Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6296Visninger
AA

10. - December

December meldte sig meget pludseligt efter Thanksgiving. Og pludselig ville man erfare, at det ikke længere udelukkende var børn, der gik på kostskolen i Pennsylvania. For pludselig en aften vrimlede skolen med festklædte unge mennesker - pigerne i kjoler og nederdele, og drengene i jakkesæt - på vej mod balsalen på tredje sal parvis to og to.

Det gik lige op mellem eleverne kønsmæssigt, så der var ingen, der var tvunget til at gå alene til ballet. Til gengæld overlod lærerne det til eleverne selv at bestemme, hvem de ville danse den første dans med og sidde ved siden af denne aften. Det kom der mange umage par ud af, særligt fordi dette var nogenlunde det eneste tidspunkt på året, hvor fyrene tog sig sammen til at invitere andre piger end dem, de normalt talte med.

For Rachels tilfælde betød det, at hun fik lov til at følges med ingen ringere end Robert Jacobs. Mens hun ventede på ham ude foran indgangen til skolen, kunne hun ikke lade være med at tænke tilbage på den dag i november, hvor han meget afslappet havde inviteret hende med. Der havde ikke rigtig været nogen særlig begrundelse; han havde bare spurgt, og hun havde takket ja mange gange. Senere fandt hun ud af, at Pete ville have inviteret hende, fordi han betragtede sig selv som hendes nærmeste ven, men hun havde hele tiden haft på fornemmelsen, at han ville invitere en anden, hvis ikke hans samvittighed bød ham noget andet.

Så nu stod hun og ventede, iført en forholdsvis simpel kjole, der hverken sad for stramt eller for tæt omkring hendes krop. Den var i satin, og at bære den føltes lidt som at være iklædt en sky, der smøg sig omkring benene på hende, når hun gik. Farven var en sart, lys lavendel, der stod godt til hendes grønne øjne og hendes lange, glatte, mørke hår.

Steph og Alina havde gjort et stort nummer ud af hendes såkaldte date, og de havde brugt timevis på at diskutere, hvordan hun skulle se ud denne aften, i dagene op til juleballet. Nu var aftenen så kommet, og Rachel følte sig næsten helt malplaceret, fordi hun havde så meget makeup på, som hun havde. Ikke fordi de andre piger ikke havde det, men hun var så langt fra vant til det, at det føltes som en stram muddermaske.

,,Du ser godt ud,” sagde en stemme til højre for hende, og hun vendte sig overrasket mod den.

,,I lige måde,” formåede hun at få ud mellem sine lipgloss-klistrede læber, endnu inden hun fik set rigtigt på ham.

Hun vidste jo alligevel, at hun havde ret. Robert Jacobs så altid godt ud, med sin gyldne hud - der godt nok var blevet blegere, eftersom det nu var vinter for fuld udblæsning - og sit platinblonde hår med de grå øjne nedenunder. Denne aften var han iført et sort jakkesæt med en lavendelblå skjorte indenunder, og Rachel kunne næsten ikke få øjnene fra den sofistikerede og velformede trekant, hans overkrop dannede. Alligevel slet hun blikket op til hans ansigt igen og smilede bredt.

,,Skal vi gå indenfor?” foreslog han og tilbød hende sin arm, og Rachel tog forsigtigt denne.

Det første år havde hun fulgtes med Jonas, men det havde været tilstrækkeligt akavet til, at de bare havde gået ved siden af hinanden uden kontakt. Med Robert Jacobs var det anderledes, heldigvis. Han viste sig at være den type gentleman der tilbød hende sin arm, holdt døren for hende og ledte hende op af trapperne til balsalen, hvor han trak stolen ud for hende, da de skulle spise.

Ved deres bord sad blandt andre Philippe Valmont, en af Roberts bedste venner fra Herreholdet, og dennes date, Janet Thomasson fra Pigeholdet. Robert og Philippe forsøgte virkelig at indblande de to piger i samtalen under maden, men det var tydeligt, at det var svært for dem ikke at falde tilbage i sædvanen og tale internt sammen. Desuden vidste Rachel, at Janet kun forholdt sig tavs, fordi hun var tilstede. De tre andre kendte nemlig hinanden særdeles godt i forvejen, at dømme ud fra den mængde tid, de tilbragte med at spise sammen og have timer sammen.

Rachel var den eneste ved bordet fra sin egen årgang. Alle andre var fra tredje eller fjerde årgang.

Rektor holdt en kort tale efter maden, og så gik musikken i gang. Den første dans var obligatorisk, og hver torsdag formiddag på første årgang frem mod juleballet var samtlige nye elever blevet undervist i denne. I år var Rachel henvist til at huske trinnene fra året før, og det viste sig heldigvis, at Robert var en nogenlunde danser. Han trådte forkert et par gange og var mere fokuseret på musikken end på sin krops bevægelser, men igennem dansen kom de da. Grinende, endda.

Bagefter slog musikken over i Rihanna og Calvin Harris’ single We Found Love. Rachel kunne hver eneste strofe af sangen, fra start til slut, og hun bevægede sig derefter; erfarent og selvsikkert, overfor Robert, som fra tid til anden trak lidt i hendes hænder, snurrede hende rundt, vuggede hende fra side til side i takt til musikken. Og når han gjorde det, kunne hun ikke lade være med at grine og tænke, at hvis tingene i det mindste bare kunne blive sådan her, ville hun mindes sin tid på skolen med et stort smil på læben.

Sangen blev ædt af en anden, og de dansede videre i en halv times tid, inden Rachel begyndte at få det lidt for varmt.

,,Skal vi ikke gå ud på balkonen?” foreslog hun Robert, råbende hen over larmen.

Han nikkede ivrigt som svar og lagde en hånd på hendes lænd for at føre hende af sted gennem mængden af mennesker. Der var egentlig ikke overvældende mange elever på skolen - kun nioghalvfjerds i år - men når alle stod på et begrænset område, kunne det godt blive lidt svært at manøvrere rundt.

Den kolde decemberluft slog mod Rachels bare arme og ben, da hun trådte udenfor, efterfulgt af Robert, som stillede sig ved siden af hende og kiggede ud over skolens område, mod dormitorierne ude på græsplænerne, som de kunne se. Længere væk kunne Erie ses mod nordvest, og på en god dag kunne man nok se søens overflade.

,,Keder du dig?” spurgte Robert betænksomt.

,,Nej, slet ikke!” forsikrede hun ham hurtigt, overrasket over at han ikke tolkede hendes kæmpe smil anderledes.

,,Godt,” grinede han. ,,Du danser godt.”

,,Tak. Du danser også ret godt.”

Han rystede let på hovedet. ,,Det er jo bare at bøje lidt i knæene og bevæge fødderne og armene.”

Rachel smilede. ,,Og hofterne.”

,,Og hofterne,” medgav han.

Der var stille lidt, og musikken indenfor dunkede. De var ikke de eneste udenfor, og Rachel vidste, at folk sendte den nysgerrige blikke i al hemmelighed. Særligt pigerne havde en vis interesse i at følge med. Tænk nu hvis de gik glip af årsagen til den seneste sladder. Ikke at der ville blive nogen sladder. Efter i aften ville Robert nok ikke tale til hende igen, reflekterede Rachel.

,,Hvad fik dig egentlig til at invitere mig?” fløj det ud af hende, og hun fortrød spørgsmålet så snart tanke var blevet til handling.

,,Jeg kunne godt tænke mig at lære dig at kende,” svarede han hende med et charmerende smil. ,,Du er både pæn og sød. Ikke som de andre piger her på skolen.”

Dén kommentar smeltede hendes hjerte. Om han virkelig mente det, vidste hun ikke, men det talte da også, at han i det mindste kunne finde ud af at sige de rigtige ting. Det havde hun måske ikke lige ventet af ham. Hvis han virkelig mente det, hvad betød det så for hende i fremtiden?

,,De andre piger er da også pæne og søde!” protesterede hun, mest fordi hun ikke vidste, hvordan hun ellers skulle reagere på komplimenten.

,,Ja, selvfølgelig,” rettede han sig selv med hovedet let på skrå og øjnene halvt lukket i, så han så på hende ud under sine øjenvipper. ,,Men du er anderledes end de piger, jeg normalt er sammen med. Og jeg vil gerne være mere sammen med dig, hvis du har lyst.”

Præcist hvad udtalelsen betød, kunne Rachel kun gisne om, men hun nikkede alligevel ivrigt.

,,Det har jeg,” erklærede hun ærligt.

,,Det kan være, at vi kan bryde med fordommen om, at Eliteholdet er nogle storsnudede snobber, der kun holder sig til deres egne holdkammerater.” Selv om det blev sagt med et grin, så var Rachel ret sikker på, at det var sandt.

Nogle var nok ret skuffede over ikke selv at være på ”det bedste” hold på skolen, og når det nu var tilfældet, kunne man let få den forkerte idé. For personligt forsøgte Rachel ikke at holde nogen ude af sin vennekreds. Tvært imod. Hun ville gerne være venner med alle, hvis hun kunne, men hun var tilfældigvis mest sammen med dem, hun gik på hold med. Det var der ikke noget ondt ment i. Og sådan troede hun også, at de andre havde det. I hvert fald hendes nærmeste vennekreds.

,,Det skulle nødigt hedde sig, at jeg gør forskel på folk,” sagde hun muntert og prikkede lidt til ham.

Robert lo en klar, fri latter. ,,Du skal nok være forberedt på, at mange flere kommer til at se på dig med andre øjne.”

,,Hvad mener du med det?”

Han stak hænderne i lommerne på sine bukser i en ganske henkastet bevægelse. Den var endda en lille smule akavet, selv om han nu så ganske tilfreds ud.

,,Jeg er ikke blind. Jeg kan godt se den måde, pigerne ser på mig på,” indrømmede han på en måde, der fik ham til at lyde både som et røvhul og en ærlig person på én gang.

,,Det er ligesom også lidt svært at undgå,” konstaterede Rachel med et let skuldertræk. Han havde jo ret.

Det var særligt piger som Ninnie Collins og Olivia Jameson fra Rachels egen årgang, der konstant havde blikket vendt mod det platinblonde hoved, som om Robert var omdrejningspunktet for deres solsystemer, og den eneste måde, de kunne blive ved med at kredse som pæne små planeter omkring ham, var at se på ham konstant. Og sende hadefulde blikke til enhver af deres eget køn, der nærmede sig ham.

,,Ja, ikke?” lo han.

,,Jo.”

Og så var det, at hun lige pludselig ikke havde sine læber for sig selv. Han havde lynhurtigt bøjet sig fremover, grebet hende blidt om hagen med den ene hånd og presset sine læber mod hendes. Det føltes lidt akavet. Måske fordi hun ikke havde prøvet det før. Ingen havde nogensinde kysset hende på den måde før, og i en alder af seksten år syntes hun ikke, at hun kunne lade chancen for erfaring gå til spilde, selv om hun helst ikke ville tænke på konsekvenserne af sine handlinger.

Hun viklede sine arme omkring halsen på ham og forsøgte at finde en bedre stilling, hvor hans læber ikke føltes helt så hårde mod hendes. I mellemtiden trak hans anden arm hende nærmere, så de stod klinet op og ned ad hinanden, stadig med sammensvejsede læber i et varmt, vådt kys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...