Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6269Visninger
AA

11. - December

Sneen faldt tæt udenfor, mens Dominic vandrede frem og tilbage foran vinduerne i stuen, rastløs og med en telefon i den ene hånd. Han havde en rynke i panden, som Rachel gerne ville fjerne til fordel for juleglæde og varme, men hun vidste ikke hvordan.

,,Okay… Til West Plains? Men ligger Mountain View ikke tættere på Willow Springs?” En længere forklaring fulgte, inden Dominic åbenbart var tilfreds. ,,Jo. Giv mig halvanden time til at tage forbi og sige farvel.”

Så han havde altså tænkt sig at tage hen på hospitalet på juleaften? Deres mor ville blive overordentligt skuffet, hvis han ikke var hjemme i tide til den traditionelle hygge, de havde den fireogtyvende december. Men Rachel vidste også godt, at Dominics første seriøse patient betød meget for ham, og at det var svært for hendes bror at give helt slip og overlade et andet menneske til andre, måske mere erfarne læger og kirurger.

Efter et øjeblik stoppede Dominic telefonen i sin lomme og vendte sig mod sin søster. De havde været i færd med at se en gammel julefilm, som de begge havde elsket siden de var helt små. Nu var hyggen ligesom spoleret, så Rachel rejste sig også og fulgte efter ham gennem stuen og ud til entréen.

Hun ventede, mens han forklarede, hvorfor han tog af sted så pludseligt. Callie blev, ganske som forventet, ikke ovenud lykkelig for nyheden, men i det mindste gav hun sig ikke til at bebrejde sin søn. For Rachel var det mærkeligt at se, hvor voksen hendes bror var blevet. Der var otte år mellem dem, og den aldersforskel havde aldrig været mindre udtalt end nu, hvor de kunne tale sammen mere eller mindre som voksne.

,,Vil du med?” spurgte han forbløffet, da han fandt hende i færd med at binde sine vinterstøvler.

,,Nogen skal jo minde dig om at komme med hjem inden juleferien er slut,” drillede hun, og selv om han lo, da han rystede på hovedet af hende, så kunne hun se, at hun havde ramt plet med sin kommentar.

Siden han fik det tilbudt, havde Dominic arbejdet alt for meget, og han var dygtig til sit job, samtidig med at han studerede. Han betragtede det som en ære, og det var det garanteret også. Rachel kunne desuden heller ikke forestille sig sin bror foretage sig andet end at hjælpe andre mennesker. Det havde han jo gjort det meste af sit liv. Siden hun blev født, havde han hjulpet hende med lektier, gymnastik, tale og lege i diverse parker i byen. Og hun havde altid set meget op til ham.

,,Det kommer ikke til at tage lang tid, Rach,” lovede han, men hun kunne se på ham, at han tvivlede. Så hendes konklusion var klar.

,,Jeg tager med alligevel.”

Hun råbte det til sin mor, idet hun fulgte sin bror ud ad døren og hen til elevatoren, der sendte dem ned til gadeniveau. Her tog det et øjeblik at finde bilen, som Dominic havde fået i gave dengang han fyldte seksten. Det havde Rachel ikke fået, da hun fyldte seksten i maj måned, men hun havde heller ikke ret meget at bruge en bil til, så hun var egentlig ret ligeglad.

Dominic startede bilen, og de gjorde klar til at ramme et af hospitalerne på østsiden af Central Park. Der var et lille stykke derhen, og selv om de kunne have gået, så var det betydeligt lettere at køre. Samme morgen havde Rachel været ude på en løbetur, så hun kunne holde formen i ferien, nu hvor hun ikke var i skole.

At løbe havde mindet hende om skolen og om Pete, som stadig tvang hende til at løbe om kap med sig hen til Kasernen. Ganske som forventet var han i stand til at løbe meget hurtigere end hende endnu, og hun kæmpede hårdt for bare at mindske distancen mellem dem bare en lille smule hver dag. Pete havde flere gange erklæret, at så slemt var det da ikke, og at hun nok skulle blive hurtigere. De små intervaller med sprint hver dag havde gjort underværker for hendes tilløb til trampet. Det var meget hurtigere nu, meget mindre tvunget, og hun vidste efterhånden, hvordan hun skulle bruge sine arme til yderligere fremdrift.

Siden hun kom hjem dagen før, havde hun skrevet meget med både Tina og Pete. Begge var også taget hjem til deres familier, hvor de tilbragte julen med forskellige ting. Tina skulle med sine søstre ud for at synge julesalmer, og Pete havde lovet at hjælpe med at sælge juletræer på denne dag til dem, som manglede at få købt et.

Det var meget anderledes at være hjemme dette år, end det havde været året før. Faktisk opdagede Rachel, at hun længtes efter skolen og sine venner, som hun var vant til at være sammen med hele dagen, hver dag. Hun savnede livet på værelset, når Steph og Alina diskuterede fyre, hun savnede Petes fjollede kommentarer og forsøg på at tilfredsstille alle på en glædelig måde, og hun savnede Tinas beroligende kommentarer og stille væsen.

Og så var der Robert…

,,Er I ved at begynde at lære ting til opvisningen?” spurgte Dominic og så kort på hende ud af øjenkrogen.

,,Så småt. Serierne er ved at være på plads efterhånden, og så skal de selvfølgelig udbygges og korrigeres, indtil de er perfekte,” svarede hun med et grin og så ud på New York foran sig, hvor sneen faldt i store flager fra en gråbrun formiddagshimmel.

,,Får du lært nogle nye spring?” ville han vide.

,,Ja, det gør jeg.”

,,Det var godt.” Han lod til at tænke sig om lidt, inden han spurgte: ,,Går det bedre med at være der i år?”

Af og til savnede hun selvfølgelig stadig ham og sine forældre og den øvrige familie, som de skulle ses med samme aften og morgenen efterfølgende. Af og til savnede hun en fast tryg base at kunne gå til, når hun følte, at alting var noget møg. Hun savnede en forstående mor, der strøg hende over kinden og samlede hendes hår i en fletning, når hun lå og vred sig på grund af menstruationssmerter. Hun savnede en far, der fortalte hende, at piger kunne være dumme og irriterende, når de var misundelige på hinanden. Og hun savnede sin storebror, der dansede omkring med hende i stuen til musiknumre fra deres barndom.

,,Meget bedre,” besluttede hun dog alligevel.

For i år var der rent faktisk ting, hun så frem til at komme tilbage til. Ting hun savnede ved skolen. Rutinen, gymnastikken, det forhold der var mellem menneskerne på skolen, fordi den var så lille. Stort set alle elever var på fornavn med hinanden, og hun kendte sine trænere ret godt efterhånden. Hun var modnet i sin tid på skolen.

Ikke ligesom herhjemme, hvor alle på gaden var fremmede, og hvor hun tiltalte folk med hr., fru eller frøken før et upersonligt, standardiseret efternavn. Dette var en helt anden verden. Når hun her blev kaldt ”Donovan”, så var det nærmere fordi folk ikke huskede hendes fornavn, end det var fordi det lød sejere - som Pete i øvrigt så pænt havde udtrykt sig om hendes efternavn tidligere.

,,Det var godt,” erklærede Dominic og trommede let på rettet med fingrene. ,,Jeg sagde jo, at du nok skulle blive glad for det før eller senere.”

Selvtilfredsheden lyste ud af ham, og Rachel kunne ikke lade være med at grine.

Når han så sådan ud, mindede han hende om Mary, som hun stort set ikke hørte fra længere. De havde været gode veninder før high school, men nu var de ligesom blevet skilt ad og levede vidt forskellige liv. Mary gik i skole i New York, mens Rachels nye bolig primært var i Pennsylvania, og selv om de to stater lå lige op og ned ad hinanden, så havde de to piger ikke set hinanden siden sommerferien, hvor der havde været en del øjeblikke med akavet stilhed, fordi de løb tør for samtaleemner.

Grunden til, at Dominics smil mindede hende om Mary, var, at Rachels tidligere bedste veninde havde udtalt, at hun syntes, at Dominic var noget så sexet, når han smilede på den måde. Som hans søster var Rachel naturligvis uenig heri, og hun ville aldrig nogensinde gøre sig den mindste overvejelse om, hvorvidt hendes bror var lækker eller ej. Det ville hun overlade til andre - og helst ikke sine nærmeste veninder.

,,Har du så en kæreste på skolen?” Han grinede.

,,Det rager ikke dig,” mumlede hun, men hun kunne mærke blodet stige til sine kinder.

,,Nå nå,” brummede Dominic muntert. ,,Så der er altså en fyr, hva’?”

,,Det rager ikke dig,” gentog hun og forsøgte at finde på en elegant måde at skifte emne på.

,,Hvad hedder han så?”

Rachel sukkede. Én af ulemperne ved at have Dominic til storebror var, at han var så forfærdeligt nysgerrig. Når først han havde fået blod på tanden eller den mindste lille ledetråd, fulgte han sine ubesvarede spørgsmål til døren på nådesløs og ubarmhjertig vis.

,,Jeg har ikke nogen kæreste,” sagde hun stille, dog stadig smilende.

,,Men?”

,,Men hvad?”

,,Men der er en dreng alligevel,” afslørede Dominic hendes tanker for hende. Rachel sukkede.

,,Måske.”

,,Hvad hedder han?”

,,Det siger jeg ikke.” Hun rakte tunge ad ham.

,,Nu er du dum,” erklærede han og puffede let til hende med den ene hånd.

,,Ih ja, det er da mig, der er den dumme,” sagde hun sarkastisk og gengældte puffet ganske blidt.

,,Fornemmer jeg en vis form for sarkasme?” drillede han og lod bilen trille ind på en parkeringsplads.

Rachel ignorerede spørgsmålet, da han slukkede motoren og blev siddende et øjeblik i stilhed. Dominic var i løbet af et splitsekund gået fra at være en afslappet ung mand på fireogtyve år til en anspændt voksen med et job, der skulle udføres. Og selv om hun havde vidst, at det ville være sådan, så var det alligevel mærkeligt at opleve.

,,Hvad er der sket med den der patient?” spurgte hun, klar over at det var den samme, som han havde arbejdet med i april måned.

,,Bilulykke,” svarede han lidt kortfattet, inden han uddybede: ,,Han havde lige fået kørekort og skulle på en tur til New London med sin storebror, hvor de lige ville se byen her først, da de mistede herredømmet over bilen, der skred af vejen og ind i et træ. Broren blev dræbt på stedet, mens han selv overlevede. Airbaggen reddede hans liv, men hans krop har været voldsomt forslået, og han lå i koma i et par måneder, inden han vågnede op. Nu har han mange spørgsmål og stadig stærke smerter, selv om knoglerne er helet fint.”

Rachel lyttede med let åben mund. Det var ikke lige den historie, hun havde ventet, men det gav meget god mening. Stakkel, sådan ufrivilligt at være årsag til sin brors død på den måde. Hun kunne næsten få helt tårer i øjnene ved tanken. Dominic skulle aldrig, aldrig sidde på passagersædet, når hun kørte bilen. Forudsat at hun nogensinde fik et kørekort. Hvis hun på nogen måde blev skyld i, at han kom til skade, ville hun hade sig selv til evig tid.

Dette var den slags historier, man ikke hørte meget om på Plikanes akademi, fordi de var så afskåret fra omverden, som de næsten kunne blive. Det eneste, hun kunne komme på, der havde påvirket skolen, havde været den tidligere elev, som var omkommet sidste skoleår. Hun huskede godt sorgen fra de afgangselever, som huskede vedkommende, men det havde alligevel været noget andet end at høre det så direkte.

,,Og nu skal du sige farvel til ham?” ledte hun alligevel sin bror på vej, fordi hun var nysgerrig efter at høre mere.

,,Ja. Han bliver flyttet til West Plains, der er lidt tættere på, hvor han bor,” forklarede han hende seriøst.

,,Og West Plains ligger hvor?” spurgte hun, for hun havde virkelig ingen anelse.

,,I Missouri,” lød svaret prompte, og Rachel blev ikke den mindste smule overrasket over, at han vidste det på forhånd - dels fordi hun regnede med, at han havde spurgt, og dels fordi han nok generelt vidste den slags.

Rachel havde svært ved at forestille sig, hvordan det var at bo i ukendte byer. Erie var ikke videre kendt, og Plikanes akademi lå et stykke derfra - ude på landet - men det var jo heller ikke et sted, hun kom tit. Hun boede på skolen, og det var ikke helt det samme som en by. Af byer kendte hun virkelig kun de større, hvor hun havde været på ferie og boet. Hun havde svært ved at forenes med tanken om, at alle skulle kende alle i en by. Det virkede ganske absurd. Hvis alle kendte hende i New York, ville hendes fejltagelser som yngre godt nok være nået vidt omkring, og hun ville sikkert være forhadt af mange. Og sådan ville alle nok have det.

,,Og nu skal han så hjem til Missouri,” konstaterede hun eftertænksomt. ,,Det er han vel glad for.”

,,Hans forældre er i hvert fald glade,” forklarede Dominic hende, mens han rullede let med skuldrene og tog en dyb indånding gennem næsen. ,,Godt, at det ikke er mig.”

,,Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis det var mig,” delte Rachel med ham.

,,Jeg tror heller ikke, at han nogensinde tilgiver sig selv. Selv om det på ingen måde var hans skyld, og han inderst inde godt forstår det.” Dominic åbnede sin dør og trådte ud. ,,Vil du med ind?”

,,Ellers tak,” sagde hun frastødt. ,,Jeg venter her.”

,,Det kommer ikke til at tage lang tid,” lovede han.

 

Alligevel følte Rachel, at hun var ved at blive til en menneskelig istap, da hun havde siddet alene i bilen i tre kvarter, uden nøglerne til at tænde for varmen. Hun havde intet andet valg end at fryse, og tænderne klaprede i munden på hende. Når hun en sjælden gang imellem så på sit eget ansigt i sidespejlet, kunne hun se sine blå læber og den røde glød, spidsen af hendes næse havde fået. Et stykke tid forsøgte hun at underholde sig selv med at spille på sin telefon, men det varede ikke længe, før hun måtte gemme sine iskolde fingre væk igen, så de ikke ville blive helt uduelige.

Hvorfor var han så længe om det? Hun burde have vidst, at Dominic ikke ville være hurtig. Han havde det med at blive opslugt af ting - samtaler, situationer, alt! Så hvorfor skulle dette være anderledes? Det handlede ikke om, at han ikke tænkte på hendes velbefindende, men om at han var dybt engageret i alt, hvad han foretog sig, og at det somme tider påvirkede hans tankevirksomhed.

Netop denne egenskab til at fokusere på situationen foran sig gjorde ham til en glimrende læge. Problemerne var der for at blive løst, og han helmede ikke, før han fik dem løst eller fandt på noget, der kunne forårsage, at han ikke kunne løse dem. Rachel kunne forestille sig, at patienter ville værdsætte denne kvalitet hos en fremtidig læge eller kirurg eller hvad han nu blev i fremtiden.

Da tiden nærmede sig en time efter, at han havde efterladt hende i den iskolde bil, fiskede Rachel sin telefon frem igen og fandt hans nummer frem, hvorefter hun ringede ham op. Dominic havde altid sin telefon på sig, selv i alvorlige situationer som denne. For som han sagde, så kunne der altid opstå endnu vigtigere situationer, hvor han hellere ville være tilstede.

Telefonen ringede to gange, og Dominic lød overrasket, da han svarede:

,,Rach! Er der noget galt?”

,,Nick, har du set på tiden?” spurgte hun frustreret, ligeglad med at han ville blive en glimrende læge.

,,Nå. Nej.” Han tjekkede tydeligvis, at dømme ud fra stillingen. ,,Pis! Undskyld, Rach, du må hundefryse. Jeg kommer nu. Eller… Hvis…?”

,,Din søster?” gættede en ru stemme i baggrunden, og denne stemme lød ganske venlig og forstående. Det var en ung mands, troede Rachel. ,,Skynd dig hellere. Vi tales måske ved, dr. Donovan.”

,,Hold humøret oppe, ikke? Husk, hvad vi har talt om. Og hvis det bliver svært, så ring til mig,” informerede Dominic, nærmede, sin samtalepartner, inden han vendte tilbage til telefonsamtalen: ,,Undskyld, søs. Jeg skynder mig.”

 

Vel hjemme igen sad Rachel og Dominic længe sammen, mens Rachel forsøgte at få varmen under flere lag af tæpper og hendes bror undskyldte en milliard gange. Til sidst kunne de ikke lade være med at bryde ud i fælles latter, og så var alt tilbage ved det gamle. Endnu bedre blev det, da hele familien spiste julemad sammen, hyggede til sent ud på natten og derefter gik i seng.

Rachel satte sig på sin seng for at skrive en julehilsen til Pete, Tina, Jonas og Lee på Facebook, men hun opdagede hurtigt, at Tina var kommet hende i forkøbet, da beskeden fra Christina ”Tina” Bonnet poppede op på hendes skærm. I den skrev Tina, at selv om de havde kendt hinanden i mindre end to år, og først rigtigt havde talt sammen efter sidste jul, så var Rachel en af de bedste veninder, hun havde, og hun glædede sig til mange flere gode stunder i fremtiden. Den afsluttende kommentar (”Lad os vise hele verden, hvor fænomenalt seje vi er”) fik Rachel til at grine, inden hun gav sig til at svare.

Det var sådan nogle ting, hun havde glædet sig til ved sit ophold på skolen. Ikke alt det hårde slid med rent faktisk at lære folk at kende. Det var veninder som Tina, hun havde været på udkig efter fra begyndelsen, og det havde taget lang tid, syntes hun, men nu havde hun fundet de bedste venner, hun kunne tænke sig.

Og en sød fyr, der sendte hende skjulte blikke i spisepausen, tillige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...