Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6319Visninger
AA

12. - Februar

,,Ved du, hvilken dag det er i dag?” spurgte Robert ledende, da han fulgte hende fra timen i fysik til timen i fransk.

Rachel så på ham med let sammenknebne øjne. Selvfølgelig vidste hun, hvilken dag, det var. Det var ikke ligefrem fordi, det var svært at bemærke, hvordan hjerterne hang under skolens hvælvede lofter, på dørkarmene, opslagstavlerne, toiletterne… Alle steder var der hjerter, i alle verdens farver. Dog var der flest i pink. Men hun vidste, hvor skuffet Robert ville blive, hvis hun ikke legede med på hans leg og foregav at være dum, så hun smilede naivt til ham i stedet.

,,Det er tirsdag,” konstaterede hun, ikke ukorrekt, men præcis det han fiskede efter.

,,Og noget andet?”

,,Det er den fjortende februar,” vedblev hun, håbende at han snart ville komme til sin pointe.

Robert var enormt sød og rar at være sammen med - og han kyssede hende altid, som om han var ved at omkomme af begær efter hende, hvilket var både bekræftende og måske en lille smule irriterende - men han kunne godt lide at trække tingene i langdrag. For eksempel dette.

,,Det er valentinsdag,” informerede han hende storsmilende, og hun kunne ikke lade være med at grine, da hun så hans blottede hvide tænder og det nærmest dyriske glimt i hans grå øjne.

,,Gud!” udbrød hun. ,,Det havde jeg slet ikke tænkt på. Så er det dét, alle hjerterne er til for.”

Hun nævnte ikke, at hun boede på værelse med skolens mest pladderromantiske piger, som havde brugt en hel måned på at skrive søde breve til fyre, som de ville tage sig sammen og tale med på denne dag. Og hun nævnte heller ikke, at hun dagen før havde været tvunget til at sidde og klippe grønne hjerter - hun nægtede at klippe lyserøde - for at hjælpe Steph med at blive færdig til tiden.

,,Ja, selvfølgelig,” sagde han og lød himmelfalden, til trods for at hun var en elendig skuespiller. ,,Helt ærligt, af og til mistænker jeg dig for at komme fra en anden planet.”

,,Helt ærligt!” protesterede hun med et grin og kyssede ham på kinden, da de nåede frem til lokalet. ,,Tak for turen.”

,,Det var så lidt,” sagde han muntert og kyssede hende midt på munden. ,,For resten, har du ikke lyst til at mødes i aften efter spisning?”

,,Hvor?” spurgte hun, eftersom det var strengt forbudt for de to køn at mødes inden for dormitoriernes vægge - og skolebygningen blev låst af umiddelbart efter aftensmaden, medmindre det var eksamenstid, hvor folk skulle bruge adgang til biblioteket.

,,Hvad med at mødes i Hal 1?” foreslog han.

De havde mødtes der før, fordi Kasernen altid var åben, af en eller anden grund. Måske havde argumentet for dette været, at så kunne eleverne træne om natten, hvis de ønskede det, uden at noget kom til hindring for det. Hvad man fra skolens ledelses side måske ikke havde taget højde for, var, at det blev det ideelle samlingssted for drenge og piger, som var ude på noget lidt andet end at træne midt om natten.

,,Jo, lad os det,” sagde hun og kunne mærke sin puls stige en smule ved den blotte tanke.

Et eller andet sted vidste hun godt, hvad han var ude på, og hun ville ikke nægte ham det, fordi hun virkelig holdt af Robert. Men hun var hunderæd for, hvordan det skulle foregå. Ikke fordi hun ikke troede, at det ville føles godt, men fordi hun frygtede, at hun gjorde alting forkert. Robert kunne godt have sine særlige meninger, og når det gik op for ham, at hans kæreste var jomfru, ville han måske ikke tage det så pænt.

,,Så ses vi senere,” sagde han og blinkede charmerende til hende, inden hun strakte sig for at kysse ham på munden, inden hun forsvandt ind i klasselokalet, hvor en del piger stod og kiggede.

,,Den fjortende februar,” efterabede Ninnie Collins i et tonefald, Rachel ikke helt var sikker på, hvordan hun skulle opfatte.

Rachel ignorerede udtalelsen og gik hen for at sætte sig ved siden af Tina på en ledig plads. Det var bare et spørgsmål om tid, før fru Bell dukkede op, og så havde man ikke lyst til at stå på gulvet endnu. Fangede man først fransklærerindens opmærksomhed, så slap man ikke af krogen hele den time.

Da først fru Bell viste sig, og timen gik i gang, føltes det, som om minutterne slæbte sig af sted, selv for Rachel, som normalt ikke havde noget imod fransk eller fransklærerinden. Rachel glædede sig til at komme til træning, mest fordi det var spring om tirsdagen. Og så glædede hun sig til aftenen tilbragt med Robert. De ville nok ikke være de eneste til at bryde reglerne denne aften. Datoen taget i betragtning.

 

Steph og Alina havde brugt evigheder på at udvælge hendes tøj, inden de så meget som overvejede at lade hende gå til spisning. Det var pænt tøj bestående af en let hvid bluse og et par lange, sorte bukser, der sluttede tæt omkring hendes slanke ben. Håret havde de insisteret på at lade hænge, selv om Rachel foretrak at have det siddende i en hestehale, og så var de begyndt på hendes makeup.

Hun vidste, at Robert syntes, at hendes øjne var flotte, når hun havde mørk eyeliner og mascara på, men alt det andet syntes hun var lidt for meget. Derfor forsvandt hun hurtigt ud på badeværelset og tørrede en smule pudder og øjenskygge af med et stykke toiletpapir. Og så var det over på skolen til spisning.

Så snart hun trådte ind, sendte Robert hende et sigende, cool blik, og hun gik en smule nervøst nærmere, sikker på at hun nok skulle klare sig sine nerver til trods. Hvad var det værste, der kunne ske? Philippe og Janet drillede hende, mens de spiste, og Robert blandede sig af og til. Hvis Rachel efterhånden havde erfaret noget om den fyr, hun efterhånden kunne kalde sin kæreste, så var det, at han kunne være ganske pervers i det rette selskab. Og det morede hende normalt.

For at det ikke skulle virke mistænkeligt, aftalte hun og Robert i stilhed, at de ville forlade spisesalen hver for sig. Til ære for lærerne. Rachel gik først, og så ventede hun ellers udenfor, indtil Robert kom ud i mørket på græsplænen. Sammen småløb de rundt omkring skolebygningen, der var rimelig stor, og op ad stien til Kasernen. Rachel kunne mærke en mærkelig følelse i brystet, og hun vidste, at hun gerne ville have, at han kyssede hende.

Derfor var det intet under, at deres læber mødtes i et hedt kys så snart de trådte indenfor i den mørke gang, der samlede hallerne. På en eller anden måde formåede de at rive hinanden ind i Hal 1, uden at snuble op ad de få trappetrin, der var i gulvet, fordi jorden under Kasernen ikke var helt flad. Ikke én gang skiltes deres læber, og Rachel kunne ikke helt lade være med at undre sig over, hvordan det lod sig gøre at bevæge sig på den måde.

Hun følte sig varm indeni, og helt klar. Hendes arme vikledes omkring hans nakke, og Robert trak hende ind mod sig, så deres kroppe var klinet op ad hinanden, mens de bevægede sig ned mod springgraven for at finde et diskret hjørne. Midt på gulvet ville nok ikke være det smarteste.

Erfarne hænder dansede hen over Rachels krop, idet de sammen sank ned i det bløde skum med betrækket hen over. Og så pludselig mærkede hun en kølig prikken mod sit varme maveskind, og hun opdagede, at Robert havde trukket hendes bluse op. Hun stirrede på ham lidt, med store, udspilede øjne og let åben mund, gispende efter vejret efter den hede situation.

Luften i hallen var kølig, og springgraven lugtede en lille smule af sure tæer og sved, når hun lod hovedet synke tilbage mod det bløde underlag. Robert sad overskrævs på hende og løftede nu armene for at trække sin T-shirt af. Udsynet til hans mavemuskler fik hende til at smile indvendigt. De så hårde og velformede ud, og hun kunne levende se for sig, hvordan han ville se ud i badet efter træning: gennemblødt og sexet, med perler af vand dryppende fra det platinblonde hår.

Han smed T-shirten til side og bøjede sig ned mod hende for at kysse hende igen, og hun imødekom hans læber med største fornøjelse, indtil hun mærkede hans fingre arbejde på knapperne i sin bluse. Hun var ikke bange for at vise ham sin krop, der var veltrænet og slank som følge af de mange timers sport hver dag, og hun hvilede i det hele taget i sig selv på det punkt. Men da hans fingre kunne mærkes lige over hendes bryster, skubbede hun alligevel lidt til ham, så han væltede omkuld i den bløde springgrav og stirrede forbløffet på hende.

,,Undskyld,” hviskede hun og mærkede skammens tårer svide i øjenkrogene. ,,Jeg kan ikke.”

,,Hvorfor ikke?” spurgte han stille, mens hun satte sig på knæ og trak sin bluse sammen omkring sig igen.

Hun anede det ikke. Og hun ville ønske, at hun kunne sige, at han bare skulle glemme det og prøve igen. For hun følte sig enormt skyldig over det udtryk, der var at finde i hans grå øjne i det øjeblik. Ønsket var så brændende, at hun næsten formåede at få ordene over sine læber.

I stedet hørte hun sig selv sige: ,,Jeg er ikke klar.”

Stik imod forventningen smilede Robert og kæmpede sig op i siddende stilling, hvorpå han trak hende ind til sig med den ene arm og strøg hende over håret med den frie hånd.

,,Det er også bare i orden. Jeg kan sagtens vente,” lovede han hende blidt, og hun lukkede øjnene til lyden af hans stemme og hans hjertes hurtige, forsikrende rytme.

I det øjeblik beviste Robert Jacobs overfor hende, at han var præcis den eventyrprins, pigerne forestillede sig, at han var. Eller den fortryllende prins, hun forestillede sig, at han var med sit lyse hår og sine lyse øjne. For han holdt bare om hende og kyssede hende til sidst blidt i panden, inden han skiftede samtaleemne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...