Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6290Visninger
AA

16. - August

En sommer var kommet og gået, og nu var eleverne tilbage på Plikanes skole igen. Rektoren havde taget imod dem med åbne arme, og de havde spist sammen som traditionen var. Efterfølgende havde Rachel og Robert fundet sammen, og de sad nu udenfor i den lune sommeraftenluft og talte om ferien, hvor de havde haft en enkelt mulighed for at ses. Robert havde rent faktisk været i New York, og de havde tilbragt dagen sammen i Central Park med at gå ture og ligge i solskinnet under den blå himmel.

Nu var Rachel så i gang med at fortælle om sine øvrige feriedage. Der var sket en del. Pete, Jonas og Tina havde alle insisteret på, at de tog et andet sted hen, da de alle tre tilbragte fire dage i storbyen hos hende. Så de var kørt ud på landet for at finde en ”ordentlig” strand, som Pete havde kaldt det, da de ankom til Ausbury Park i New Jersey og fandt sandstrande og bølger. Rachel og Tina havde lavet en flikflak-konkurrence i sandet, hvilket endte med at de begge væltede forpustet omkuld og overlod alle seje tricks i vandet til drengene. Det havde været nogle skønne dage, og Rachels liv havde føltes noget tomt, da de var taget hjem igen.

Dominic havde fået arbejde og var flyttet ud hjemmefra, og hendes forældre havde gjort alt for at forkæle hende, men hun var ikke et lille barn længere, så selv om hun nød det, så glædede hun sig nu til at få lidt fred fra dem. De var bare nysgerrige og ville vide alt, hvad hun lavede, hvem hun skrev med, hvad hendes venner hed, hvor mange drenge hun gik sammen med til hverdag… Den slags ting. Det var lidt trættende i længden.

,,Levi, stop!” var der en pige, som hylede i baggrunden, og Rachels mundvige trak opad ved lyden, mens hun lå med hovedet i Roberts skød.

Levi, en af gymnasterne på Herreholdet, svarede et eller andet, der vækkede latterudbrud i den gruppe af mennesker, han omgav sig med. De fleste heraf var dansere, heriblandt Stephanie og Alina, Rachels to værelseskammerater, og hun var næsten sikker på, at det var Alina, som havde råbt den useriøse kommando, halvkvalt af latter.

Gruppen kom nærmere hen over det efterhånden dugvåde græs, og Rachel følte en underlig trang til at trække Robert med sig et andet sted hen, så de ikke ville blive forstyrret midt i deres hyggestund. Men sådan skulle det selvfølgelig ikke være.

,,Gud!” udbrød en for Rachel velkendt pigestemme, og hun satte sig op for at se rundt. ,,Jeg vidste slet ikke, at I var herude.”

Olivias udbrud var højlydt og glædeligt, og Rachel kunne ikke lade være med at smile. Olivia Jameson og Ninnie Collins fra hendes egen årgang var ikke just typerne, hun talte meget med, men de kunne sikkert være meget flinke, hvis man orkede deres lidt overgearede væremåde. Begge var smukke i ordets ydre betydning. Olivia havde blankt, sort pagehår, en slank krop og lyseblå øjne. Ninnies hår var langt og glansfuldt i en pæn lysebrun farve, og hun havde fantastiske, store, havblå øjne, omkransede at naturligt lange vipper, der blev endnu længere som følge af brugen af mascara.

Dean Wellsby, en bredskuldret, muskuløs ung mand med karseklippet mørkt hår og skægstubbe, havde en arm løst draperet omkring Ninnie, som lænede sig ind mod ham med et forførerisk smil på læben. Da han kom nærmere, hilste han på ved simpelt at tippe hovedet lidt tilbage og smile skævt, på samme måde som Robert ofte gjorde det.

,,Vi nød det, lige indtil du kom forbi, Olivia,” drillede Robert, som frigjorde sig fra Rachel for at rejse sig og slå armene omkring Olivia.

,,Hvor er du bare for meget,” hvinede Olivia og sendte ham et alt for charmerende, påtaget skuffet ansigtsudtryk. ,,Tak for sidst.”

,,Selv tak,” svarede Robert grinende. ,,Det var noget af en dag.”

Rachel rejste sig fra græsset og debatterede med sig selv for en stund. Hun brød sig ikke om den måde, hvorpå Olivia og Robert talte sammen, men hvis hun pludselig gik, ville hun helt sikkert skabe drama, og det var jo ikke sikkert, at der var noget i det. De kunne jo være blevet gode venner over sommeren, uden at hun havde fået nys om det, eftersom de boede i stater, der lå lige ved siden af hinanden.

,,Mon ikke,” medgav Olivia fnisende. ,,Det må vi gøre igen. Vi kunne jo bare tage ned til søen en weekend, ikke?”

Rachel bemærkede godt, hvordan Roberts blik kort veg til hendes side, og hun udnyttede chancen til at tage hans hånd diskret og læne sig mod hans side. Han lod hende gøre det, hvilket hun anså for et ganske godt tegn, og hun kunne da også godt se det tilfredse smil, der spillede i hans mundvig.

,,Vi skulle næsten invitere nogle flere med,” sagde han så, i et lidt anderledes tonefald end før.

Lyset gik en lille smule ud af Olivias øjne, syntes Rachel, men det kunne selvfølgelig også være den måde, mørket omsluttede ansigtet på, da hun nikkede en enkelt gang. ,,Jo. Det lyder sjovt.”

,,Rachel, har du mødt Anna?” spurgte Ninnie.

Rachel så på resten af gruppen, hvoraf hun kendte navnene og holdene på de fleste. Der var dog en enkelt førsteårselev i gruppen, som hun ikke kendte navnet på. Dette måtte være Anna.

,,Nej, den fornøjelse har jeg ikke haft,” tilstod hun og slap Roberts hånd for at række sin egen frem. ,,Mit navn er Rachel. Hyggeligt at møde dig.”

Pigen, hun ikke kendte, smilede en smule, selv om hun så en smule blegnæbet og nervøs ud. Rachel havde ondt af hende, fordi hun var endt i den mest højlydte gruppe på hele skolen allerede første aften. Selv ville hun nok have foretrukket at sidde ned og tale stille og roligt med nogen første aften. Eller bare sove.

De trykkede hænder, og pigen pustede sit pandehår ud af øjnene.

,,I lige måde,” svarede hun, og hendes stemme lød endda nervøs. ,,Jeg hedder Anna.”

Rachel nikkede.

,,Hvilket hold er du på?” spurgte hun, mest for at få en samtale i gang.

,,High-Jump,” svarede hun hurtigt.

Det kom faktisk lidt bag på Rachel, eftersom ingen af Annas følgesvende tilhørte det hold. Faktisk holdt de rendyrkede springere sig mest for sig selv og blandede sig ikke meget med resten af skolen, så det var overraskende, at en førsteårselev havde modet til at bryde cirklen. Og så var det egentlig også meget rart.

,,Det er vildt cool,” sagde hun ivrigt, for ikke at gøre den nye pige mere nervøs, end hun var i forvejen. ,,Du må være god til at springe.”

Anna nikkede hurtigt et par gange.

,,Men ikke lige så god som dig,” brød Ninnie ind i samtalen.

Anna så skuffet ned i jorden, selv om det var tydeligt, at hun forsøgte at skjule sin forlegenhed.

,,Hold dog op,” mumlede Rachel stille, mens hun kunne mærke sine kinder blive varme. ,,Så god er jeg da ikke.”

Ninnie lavede en form for håndbevægelse, der nærmest børstede hendes ord væk, mens hun trådte nærmere Anna, som havde rettet blikket opefter igen.

,,Rachel er skolens ukronede dronning,” erklærede den lyshårede pige. ,,Der findes endnu ikke den pige her på stedet, der ikke misunder hende det talent, hun har. Og den kæreste, hun har,” tilføjede hun smilende.

At Robert pludselig blev inddraget i samtalen distraherede Rachel, og hun så sig over skulderen for at lokalisere ham. Til sin overraskelse kunne hun se, at han og Olivia åbenbart havde gang i en eller anden form for tagfat, grinende og pustende. Det så sjovt ud.

,,I øvrigt,” sagde Ninnie konstaterende til Anna, ,,så slås skolens to mest populære fyre om hendes opmærksomhed. Det gjorde de i hvert fald sidste år.”

Rachel vendte sig tilbage mod samtalen igen, ovenud forvirret. ,,Hvad mener du?”

,,Jeg mener, at Pete McGregor giver Robert kamp til stregen,” svarede Ninnie med et vidende, drillende smil, som Rachel ikke brød sig om.

Hun var overbevist om, at Ninnie tog fejl, for Pete var på ingen måde interesseret i andet end venskab med hende. Det havde han endda sagt. Og hans modvilje overfor Robert havde intet med jalousi at gøre, havde han yderligere påpeget, da de kom til at tale om det. Faktisk var der en anden, som han kunne lide, og som Rachel var helt enig i, at han ville passe bedre sammen med. Men det kunne hun ikke stå og fortælle stolens mundtligt overleverende sladderspalte.

,,Robert har intet at føle sig truet over,” sagde hun i stedet, en smule undvigende, ivrig efter at undgå at tale om Pete, når han ikke var tilstede.

,,Pete McGregor… Hvem er det?” ville Anna vide.

,,Det finder du hurtigt ud af, søde,” lovede Ninnie hende, nærmest som om hun talte til et lille barn.

,,Robert!” hylede Olivia, idet han greb hende om livet og svingede hende rundt.

Han drejede og drejede, indtil de begge faldt om på jorden, grinende højt mod aftenhimlen. Ninnie klappede ivrigt i hænderne, mens Rachel stak sine i lommerne på sine bukser og bed sig i underlæben, usikker på hvordan situationen skulle læses.

,,Frøken Jameson, du larmer!” råbte en mandestemme pludselig, og Rachel fik et kolossalt chok.

Da hun vendte sig om, fik hun øje på skolens rektor, Zacharias Plikane, som stadig ikke så ret gammel ud. Måske på alder med hendes forældre. Han var iført almindelige jeans og en skjorte; det samme tøj, som han havde modtaget eleverne i. Hans mørke hår blev puffet lidt rundt af brisen, og et varmt smil prægede hans læber.

,,Se ikke så chokeret ud, frøken Donovan. Jeg er her ikke for at give jer ballade,” lovede han hende med et grin.

Rachel tog en dyb indånding.

,,Jeg blev bare overrasket, rektor,” svarede hun rødmende.

,,Hvorfor dog? Jeg bor her. Så stor en overraskelse kan min tilstedeværelse da umuligt være,” sagde han drillende.

Ninnie grinede. Rachel kunne ikke lade være med også at komme til at le. Han havde jo ret. Det burde ikke være en overraskelse, men det var forholdsvis sjældent, at eleverne rent faktisk så rektoren i deres midte. Han blandede sig mest med lærerne og koncentrerede sig i det hele taget om at styre skolen på en passende måde.

Olivia og Robert kom tøffende i hælene på hinanden tilbage mod gruppen, og Rachel kunne ikke lade være med at smile en smule selvtilfredst, da Robert lagde armene omkring hende bagfra og kyssede hende i håret. Når han turde at gøre det foran rektor, måtte det da betyde noget.

,,Godaften til jer to også, hr. Jacobs, frøken Jameson,” hilste Zacharias Plikane muntert og lettede lidt på sin fiktive hat. ,,Må jeg foreslå jer alle, at I trækker i seng inden så længe? Skolen begynder i morgen for de fleste af jer.” Han sendte Anna et venligt blik. ,,For dit vedkommende, frøken Floyd, så ville det nok gavne dig også at finde venner fra din egen årgang.”

Det blev ikke sagt i nogen belærende eller irettesættende tone, men Anna så ud, som om hun netop havde fået eftersidning. Rachel lagde hovedet lidt på skrå og lænede sig tilbage mod Robert, som afholdt hende fra at vælte bagover.

,,Ja, rektor,” hviskede Anna og så ned i græsset under sine fødder.

Plikane forlod stedet, fløjtende mod aftenhimlen og med hænderne i lommerne. Rachel viklede armene omkring Robert, og de andre talte lavmælt sammen i den lidt akavede situation, der fulgte. Anna stod og så ned i jorden.

Da Robert frigjorde sig fra omfavnelsen, gik Rachel hen til den nye førsteårselev og satte sig på knæ foran hende med hænderne på hendes underarme, smilende ærligt.

,,Du skal ikke tage dig af ham,” påstod hun trøstende. ,,Han sagde det kun, for at du ikke skal blive alene, når vi er færdige på skolen.”

,,Præcis,” istemte Alina hurtigt, kvidrende som en fugl. ,,Men bare rolig. Du lærer lynhurtigt folk at kende. Også dine værelseskammerater, vil jeg vædde med.”

,,Nemlig,” sagde Rachel, mere roligt end sin lidt overstemte bofælle. ,,Det skal du ikke tage så tungt.”

Anna nikkede stille, og Rachel rejste sig op, strakte sig og så tilbage over sin skulder mod pigernes dormitorium.

,,Jeg tror, at jeg vil gå i seng nu,” erklærede hun, mens hun lod armene falde ned langs siderne. ,,Godnat.”

,,Godnat, smukke,” sagde Robert og kyssede hende på kinden, og hun smilede skævt, idet han gav hende et lille klap bagi.

,,Rach, jeg går med,” sagde Stephanie, som tog et par løbende skridt og indfandt sig ved hendes side. ,,Vi ses i morgen, folkens.”

Det endte med, at pigerne kom dryssende ind ad døren til dormitoriet inden for fem minutter. Rachel tog et æble, inden hun børstede tænder og trak i nattøjet. Alina gav sig til at læse et blad, mens Steph glattede sine lange, lyse krøller ud med et glattejern foran spejlet på badeværelset. Imens fandt Rachel en bog frem og gav sig til at læse, bare for at fordrive tiden indtil pigerne var klar til at slukke lyset.

,,Det er egentlig underligt,” sagde Steph, inden hun bandede højlydt over at have ramt sin øreflip med det varme glattejern.

,,Hvad er underligt?” spurgte Rachel, som alligevel ikke kunne fokusere på bogstaverne i bogen.

,,Bare… at Robert og Olivia har hængt ud sammen i ferien,” svarede Steph ude fra badeværelset. ,,De har ellers ikke ret meget tilfælles.”

,,Næh, måske ikke,” mumlede Rachel uinteresseret. ,,Men det bestemmer de vel selv. De lader til at have det meget sjovt.”

,,Føler du dig ikke den mindste smule truet?” indvendte Alina, som lagde sit blad fra sig i en brat bevægelse.

Rachel klappede sin bog sammen med et suk og placerede den på sit sengebord.

,,Næ. Hvorfor skulle jeg det?”

,,Olivia er lidt… du ved… løs på tråden,” svarede Alina, tydeligvis fiskende efter de rette ord, der ikke ville såre eller fornærme Rachel. Det kunne hun nu godt have sparet sig.

,,Det er Robert ikke.” Hun tænkte på dengang han havde lovet, at de kunne vente, til hun var klar. Det ville hun benytte sig af, indtil hun rent faktisk følte sig klar.

Naturligvis kunne hun mærke på ham, når han havde lyst til at gå et skridt videre, og det var ikke en sjælden respons, hans krop gav på deres kys. Men han holdt sig i skindet og var blid hele tiden, uden på nogen måde at presse hende. At ham og Olivia skulle have fundet noget sammen på den måde, kunne hun slet ikke forestille sig. Det var ganske enkelt den mest utænkelige tanke i hendes hoved.

De lod emnet ligge, Stephanie blev færdig med sit hår, og så gik de alle tre i seng. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...