Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6305Visninger
AA

38. - Februar, marts, april

Følelser og parforhold kom ikke til at spille nogen stor rolle for Rachel i de følgende måneder. En af grundene hertil var naturligvis, at Simon ganske tydeligt ikke var interesseret i hende på den måde. Men den mest væsentlige grund var det kæmpe arbejde, som hun og holdkammeraterne lagde i opvisningsshowet, samtidig med at lektier, eksamensforberedelse og ansøgninger til colleges tog en smule overhånd.

Så vidt muligt forsøgte afgangseleverne at undgå at diskutere fremtiden, men det var uundgåeligt, de fjerdeårseleverne i en fællestime fik tid til at sende ansøgninger ind til de forskellige skoler. Efterfølgende var stemningen temmelig trykket, og langt de fleste forholdt sig tavse i en rum tid. Tina var bestemt ikke én i mængden.

,,Hvis du kunne vælge et hvilket som helst sted i verden, hvor ville du så læse henne?” spurgte hun Rachel, mens de yngre elever væltede ind i spisesalen for at holde frokostpause.

,,Hvad er det for et spørgsmål?” grinede Rachel.

,,Det er da et reelt spørgsmål,” påstod Tina. ,,Jeg gad godt til Japan.”

,,Hvorfor dog?”

,,Japanere er seje.”

,,Seje?” Rachel hævede et øjenbryn i skepsis.

,,De har flere forskellige alfabeter,” argumenterede Tina med et grin.

,,Det er da meget nemmere kun med et.”

,,Du er skør,” sagde Rachel, inden hun tog en stor bid af sin sandwich.

,,Måske,” medgav Tina, som fulgte eksemplet og gav sig til at fortære sin mad. Dog forholdt hun sig ikke tavs ret længe, før hun spurgte: ,,Men seriøst, hvor ville du tage hen?”

Rachel overvejede det for alvor i et kort øjeblik. Det havde været nemmere at besvare Tinas spørgsmål, hvis der var én ting, hun gik op i med krop og sjæl - ud over gymnastik - der var knyttet til et bestemt geografisk sted. Som for eksempel fremtidige geologer der gerne ville læse i nærheden af Yellowstone eller kunstinteresserede, som valfartede til Firenze på grund af byens tidligere status som kulturelt hovedsæde.

,,Måske London,” svarede hun endelig. ,,Der skulle være ret pænt, og de har nogle sindssyge universiteter.”

,,Men London er bare så triviel, ikke?” Spørgsmålet var ledende. ,,Det er i hvert fald ikke særlig opfindsomt eller anderledes.”

,,Nok ikke, men det er New York heller ikke, og det er dér, jeg satser på at komme ind.”

,,New York er en fed by,” pointerede Tina optimistisk. ,,Men igen er den klassisk. Og lidt mærkelig, fordi du allerede bor der.”

Rachel nikkede bare med munden fuld af mad og et skævt smil på læben. Den sidste, hun havde forestillet sig ville sige den slags, var Tina. Måske mest af alt fordi Tina var ufrivilligt stavnsbundet af sine forældre i den by, hvor hun havde boet altid. På nær de snart fire år, hun havde tilbragt på skolen i Pennsylvania.

,,Ved du for resten, hvor de andre skal gå?”

Der lå noget implicit i spørgsmålet, som Rachel ignorerede med vilje, fordi hun ikke havde lyst til at tale om det. I stedet så hun sig omkring i spisesalen. I dagens anledning havde fjerdeårseleverne fået fri fra det sidste modul, så de kunne drøfte fremtiden med hinanden, inden de skulle til træning med deres respektive hold. Disse sad og klumpede sammen bagerst i spisesalen, så alle første-, andet- og tredjeårseleverne kunne komme ud uden at mase og skubbe sig gennem et hav af tasker, der ikke blev flyttet i nærmeste fremtid.

Da hendes øjne faldt på Simon, så han i hendes retning og blinkede drillende, inden han vendte tilbage til sin samtale med David Campbell fra sit hold. De to havde et lidt sært, nærmest broderligt forhold til hinanden, som ingen anden på årgangen kunne gøre sig forhåbninger om at forstå. Måske stammede dette fra, at de havde kendt hinanden som børn og nu koreograferede deres egne danse sammen når tiden var til det.

,,Næh,” svarede hun sin bedste veninde.

Tydeligvis var svaret meget forsinket, for Tina så op og lignede i den grad en, der ikke havde forventet et svar.

,,Hvad med dig og Pete?” spurgte Rachel så, ivrig efter at skifte emne. ,,Hvordan vil I klare det, når du flytter hjem og han bliver her?”

For en gangs skyld blegnede Tinas ellers evige smil, og de brune øjne faldt ned til bordpladen i brøkdelen af et sekund. Så børstede hun en tot af sit lange, brune hår ud af øjnene og trak på skuldrene.

,,Vi skal nok få det til at fungere,” sagde hun usikkert. ,,Men det er ikke noget, vi har talt så meget om endnu.”

,,Om ikke andet tjener han vel penge nok til at komme og besøge dig.”

,,Det kommer han nok også til. I hvert fald i begyndelsen. Men du kender Pete. Når han først bliver optaget af noget, så kan han have lidt svært ved at slippe det igen.”

Selv om det ikke blev sagt, så kunne Rachel udmærket se, hvorfor Tina ikke lød glad for denne af Petes kvaliteter. Lige nu var der stadig tilstrækkeligt mange gymnaster på Eliteholdet, som han kendte på et personligt plan, til at han nok stadig følte sig som en del af gymnasternes fællesskab. Men om ikke så længe var Fiona også færdig på skolen - som den sidste fra hans tid på holdet -, og så ville han måske føle behov for at træde i karakter som en femtedel af holdets trænerteam. Og skete dette ville der ikke blive ret mange ture ud af staten.

,,Jeg tror, at han ville vælge dig over at tilbringe weekenderne med ingenting,” sagde hun optimistisk og strøg Tina over skulderen. ,,Det skal nok gå.”

,,Og selv hvis vi ikke får det til at fungere, er det ikke jordens undergang,” mumlede Tina opgivende.

Da gik noget meget mærkeligt op for Rachel, og hun så pludselig på sin bedste veninde med helt nye øjne. Fra det ene øjeblik til det næste var Tina gået fra en usikker teenager til en kontrolleret voksen, der så realiteterne i øjnene, selv om de var barske.

,,Ærligt talt,” sagde Jonas og slog en flad hånd mod bordpladen. ,,Lad dog være med at være så dramatiske. I piger er alt for gode til den slags.”

For denne kommentar høstede han et useriøst dræberblik fra Teresa, som efterfølgende lagde hovedet mod hans skulder og lod sig formilde igen. Dette lettede stemningen betragteligt, og da klokken ringede og de yngre elever søgte ud mod klasselokalerne igen, var der en behagelig summen af samtale blandt afgangseleverne i spisesalen. Der var forskellige samtaler om hattene og kåberne, som de skulle bære på den sidste skoledag, hvor de fik deres diplomer.

Selv om skolens afslutning betød, at man så skulle skilles fra sine venner gennem fire år, så mange alligevel frem til at blive færdige med high school. Til at kunne sige, at de havde taget en eller anden - om end kortvarig - form for uddannelse, selv hvis de ikke ville på college. Mest af alt troede Rachel, at de glædede sig lidt til at slippe for presset fra undervisningen - fra lektierne og afleveringerne, fra prøverne og repetitionen og alt det andet kedelige. I mindre grad glædede de sig nok til at slippe for gymnastikken eller dansen, som de havde viet deres liv til i de fire år, de havde gået på skolen.

Det var nok meget heldigt, at gymnasterne på Eliteholdet ville prioritere gymnastik over meget, for da de ankom til træningen denne eftermiddag, var der ingen nåde. Pete varmede op med dem - en ultrakort og eksplosiv opvarmning, der fik sveden til at dryppe fra pigernes hestehaler og trille ned over drengenes biceps. Og så var det ellers lige på og hårdt med opvisningsprogrammet, som de havde sat sammen nu.

Selve opvisningen stod lige for døren. Der var kun resten af den igangværende uge og to ekstra tilbage til at finpudse alt og komme i absolut topform. Aldrig havde Rachel følt sig så presset, selv kravene havde været de samme alle årene igennem - ud over at hun nu også skulle vente på svar fra colleges og forberede sig på afsluttende, endelige eksaminer. Prisen for den enorme mængde sport, eleverne på Plikanes skole dyrkede, var, at en obligatorisk del af deres skolegang var eksamination i samtlige fag ved skolens afslutning. Til gengæld fik de fritid i april efter opvisningen, hvor de kunne mure sig selv inde og fordybe sig i noget helt andet, end langt de fleste havde fokuseret på siden de startede der.

Da de alle udmattede traskede fra Kasernen og over mod dormitorierne på modsatte side af skolebygningen, kom Rachel til at tænke over, hvor meget hendes liv havde forandret sig siden første skoledag. Det første halve år havde været et sandt mareridt, og det var heller ikke ligefrem, fordi alting siden da havde været lutter solskin og sommerfugle, men hun havde fået det meget bedre, da hun lærte folk at kende. Hun var glad for at gå der nu, og for det meste ville hun også ønske, at hun kunne blive. Hvis hun tiggede og bad Zacharias Plikane om et job som træner - som Pete havde fået det - tvivlede hun ikke på, at han ville give efter … Men dybt inde vidste hun også godt, at selv om stedet vækkede mange minder, som hun altid ville have kær, så var det på tide at komme videre i livet, når hun var færdig med high school. At få en uddannelse og for alvor gøre sine forældre og Dominic stolte.

Lidt efter lidt havde hendes forældre jo fundet ud af, hvilke ting der havde udspillet sig på skolen omkring Robert. Og de havde mildest talt været både skuffede og en smule vrede over, at hun havde ladet det stå på så længe. Efterhånden - i løbet af sommeren - havde de dog tilgivet hende, for hun var jo deres lille datter og i deres øjne kun et barn, selv om hun nu var atten år og burde være i stand til at stå på egne ben.

Når hun tænkte på Robert, så rungede ordene ”Man kan ikke ændre fortiden, Rachel. Men man kan forsøge ikke at begå de samme fejl i fremtiden” i hendes hoved. Skete det forsøgte hun som regel at være alene, eller at skubbe tankerne ud af hovedet, inden de kunne nå at slå rod.

,,Du er så stille i dag, Rachel,” kommenterede Ninnie, som gjorde sig store anstrengelser for ikke at nævne sit forhold til Dominic i offentligheden, blidt, da de trådte indenfor i pigernes dormitorium. ,,Er du okay?”

,,Jeg har det helt fint,” svarede hun forsikrende og smilede en kende falskt til sin veninde.

I virkeligheden var hun ikke altid så sikker på, at hun havde det helt fint. Ikke lige for tiden. Selv om hun var glad med alle sine venner og sin yndlingssport omkring sig, så var der tidspunkter, hvor hun stadig havde det elendigt, og hvor hun følte sig som et forfærdeligt menneske. Oftest skyldtes dette jalousi eller misundelse af andre - noget hun ikke havde haft den store erfaring med, før hun første gang tog sig selv i at vrisse ad Tina, at hun og Pete ærligt talt godt kunne praktisere deres udveksling af mundvand et andet sted en for øjnene af alle andre.

Det virkede bare så uretfærdigt, at hendes veninder kunne få lov til at være forelskede og have det rart med drengene, mens hun tumlede med ideen om at være vild med Simon. Hvis hun var forelsket i ham, så vidste hun, at hun ville komme til at fortryde det, hvis hun ikke sagde noget højt, inden de var færdige på skolen. For når det skete, ville chancen være forspildt, og de ville nok efterhånden miste kontakten.

Men det var lettest at lade være og fokusere på arbejdsmængden forude. Så det gjorde hun - og tog én dag ad gangen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...