benene ind over sit hoved i helt ret position. Først da hans fødder og hoved stod i en lodret linje, gav han sig til at skrue, med benene sæt samlet og fødderne strakte. Ikke én muskel i hans krop var afslappet, da han igen vendte tilbage til normal position, blot for med det samme at skrue videre, en hel omgang indtil hans hoved igen vendte nedad, og så endnu en inden han med fødderne først sank ned i graven.

Havde det ikke været for graven, ville han være landet perfekt lodret på fødderne. Men måske var det meget godt for hans ben, at han ikke landede på en madras eller i en almindelig springgrav. Rachel vidste jo reelt ikke, om den stadig var gal med hans ankel eller ben. Hun kunne kun dømme ud fra hvad hun så.

Ingen så lige så elegante ud som Aiden, når de sprang, uanset hvor kompliceret et spring han end udførte. Det havde hun studset over før. Faktisk var dette jo kun anden gang, at hun så ham springe, men det føltes allerede, som om hun kendte hans stil. Og var fortrolig med den. Han lignede faktisk mest af alt en mørkhåret engel, når han bevægede sig gennem luften eller hen ad en bane. Hans muskler arbejdede let og smidigt, og han så ikke på nogen måde anstrengt ud, når han kastede sig ud i rotationer omkring den ene og den anden akse.

Tina stirrede med åben mund og polypper, og ligeså gjorde Pete, som tydeligvis ikke havde set Aiden springe før.

,,Rachel, giv mig lige en hånd,” bad Aiden i den akavede tavshed.

Hun så ud over kanten tæt på hvor hun stod og forsøgte at tvinge sin hjerne til ikke at overfortolke hans bøn. For hun var jo den, der stod tættest på, så det var sikkert ikke noget personligt.

Hurtigt rakte hun en hånd ned og halede ham op. Han var ikke tung, men han hjalp også godt til selv og var hurtigt på benene. Frem for at gå hen til sin krykke, lagde han en arm omkring hendes skuldre og fjernede vægten fra sit dårlige ben. Eller det ben som alle troede var dårligt.

Hun kunne dårligt gøre andet end at lægge en arm omkring hans liv og støtte ham. Tinas ord rungede i hovedet på hende: Aiden kan godt lide dig. Det gjorde nærmest fysisk ondt at huske dem så soleklart, at huske sin bedste venindes tonefald, da det blev sagt. Som om verden ikke stod længere, hvis der var blevet ændret på det faktum.

Måske var Aiden i virkeligheden bare et ubeslutsomt røvhul som så mange andre drenge på den alder. Hvorfor kunne han ikke være for hende, som Pete var for Tina? Hvorfor kunne de to ikke bare se på hinanden og opdage, at følelsen var gengældt? Hvorfor kunne Rachel ikke i Aidens brune øjne se den samme form for glæde, som Pete udtrykte, når han så på Tina?

,,Jeg vidste, at du kunne springe,” sagde Pete efter et stykke tid i dyb tavshed. ,,Men dét der havde jeg sgu ikke lige regnet med.”

,,Vidste du det?” spurgte Tina forarget og vendte sig halvt mod Pete, inden hendes blik gled tilbage til Aiden og derefter Rachel. ,,Vidste du det også, Rach?”

,,Jeg har vidst det siden Columbus Day,” tilstod Rachel med en fornemmelse af at være verdens dårligste bedste veninde.

,,Så I har vidst det,” opsummerede Tina for sig selv, til trods for at Pete ikke havde besvaret spørgsmålet. ,,Hvorfor dem og ikke mig?” spurgte hun så Aiden, som lænede sig en smule mod Rachel.

,,Det var ikke meningen, at nogen skulle vide noget,” sagde han dæmpet. ,,På ære, Tina. Rachel fandt ud af det ved et tilfælde, og faktisk er det også hendes skyld, at Pete ved noget på forhånd.”

,,Men hvorfor ikke fortælle mig det, når nu de vidste det hele tiden?”

,,Pete har ikke vidst det ret længe,” protesterede han. ,,Og jeg ville have fortalt dig det, hvis jeg ikke mente, at jo færre der kendte til det, des bedre ville det gå mig.”

,,Det holder jo ikke,” indvendte Tina, hvilket var helt sandt.

,,Nej, ikke længere. Men forestil dig da folk ikke vidste, at jeg var Jaces bror. Min form minder meget om hans, og man skal ikke være noget geni for at lave koblingen, når man sammenligner vores efternavne. Folk her holder af Jace og værdsætter ham, selv efter hans død, som jeg i øvrigt er skyld i. Hvis jeg var trådt ind og havde blæret mig fra dag ét, tror du så ikke, at folk ville hade mig endnu mere, end de gør i forvejen?”

,,Måske,” måtte hun tilstå. ,,Men Jaces død er jo ikke din skyld. Ikke direkte. Det var jo ikke med vilje.”

,,Jeg er glad for, at du ser sådan på det. Men tydeligvis er I ret få af den opfattelse.”

,,Har du så nogensinde været skadet, eller var det også bare spil for galleriet?”

,,Både og. Ved ulykken brækkede jeg benet, og det var længe om at hele. Men strengt taget er det ikke en nødvendighed for mig fysisk at have krykken med mig.”

,,Men du støtter dig til Rachel nu?”

Han så ned, og Rachel så op ved sin bedste venindes spørgsmål, der kom ret langt ude af kontekst. Deres blikke mødtes, og hun mærkede sine kinder blive røde.

,,Mere af vane end behov, du ved,” forklarede han hverdagsagtigt og trak sin arm til sig for at tage et par humpende skridt hen over underlaget og samle sin krykke op.

,,Ih, tak,” mumlede Rachel sarkastisk og himlede med øjnene. ,,Nu føler jeg mig slet ikke udnyttet.”

Hans ord sved langt mere, end de burde gøre. Tydeligvis mente han intet ondt med det, men han insinuerede også med sin udtalelse, at han mere eller mindre kunne udnytte hende som det passede ham. Og at han var tæt på hende uden at tænke over det, frem for rent faktisk at have lyst til det. Hun havde håbet på den mindste antydning af, at han måske kunne lide hende. Den mindste bekræftelse af Tinas påstand. Men hun havde nærmest fået det modsatte. Han var fuldkommen ligeglad med hende, når det endelig kom til stykket.

Atter udstyret med sin krykke vendte han sig langsomt og sendte hende et overrasket, lettere irettesættende blik. Et blik der sagde mere end tusind ord. Ord kunne alligevel ikke have beskrevet, hvor latterlig han så ud til at finde hendes opførsel. Og hun havde endda ikke sagt andet, end at hun da ”slet ikke” følte sig udnyttet!

,,Hvad har jeg nu gjort?” spurgte han, og en smule frustration krøb ind i hans stemme. ,,Er det fordi jeg støttede mig til dig uden at spørge? Det må du meget undskylde.”

,,Nej, det var kommentaren om, at det var mere af vane,” informerede hun ham om, køligt. ,,Den siger bare lidt om, hvad du synes om mig.”

,,Og det kommer fra dig af alle mennesker?” Han trådte et skridt frem mod hende. ,,Du har ikke bestilt andet end at ignorere mig, siden du fandt ud af, at din eks er i stand til at sønderbanke mig uden problemer.”

,,Det her har vi ikke lyst til at overvære,” fortalte Tina Pete, som blot lagde armene over kors.

,,Det har jeg da,” erklærede han, og for denne udtalelse høstede han dræberblikke fra både Rachel og Tina samtidig.

,,Pete, giv os fem minutter.” Det var ikke et spørgsmål, Aiden stillede. Det var en ordre.

Og Pete adlød den ved nølende at følge efter sin insisterende kæreste. Resultatet heraf blev en længe herskende akavet stilhed, indtil døren var svunget i bag kæresteparret og Aiden var den eneste i hallen ud over Rachel selv.

,,Det er sådan set for din egen skyld, at jeg har forsøgt at holde mig væk,” sagde hun irriteret, da hun var helt sikker på, at de var helt alene i hallen. ,,For at der ikke skal ske mere.”

,,Det kunne jeg godt regne ud i begyndelsen,” indrømmede han. ,,Men jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan regne ud, hvorfor du bliver ved. Der er jo en grund til, at jeg forsøger at få dig i tale.”

,,Samme grund,” svarede hun kortfattet. ,,Det har jo virket, har det ikke?”

Han sukkede dybt. ,,Jo. Men jeg kan ikke holde det her ud. Ikke at tale sammen og så få en verbal lussing, når du ikke længere kan undgå det.”

,,Det er ikke med vilje,” påpegede hun. ,,Hvis du ikke var så -”

Hun stoppede, fordi hun ikke helt kunne finde ud af, hvad hun mente, at han var. Det ville være forkert at sige, at han var svær at tyde, for ofte kunne han læses som en åben bog, og hun så efterhånden igennem mange af hans små hvide løgne. Urimelig var han heller ikke. Og så alligevel.

,,Du er ikke nem at regne ud,” sagde han. ,,Du bliver vred, når jeg forsøger at skjule, at jeg har ondt. Men du lader, som om jeg ikke eksisterer, når jeg endelig får fortalt dig, hvordan tingene hænger sammen. Og så bliver du skide sur, når jeg siger, at jeg ikke har brug for at støtte mig til dig.”

Præcis denne betydning af hvad han havde sagt havde hun intet imod. Det var jo ikke den, der fik hende til at ønske, at hun bare kunne løbe grædende væk. Tag dig sammen, befalede hun sig selv.

,,Du er ikke meget nemmere at regne ud.”

,,Hvad mener du med det?”

,,Hvorfor har du fortalt Tina og Pete, at du kan lide mig, når det er Ninnie, du kan lide?” fløj det ud af hende.

At det lød som en beskyldning var ikke med vilje, men sådan kom det ud, fordi hun havde gået med spørgsmålet og vendt og drejet det siden valentinsdag. Der er en anden, jeg kan lide, havde han fortalt hende, og senere på dagen kyssede han med Ninnie inde i hallen.

,,Ninnie?” Han lød lige så overrasket, som han så ud.

Hans brune øjne var store, og de undersøgte tydeligvis hendes ansigt for at finde en indikation af, at det bare var for sjov. At det var en spøg, og at hun bare ville se hans reaktion. Ønsket om dette var så tydeligt i alle hans ansigtstræk, at hun fik lyst til at løbe væk og gemme sig. I stedet blev hun stående.

,,Efter træning så jeg jer kysse inde i hallen.”

,,Så det var dig?” Han blinkede. ,,Efter træning spurgte hun, om vi ikke lige kunne tale sammen. Hun fortalte mig, at hun nærmest kunne lide mig fra første dag. Selv efter at jeg fortalte hende, at jeg ikke gengælder følelserne, spurgte hun, om vi i det mindste ikke kunne kysse en enkelt gang. Fordi hun ville prøve det. Det kunne jeg ikke se noget galt i.”

,,Du … gengælder ikke følelserne?”

,,Er du blind, Rachel?”

,,Hvad fanden snakker du om?”

,,Er det ikke åbenlyst?”

,,Hvad er åbenlyst?”

Stønnende tog han et skridt frem mod hende. ,,Der er jo en grund til, at jeg finder mig i at blive ydmyget og trampet rundt på. Der er en grund til, at jeg ikke kan holde ud, at du ignorerer mig. Og der var faktisk en grund til, at jeg kiggede på dig, da jeg sagde, at jeg kan lide en anden end Fiona. Kan du ikke komme i tanke om noget?”

Selvfølgelig kunne hun det. Og det fik hende til at måbe, fordi det virkede så fuldkommen surrealistisk. Aiden var en sød fyr, og han ville gøre hvad som helst for at glæde andre - måske endda påstå, at han havde følelser for en pige, som han i virkeligheden ikke kunne lide. Af medlidenhed, eller måske bare i håbet om at diskussionen ville tage en ende snart.

Forsigtigt tog hun et skridt baglæns, ikke helt bevidst om hvorfor. Men baglæns trådte hun, så hun stod lige på kanten til graven. Hun havde to muligheder: At falde ned i det mørke, bløde hav, eller at tage sagen i egen hånd og træde frem.

,,Det skulle jeg ikke have sagt,” konstaterede han for sig selv. ,,Jeg forstår godt, hvis du ikke havde brug for at vide den slags, men -”

Hun besluttede sig og tog et skridt frem. Det føltes som at bevæge sig i slowmotion, da hun trådte helt hen til ham, så der kun var få centimeter mellem deres kroppe. Fordi han var så høj, måtte hun stille sig på tæer for at kunne nå, men hun lukkede øjnene og håbede på, at han ville fange hentydningen.

Deres næser stødte sammen, og et splitsekund senere deres pander. Deres læber nåede knap nok at mødes, før de var adskilt igen, og Rachels øjne var åbnede. Ømmende sig med et akavet smil gned hun sig i panden, og Aidens fingre masserede hans næseryg. Men han lignede samtidig én, der var ved at dø af grin.

,,Åh gud,” lo hun. ,,Undskyld! Det var kun enormt uromantisk.”

,,Au contraire,” sagde han. ,,Jeg synes, at det var meget passende.”

Hun gloede på ham, som om han var dum, men han rystede bare på hovedet og strøg hendes hestehale tilbage over skulderen igen. Måske havde han i virkeligheden ikke lyst til at kysse hende?

,,Det giver mig en undskyldning for at gøre det bedre i anden omgang,” erklærede han grinende, idet han bøjede sig ned mod hende og gav slip på sin krykke.

Hun mødte hans blik et langt stykke hen ad vejen. Hans irisser var gyldne i midten, men ellers var de mørke, fordi lyset faldt på dem fra en anden vinkel end normalt. Til sidst smeltede hans øjne sammen til ét, og hun lagde hovedet let på skrå for at undgå det samme som før.

Denne gang mødtes deres læber, og det føltes mest af alt, som om al ophobet energi i hendes krop blev frigjort. Hun kunne mærke alting ud i fingerspidserne, kunne mærke sit følelsescenter, hvorfra der gik lange tråde ud i arme og ben og læber og kinder. Alle steder på kroppen. Hun kunne mærke Aidens slanke fingre i sit hår og mod sin lænd, og hun kunne mærke hans tykke, mørke hår mellem sine fingerspidser. Det føltes blødt som silke.

I det sanselige mørke bag sine øjenlåg kunne hun tydeligt forestille sig, hvordan Aiden måtte se ud. Men for at sikre sig, at det hele ikke bare var en drøm, åbnede hun alligevel øjnene uden at bryde kysset.

Hvis det var en drøm, så ville hun fastholde den så længe som overhovedet muligt. Hvis det var virkelighed gjaldt det helt samme.

Aidens øjne var også åbne. Da deres blikket mødtes, brød han forsigtigt kysset og trådte bagud. Bare et lille skridt.

,,Der kan man bare se,” kommenterede han drillende.

Hun lagde hovedet på skrå, og en tanke slog hende. En tanke der fik hende til at fortryde, hvad hun netop havde gjort. Det var dumt gjort, fordi der nu ikke var nogen vej tilbage, og hun vidste det udmærket godt. Havde vidst det hele tiden. Men hun skulle have lyttet til sit hoved og ikke sit hjerte.

,,Det her er skidt,” sagde hun ligeud til ham, og Aidens smil blegnede, indtil hans ansigt var alvorligt.

,,Hvorfor?”

,,Jeg kan ikke gøre det samme som før nu,” sagde hun stille. ,,Jeg kan ikke holde mig væk. Men Robert …”

Han så ud til at følge hendes tankegang. Da hun gik hen og satte sig på en madras, fulgte han efter og satte sig ved siden af.

,,Vi må bare være forsigtige,” sagde han. ,,Og om ikke andet må jeg jo gøre et eller andet ved Robert, hvis der sker noget.”

,,Aiden, vi kan ikke -”

,,Selvfølgelig kan vi det. Jeg har ikke tænkt mig at kysse dig og så give op.”

Hun smilede og lagde hovedet mod hans skulder et øjeblik. Lige indtil hun kunne høre døren til hallen gå op igen. Ind kom Tina og Pete. Rachel så på Aiden, som blinkede til hende, inden han rejste sig og gik hen for at samle sin krykke op. Først da gik det op for hende, at han havde ladet den ligge for at følge efter hende.

,,Nå, er stormen drevet over?” spurgte Pete drillende.

,,Det kan man vist godt sige,” svarede Aiden, som rykkede sig for at Pete kunne løbe direkte ned i stortrampolinen.

,,Så sætter vi sejl igen,” afgjorde den lyshårede af de to drenge. ,,Triple.”

Han hoppede til og kastede sig tre gange rundt i en salto, der var så løst lukket, at han kom til at skrue en halv omgang midt i springet. Da det lyshårede hoved dukkede frem mellem ternene igen, rakte Aiden en hånd ned for at hjælpe ham op, og det blev Tinas tur til at springe.

Aiden stillede sig ved kanten, som for at sikre sig, at de ikke slog hovedet ned i den, når de sprang ud i graven. Der var noget roligt og forsikrende over den måde, han betragtede dem på, når de udnyttede luften til at bevæge sig på måder, der egentlig stred imod menneskets natur.

Når det havde været Rachels tur, sørgede hun for at tage imod hans hjælpende hånd, frem for at feje den væk. Det føltes underligt at vide, at han så på hende på dén der måde. For nu hvor hun vidste det, kunne hun godt se det. Og det gav hende de varmeste sommerfugle i maven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...