Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6279Visninger
AA

4. - December

Egentlig var hun fløjtende ligeglad med, hvordan kernefysikken foregik, og hun kunne ikke have været mindre optaget af radioaktive kerners henfald, end det lod til på denne torsdag eftermiddag i december. Alligevel hørte hun efter, hvad fysiklæreren hr. Berry havde at fortælle om nukleoner, alfahenfald, betahenfald og udsendelse af gammakvanter, for tænk nu hvis hun skulle tage en eksamen i faget. Så ville det ikke været godt at mangle den viden, undervisningen kunne give hende.

I ny og næ skottede hun til Teresa Montes, som sad ved bordet ved siden af og tog notater. Dennes lange, mørke hår faldt ned og rørte ved bordkanten, når hun sad foroverbøjet på den måde. De to havde været på Eliteholdet sammen siden august, men de talte sjældent sammen ud over det, der var sædvanen mellem klasse- og holdkammerater.

Faktisk var der ikke nogen særlige, som Rachel talte meget med. På alle holdene og i alle klasserne var der dannet grupper, som var svære at komme ind i, selv hvis man var en dygtig elev og en endnu dygtigere gymnast. Hvordan det kunne være gået hende forbi, at hun ikke tilhørte nogen gruppe, var hende et mysterium, men i hvert fald stod hun nu mere eller mindre midt i første skoleår uden at tilhøre en gruppe, som stort set den eneste.

Der var de populære typer fra årgangen over hendes, som altid sad tættest på køen til kantinemaden, og der var sladder-gruppen med Olivia Jameson og Ninnie Collins fra hendes egen årgang som nyeste tilføjelser. Og der var alle grupper derimellem. Grupper af stræbende elever, grupper af nærmest fanatiske gymnaster, grupper af venner, som bare havde det sjovt sammen og nød hinandens selskab… Alle slags grupper.

Skolens ultimative alfahan var Robert Jacobs fra årgangen over Rachels. Han var på Herreholdet og udnævnt af de andre i smug til den bedste springer på hele skolen, selv om han ikke var på Eliteholdet. Denne status gav ham en ubegrænset mængde af flirtende blikke fra piger fra samtlige årgange samt endnu et mærkat: Den mest eftertragtede fyr på hele skolen. Robert Jacobs var egentlig ikke lige Rachels type, men hun kunne ikke benægte, at pæn var han i hvert fald. Høj og muskuløs var han, med almindelig lys hud og platinblond hår til at understrege blegheden i hans grå øjne.

Charlotte Price var pigernes svar på Robert Jacobs. Hun var høj og slank med så store bryster, at det næsten så unaturligt ud, og havde lange ben, der var skabt til de høje støvler, hun ofte gik i. Derudover havde hun langt, glat, gyldent hår og store dådyrøjne. Smuk var hun, og mange af pigerne misundte hende, mens drengene fra hendes egen årgang og ned efter - hun var i gang med sit sidste år - stirrede efter hende, når hun gled forbi som skolens ukronede bidronning.

,,Frøken Donovan, kan du ud fra det, der står på tavlen sige noget om, hvad der må være sket inde i kernen ved et betaminushenfald?” spurgte hr. Berry, hvilket tvang hende ud af tankeverden et øjeblik.

Hun kastede et blik på tavlen igen og opdagede, at selv om hun havde skrevet det ned, så havde hun ikke helt hørt, hvad der var blevet sagt. Men hvis hun nu lige tog sig sammen… Der stod betegnelsen for en neutron med massen én og ladningen nul. Og masse og ladning blev bevaret ved reaktioner ifølge fysikkens love…

,,En neutron er blevet omdannet til en proton og en elektron og en antineutrino,” svarede hun undersøgende, mens hun i hovedet sikrede sig, at elektronens negative ladning slettede protonens positive ladning, og at elektronens manglende masse og protonens masse gav én.

Da hun havde eftertjekket sit svar, inden læreren kunne nå at sige noget, smilede hun for sig selv. Det lod til at være rigtigt, så hun håbede, at det var det, han fiskede efter. Hvis ikke var hun på bar bund.

,,Det er i hvert fald det, vi med nogenlunde sikkerhed kan påstå,” gav læreren hende ret, idet han vendte sig om for at skrive det ned på tavlen, hun netop havde sagt, på trods af at det allerede stod der i form af et reaktionsskema.

Rachel lænede sig tilbage og forsøgte at følge lidt mere opmærksomt med, uden at hendes tanker vandrede. Dette viste sig at være en vanskelig opgave, eftersom det var sidste time torsdag eftermiddag inden træning med Eliteholdet.

Hun havde i grunden ikke særligt mange timer, hvis man så bort fra, at hun havde træning fra klokken to til kvart over fem hver eneste eftermiddag fra mandag til fredag hver uge. Resten af skemaet var fyldt ud fra klokken otte om morgenen med engelsk, historie, samfundsfag, fransk, fysik, biologi og matematik. Kreative fag var ”sparet” væk, fordi de havde så meget sport på skolen, at det ikke behøvedes, og ligeså var idræt.

,,Og hermed siger jeg tak for i dag,” erklærede hr. Berry med et smil og sendte dermed eleverne af sted på deres tyve minutters pause inden træning med deres respektive hold.

Rachel brugte pausen på at løbe over på værelset med sin skoletaske og skifte til træningstøj, inden hun sprintede over til Kasernen til træning i Hal 4. Hun var glad for, at de kunne varme op med serier, fordi de rytmiske sekvenser af bevægelser til musikken var så meget mere interessant end lige på og hård styrke-, løbe- og hoppetræning, så de var ordentligt varme. Serierne gav lidt af det hele.

Hal 4 var bedre kendt som alt-muligt-hallen. Det var her, man oftest som hold trænede opvisningsprogrammet igennem til den store opvisning i april. Hallen havde plads til lidt af hvert, i modsætning til Hal 1 og Hal 2, der var henholdsvis springcenteret med alle slags redskaber og hallen, hvor der blev gennemgået basal rytme, hvor man lige skulle lære takterne at kende, inden musikken spillede en rolle. Hal 2 var desuden den mindste hal på hele skolen, og selv om den i princippet godt kunne bruges til at løbe programmer igennem, så var der ikke andre faciliteter i den end en minitrampolin til at springe i. Hal 3 var bedre kendt som Musikhallen. Akustikken i denne hal var så fremragende, at der var kamp mellem holdene om at få lov til at starte rytmetræningen derinde, fordi musikken lød så meget bedre.

Træningen startede med navneopråb, som Eric stod for at gennemføre lynhurtigt. Han kunne konstatere, at alle var der til tiden, hvilket også bare manglede. Dernæst kom lidt praktiske informationer om dagens træningsforløb. De varmede op med serierne og blev ved, indtil de sad nogenlunde. Så gik de over til at springe til de bløde skumgrave, som var placeret i hallens ene ende med små og store trampoliner foran.

Da hun stillede sig ind i køen bag Tina, eller Christina, som hun jo faktisk hed men aldrig blev kaldt, følte Rachel sig klar til at springe. Tina var en lille og spinkel pige med leverpostejfarvet hår og levende brune øjne samt et rart og venligt smil, og hun var både en dygtig danser og springer, hvilket gjorde hende selvskrevet til Eliteholdet.

Der var ikke meget tid til at snakke de første omgange, hvor springene bestod af noget så simpelt som almindelige ophop - et ganske almindeligt hop i trampolinen uden rotation, hvor kroppen var helt spændt og strakt - og lukkede saltomortaler med hænderne omkring de bøjede, optrukne ben. Der var stillet to trampoliner op, og ved hver bane stod seks i kø. Det blev til mange omgange i begyndelsen, men efterhånden som springene blev mere komplicerede og mere og mere roterende, fik de tid til at kommunikere, mens de ventede på deres tur i køen.

Da Matt tog en samtale med Pete McGregor, Eliteholdets ubestridt bedste springer, vendte Tina sig om mod Rachel, som stod bagerst. ,,Hvad kører du i denne runde?”

,,Double out,” svarede Rachel grinende. ,,Hvad med dig?”

,,Jeg tror måske også, at jeg vil prøve at sætte en halv skrue på.”

,,Det kan du sagtens.”

Og det kunne hun. Tina var en god springer, som måske ikke var helt lige så god som Rachel af en nybegynder at være, men hun havde så meget overskud i sin dobbeltroterende salto, at hun sagtens kunne sætte en halv skrue på til at starte med.

,,Så prøver jeg,” lovede den anden pige med et grin, idet hun vendte sig tilbage mod trampolinen og gav tegn til Larry og Matt, som stod og skulle tage imod.

Så satte hun i gang. Tilløbet passede perfekt med trampolinen, accelereret mere og mere indtil et punkt omkring fire fod fra trampolinen, hvor hun lavede sit indspring, ramte den elastiske dug, som fjedrene holdt på, hårdt og præcist og blev slynget op i luften og halvanden gang rundt om sig selv, før hun vred en lille smule i sin strakte krop, så der kom en halv skrue mere på springet, idet hun havde været to gange rundt omkring sig selv lodret. Tina landede i den bløde skumgrav og væltede nærmest af chok over at have gennemført springet, og Rachel viste hende diskret en opadvendt tommelfinger, inden Matt trak Tina til side for at tale om springet.

,,Hvad kører du?” råbte Larry til Rachel.

,,Det samme,” svarede hun højt og modtog et nik som tilladelse til, at hun bare kunne springe med kun én modtager.

Hun startede sit tilløb blødt ud med et lille hop, inden hun brød ud i løb, der accelereredes hen mod den lille, skrå trampolin, som hun skulle ramme med kroppen i en lige linje og skuldrene en anelse lagt tilbage samt armene over hovedet.

Hendes fødder traf det elastiske materiale, og fjedrene videreførte den kraft, hvormed hun havde ramt, til resten af hendes krop og forplantede sig, indtil hun susede op i luften og en smule fremad, med blikket rettet mod samlingen mellem væggen og loftet for enden af hallen. Hun lukkede kroppen sammen til en kugle og trak til, så hun roterede forlæns. Første gang rundt, den næste halve gang rundt og så den halve skrue på. Det blev nok ikke noget elegant spring, og hun tumlede bagover, da hendes fødder ramte den bløde grav, mens kroppen stadig var spændt og en anelse roterende.

,,Prøv, om du ikke kan stå den næste gang, Donovan,” sagde Larry muntert, idet han trak hende op at stå i den bløde grav.

Hun nikkede forsigtigt og klatrede op på det solide gulv for at gå tilbage i køen. På sidelinjen stod Tina og ventede, storsmilende og med hænderne i siderne.

,,Det gik da fint,” erklærede den anden pige entusiastisk, mens Rachel strammede sin hestehale med begge hænder.

,,Nu skal jeg bare stå den,” medgav hun med et skuldertræk. Det var lettere sagt end gjort. ,,Men det kræver lige, at jeg ikke overroterer.”

,,Måske skal du lige skrue lidt før og trække halvskruen lidt langsommere,” gav Tina sit besyv med, og Rachel nikkede overvejende.

De gik sammen hen til den lille skærm, der viste springene på begge baner forsinket, så alle springere fik mulighed for at se deres egne færdigheder blive udfoldet. Billedet nåede Rachel lige at opfatte som værende Tinas tilføjede halve skrue. Så var der en pause, hvor der ingenting skete, inden hun kom ind i billedet og satte af i trampolinen.

Med rynket pande vurderede hun sin egen holdning i trampolinen som en smule for foroverbøjet, hvilket havde betydning for, hvor høj saltoerne egentlig blev. Højden ville hun gerne have opbygget en lille smule mere, og hun satte sig for at inddrage dette som endnu en personlig rettelse til næste spring.

,,Er det ikke lettere at lave den strakt?” spurgte Tina, da de gik væk fra skærmen for at lade andre komme til og se deres spring.

,,Det ved jeg ikke. Men nu prøver jeg lige igen, og så må vi se, hvad jeg finder ud af derefter,” svarede Rachel. ,,Hvis jeg ellers kan tage mig sammen. Jeg synes, at det er svært, at der ikke er nogen her til at presse mig. Ikke rigtigt, i hvert fald.”

,,Hvem pressede dig før?” spurgte Tina nysgerrigt og kastede sin hestehale om på ryggen.

,,Min storebror har altid presset mig,” svarede hun og sendte Dominic en varm tanke.

,,Er han god?”

Det vidste Rachel faktisk ikke. Han havde været god, da han blev færdig på Plikane, men efter at være begyndt at studere til læge, havde han ikke dyrket anden form for gymnastik end for at forklare andre, hvad han kunne, eller for sjovs skyld i ferierne, når Rachel selv trænede på græsplænerne i Central Park. Det var altså længe siden, at Dominic havde trænet rigtig hårdt, og hun troede ikke, at han kunne helt det samme mere, som han engang havde kunnet.

,,Det var han i hvert fald, da han gik her,” blev hendes svar, og Tina lod til at være tilfreds, for i stedet for at fortsætte i gymnastik-termer spurgte hun i stedet:

,,Hvad laver han så nu?”

,,Læser medicin hjemme i New York.”

,,Hvor vildt. Er han så også vildt klog?”

,,Han er åndssvagt klog,” svarede Rachel, ikke uden stolthed i stemmen.

Dominic havde altid været god til mere eller mindre alting.  Hans karakterer havde været eksemplariske, han havde været en fremragende gymnast, siden han kunne stå på sine ben, og han var god til mennesker tillige. Han forstod naturens love og matematikkens regler, og han forstod at formulere sig og skabe korrekte sætninger uden at tænke særligt over det, på både engelsk, fransk og spansk.

,,Det må være lidt af et forbillede at leve op til,” mumlede Tina og lød imponeret.

,,Ja,” svarede Rachel, som aldrig rigtig havde følt, at hun stod i skyggen af sin bror, trods alt. ,,Det er svært at hamle op med ham. Men han er god til at sætte sig ned på mit niveau, og det har været en fordel at have ham som lektiehjælp.”

Det blev Tinas tur til at springe igen, og deres samtale blev derfor afbrudt. Og så blev det Rachels tur til at få trænernes opmærksomhed. Denne gang fuldførte hun springet uden at vælte bagover, og hun blev pålagt at lave den hoftebøjet i stedet - altså så hoften var bøjet og benene var strakte i stedet for bøjede, når hun svang sig selv rundt i luften.

Bagefter genoptog de to piger deres samtale, som blev afbrudt af og til, når de skulle springe og modtage feedback fra trænerne undervejs. Begge blev mere og mere svedige og trætte, og Rachel var taknemmelig, da klokken blev fem, og de kunne vende tilbage til dormitoriet for at gå i bad. Hele vejen fulgtes hun med Tina, og de to lærte hinanden bedre at kende meget hurtigt, uden at det på noget tidspunkt blev akavet.

Efter at have været i bad var Rachel klar til at gå over i kantinen og få aftensmad, men hun endte med at gå alene, fordi Alina og Steph allerede var gået, da de begge var færdige med at være i bad. Det havde altså sine ulemper at bo på værelse med to fra samme hold, som var en del af en fasttømret gruppe, når man ikke selv tilhørte nogen gruppe.

Men da hun kom over i kantinen, vinkede Tina hende hen til sit bord, og hun tog plads ved siden af denne og en anden holdkammerat. De sad seks piger omkring bordet, og for første gang i længere tid følte Rachel virkelig, at hun nød at spise aftens mad med de andre elever på skolen, selv om hun ikke kunne være med på deres interne jokes eller hentydninger. Det var noget andet end at spise alene i stilhed.

Efter aftensmaden gik alle hver til sit og fandt lektierne til den kommende dag frem. Når disse var lavet, gik der ikke lang tid, før de første gik i seng, og Rachel var blandt disse. Hun var helt smadret efter træning, men det var ingenting sammenlignet med, hvor smadret hun havde været hver eneste aften den første måned. Nu var hun ved at komme efter det, og den kroniske ømhed var ved at fortage sig så småt, efterhånden som hun blev mere og mere hærdet.

Liggende i sin seng den aften sendte hun sine forældre en besked, hvor der simpelthen bare stod

Godnat. Jeg elsker jer. Rachel.

Der var ikke længe, til hun skulle hjem på juleferie, og hun glædede sig til at se dem igen og komme hjem i vante omgivelser. Det ville blive rart at få nogen at tale rigtigt med, frem for at drysse frem og tilbage og altid være det ”tredje hjul” i en samtale blandt personer, som kendte hinanden godt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...