Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6311Visninger
AA

17. - August

,,Fedt, at Labor Day falder på en lørdag i år,” mumlede Teresa til Rachel, da de sammen med Tina og Jonas bevægede sig fra hr. Tennants historietime over mod Kasernen.

Rachel var enig i den manglende entusiasme. Normalt kunne de se frem til en ekstra fridag den første september, men dette år var det anderledes. Fordi fridagen faldt på en anden fridag, nemlig en lørdag. Det var hr. Tennant, som elskværdigt nok havde mindet dem om denne lille detalje, fordi eleverne i historietimen havde siddet og skulet ud ad vinduerne mod de solbeskinnede grønne områder, ivrige for at slippe fra undervisningen i en fart.

En fridag ville de nok alligevel ikke helt have haft, eftersom det var en aftale på Eliteholdet at have udendørs træning på Labor Day hvert år, så gymnasterne kunne få prøvet den udendørs følelse af, inden de kom til opvisningen i april. Men der ville have været tid til at tage til stranden om formiddagen, hvis det var dét, man ønskede.

,,I det mindste skal man da ikke arbejde på Labor - AAAAAAARH!” Tina afbrød sig selv med et højt skrig, og Rachel drejede sig forskrækket ved lyden. ,,Pete, din idiot, lad så være med det!”

Pete grinede over hele hovedet til Rachel, idet han satte en sparkende Tina ned på gulvet igen. Alle omkringstående var ved at dø af grin, mens Tina nærmere lignede én, der var ved at dø af skam med håret faldende tilfældigt ind foran ansigtet og blikket slået ned mod gulvet. Hendes kinder var ildrøde.

,,Helt ærligt, Pete,” fik Rachel fremstammet til trods for latteren. ,,Vær dog lidt moden.”

Selvfølgelig prellede den kommentar af på ham, fordi han i stedet lod sig distrahere af Jonas’ tilbud om high-five. Hovedrystende greb Rachel Tina under armen, og de tre piger fortsatte ligeud, uden at bekymre sig om, hvorvidt drengene fulgte med. De skulle nok komme, når de havde lyst.

Lee kom joggende hen ad gangen bagfra og sluttede sig til dem, drillende Tina med det flotte forsøg på skønsang, han mente, at hun havde demonstreret. For den kommentar høstede han en knyttet næve mod sin overarm, men der var ingen egentlig vrede bag slaget, og derfor rullede latteren ud af ham, ligesom den havde gjort det fra alle andre et øjeblik tidligere.

Selv om hun syntes, at det var sjovt, nøjedes Rachel med at rulle med øjnene og give slip på Tinas arm, idet de nåede dørene, der førte udenfor. Netop som hun skulle til at tage i håndtaget, gik den tunge trædør op, og Taylor Moore og Charlene Clark fra Pigeholdet trådte ind. Da de indså, at andre havde været ved at få døren i hovedet, så de op, og begge hilste overrasket på Rachel, som mumlede et eller andet om, at det var helt i orden.

Så snart de var uden for hørevidde, nåede en anden stemme hendes øre, denne gang fra en mere velkendt stemme. ,,Nå da, frøken populær.”

Det var Jonas, som havde indhentet dem bagfra.

,,Rachel Populær Donovan,” tilføjede Pete drillende, og hun sendte ham et halvhjertet dræberblik, som han besvarede med et stort, sukkersødt smil.

De fleste fra Eliteholdet var allerede på vej mod Kasernen på stien, kunne Rachel se, idet hun gik udenfor i solskinnet. Det var stadig varmt, og en let brise smøg sig hen over græsset omkring skolebygningen og Kasernen. Hun ville have benægtet Petes og Jonas’ kommentarer, hvis ikke hun selv havde syntes, at det var lidt mærkeligt på den måde at blive genkendt og hilst på af samtlige elever på skolen.

Nærmest fra den ene dag til den anden havde folk lært hendes navn at kende. Efter den dag, hvor hun havde spist frokost med Robert og Phil og Dean og deres venner og veninder, for at være mere præcis. Som om hun pludselig var blevet en af dem, man bare automatisk kendte navnet på, fordi de var ”de populære”.

Inden hun kunne nå at reflektere mere over det, havde Pete indfundet sig ved siden af hende, og de andre var automatisk veget til siden. Så var det nu.

,,Klar, Donovan?” spurgte den lyshårede dreng med det lattermilde ansigt hende, idet han bøjede sig en anelse forover og strammede stroppen på sin sportstaske, der også indeholdt bøger.

,,Klar,” svarede hun, sikrende sig at rygsækken sad fast på ryggen.

,,På jeres plader!” annoncerede Jonas. ,,Færdige… GO!”

Rachel havde lært at accelerere ordentligt ved at observere Pete, når hun alligevel indså, at hun ikke kunne følge med ham. Og hun var også kommet i bedre form af deres små løbeture, selv om det var hårdt at starte op efter sommerferien igen.

Derfor startede hun mindre hurtigt ud, indtil hun både benyttede arme og ben til at sætte farten op, jagtende den flagrende ende af hans åbenstående skjorte, der var længst bagude. Hvordan Pete kunne formå at være så hurtig, kunne hun simpelthen ikke begribe. Specielt ikke fordi han altid lod til at være hurtigere end hende. På et eller andet tidspunkt måtte hun da lære at følge med ham.

De susede uden om alle de gående gymnaster og trænere på stien, indtil de nåede op til indgangen. Pustende og stønnende og hivende efter vejret nærmest klaskede de begge mod de massive døre og fik langsomt vejret, halvdøde af grin. Af en eller anden grund forekom det altid Rachel utroligt morsomt, når hun alligevel kom sidst og måtte bremse hårdt ned for ikke at komme til skade mod døren. Pete bøjede sig forover og støttede hænderne mod sine lår, mens han trak vejret dybt og hurtigt.

,,Det skal du have,” pustede han. ,,Jeg skal rent faktisk anstrenge mig nu.”

,,Det har du selv bedt om,” påstod hun forpustet. ,,Det her var din idé.”

,,En genial idé,” erklærede han, idet han rettede sig op og smilede tilbage ned ad stien mod Eric og Aimee, som kom gående som de forreste.

Eric svingede med en nøgle i en nøglesnor. Nøglen til Kasernen.

,,Var det hårdt, Donovan?” spurgte han drillende, idet han satte nøglen i låsen og skubbede døren op.

,,Ja,” stønnede Rachel, mens hun fulgte med indenfor. Den kølige gang var rar at være i, når man havde det varmt.

,,Det var ellers godt kæmpet, Rachel,” sagde Aimee trøstende, og Rachel smilede skævt, mens hun ventede på Tina, så de kunne følges ind i omklædningsrummet, sådan som de havde gjort det hver dag siden skoleårets start.

,,Pete er ved at falde af på den,” ytrede Lee, idet drengene og Teresa fulgte efter resten af gymnasterne indenfor.

Alle lo højt, fordi det var tydeligt, at Pete på ingen måde faldt af på den. Han var ekstremt hurtig, hvilket til dels begrundede hans lethed ved gymnastik. Jo mere fart, man havde på, jo bedre spring kunne man præstere.

De brød op for at gå ud i omklædningsrummene og klæde om. Da det var sket, vrimlede alle elleve gymnaster ind på gulvet i hallen for at begynde at varme op. Det var intet overdrevet hårdt; bare en gang styrketræning, hop, løb og udstrækning, så de var smidige nok. Det tog sammenlagt en halv time.

Derefter begyndte de at lave lidt serier, men ikke noget seriøst, eftersom der var længe til opvisningen, og de havde rigelig tid til at lære koreografierne. I stedet satte Aimee og Priscilla fokus på, at de skulle lære at være let til fods på gulvet, selv om de sprang rundt og skiftede niveau. Så det brugte de endnu en halv time på.

Løft ville blive en stor del af dette års opvisning for Eliteholdets vedkommende, kunne alle trænerne afsløre. Derfor øvede de sig også i disse af forskellig art. Rachel blev sat sammen med Lee, som ikke havde den mindste smule problemer med at løfte hende. Hun kunne komme løbende nok så langsomt, og han var stadig fuldt ud i stand til at bære hende over sit hoved. Selvfølgelig var det ikke helt smertefrit for nogen af dem, for det skete alligevel, at hun ramte forkert, eller at han ikke fik rigtigt fat, og så sendte det som regel dem begge i gulvet og tilføjede et nyt blåt mærke til samlingen. Ingen kunne have påstået, at Eliteholdet ikke kæmpede for at bevare navn og rygte.

Pete og Tina var blevet sat sammen, og mens Rachel og Lee tog en pause sammen med Jonas og Teresa, arbejdede de stadig videre. Rachel kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan Tinas kinder konstant var en smule røde, selv om det ikke var så hårdt igen at blive løftet. Ej heller kunne hun undlade at bide sig fast i den tanke, at de to rent faktisk så søde ud sammen. Men det var ikke hendes stil at lege Kirsten Giftekniv, og hvis Tina ikke havde sagt noget, var der nok ikke noget i det alligevel. Uanset hvad lod de to til at more sig kosteligt med opgaven.

Eftersom der var en pige for meget, lod Rachel den eneste nye pige på holdet, Fiona, prøve med Lee, mens hun selv strakte ud på gulvet ved at gå i henholdsvis split og spagat fra forskellige positioner. Et par stykker fra Pigeholdet indfandt sig, efterhånden som den rytmiske træning var ved at være overstået for Eliteholdets vedkommende, og de skulle skifte hal.

,,Rachel!” råbte Pete, som stod i modsatte ende af hallen, allerede henne ved døren. ,,Høj flyv!”

Hun smilede skævt, rystede en anelse på hovedet og tog tilløb til at sætte af foran ham og lade sig løfte højt op i luften, hen over hans hoved, så hun lå vandret med armene bredt ud til siden. Første gang hun nogensinde havde prøvet dét, havde været med Dominic, som nær havde tabt hende. Siden var det kun gået bedre og bedre, og nu frygtede hun på ingen måde at falde, uanset hvem der stod nedenunder.

Pete satte hende ned på gulvet igen uden besvær, og uden at hun ramte overfladen hårdt. Derefter ventede de på Tina, Jonas, Lee og Teresa, som de fulgtes med hen ad gangen til Hal 1, springcenteret.

Drengene forsvandt for at hjælpe med at sætte redskaberne op, så de kunne komme i gang med at springe. Imens øvede pigerne sig på at stemme fra siddeposition til håndstand uden at bruge fødderne. Det gik nogenlunde.

,,Donovan, Teresa og Tina, op på række!” brølede Larry, som havde for vane at kalde Rachel ved efternavn, ligesom de andre to mandlige trænere.

Lydigt stillede de tre op på række bag Claus Washington, som stod forrest. Pete og Jonas syntes, at det kunne være sjovt at snige sig ind mellem Rachel og Tina, så det gjorde de, og der blev de så stående. Også selv om Rachel og Tina sammen gjorde et halvhjertet forsøg på at skubbe dem ud af køen.

Køen blev hurtigt mindre, eftersom det kun var opvarmningsspring. Ikke noget vildt. Så selvfølgelig skulle Pete blære sig med en strakt dobbelt salto med halvanden skrue. Rachel fulgte efter med en simpel lukket dobbelt salto. Da hun tøffede efter ham tilbage til køen, hørte hun Lee bemærke, at Pete ville blive den nye Jace.

Pete afviste blankt rosen og smilede skævt til sin holdkammerat.

,,Hvem er Jace egentlig?” spurgte Rachel nysgerrigt, inden hun huskede noget fra sit første år. ,,Det var ham, der døde, ikke?”

,,Jo,” svarede Pete. ,,Han var formentlig den bedste gymnast, der nogensinde har sat sine fødder her på skolen. I hvert fald af hvad jeg har hørt og set på nettet.”

I hvert fald havde han lidt af et eftermæle, tænkte Rachel nysgerrigt. Hun skrev sig bag øret, at hun burde tjekke, hvem det var, når hun fik adgang til en computer. Imidlertid gik der ikke ret lang tid, før hun glemte det og genoptog sine spring.

Pete, som sprang før hende, stoppede hende ved femte runde ved at holde en hånd op og træde ind foran trampetten. Larry lænede sig nysgerrigt nærmere og grinede bredt. Så nikkede hen til Pete, hvilket gjorde Rachel en lille smule nervøs.

,,Rach! Tre gange rundt!” råbte Pete muntert.

Hun rystede på hovedet. Aldrig i livet, om hun skulle prøve at komme tre gange rundt i en salto, selv hvis den var lukket. Det havde taget lang nok tid at komme to gange rundt.

,,Donovan! Tre gange rundt!” gentog Larry leende. ,,Tag din tid.”

Tøvende nikkede hun, trak vejret et par gange, rystede lidt med hænder og fødder og accelererede så, præcis som hun huskede det fra sine løbeture med Pete. trampetten kom nærmere og nærmere, og hun tog sit indspring et godt stykke før, svævede hen over gulvet og samlede benene, indtil de ramte ned på den elastiske overflade. Her strakte hun helt ud med armene over hovedet og blikket vendt opad, så hun kunne få den nødvendige højde på. Elastikken gav efter, men spændtes til sidst så meget ud, at den med mere end hendes egen kraft skubbede hende opad igen og sendte hende op i luften. Hun ventede brøkdelen af et sekund, før hun trak arme og ben til sig og bøjede hovedet ind mod maven. Og så drejede hun automatisk rundt og holdt rotationen i den lille kugle, der udgjorde hendes krop. Hun kunne mærke det antal gange, hun kom rundt. En, to, tre gange vendte hendes hoved nedad. Så landede hun med et blødt ”bump” i springgraven. Hun sad ned, og landingen var foregået på bagdelen.

Pete klappede, og det samme gjorde alle andre i springcenteret. Det farvede hendes kinder røde, mens hun trak vejret dybt og forsonende en enkelt gang. At dreje tre gange rundt var først nu noget, hun huskede, at hun ellers aldrig havde drømt om at gøre. Det var for sindssygt.

Med en hjælpende hånd fra sin bedste ven fik hun hevet sig selv ud af den bløde springgrav, lettet og enormt glad.

 

Træningen igennem prøvede hun flere gange at komme tre gange rundt, men hun landede aldrig på fødderne, og til sidst blev hun træt. Efter træning fulgtes hun og Tina væk fra Kasernen og tilbage til pigernes dormitorium, hvor de skiltes for at gå i bad inden aftensmaden.

I spisesalen sad Robert, Janet, Dean, Phil og deres sædvanlige andre gruppemedlemmer og talte sammen, mens de ventede på hende. Rachel havde lidt dårlig samvittighed over at undskylde sig overfor sine andre venner til fordel for sin kæreste, men det var der vel ikke noget at gøre ved. Og desuden så lod de ikke til at have noget imod, at hun tilbragte tiden med Robert.

Robert viklede en arm omkring hendes skuldre, idet hun satte sig ned ved siden af ham, og hun kyssede ham villigt midt på munden, inden hun mere eller mindre gav sig til at stirre ud i luften af træthed. Hun var så udmattet efter træningen, at hun ikke engang magtede at gå op og hente mad, så hun kunne få noget energi. Efter et stykke tid rejste Dean sig og hentede det for hende, og hun stirrede forbløffet på ham, mens hun prikkede til sin lasagne. Hvorfor mon han havde gjort det?

,,Jeg skal lige pisse,” erklærede Robert, som rejste sig og forlod spisesalen.

,,Charmerende udtryk,” råbte Janet efter ham, og han blinkede til hende på sin helt særlige måde.

Rachel smilede skævt ved synet, inden hun lod øjnene vandre ned mod sine venners bord. Tina og Pete lod til at være ved at omkomme af grin, mens Jonas, Teresa, Lee og nogle andre betragtede dem, som om de var galninge. Hun gad godt vide, hvad det gik ud på. Det måtte hun huske at spørge Tina om.

Efterhånden som folk fik spist lidt, bredte der sig flere samtaler rundt omkring i salen, og snart fandt Rachel sig selv grinende ad Phil, som fyrede en eller anden upassende joke af, mens han påstod, at den var rettet mod Anna, som rødmede dybt og så ned i sin mad. De ældre piger forsøgte - halvkvalte af grin - at få Anna til at holde op med at rødme med kommentarer om, at Phil slet ikke var den slags værdig. Og Rachel mente faktisk den del, men det sagde hun ikke noget om, og hendes tonefald afslørede det heller ikke.

Phil var ikke så meget hendes kop te, men han var flink nok, når han gad at være det. En smule overlegen og selvcentreret, men det kunne alle vel finde på at være en gang imellem, og siden han nu var en af de populære fyre på skolen, syntes hun ikke, at hun kunne tillade sig at bebrejde ham.

,,Du ser godt ud, Jameson!” råbte han hen over sin skulder til Olivia, som var på vej ud af spisesalen.

Utvivlsomt havde han ret. Olivia var iført en svævende rød kjole, der klyngede sig til hendes krop for oven og komplimenterede hendes ben for neden. Den rige farve stod godt til hendes korte, kulsorte hår og fik de blå øjne til at virke endnu mere slående.

,,Pas dig selv,” svarede hun drillende tilbage og sendte ham et flirtende smil, inden hun forsvandt ud mod toiletterne.

Samtalerne brød ud rundt omkring igen, og Rachel måtte endnu engang stå model til Phils og Deans drillerier, mens Janet tog hendes parti. Som sådan var det meget hyggeligt, men hun var træt og havde egentlig mest lyst til bare at sove. Så selv om Robert tog sin tid på toilettet, fulgte hun med Tina og Teresa tilbage til pigernes dormitorium for at få lidt søvn inden den følgende dag, hvor de ville have fri.

For det var fredag aften, og selv om andre elever i hemmelighed sikkert tilbragte denne aften - og den følgende fridag - med at holde fest og pleje tømmermænd, så ønskede Rachel ikke at bryde reglerne. Hverken skolens eller samfundets. Og det indebar, at hun ikke drak alkohol før hun fyldte enogtyve.

Desuden skulle de jo have træning med Eliteholdet den følgende eftermiddag, så det ville ikke nytte noget at blive fuld denne aften. Dette resulterede i, at de tre piger aftalte at mødes og samle op på lektier og afleveringer om formiddagen og så tage det stille og roligt. For Rachel lød det som den perfekte plan.

Hverken Steph eller Alina var vendt tilbage til værelset endnu, så hun havde det hele for sig selv. Ikke at det gjorde spor. Så kunne hun få lidt ro i hovedet. Det var meget rart konstant at være sammen med andre mennesker, men af og til fik man også bare brug for en pause til lige at få tømt hovedet og koble af. Dette var hendes chance. Og hun ville udnytte den til at ringe til sine forældre og tale lidt med dem.

Når hun konstant lavede noget, var det ikke altid, at hun huskede eksistensen af forældre i sit liv. Men når de to, som havde lagt gener til hendes tilblivelse, så strejfede hendes tanker, fik hun dårlig samvittighed og en lille smule hjemve, selv om skolen var rarere nu, end den havde været for to år siden, hvor hun stadig var helt ny og ikke rigtig havde venner.

Samtalen blev ikke lang, men den var nok til at lette hendes dårlige samvittighed en smule. Til at forsikrede hende om, at de havde det fint, og at så længe hun ikke ringede, og de ikke pludselig fik besked om noget forfærdeligt, så var de helt okay med, at hun ikke ringede ofte. Sådan havde det jo også være med Dominic, mindede de hende om.

Da opkaldet var slut, var hun drænet, så hun slukkede lyset og krøb ned under dynen, stadig fuldt påklædt. Inden for få sekunder var hun faldet i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...