Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6269Visninger
AA

23. - December

Sne faldt ned fra det tunge, brune skydække på den ellers mørke aftenhimmel den anden lørdag i december, og normalt ville Plikanes elever have været ude for at nyde denne vinterlige markør. Imidlertid var der ikke tid til den slags for pigerne. Dormitoriet var i oprør. Kjoler, strømpebukser, sko og dimser til håret syntes at flyve rundt på afsatserne med døre ind til værelser, og fællesrummet, som efterhånden blev godt bemandet, sendte et brøl af samtale op mod det højt hævede loft.

Rachel stod på værelset og stirrede ind i det spejl, som Alina havde klistret op på sig garderobeskab, mens Stephanie var ved at ordne sit hår på badeværelset og Alina vimsede omkring og forsøgte at finde sin taske.

Frustreret legede Rachel med tanken om bare at tage kjolen af og gå i seng, mens de andre dansede og spiste til årets helt store festlige begivenhed. Hvad der havde fået hende til at bruge penge på en sådan kjole, kunne hun ikke komme i tanke om nu. Havde hun overhovedet prøvet den på i butikken? Hvis hun havde, var det så muligt at købet var blevet foretaget som følge af en hjerneblødning?

Selve kjolen var helt fantastisk, og den sad godt på hende, men hun strålede ikke i den, som hun ellers syntes, at hun havde gjort i butikken. Den fik hende til at ligne en meget ordinær mannequin med løse mørke lokker faldende omkring skuldrene og døde øjne. Hun følte nærmest, at hun druknede i den, fordi hun umuligt kunne leve op til den standard, de forskellige stykker stof satte. Folk ville se i retning af Rachel Donovan og finde intet andet end en smuk kjole på et stativ, det var hun overbevist om.

,,Kom nu, Rachel,” sukkede Steph, som var blevet færdig med sit hår. ,,Alle kommer til at misunde dig. Du ligner en prinsesse.”

,,Ja, men jeg er ikke en prinsesse, Steph. Jeg kan ikke …”

Modstræbende tog hun de flade sko på, hun havde valgt til aftenen og fulgte alligevel med sine to bofæller ud på afsatsen ned mod fællesrummet. Kjoler i alle regnbuens farver var at finde nede på gulvet. Flere havde valgt rød eller blå, men ingen i helt samme nuance eller form.

Idet hun fulgtes med Steph og Alina ned, scannede Rachel gulvet med øjnene for at finde sin bedste veninde. Hun havde nær aldrig genkendt Tina, som normalt klædte sig afslappet og havde det brune hår hængende løst omkring skuldrene. I aftenens anledning var de lange, leverpostejsfarvede lokker ikke ordinære at se på. Tvært imod skinnede de sundt fra de fletninger, de var viklet i omkring Tinas hoved, og enkelte slangekrøller flankerede det kønne, smilende ansigt, hvor der var brugt en let makeup, der fremhævede Tinas brune øjne. Kjolen var det, der først afslørede hende, for den havde Rachel jo været med til at købe. Den var syet i ét stykke med en dyb udskæring i ryggen. Selve stoffet var blankt, i en farve halvvejs mellem strålende guld og mosgrøn, og den faldt let omkring Tinas slanke figur, helt ned til gulvet.

En forfærdelig følelse greb Rachel, og hun skubbede den lynhurtigt væk. Aldrig nogensinde havde hun været misundelig på Tina, og hun brød sig ikke om at være det. Men hun ville ønske, at hun kunne gløde lige så naturligt som sin bedste veninde i dette øjeblik.

,,Wow, Rach!” udbrød den smukke pige i den skinnende kjole, da hun fik øje på sin bedste veninde. ,,Du ser -”

,,Dum ud?” foreslog Rachel med et dybt, modløst suk.

,,Er du tosset?” spurgte Tina retorisk. ,,Jeg troede, at du elskede den kjole.”

,,Det troede jeg også,” mumlede hun mismodigt. ,,Jeg er slet ikke pæn nok til den. Det er ligesom meningen, at kjolen og bæreren skal passe sammen, og det er slet ikke et match.”

Tina himlede med øjnene og gav hende et lille puf, mens de andre piger begyndte at bevæge sig mod udgangen.

,,Rach, den passer perfekt til dig. Smil og vær glad, og så stråler du præcis lige så meget som din kjole.”

,,Tror du?”

,,Jeg er helt sikker.”

,,Tak,” mumlede Rachel og smilede en anelse, selv om hun ikke var helt overbevist.

,,Ikke for noget, Rach, men hvor er din taske?”

,,Pis, den har jeg glemt på værelset.”

Alle andre piger havde en form for clutch eller lille taske med sig, hvori de opbevarede deres telefoner og lignende. Og Rachel havde da også proppet sin mobil ned i én, men det skulle vise sig, at hun havde glemt den på værelset midt i sin depressions hede. Nu virkede det som en helt idiotisk tanke, at hun ikke burde være glad og smilende i sin kjole, for naturligvis havde Tina ret, og hvis hun blot havde tænkt så langt selv, så havde hun nok husket det hele.

,,Gå bare i forvejen, Tina, så kommer jeg lige om lidt,” lovede hun.

,,Er du sikker? Jeg kan sagtens vente.” Selvfølgelig tilbød Tina det, for det var jo Tina af alle mennesker.

Men Rachel vidste, at hun havde en bedste veninde, som så frem til sin aften tilbragt i selskab med Pete, som hun mere eller mindre havde patent på. Så selvfølgelig var Tina et eller andet sted ængstelig for at komme ud af døren og finde sin date. Det ville enhver anden jo også være, hvis de ikke i forvejen var kærester med deres partnere.

,,Skynd dig hellere at finde Pete, inden han bliver utålmodig,” drillede Rachel.

,,Okay,” svarede Tina rødmende. ,,Men vi ses lige om lidt, ikke?”

,,Jo, selvfølgelig.”

Da Tina var gået sammen med de andre, vendte Rachel rundt på hælen for at løbe op og finde sin taske, der mindede mere om en pung. Undervejs passerede hun spejlet og kastede et hektisk blik i det af vane.

Denne gang så hun forandret ud, mindre nervøs, mindre modfalden. Hendes hår faldt i bløde bølger ned over ryggen og skuldrene, og kjolens kridhvide farve stod i kontrast til de mørke lokker omkring den. Aidens mor havde udført sit job godt, for kjolen var virkelig fantastisk, selv om den ikke var overdådig. Den syntes at stråle i al sin simplicitet. Bagpå havde den snører som i et korset, og den sad tæt over overkroppen og taljen, men faldt så ud i bløde folder mod gulvet, så den hvislede ganske sagte, når hun gik. Stropperne var brede og egentlig lidt overflødige, eftersom de hang en smule løst ud over det øverste af hendes overarme i kontrast til hendes evigt gyldne hud.

Men hun så knapt så fantastisk ud som mange af de andre piger i deres farvestrålende kjoler og med håret sat kunstfærdigt op. Det kunne hun godt leve med, og det troede hun også godt, at Robert kunne.

Gribende sin taske skyndte hun sig ud igen og huskede kun lige akkurat at løfte kjolen, da hun trådte ud på den overdækkede sti, der ledte hen til skolen. Det var heldigt, at der var spærret for vejret ovenfra, for snevejr var slået om i regn, og en sidelæns vind blæste de kolde dråber ind i gangen fra nord. Så Rachel holdt sig så langt fra den side som muligt, samtidig med at hun forsøgte at undgå de splat, regndråberne lavede mod gelænderet til den modsatte side.

Samtlige af skolebygningens vinduer var oplyst af stearinlys på en romantisk måde, der mindede hende om skolen fra Harry Potter-bøgerne og den måde, vinduerne i filmen altid blev spejlet i søens vand nedenfor. Plikanes akademi var elevernes eget Hogwarts på så mange forskellige måder, at det var svært at forestille sig, at magi ikke fandtes på skolen i en eller anden afskygning. Der var noget underligt romantisk ved tanken.

Efterhånden som hun kom nærmere, kunne hun høre brudstykker af de mest højlydte samtaler fra spisesalen, fraktioner af navne og udbrud. Og så var hun der, lige uden for dørene. Robert stod og ventede på hende sammen med en gruppe bestående af Phil, Janet, Olivia, Dean, Ninnie og Aiden. Ud over Aiden syntes alle at passe godt ind i selskabet, men han var vel ikke malplaceret, fordi han stod sammen med Ninnie. Hun fik altså sin vilje med hensyn til at følges med ham.

De så op, da Rachel kom nærmere. Over Phils læber gled et smørret smil, og pigerne smilede opmuntrende til hende, selv om hun kunne ane en smule misundelse i deres blikke. Hvorfor de så sådan ud, kunne hun ikke regne ud, for de så alle tre mindst lige så pæne ud som hende. Dean piftede drillende, og Robert rankede ryggen for at tage imod hende ved at plante et kys på hendes kind.

,,Lad mig se dig,” hviskede han drillende til hende, idet han trådte tilbage. ,,Drej en omgang.”

Tøvende drejede Rachel en omgang, hvilket var ganske let i de flade, behagelige sko. Da hun igen stod med front mod Robert, trak han let på skuldrene, og hun vidste med det samme, at outfittet ikke faldt helt i hans smag. Han havde jo foretrukket en dyb udskæring i ryggen, og han kunne bedst lide hendes hår sat op. Men hun havde opdaget, at det var blevet så langt, at det rent faktisk så pænt ud, når det faldt i de bløde bølger, og kjolen havde været for fantastisk med den trekantede ryg til at sige nej.

,,Du ser godt ud,” sagde hun stille til Robert, og han smilede kækt.

,,Det gør du også.”

Han løj ikke, for hun kunne se, at han mente det. Men han havde vel stadig andre præferencer, siden han ikke var ovenud tilfreds med hendes mundering.

,,Og dig som ville være mødt op i jakkesæt,” drillede Olivia, inden gruppen begyndte at bevæge sig indenfor.

,,Du kunne godt have brugt en jakke, så let påklædt som du er, Olivia,” kommenterede Phil flabet, hvorfor han høstede en albue i ribbenene fra Janet.

,,Phil, du opfører dig som et røvhul,” konstaterede Robert leende. ,,Jeg synes, at du gør det fremragende, Olivia. Der er ingen skam i at vise det frem, du er udstyret med, når bare det ikke er fedt.”

Rachels blik gled nervøst over til Aiden, som blot rystede ganske svagt på hovedet og lænede sig en smule mere mod sin ene medbragte krykke i det næste skridt. Inde i spisesalen var alle samlet for at følges parvis op ad trappen. Hen over hovederne på et par førsteårselever kunne Rachel skimte Tina og Pete, som stod længere fremme i rækken.

,,Jeg går lige hen og siger hej,” bekendtgjorde Aiden, hvorefter han undskyldte sig selv og satte kursen mod Pete og Tina - og måske også Mikey og Nina Hoffman, som stod i nærheden.

Det var lige før, at Rachel var fulgt med. Et blik i Roberts retning fortalte hende dog, at dette ville være en usandsynligt dårlig idé. Han så i forvejen ikke alt for tilfreds ud, som han stod i rækken ved siden af hende, men det var der vel ikke noget at gøre ved, ud over at forsøge at gøre ham glad på andre måder.

Kort efter vendte Aiden tilbage til Ninnie, som stod og så forventningsfuldt på ham med armene trykket så tæt mod siderne, som hun overhovedet kunne. Den synlige kavalergang lod ikke til at imponere den mørkhårede dreng, som blot smilede til sin partner, inden han sendte Rachel et grin og en bemærkning om, at Pete stadig ikke havde regnet noget som helst ud.

Først i dette øjeblik gik det op for Rachel, at Aiden havde gennemskuet Tina. Det havde hun ikke lige forventet af en fyr som Aiden, men på den anden side havde han den der gennemborende kvalitet. Af og til følte Rachel sig lidt afklædt i hans selskab, fordi hans blik kunne sige mere end tusind ord, og det lod ikke til, at noget undslap hans opmærksomhed i de vågne timer.

Sammen gik den lille flok op i balsalen og tog plads ved samme bord, og under spisningen var det mest Phil, Janet, Olivia og Robert der talte om almindelige hverdagsting. Ninnie var travlt beskæftiget med at studere Aiden og sende Rachel medsammensvorne blikke, Dean og Aiden lod begge til at være mere optaget af maden end af selskabet, og Rachel selv følte ikke, at hun kunne deltage i samtalen. Ikke fordi hun ikke havde lyst, men fordi emnet var ret internt.

I stedet lyttede hun til den dæmpede musik i baggrunden og glædede sig til at danse med Robert. Under dette måltid var der ingen underlige, mistænkelige toiletbesøg og ingen forsvindende Olivia. Det var rart, for hvis ikke Robert gjorde noget, når Olivia var iført så udfordrende tøj, så gjorde han det nok heller ikke, når hun gik i sit normale tøj. Tanken fik Rachel til at slappe lidt af og smile for sig selv.

Efter maden trådte rektor frem for at holde sin sædvanlige tale. I aftenens anledning var han iført et nålestribet jakkesæt med et hvidt lommetørklæde i brystlommen. Han så meget elegant ud, syntes Rachel.

,,Godaften.” Han mødte sine elever med et bredt smil og en nærmest omfavnende gestus, inden han fortsatte med at fortælle, hvor glad han var, for at alle lod til at more sig på denne festlige aften. ,,Det betyder også, at halvdelen af den tid, I har haft til at træne frem mod opvisningen i april, er gået nu. På holdene vil I få det hårdt de næste måneder, og I vil knokle, fordi I er pligtopfyldende og gode.

Jeg vil gerne sige tak til jeres trænere ved denne lejlighed, fordi de lægger et kæmpe arbejde i den opvisning, I skal lave. Uden dem ville der slet ikke være nogen skole som denne, og uden dem ville I være henvist til almindelige high schools rundt omkring i landet. I ville aldrig have mødt jeres venner her. Så lad os give dem en hånd.”

Alle elever rejste sig og klappede ned mod trænernes bord bagerst i balsalen. Lærerne sad ved bordet ved siden af og smilede, tydeligvis godt tilfredse med deres kollegaers indsats. Dernæst gjorde rektor det samme for lærerne, og denne gang var det trænerne, der sendte varme blikke mod lærernes bord.

Efter at klapsalverne var døet hen, blev rektor lidt alvorlig igen, idet han fortsatte: ,,I år har vi brudt et princip. Normalt tager vi ikke folk ind efter optagelsesprøverne, og slet ikke når de ikke starter som førsteårseleverne. Men Aiden Spencer er det hele værd, og jeg er sikker på, at I alle har taget rigtig godt imod ham. Ikke mindst vil jeg takke Eliteholdet for at give Spencer den plads, han har brug for.”

Rachels blik gled over til Aiden, som løftede en hånd til sin pande og bøjede nakken, som for at skygge for de mange blikke, rektors ord blev efterfulgt af. Denne undvigende bevægelse kunne han dårligt bebrejdes, for Rachel ville nok have reageret i samme retning, hvis hun havde været i hans sted - det måtte være forfærdeligt pinligt at være i hans sted. Specielt fordi det tydeligt demonstrerede, at Zacharias Plikane ikke havde den fjerneste anelse om, hvad resten af skolens elever hviskede om Aiden i krogene.

En afrunding på talen, der lød lidt akavet, fik Rachel til at trække blikket tilbage til skolens forstander. Zacharias Plikane stod hun om nogen i stod gæld til, men på den anden side var hun også sikker på, at rektoren kunne have gjort mere for Aiden, hvis han virkelig ønskede det.

Talen blev efterfulgt af musik, og borde og stole blev rykket rundt, så de fyldte mindre på gulvet og der blev plads til den første dans. Nærmest som var det koordineret, trådte samtlige elever ud på dansegulvet. Rachel fik et glimt af Aiden og Ninnie, inden de to forsvandt ind i mængden af let svajende kroppe, mens hun selv stod ved siden af Robert og kunne mærke hans hånd blidt trykket mod sin lænd.

,,Er du klar?” spurgte han hende i et drillende tonefald.

,,Så klar som jeg nu engang bliver,” grinede hun og lod sig hvirvle ind i den rette stilling med en hånd i hans og den anden liggende på hans skulder.

Han kyssede hende hurtigt, inden de satte i gang på det første taktslag og hvirvlede ind i en skøn, nærmest eventyrlig aften med lange kjoler og pudsede elegante herresko, med endeløse smil og ømme, glade blikke ind i hinandens øjne.

 

De havde danset i tre kvarter i træk, hende og Robert, og de var efterhånden begge lidt svedige og opkogte. Selv om de begge var vant til at dyrke intensiv sport flere gange om ugen, så var dette lidt uden for deres element, og i noget helt andet tøj. Derfor var Rachel taknemmelig, da Robert forkyndte med et glimt i øjet, at han lige ville gå ud og få noget frisk luft. Hun vidste godt, at Phil og Robert havde gemt en flaske sprut udenfor, omme ved Kasernen, hvor ingen med sandsynlighed ville komme forbi lige med det samme. Ikke på denne aften. Folk var mere kreative og løsslupne.

I det øjeblik han forsvandt ud af dørene til trapperne, vendte Rachel sig for at orientere sig. Der var stadig mange dansende par på gulvet, størstedelen heraf andetårselever, men også enkelte fra de andre årgange. Olivia og Ninnie stod og talte sammen ved døren ud mod den balkon, der vendte i retning af dormitorierne mod vest. De to så travlt optaget ud, så hun ville ikke forstyrre dem.

I stedet søgte hun efter Tina, og hun fandt sin bedste veninde siddende ved et bord sammen med Pete og Aiden, mens Mikey underholdt sin date på dansegulvet og Jonas og Teresa syntes at have forladt balsalen for en stund.

Pete smilede og talte tydeligvis, mens han gestikulerede, og Aiden nikkede til hvad der end blev sagt. Tina sad ved siden af Pete og strålede lykkeligt, som en sol med sit skinnende brune hår i den skinnende kjole. Et eller andet var sket, og Rachel var nødt til at finde ud af, hvad dette var. Målrettet snoede hun sig væk fra dansegulvet og hen mod sine venner. Med et dybt, forpustet suk lod hun sig falde ned på den eneste ledige stol ved det lille, runde bord.

,,Pyh,” udstødte hun og så ned over sig selv. Heldigvis så hun ikke klam og svedig ud.

,,Er det hårdt at blive svunget rundt på den måde?” spurgte Pete drillende, tydeligvis hentydende til at Robert ofte demonstrerede sin fysiske styrke ved at løfte Rachel, som blev lige overrasket hver gang.

,,Klap i,” befalede hun grinende og pegede bebrejdende på ham. ,,Skal du ikke invitere din partner ud på gulvet?”

,,Nej, det er helt -”

,,Apropos partner,” afbrød Pete Tina, som så lidt forvirret ud, samtidig med at hun rødmede, ,,vidste du så, at Tina rent faktisk kan lide mig?”

Petes fjogede smil sagde det hele: han var glad for at have fundet ud af det. Det var også på tide, syntes Rachel, eftersom Tina havde sendt Pete blikke længe, uden at han lod til at have bemærket noget. Hvordan i al verden Tina havde fået sig selv til at tilstå sine følelser, kunne Rachel simpelthen ikke greje, men det var kun godt, at det endelig var sket.

,,Ork ja! Det har jeg da vidst længe,” sagde hun og blinkede til ham. ,,Jeg er observant, ved du nok.”

,,En observant russer,” mumlede Pete, stadig bredt smilende, mens han lagde en arm omkring Tinas skuldre. ,,Vidste du det, Aiden?”

For første gang siden hun satte sig ned ved bordet, så Rachel på den mørkhårede fyr ved siden af sig. Han smilede, men han så træt ud, og hans brune øjne fokuserede ikke helt på Petes ansigt, selv om det garanteret var ment som et forsøg på øjenkontakt.

Hun vidste, at Aiden havde gennemskuet det.

,,Ærligt talt så tror jeg, at du er den eneste, der ikke har regnet det ud på egen hånd, Pete,” sagde han ærligt, mens han fingererede ved håndtaget på sin krykke.

,,Hvordan skulle jeg kunne regne det ud?” udbrød Pete med påtaget fornærmelse gennem sin formodentligt ægte forvirring. ,,Rach, du skulle forestille at være min bedste veninde. Hvorfor har du ikke sagt noget? Givet mig et hint?”

Som om, tænkte Rachel. Men hun sagde ikke noget. I stedet gjorde hun en fejende gestus mod Tina, mens hun trak let på skuldrene og grinede gavtyvagtigt.

,,Faktisk er det din skyld det hele, Christina!” sagde han anklagende, idet han vendte sig mod den leende Tina, som gav ham et blidt klap på hovedet som straf for brugen af sit fulde fornavn. ,,Du skulle have sagt noget tidligere.”

,,Siden du tydeligvis har gjort det samme overfor mig, kunne du også have sagt noget,” påpegede Tina rationelt.

Deri var Rachel enig i. Pete havde været langt bedre til at holde på sin hemmelighed end Tina. Eller måske var det nærmere sådan, at Pete generelt var så flink og munter omkring alle mennesker, at det var svært at se, hvem han tildelte særlig opmærksomhed. I hvert fald hvis han ikke ønskede, at det skulle være tydeligt.

,,Tænk nu, hvis du havde sagt nej,” protesterede Pete. ,,Jeg vil ikke såres.”

,,Tror du måske, at jeg vil det?”

,,Nej,” mumlede han reflekterende. ,,Nej, det vil du nok ikke. Men så er det godt, at du er så fantastisk modig, at du alligevel tør sige det.”

,,Og heldigt for mig, at du trods alt ikke er værd at være bange for.”

De to sad tæt op ad hinanden nu, med ansigterne så nær at de kunne have kysset hinanden uden at bevæge sig meget mere end en centimeter hver. Der var dét der særlige forelskede udtryk i deres øjne. Et privat udtryk, der signalerede for Rachel, at de ikke ville være til at skille ad efter denne aften.

,,Jeg tror, at jeg skal kaste op,” erklærede Aiden drillende, mens han skubbede sin stol tilbage og greb sin krykke. ,,Undskyld mig.”

,,Du ser faktisk lidt bleg ud, Aiden,” sagde Tina, som kort sled blikket fra sin date, halvt i spøg og halvt i alvor. ,,Er du okay?”

,,Jeg har det helt fint, Tina,” forsikrede han hende med et træt smil. ,,Rachel, vil du med?” Han sendte hende et sigende blik, der bad hende om at give de to andre ved bordet et øjeblik alene.

,,Har du da brug for en hånd?” spurgte Rachel provokerende og håbede, at han fangede det useriøse i tonen.

,,Jah,” sagde han med et suk og vendte øjne. ,,Helt klart. Kom nu bare.”

Modstræbende rejste hun sig. Det føltes som at gå på knive, fordi hendes fødder var blevet ømme af at danse med sko på. Følelsen var uvant, og hun kunne nærmest fornemme, hvordan hun vraltede ved siden af Aiden, som lænede sig mod sin krykke, mens han førte an ud på balkonen, ud i den friske, kolde decemberluft.

Det var ikke et sted, hun kunne opholde sig ret længe, men det var rart at få lidt luft oven på sveden fra dansegulvet og den høje musik og lugten af teenagere og hormoner. Flere andre stod udenfor, og neden for var endnu en del elever forsamlet. Spredte samtaler kunne høres over den underligt fjerne dunken fra musikken.

,,Dig og Ninnie, hm?” spurgte hun nysgerrigt Aiden, mens hun hoppede op og satte sig på balkonens gelænder.

Han stillede krykken fra sig og lod en hånd løbe gennem sit mørke hår. Hans brune øjne så nærmest sorte ud i mørket, bortset fra at lyset fra vinduerne fik dem til at glimte af guld.

,,Ninnie er god nok,” sagde han stille. ,,Jeg ved godt, at I to ikke er bedste veninder, men -”

,,Du har helt ret,” skyndte hun sig at sige. ,,Der er ingen grund til at spørge om lov.”

Han sendte hende et undrende blik. ,,Det havde jeg skam heller ikke tænkt mig,” tilstod han med et smil, der ikke helt nåede øjnene. ,,Hvor har du gjort af Jacobs?”

,,Han er udenfor et eller andet sted,” svarede hun og kneb øjnene lidt sammen. ,,Aiden, er alt som det skal være?”

Som Tina havde påpeget, så han lidt bleg ud. Og han lænede sig tydeligvis tungt mod gelænderet. Det elegante og naturlige var gået af hans holdning, som om han var ved at synke sammen for øjnene af hende. Måske havde det ikke helt været en spøg, det med at gå ud og kaste op?

Frem for at sige noget lige med det samme, satte han sig ned med ryggen mod gelænderet og det ene ben trukket op til brystet. Armene hvilede mod knæet, og hans ansigt faldt ned i håndfladerne. Ikke som i gråd. Rachel kendte lidt for godt den slags stillinger, og den ustråling han havde. Noget rørte sig inden i hende, og hun var ikke helt sikker på, om hun burde sige noget, eller om det ville være akavet. Men bekymringen vandt i sidste omgang, så hun samlede sin kjole en anelse og satte sig i hug foran ham.

,,Du har ondt,” konkluderede hun, bare for at sige et eller andet.

,,Det er ikke så slemt,” protesterede han. ,,På ære. Jeg tager bare lige en lille pause her, og så er jeg klar igen.”

,,Er du sikker?”

Spørgsmålet fik ham til at fjerne hænderne fra sit ansigt og se hende ind i øjnene. Denne gang lod det til, at hans blik fandt fokus. I hvert fald kunne Rachel mærke forbindelsen, da deres blikke traf hinanden. Den sugede i hendes mave på en underlig måde, der var en smule ubehagelig.

,,Ikke fuldstændig,” indrømmede han.

,,Er der sket noget?”

Han fugtede læberne med spidsen af sin tunge. ,,Jeg er ikke vant til at lave noget uden krykker, men det skulle vise sig, at det var lidt besværligt at danse med en.”

,,Så du lod den stå og dansede med Ninnie,” gættede hun. Da han nikkede, daskede hun let til hans skulder. ,,Det var dumt.”

,,Det siger du ikke,” brummede han, og stemmeføringen bar både præg af sarkasme og latter på én og samme tid.

Overvejende hvad hun skulle gøre, rejste Rachel sig og tog hans krykke, hvorpå hun rakte ham en hånd. På en eller anden måde måtte hun jo få ham væk fra kulden, og hun var ikke overbevist om, at han selv ville være i stand til at hive sig op lige nu. Som en af hans veninder - det gik hun ud fra, at hun var - måtte det være hendes pligt at få ham ud af den slags situationer. Om han så samarbejdede eller ej.

Heldigvis modsatte han sig ikke. Tvært imod greb han hendes hånd, og hun halede ham på benene, hvorefter hun udstyrede ham med krykken og sørgede for at holde fast i den arm, han ikke brugte til at støtte sig selv. Bare for en sikkerheds skyld. Pausen så ud til at have hjulpet en lille smule, men som en ekstra sikkerhedsforanstaltning beordrede hun ham ned at sidde, så snart de var kommet indenfor i varmen og havde fundet et ledigt bord. Og han satte sig lydigt og så op på hende, en smule uforstående, som om han ikke helt forstod, hvad hun foretog sig.

,,Hvordan går det ellers?” spurgte hun, da hun satte sig ned over for ham, halvhøjt for at overdøve musikken.

,,Sjov formulering,” påpegede han med et smil, der var bredere og mere ægte nu. ,,Lige nu må jeg indrømme, at det ikke føles, som om der er timer nok i døgnet.”

,,Nej, det kan jeg forestille mig,” sagde hun forstående. ,,Træner du stadig om natten?”

,,Jep. Så ofte jeg magter det.”

,,Bliver du bedre?” Hun spurgte med et glimt i øjet, eftersom hun på ingen måde forventede, at han forbedrede sig fra det, hun havde set.

,,Beder du mig om at vurdere min egen indsats?” Han lo.

,,Ja, det gør jeg nok.”

,,Så ja. Langsomt, men det er bedre end slet ikke.”

,,Det er rigtigt,” medgav hun ivrigt, glad for at kunne føre en normal samtale med ham. ,,Hvad med skolen?”

,,Det går nogenlunde. Du ved… Som forventet med den smule søvn, jeg får.”

,,Tja.”

,,Hvad med dig? Går tingene, som de skal?” Oprigtig interesse for svaret strålede ud af hans brune øjne, og det fik hende til at smile bredt.

,,Bedre,” svarede hun muntert. ,,Og jeg glæder mig til at se mine forældre og min bror i ferien. Jeg håber på, at min bror kommer og henter mig her.”

Det var, som om ordet bror fik ham til at rette sig en smule mere op. Men da hun besluttede sig for at undersøge hans adfærd nærmere, var dette lille tegn på anspændthed forsvundet igen, og et nik fra ham ansporede hende til at fortsætte:

,,I øvrigt er jeg helt sikker på, at du tog fejl med hensyn til Robert.”

,,Åh, Rachel, jeg mente ikke noget med det. På ære. Jeg ville aldrig have sagt noget, hvis ikke det havde været for situationen. Så hvis du er overbevist, så er jeg også.”

Der opstod en lille, lettere akavet pause, som Rachel netop overvejede at bryde med et spørgsmål om, hvorvidt han glædede sig til at blive færdig med skolen, da Robert kom slentrende hen mod bordet med lange skridt og et lettere fjoget udtryk i ansigtet. Det betød, at han havde drukket.

,,Spencer,” hilste han en smule afmålt, inden han vendte blikket mod Rachel og lyste op i et varmt smil. ,,Smukke. Jeg har ledt efter dig. Hvor har du været?”

Uden at vente på svar trak han hende på fødderne og placerede et vådt, begærligt kys på hendes læber, og Rachel lagde armene omkring hans hals og lod sig trække ind i omfavnelsen, selv om det virkede lidt underligt foran Aiden. Faktisk ville det nok have forekommet hende lidt malplaceret foran enhver, der ikke lige var Tina eller Phil, fordi netop de to var henholdsvis hendes bedste veninde og Roberts bedste ven.

Kysset blev tilendebragt, da Robert forsigtigt trak sig baglæns og smilede varmt til hende, og hun kunne se på ham, hvordan han virkelig holdt af hende. Der var en særlig gnist i hans lyse øjne, der var helt anderledes end når han så på nogen anden pige, og tanken var ganske rar. Et blik som dette var den største smiger, Rachel kunne få ud af Robert, og han var ellers ikke sen til at rose eller komplimentere hende på alle mulige forskellige måder.

,,Må jeg bede om denne dans?” spurgte han galant, mens han bukkede let for hende med det dér fjogede grin.

Rachel så på Aiden, som kløede sig i nakken og gjorde en værsgo-gestus med den frie hånd i retning af dansegulvet.

,,Meget gerne,” grinede hun til Robert, som førte hende ud på det nu næsten øde dansegulv.

,,Hvad lavede du sammen med Spencer?” spurgte han, mens de svajede fra side til side til en mere stille sang.

,,Vi talte bare sammen,” svarede hun og lagde hovedet på hans skulder. ,,Hvorfor?”

,,Har du måske ikke set den måde, han ser på dig?”

Spørgsmålet fik hende til at grine, fordi det blev stillet i en så barnlig tone. Som om hun netop havde trådt ham over tæerne. Eller nærmere, som om Aiden netop havde gjort det. Tanken var underligt tilfredsstillende, fordi den viste, at Robert var glad nok for hende til ikke at ville lade andre drenge komme for tæt på. Medmindre de hed Pete McGregor. Af en eller anden grund havde Robert aldrig noget at indvende mod ham.

,,Hør, skat, Aiden og jeg er bare holdkammerater, og han har jo inviteret Ninnie i aften, ikke? Hvis han virkelig var interesseret i mig, ville han nok have spurgt mig,” udpegede hun logisk for ham.

,,Det har du selvfølgelig ret i, smukke.” De drejede en gang, i takt til musikken. ,,Jeg elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...