Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6302Visninger
AA

24. - December

Juleferien havde aldrig nogensinde føltes så lang. Fra det øjeblik Rachel og Callie var ankommet til lejligheden på Manhattan til den situation, Rachel i øjeblikke befandt sig i, havde den syttenårige pige nærmest kedet sig konstant. Okay, måske havde der været nogle få undtagelser, såsom dagene lige omkring jul og timerne lige efter hjemkomsten, hvor hun havde plapret løse i timevis om de sidste måneders begivenheder. Om juleballet, om Pete og Tina, Teresa, Jonas og Aiden, og ikke mindst om Robert.

Underligt nok lod Dominic til at være mest interesseret i at høre om Aiden. Eller måske var det i virkeligheden ikke så underligt, for Dominics hjerte blødte for alle, der havde problemer med fysikken, der var svære at overvinde. Rachel fandt senere ud af, at han i sin tid på universitetet havde lavet et større projekt om spastisk lammelse, en lidelse han gerne så helt udryddet. Når hun gav sig tid til at fortælle om Aidens situation, blev Dominic eftertænksom, som om det rørte ham personligt. Bagefter smilede han, klappede hende nedværdigende på håret som den ældre bror, han nu engang var, og kom med en bemærkning om, at så måtte hun jo hellere gøre hverdagen lettere for Aiden.

Det ville ikke komme til at ske. Hun havde andre ting at tage sig til, såsom at lave lektier og vedligeholde sit forhold til Robert, der var blevet endnu bedre efter juleballet. Et sted inderst inde vidste hun godt, at Robert havde haft brug for et lille skub i sin værdsættelse af hende. Dette skub havde han åbenbart fået, da han fandt hende siddende sammen med Aiden til festen, selv om der intet andet var i forholdet mellem de to end venskab.

Som et resultat heraf havde Robert været meget opmærksom og ventet på hende efter træning, så de i det mindste kunne følges tilbage til pigernes dormitorium. Efterfølgende mødtes de så lige før aftensmaden, og det hændte at Rachel spiste med ham og Phil og resten af den gruppe, men ofte skete det også, at hun satte sig sammen med Tina og Pete og resten af deres slæng, hvortil Mikey Summers var blevet en glædelig tilføjelse. Det var endnu en fjerdeårselev, Rachel, Tina, Jonas og Teresa ville blive nødt til at tage afsked med til sommer, men hver sorg til sin tid.

Livet på skolen havde aldrig syntes mere interessant, og Rachel havde aldrig nogensinde følt sig helt så levende og værdsat som nu. Derfor var juleferien ikke noget, hun havde set frem til, ud over at det selvfølgelig var rart at se familien lidt. De kunne godt mærke forandringen i hende, sagde de, men det var så afgjort ikke nogen dårlig forandring.

Før hun flyttede hen på skolen, havde hendes forældre insisteret på, at hun havde pligter. Såsom at tømme opvaskeren eller støve af om onsdagen eller lignende. Små opgaver, der alligevel lige tog lidt tid ud af hendes program, og som hun havde hadet til døden. Nu var der ikke flere pligter, og hun blev opvartet konstant. Hver dag løb hun en tur ned til Central Park, gennem den smukke park og tilbage igen, dels for at holde sig i form, men også dels for at komme lidt væk fra kedsomheden og det søde liv derhjemme.

Som regel sad de længe om aftensmaden og talte sammen, og det var ganske hyggeligt, fordi det var endnu en distraktion fra de få begivenheder, der indbød sig i hendes liv derhjemme. Folk kom til New York med store drømme om et liv i overhalingsbanen, og bilerne i gaderne neden for husene understregede dette. Men Rachel følte næsten, at hun var ved at blive kvalt af ro og langsommelighed. For hun var vant til et fast, hårdt program hver eneste dag - og hun elskede det.

Men så kom dagene op til skolestart, og hun indså, at hun havde bunker af ting, hun kunne lave. Lektierne havde hobet sig op over den sidste uge frem mod ferien, og nu havde hun et bjerg, som hun havde udskudt til sidste øjeblik. Deriblandt et par afleveringer. Noget af det gode ved at være derhjemme var, at hun havde ro om aftenen til at løse sine opgaver. Steph eller Alina løb ikke konstant rundt og spurgte, om ikke hun lige kunne hjælpe med dét eller dét. Den eneste forstyrrelse, som af og til bød sig, var Callie, som kom ind med en kop varm kakao eller en rest af julesmåkagerne. Eller hvis Dominic var på besøg - han var flyttet ud og boede for sig selv - kunne han finde på at smide sig oven i hendes noter og rode alting til, blot for at give hende en hånd efterfølgende.

Hun skulle være tilbage på skolen senest søndag eftermiddag, og torsdag tog hun fat på slavearbejdet med matematik, hvor hun skulle løse integraler og differentiere funktioner i hvad der føltes som en uendelighed. Fru Caprin havde været ganske gnaven over afbrydelsen midt i forløbet om bestemte integraler, og det havde ledt til den ufattelige lektiemængde. Men hun havde langt fra været den eneste lærer, som syntes, at de skulle have noget ud af ferien, for hr. Tennant havde givet dem en hel bog på hundrede og tredive sider for om Borgerkrigen, og fru Dickey havde fundet det relevant for samtlige af sine elever at kende til hvilke muskler der sad hvor - og deres latinske betegnelser, selv om de fleste var ligeglade.

Historielektien var færdiggjort, sammen med den stil, hr. Crow havde givet dem for. Biologi måtte vente til den følgende dag, når der var gjort kål på matematikken, besluttede Rachel, mens hun bøjede sig ned over sin opgavebog og sit hæfte ved siden af. Teoribogen havde hun glemt på skolen, hvilket viste sig at være en ulempe, eftersom hun absolut ikke kunne regne ud, hvordan hun fandt arealet mellem to grafer. Hun søgte på nettet, men det gjorde hende blot endnu mere forvirret og desperat. Havde Dominic været der, kunne han nok have forklaret hende det - men det var han ikke.

Endelig kom hun frem til løsningen selv. At trække arealet under den nederste graf fra arealet under den øverste graf. Lettet og glad bladrede hun om til bogens facitliste og kunne konstatere, at selv om fremgangsmåden ikke var så kompliceret, som hun troede, så havde hun fået det rigtige resultat. Herefter strøg det af sted med matematikken, og hun blev færdig i løbet af ingen tid, så hun besluttede sig for også at se lidt på det opgavesæt, hr. Berry havde stillet til fysik.

Det handlede om energi, kræfter og arbejde, og hun stirrede længe på de formler, der blev udledt på bogens sider, uden at forstå et kuk. Denne gang ville det næppe nytte noget at søge på nettet, eftersom bogen var sådan indrettet, at den burde forklare tingene simpelt. Det gjorde den bare slet ikke. Og opgaverne syntes hun ikke passede til teorien, hvilket bare var endnu mere frustrerende.

Irritabelt slog hun hovedet mod sin væg og stønnede. Så greb hun sin computer alligevel, blot for at se, om der var nogen online på Facebook, som hun kunne spørge. Efterhånden var det temmelig sent, så det var kun skolekammerater fra staterne længere mod vest, der stadig var oppe, lod det til. Men ingen heraf var særligt kloge, vurderede Rachel demotiveret. Så gled hendes øjne over den nyligt opdaterede ”Chat”-liste, og de faldt over et navn, hun ellers ikke så ret meget til på Facebook.

Aiden C. A. Spencer. Hun bed sig i underlæben, overvejende hvad hun skulle gøre. Skulle hun skrive til ham? Ville han sætte pris på det, eller ville han finde hende irriterende?

Med et suk tog hun mod til sig og placerede computeren på sit skød, hvorefter hun skrev beskeden:

Hej, Aiden. Du skulle ikke tilfældigvis være ekspert i fysik, vel? J

Hun mente, at han havde fysik frem for biologi, men var faktisk ikke helt sikker. Hvis han ikke havde fysik, kunne det jo være lige meget - så havde hun i det mindste gjort et forsøg på at løse opgaverne med hjælp fra andre.

Der gik ikke lang tid, før hans svar kom:

Hej, Rachel. Sikken en overraskelse! Ekspert vil jeg ikke kalde mig, nej. Men hvad er problemet? Det kan være, at jeg kan hjælpe alligevel :-P

Hun smilede for sig selv og overvejede, hvordan hun bedst kunne sætte ham ind i opgaven på en kort og præcis måde.

Jeg skal finde ud af begyndelsesfarten for en genstand, der vejer tyve gram. :-P

Der gik  ikke meget mere end et par sekunder, før han svarede:

Hvad er det overordnede emne?

Hun så på bogen.

Kinetisk, potentiel og mekanisk energi J

Har du regnet noget energi ud tidligere? :-P

Hun tjekkede sine tidligere udregninger ud, og derefter bogens. Umiddelbart kunne hun ikke finde ud af, hvad hun skulle bruge og ikke bruge.

Jeg har 0,5 J fra opgaven før, men det er arbejdet for elastikken, som sender kuglen, jeg skal finde farten af, af sted.

Det er de 0,5 J, du skal bruge. Og så isolere v i formlen for kinetisk energi :-D

Selvfølgelig! I det øjeblik kunne hun have slået sig selv meget hårdt i hovedet, fordi opgaven var så simpel. Hvorfor havde hun ikke kunnet regne det ud noget før? Det var jo ikke ligefrem noget kompliceret regnestykke, og hun vidste jo udmærket godt, at den potentielle energi var lig med arbejdet, som var lig med den kinetiske energi, når denne blev omdannet. Det var jo såresimpelt.

Nåh, ja. Tusind tak! :D, skrev hun til sin holdkammerat.

Det var da så lidt, svarede han. Er du i gang med lektierne?

Egentlig burde hun få afsluttet samtalen meget hurtigt, fordi hun vidste, at Robert ville blive stiktosset, hvis han fandt ud af, at hun skrev med Aiden. Og der var ingen grund til at lege med ilden. Men Robert var der ikke til at holde øje med hende, og hun måtte vel selv bestemme, hvem hun ville være i kontakt med.

Jep. Har I mange for? J. Hun vidste fra Pete og Robert, at de havde den del for, men hvor meget havde hun ikke magtet at sætte sig ind i.

Det er ikke så slemt, blev Aidens svar. Hvad går du ellers og laver?

Hvad gik hun egentlig og lavede? Ud over lektier? Af en eller anden grund opfattede hun spørgsmålet meget dybere, end hun normalt ville have gjort det. Hvorfor havde han stillet det? Var det, fordi han gerne ville forblive i kontakt med hende? Ville han høre om hendes liv og lære hende at kende? Eller var det bare for at være venlig og samtidig fordrive tiden indtil han skulle tilbage på skolen?

Glæder mig til at komme tilbage på skolen. Hvad med dig?

Præcis hvordan det lykkedes hende at komme med et svar, der ikke ville forekomme ham underligt, anede hun ikke, men hun gjorde det.

Venter på at min far kommer med pizza ;-)

Svaret fik hende til at fnyse af dårligt tilbageholdt latter. Det var ikke lige den slags svar, hun ville have forventet fra ham, men på en måde passede det alligevel meget godt ind i hans personlighed.

Henter dine forældre stadig den slags for dig? :-P, drillede hun.

Tja, svarede han, og først så det ikke ud til, at han ville fortsætte. Så kom der alligevel en tilføjelse: Det er ikke så nemt at bære pizza med krykker i hænderne ;-)

Kan du ikke nøjes med den ene? foreslog hun nysgerrigt.

Det kunne jeg måske nok, men det gik ikke overvældende godt sidst.

Hvad skete der?

Det var til julefesten J

Ah, på den måde :-P Helt ærligt, var du okay den aften?

Der gik et stykke tid denne gang, hvor hun kunne se, at han henholdsvis skrev og ikke skrev i chatrummet, hvilket var mildt frustrerende, fordi hun var nysgerrig efter svaret. Også selv om hun kendte det på forhånd. For naturligvis var han ikke okay den aften - det havde han endda fortalt hende, da de først kunne tale sammen alene, uden for andres synsfelt.

I grunden var det underligt, at Aiden havde valgt at betro brudstykker af sine hemmeligheder til hende af alle mennesker. De talte ikke overdrevet meget sammen til hverdag, og efterhånden var det blevet sådan, at Robert underholdt Rachel i alle ledige timer, de kunne finde. Timer som Aiden tilbragte sammen med Mikey eller Pete og Tina. Til træning kom de heller ikke hinanden meget ved. Aiden havde deltaget i rytmetræningen på det sidste - så godt han nu kunne med begge krykker - men havde ikke rigtig værdiget Rachel et blik, når hun så i hans retning.

Hun følte sig ikke så lidt dum, sådan som hun så efter ham, når hun trådte ind i et nyt rum i skolebygningen, vel vidende at han aldrig ville bemærke hende som det første. Og nu sad hun så dér på sin seng og stirrede som besat på sin computerskærm, mens hun ventede på hans svar på et ganske almindeligt spørgsmål. Et spørgsmål en veninde ville stille sin ven, hvis hun ikke troede, at alt var, som det skulle være. I virkeligheden var der ingen grund til, at hun skulle føle sig så ængstelig og spændt, som hun gjorde.

For ikke at virke desperat klappede hun sin computer sammen, samlede sine ting i en bunke og lod dem dumpe ned i kufferten, hvor de hørte til, når hun tog tilbage på skolen. Beslutsomt forlod hun værelset for at gå ud til sine forældre i stuen og tage et æble i frugtskålen, som hun skyllede med vand og tørrede i et stykke køkkenrulle. Derpå stillede hun sig bag sofaen og fulgte med i filmen Bridget Jones’ dagbog, der kørte på fjernsynsskærmen.

Det varede dog ikke længe, før hun havde gnavet sig gennem æblet og var blevet træt af filmen. Derfor smed hun skroget ud, sagde godnat til sine forældre og tøffede ud på badeværelset for at børste tænder og tisse. Da dette var gjort, gik hun direkte ind på sit værelse, skævede overvejende til computeren og rakte så ud efter den, mens hun smed sig på sengen.

Så snart Facebook blev åbnet, kunne hun se, at Aiden havde svaret, og det sugede sjovt i mellemgulvet.

Som du selv kom frem til, så havde jeg ondt. Og så var jeg enormt træt, fordi jeg ikke havde sovet om natten, og drengene holdt mig i gang hele dagen. Det hele kulminerede nok bare, og det kunne jeg åbenbart ikke håndtere helt så godt, som jeg havde troet, at jeg kunne. Men det hjalp at få en pause.

Selv om der stod, at han stadig var online, overvejede Rachel at lade være med at svare før den næste morgen. Ikke fordi hun ikke havde lyst, men fordi hun ikke ville virke for ivrig. Han skulle nødig få den forkerte idé, og det skulle Robert heller ikke, hvis han nogensinde fandt samtalen, selv om den næppe indeholdt noget, han kunne anklage hende for.

Som havde de deres eget liv, valgte hendes fingre dog at svare, før hun kunne nå at standse sin besvarelse af den lidt længere tekst:

Hvis du har brug for hjælp med noget, kan du bare sige til en anden gang. Jeg hjælper gerne.

Det er jeg ikke i tvivl om, blev svaret. Men jeg tvivler på, at din kæreste ville sætte pris på det.

Nej, det har du nok ret i.

Samtalen døde lidt hen efterhånden, selv om Rachel gerne ville have spurgt mere ind til ham. Det lod ganske enkelt til, at han undgik spørgsmål, eftersom han sørgede for med det samme at stille hende de samme spørgsmål, som hun stillede ham. Til sidst gav hun op, skrev, at hun ville gå i seng, og lukkede computeren.

 

Søndag morgen gled familiens bil så af sted mod Plikanes akademi i nabostaten igen, og Rachel glædede sig til at komme tilbage til sine venner og sin aktive hverdag, hvor der skete noget hele tiden, lige med undtagelse af de tidspunkter, hvor hun lå og sov på sit værelse sammen med Alina og Steph. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...