Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6269Visninger
AA

29. - Februar

Det skulle vise sig at blive svært at undgå Aiden, selv om hun prøvede meget ihærdigt. Hvis blot hun kunne overbevise alle om, at de to ikke havde noget sammen, så ville Robert måske opgive sit foretagende. Men Aiden var ikke nem at narre, og hun var sikker på, at han bevidst altid satte sig overfor hende, hvor hun ikke kunne undgå at se ham. Mere end én gang havde han hvisket til hende, når de gik forbi hinanden på gangene, at hun skulle lade være med at ignorere ham. Men hun kunne ikke lade være. Hvis hun gjorde, kunne hun ikke være sikker på, at Robert ikke skred til mere drastiske midler, og Aiden nægtede jo at sige noget til lærerne eller rektor.

 Fredag den fjortende februar oprandt endnu engang, og til forskel fra året før var der ingen glædelig forventning eller spænding forbundet med dagen. Ingen sommerfugle i maven, ingen nyforelskelse. Da Robert trådte ind i spisesalen den morgen, gik hendes hjerte næsten i stå af frygt for, at han ville give hende et kort eller chokolade. Tvært imod værdigede han hende ikke et blik og satte sig ned sammen med Phil ved et bord, hvor de lidt senere fik selskab af Olivia, Janet og Dean.

Ninnie kom sammen med sin bedste veninde, men frem for med det samme at tage plads, gik hun op og tog morgenmad, åbenlyst scannende lokalet med blikket. Kort efter sluttede Pete sig til Tina og Rachel ved bordet, bærende på en hjerteformet æske med chokolade, som han placerede foran sin kæreste. Til gengæld gav Tina ham chokoladeovertrukne nødder i en pose med en rød sløjfe.

,,Du skal da ikke glemmes, Rach,” bemærkede Pete grinende og drog en aflang beholder op af sin baglomme. ,,Så vi har sørget for at være de bedste venner i hele verden.”

Overrumplet tog Rachel imod beholderen og åbnede den. Indeni lå en halskæde med et hjerteformet vedhæng i røgkvarts. Forvirret så hun fra den ene til den anden og stak tungen ud i kinden, så hun utvivlsomt så endnu mere komisk ud.

,,Bare giv mig dårlig samvittighed,” sagde hun og skar ansigt, idet hun hev sin taske frem for at finde deres gaver frem. ,,Hvorfor skal jeg have den?”

,,Det er jo valentinsdag,” sagde Tina naturligt og trak på skuldrene. ,,Vi tænkte, at du nok kunne bruge noget specielt i år.”

,,Og derfor besluttede I at være de mest sindssyge mennesker, jeg kender?” spurgte hun grinende og rakte dem hver en gave, som hun havde været tvunget til at bestille fra nettet for ikke at virke mistænkelig.

,,Noget i den stil,” lo Pete, idet han trak papiret af sin gave og derefter sultent indtog synet af en kop med sit navn, der var fyldt til randen med chokolade. ,,Tak, Rach.”

Tina pakkede sin gave lidt mere forsigtigt op, men hendes reaktion var større end Petes. Måske fordi hendes gave betød lidt mere. I hvert fald kastede hun sig ind i Rachels favn, så stolen nær var væltet med dem begge. speciel havde gaven da heller ikke været, syntes Rachel, som alligevel havde brugt lang tid på at finde den slags øreringe, Tina havde snakket om i hundrede år.

Efter et øjebliks hysterisk latter, hvor de alle tre forsøgte at tage sig sammen, faldt tingene tilbage i mere normale rammer, og da Jonas, Teresa og Lee sluttede sig til dem, var alting helt som det alting var. Godt nok var der små røde hjerter på bordene og på gulvet - fordi folk kom til at børste dem ned -, men blandt venner var hver dag vel valentinsdag.

Det troede Rachel i hvert fald lige indtil Aiden viste sig sammen med Mikey og Sebastian Cowan. De tre hilste afslappet på de andre, inden de slog sig ned. For en gangs skyld sad Aiden ikke lige overfor Rachel, og hun kunne derfor bedre undgå at se på ham, hvis hun ville, dog uden at være uhøflig. Det skulle jo heller ikke hedde sig, at hun skabte en dårlig stemning i vennekredsen.

,,Godmorgen,” hilste en energisk stemme kommende fra Fiona, som pludselig stod bag Mikey og så rundt.

Hendes klare øjne faldt på Aiden, som sad ved siden af Mikey og faktisk var i færd med at rejse sig igen for at hente morgenmad. På en eller anden måde var han kommet i besiddelse af en ny krykke, der var intakt endnu, og denne havde han allerede fat i.

,,Godmorgen,” svarede Rachel i munden på sine venner, undrende sig over hvad Fiona mon foretog sig.

Svar behøvede hun ikke at vente længe på, for i næste øjeblik sagde Aidens partner i parserien:

,,Øh… Aiden, det er bare … Glædelig valentinsdag.”

Og så rakte hun en lille pose med nogle chokoladekugler og et kort frem mod Aiden, som så aldeles forskrækket ud. Som om han slet ikke havde ventet denne gestus. Hvad han nok heller ikke havde, eftersom Fiona sjældent talte med dem, selv ikke til træning, hvor han desuden var ude meget af tiden.

,,Mange tak, Fiona,” sagde Aiden venligt og tog imod posen. ,,Det er pænt af dig. Men jeg har intet til dig.”

,,Det er okay,” sagde den noget yngre pige med et bredt smil. ,,Bare du tager imod.”

,,Gerne.”

Fiona smilede engleblidt og vendte rundt på hælen for at gå hen og sætte sig ved et bord sammen med Anna og Ninnie, som for en gangs skyld ikke sammen med Olivia. Aiden så efter hende ligesom enhver anden fra det bord. Måske ud over Rachel, som sad og betragtede sine venners åbenlyse manglende evne til at forstå, hvad der netop var sket.

,,Det ser ud til, at du har fået en beundrer, Aiden,” kommenterede Rachel for at lette stemningen lidt, selv hvis det betød, at hun blev nødt til at henvende sig til ham.

Ved lyden af sit navn så han da også på hende, og lyset forsvandt ud af hans brune øjne, da hans blik faldt på hendes ansigt. Hun udtrykte ellers ikke noget andet end drillende glæde på hans vegne, så hvad var det for en reaktion?

,,Åbenbart,” svarede han, og hans mund smilede.

,,Er du ikke glad for det?” spurgte hun nysgerrigt, huskende at dæmpe sig for ikke at fornærme Fiona. ,,Jeg mener, Fiona er både pæn og rigtig sød, og hun er en dygtig gymnast. Som dreng skal man da være skør for ikke at være interesseret i hende.”

,,Uden tvivl,” medgav han og placerede sin ene hånd på bordpladen. ,,Men der er en anden, jeg bedre kan lide.”

Efterladende sine ord hængende i luften gik han op for at forsyne sig med morgenmad og udvekslede et par ord med Ninnie, som stadig stod der. På afstand kunne Rachel ikke høre, hvad der blev sagt, men begge smilede og så glade ud. Så glade at det næsten gjorde ondt indeni at se på.

 

Kærlighed var ikke til at slippe for på denne hjerternes festdag, og Rachel hadede det en lille smule mere for hvert minut, der gik. I matematikmodulet satte fru Caprin dem til at løse opgaver med vektorer, hvor temaet var balkoner, blomster og valentinskort. I biologi syntes fru Dickey, at det kunne være sjovt at undervise i, hvordan kærlighedseliksirer måske i virkeligheden ikke kun hørte til i fantastiske fortællinger. Og i historie syntes hr. Tennant, at de skulle undersøge en kilde vedrørende Sankt Valentin.

Allerede i frokostpausen inden historie havde Rachel kraftigt overvejet at snige sig tilbage til dormitoriet og være syg resten af dagen. Hun orkede ikke mere kærlighedspjat. Muligvis var det meget sjovt for dem, der havde nogen at dele den specielle dag med, men for hende var det bare en almindelig dag, hvor hun kunne se sine venner og veninder være smaskforelskede i hinanden. Imens kunne hun jo forsøge at finde ud af, hvordan hun sikrede sig, at hendes psykopatiske ekskæreste ikke gjorde skade på Aiden.

Dilemmaet havde plaget hende hver dag de sidste to uger, selv om Aidens ankel havde det fint igen, og han ikke lod til at få nye blå mærker. Problemet var jo, at han dækkede dem til, hvis han havde nogle, så andre ikke bemærkede det. Og nu hvor de ikke talte sammen, kunne hun heller ikke finde ud af, om der stadig var problemer, medmindre hun spurgte Pete, som med garanti ville henvise hende til Aiden.

På mystisk vis havde hun klaret sig igennem undervisningen. Det værste var overstået, mindede hun sig selv om, mens hun, Tina, Pete og Aiden bevægede sig hen ad gangen mod døren ud til østsiden af skolens arealer, hvorfra de kunne løbe til Kasernen.

,,Det ser ud til, at Robert endelig har opgivet,” konstaterede Tina med et grin.

,,Ja, endelig,” stønnede Rachel overdrevet og smilede, lettet over på ingen måde at føle lede ved det faktum.

,,Har du så en ny i tankerne, nu hvor du får din frihed tilbage?” prikkede Tina nysgerrigt.

Rachel studsede over formuleringen. Der var én person, som hun konstant havde i tankerne, men det var jo af en helt anden grund. Desuden var det helt usandsynligt, at der skulle være noget mellem dem. Ikke efter hvordan hun havde opført sig på det sidste, og særligt ikke når han var så hemmelighedsfuld, som han nu engang var.

,,Ikke rigtig.”

,,Ikke rigtig?”

Hun puffede til sin bedste veninde med albuen. ,,Jeg tager det stille og roligt fra nu af. Du er bare oppe at køre, fordi det er valentinsdag.”

,,Det er din nye hadedag.”

,,Jep.”

,,Så må vi håbe, at du overlever den alligevel,” lo Tina.

,,Det eneste, der er tilbage, er træningen. Hvor slemt kan det være?”

 

,,Så slemt!” hvinede Tina overgearet og tog Rachel i hænderne for at svinge hende rundt i en cirkel.

Rachel dræbte begejstringen ved at traske en halv omgang og derefter frigøre sig fra sin bedste venindes hænder. Rytmetræningen havde haft fokus på udtryk, og i den anledning havde de fået til opgave at opdigte deres egen kærlighedshistorie i parrene, som de skulle fremvise for hinanden i en koreografi. Lee havde været lige så useriøst indstillet på opgaven som hende, og de havde fået en del skældud for ikke at tage opgaven alvorligt.

Se bare på Fiona og Aiden, tænkte hun bittert, et ekko af Priscillas ord.

De to havde gjort det formidabelt, selv om Aiden var bundet til sin krykke. Han var smidig og stærk på samme tid, og fordi Fiona var så lille og yndefuld som en svane, kunne han løfte hende rundt så let som ingenting. Det fik alt, hvad de gjorde, til at se nærmest magisk ud.

,,Du må afreagere lidt med nogle spring, Rach,” kaldte Pete fra springgraven, hvor han netop var landet.

Og det gjorde hun så. Hun gav den så meget gas, som hun overhovedet magtede. Specielt da Pete mente, at hun skulle sætte en tredje rotation i luften på sin salto. Fordi Eric og Matt var sammen om den anden trampolin, bad Larry Aiden om også at stå der til at tage imod, bare for en sikkerheds skyld.

Første gang mærkede Rachel et hårdt skub i siden, så hun trillede rundt i graven, da hun ramte den. Aiden rakte en hjælpende hånd ned mod hende og var så ved selv at vælte, fordi han ikke kunne holde balancen ordentligt med den ene fod i graven.

,,Undskyld,” sagde han, da han genvandt balancen og trak hende op. ,,Hvis jeg ikke havde skubbet til dig, var du landet direkte på nakken.”

,,I så fald mange tak,” svarede hun og ømmede sig drillende.

Anden gang gik det bedre, og hun landede på bagdelen i det bløde underlag. Det var længe siden, at hun virkelig havde sprunget igennem, og det kunne hun godt mærke nu. Som om gymnastikken var druknet i alle de følelser, hendes tredje år indtil videre havde budt på. Som om den ikke længere var grunden til, at hun opholdt sig på skolen.

Tredje gang stod hun den, fast besluttet på at opnå den form, hun vidste, at hun stadig havde et eller andet sted dybt inde. Fjerde gang overroterede hun. Femte gang strakte hun den sidste omgang ud og modtog en overskudsagtig klapsalve fra Aiden, som havde sat sig ud igen. Dette fik hende til at smile og løftede hendes humør lidt mere. Hvis rosen kom fra Aiden, så var der nok noget om det.

Efter det gik hun ned for enden for at øve sig i banespring på det mere eftergivende fasttrack, hvor Tina var i gang. Her legede de en leg. Den ene valgte, hvilket spring, der skulle udføres, og så udførte de det begge to. Efterhånden steg sværhedsgraden tilstrækkeligt til, at Larry sendte Aiden ned for at holde øje med dem. Den mørkhårede dreng med de rolige brune øjne så ikke ud til at have spor imod dette. Tvært imod smilede han over hele hovedet, idet han stillede krykken fra sig op ad væggen og gik hen for enden af fasttracket.

,,Jeg står her, så I ikke smadrer hovederne ned i samlingen,” råbte han til dem. ,,Men resten må I selv klare.”

,,Bare pas på, at du ikke får et sæt fødder i hovedet,” advarede Tina, som kastede sin hestehale om på ryggen og kastede sig ud i endnu en sekvens bestående af enkelte og dobbelte baglæns saltoer.

Til sidst kollapsede hun ud i graven, og Aiden trak hende på fødderne igen. ,,Rundtosset?”

,,Pas dig selv, Spencer,” erklærede hun useriøst og klappede ham på skulderen. ,,Din tur, Rachel!”

,,Aiden!” råbte Rachel fra den anden ende, og sigende klappede hun luften sidelæns for at signalere, at han skulle rykke sig.

,,Bevares.” Han lagde en hånd over hjertet med et påtaget såret udtryk, inden han flyttede sig og lænede sig mod væggen. ,,Lad nu være med at dø.”

Hun ignorerede kommentaren og efterabede Tinas sekvens, med samme konsekvens. Nemlig at hun var så rundtosset, at det føltes, som om at ikke alene drejede verden rundt, det gjorde jorden under hende og loftet over hende også. Og disse ting drejede i hver sin retning.

,,Er du død?” spurgte Tina, som lænede sig ind over hende.

,,Ja,” lo hun. ,,Stendød.”

,,Så har jeg en høne at plukke med nogen.” Tina vendte sig. ,,Aiden! Rachel siger, at hun er død.”

,,Jeg advarede hende jo,” var alt, hvad Aiden kunne sige til den sag.

Rachel skubbede sig op at sidde og pustede til en lok at sit lange hår, der hang ned i ansigtet på hende omme fra hestehalen. Så vendte hun blikket mod Aiden. Når han var så tæt på, var det svært at ignorere ham, og så længe Robert ikke var i nærheden, kunne der vel næppe ske noget ved, at hun havde det lidt sjovt.

,,Skulle du ikke forestille at være en gentleman, hr. Spencer?” spurgte Tina kritisk, halvdød af grin. ,,Hvad er det for en mand, der lader en skønjomfru i nød kæmpe for at komme op at stå og tilmed griner af det?”

,,Hvem gør da det?” spurgte Aiden uskyldigt, men han flyttede sig ikke.

,,Donovan!” råbte Larry. ,,Du skal ikke bare sidde der og drive den af. Tilbage til arbejdet.”

Tina eksploderede i latter og halede Rachel med sig forbi Aiden og tilbage til startlinjen igen. Da Rachel så sin bedste veninde kaste sig ud i endnu en række halsbrækkende spring i retning af en smilende Aiden, hvis øjne fulgte hver bevægelse, overvejede hun, om dette måske trods alt ikke var en helt okay dag. Det var nok bare hendes indstilling, der var forkert fra begyndelsen.

 

Efter træningen kom Aiden ikke ud sammen med Pete, Jonas, Lee, Claus eller Samuel, så Rachel blev tilbage og bad sine venner om at gå i forvejen. Hun ville tale med ham. Forklare hvorfor hun opførte sig så mærkeligt. Undskylde for sin upassende opførsel gennem to hele uger og lidt mere. I dag måtte være den rigtige dag at gøre det på.

Klokken nærmede sig kvart i seks, og der var stadig ingen spor af Aiden. Han kunne være gået tidligere, men så havde hun nok fået besked fra Tina eller Pete om det. I hvert fald Tina, som godt vidste, hvad hun havde i sinde at gøre. Pete kunne hun aldrig helt stole på havde gennemskuet noget.

Modet sank i brystet. Hvis hun ankom sammen med Aiden i spisesalen meget senere end alle andre, ville Robert bemærke det med det samme. Så hun besluttede sig for at lede efter ham. Altså Aiden. Og hun startede i hallen, hvor de havde haft træning en halv time forinden. Først kiggede hun ned mod springgravene, men der var ingen at se. Derpå drejede hun blikket i den anden retning, og dér kunne hun se to personer, hvoraf den ene sad ned og den anden stod op.

Det var en lyshåret pige og en mørkhåret dreng, der faktisk klædte hinanden meget godt. Alt for godt. Deres læber var som smeltet sammen i et kys, og ingen af dem lod til at bemærke, at de havde fået en tilskuer. Det skar underligt i Rachels hjerte, og hun blev mindet om, hvorfor hun hadede valentinsdag. Al det kysseri, alle de omfavnelser i krogene. Alle de søde ord og handlinger, der betød så meget mere, fordi de blev udført på denne specielle dag.

Pludselig virkede det overflødigt at fortælle Aiden, at hun stadig gerne ville være venner, selv om hun måske ikke opførte sig sådan hele tiden. Det kunne vente til en anden gang. Lige nu ville hun bare lade dem få fred og fri sig selv fra synet.

Hendes sko hvinede mod trægulvet i hallen, idet hun vendte rundt på stedet og gik tilbage ud i gangen. Døren smækkede efter hende, og hun gik raskt til, skammende sig forfærdeligt over det akavede øjeblik, hun utvivlsomt havde skabt for de to. Efter et lille øjeblik slog gang over i løb, og hun nærmest klaskede ind i døren for enden af gangen, der ledte tilbage til skolebygningen.

Mens hun løb hen over de endnu brune græsarealer, var det eneste, hun rigtigt kunne se, et væld af glansfuldt, lysebrunt hår omkring et smukt ansigt på en smuk, tynd krop. Et par blå øjne der strålede af triumf, og slanke arme viklet omkring nakken på en mørkhåret dreng, som sad på en bænk med en krykke ved sin side. Nu ved du da, hvem han kan lide, tænkte hun uden glæde.

Pigernes dormitorium tog imod hende med varme, åbne arme, da hun kom væltende ind, forpustet og svedig efter sin løbetur, der havde inkluderet den lange omvej uden om skolebygningen og spring over gelænderne. Hun var få millisekunder fra at begynde at græde, da hun fik øje på en romantisk film, som nogle af førsteårseleverne sad og så. Inden hun nåede så langt, tvang hun sig selv ovenpå og ind på værelset, hvor hun tog et bad.

Alina og Steph sad på hver deres seng og var i gang med at lakere tånegle, mens de vurderede mændene i Hollywood på en skala fra et til ti. Hvis hun ikke var stille, ville de opdage, at hun ikke opførte sig normalt, og så ville helvede først bryde løs.

Bruserens varme vand mod hendes nøgne krop hjalp faktisk, men det lille gnist af godt humør forsvandt, da hun så en umiskendelig rød væske løbe ned over sine inderlår og blive skyllet væk af vandet. Allerede nu igen? Men så kunne hun måske forklare for sig selv, hvorfor hun reagerede så stærkt på det, hun havde set i hallen.

Hvad så hvis han kyssede med hende? Han havde da lov til at kysse på piger, hvis det var det, han ville. Og det ville han tydeligvis. Hun var ikke engang selv forelsket i ham. Eller var hun? Var det mon derfor hun ikke kunne lade være med at tænke på ham? Var der en chance for, at hun ikke kun var bekymret for ham? En grund til at hun ville kende alle hans hemmeligheder?

Det var alt, alt, aaaalt for sent og alt for farligt at tænke på den slags nu. Hun slog tankerne ud af hovedet og tørrede sig med håndklædet, hvorpå hun placerede et bind i sine trusser og trak dem på. Et par minutter senere var hun klar til at gå over i spisesalen og få noget aftensmad. Forhåbentlig ville det hjælpe lidt på hendes humør.

Ude på trappen mødte hun Tina, som smilede intetanende og stak en arm ind under Rachels så de kunne følges over til skolebygningen igen. Udenfor i kulden standsede Tina op og lagde hovedet på sned.

,,Hvad er der?” spurgte hun, glemmende hele er-der-noget-galt?-delen.

,,Jeg så Ninnie og Aiden kysse lige før,” svarede Rachel ligeud, håbende inderligt på at vinden ville bære hendes ord væk, inden Tina kunne nå at opfatte, hvad der blev sagt.

For en kort stund troede hun, at det lykkedes, for Tinas læber formede et bredere og bredere smil. Som om hun ikke helt kunne tro, hvad hun havde hørt. Da Rachel ikke sagde mere, sukkede hun.

,,Det tvivler jeg meget på.”

,,Tror du, at jeg lyver?” spurgte Rachel forurettet.

,,Nej, men -” Tina sparkede lidt til spidsen af sin sko, idet hun afbrød sig selv. ,,Jeg tror heller ikke, at han lyver.”

,,Har han måske sagt, at han ikke har kysset Ninnie?”

,,Nej.”

,,Hvorfor tror du så ikke på mig?”

,,Det gør jeg, Rach, jeg har bare lidt svært ved at forstå det.”

,,Hvorfor?”

Tina pustede sine kinder op og lod langsomt luften sive ud.

,,Lover du, at du ikke siger noget til nogen om, at jeg har fortalt dig det?”

,,Fortalt mig hvad?”

,,Aiden kan godt lide dig.”

,,God joke,” mumlede Rachel og begyndte at gå igen.

,,Det er ikke en joke,” sagde Tina, som luntede for at indhente hende. ,,Pete og jeg fik lokket det ud af ham, den dag hvor din bror var her.”

,,Hvorfor har han så ikke sagt noget til mig?”

,,Ærligt talt, Rachel, det er sgu da ikke så mærkeligt,” proklamerede Tina grinende.

,,Det kan også være lige meget,” besluttede hun, mens hun så over mod stien, der ledte fra drengenes dormitorium til skolebygningen. Den var tom. ,,Det ser ud til, at han har fundet en anden.”

De to gik ind i spisesalen sammen og satte sig ned sammen med de andre. Aiden var der også, men Ninnie sad sammen med Olivia og deres sædvanlige gruppe igen. Alting virkede fuldkommen normalt. Alligevel kunne Rachel ikke holde ud at sidde og spise og lade som ingenting ret længe, så hun undskyldte sig og sprintede tilbage til sin seng, hvor hun faldt i søvn.

Da hun vågnede var valentinsdag slut. Det værste var overstået. Tingene var tilbage ved normal. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...