Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6316Visninger
AA

8. - August

August havde bragt høje temperaturer til Erie, kunne Rachel mærke, så snart hun trådte ud af bilen på skolens parkeringsplads. Vinden skubbede til hendes hår, uden at det føltes som et koldt pust, og solen bagte ned fra oven på de mange mennesker, som støt ankom til skolen. Rundt omkring kunne hun se de nye elever, der havde erstattet sidste skoleårs afgangselever. Med kun firs elever på skolen var det ikke svært at holde styr på dem alle.

Til sit eget held kunne hun konstatere, at disse nye elever overvejende så lige så nervøse ud som hun selv. Tyve af dem var der, ti drenge og ti piger, alle fordelt på holdene efter de gymnastiske evner, de besad. Nogle var sikkert langt bedre rytmisk, end Rachel nogensinde ville blive, og andre sprang måske i overvejende grad. Enkelte kunne nok godt konkurrere med hende, for et par stykker var med garanti endt på Eliteholdet. Tre, hvis regnskabet skulle gå op. I år to piger og en dreng. Hun glædede sig lidt til at møde dem senere på dagen.

,,Hvis du mangler noget, ringer du bare,” formanede Callie Donovan sin datter, og Rachel skubbede en lok af hår ud af øjnene, mens hun tog imod sin kuffert og nikkede.

,,Det skal jeg nok, mor, men jeg har altså husket det hele,” sagde hun og trak vejret dybt en ekstra gang.

,,Det var godt. Vi ses til jul, Rachel,” mindede hendes mor hende om, mens de krammede hinanden.

Rachel ville aldrig blive for gammel til at omfavne sine forældre og nyde at blive holdt om og holdt af. Så da hendes far sluttede sig til dem i omfavnelsen, smilede hun skævt og lagde hovedet mod sine forældres skuldre. Den eneste, der manglede, var Dominic, men ham talte hun alligevel så ofte med.

,,Hils Nick og sig, at jeg kræver at se ham til jul,” informerede hun sine forældre, der puslede omkring hende og hjalp med at bære ting ud af bilen og læsse hende som et andet pakæsel.

,,Han kommer hjem til jul, hvis han ellers har sit liv kært,” forsikrede Callie hende.

,,Godt. Vi ses!”

De to voksne vinkede efter sig, da deres bil lige så roligt trillede væk fra skolens parkeringsplads, og deres datter blev efterladt på stedet. Dog var hun lidt mere realistisk i sine forventninger til skolegangen i år. Sidste år havde ikke ligefrem været perfekt, og det havde skruet lidt ned for hendes dagdrømme om det nye skoleår.

Så snart hun vendte rundt, fik hun øje på Pete, som stod med hænderne i siderne, en kuffert ved fødderne og en sportstaske slynget hen over ryggen i én lang strop. Han smilede i solskinnet og vinkede hende så nærmere med et slesk udtryk i ansigtet.

Hun lo, idet hun samlede sig om sine ting og fik dem bakset over til ham. De var i god tid.

,,Nå,” sagde hun og kiggede ned på hans bagage. ,,Hr. Pete Andrew McGregor,” rettede hun sig selv, drillende. ,,Hvordan var din sommer?”

,,Stille og rolig,” svarede han leende og uglede hendes hår. ,,Du ved… En tur til Louisiana, hvor jeg har noget familie, badning i Golfen. Hvad med dig?”

,,Også stille og rolig, selv om mine rejser har været begrænset til Brooklyn, hvis jeg ville på stranden,” forklarede hun, mens han hankede op i sin kuffert og de begyndte deres færd op ad den smallere vej mod skolens hovedbygning - gennem portene.

,,Nå ja, lille frøken New York City,” vrængede han, på en sådan måde at hun vidste, at hun ikke skulle blive fornærmet. ,,Er du ikke blevet bagt i den beton-ovn til Manhattan endnu?”

,,Hey! Vi har da Central Park,” forsvarede hun sig, selv om hun vidste, at det var en ringe trøst. Det kunne hun jo se med sine egne øjne, når hun blev kørt hen til skolen - der var skøn natur mange steder undervejs.

,,Ja, den samling pinde stoppet ned i et uldtæppe,” fortsatte Pete på spøgen.

,,Nu er du strid,” fortalte hun ham barnligt.

,,Jeg ved det,” grinede han, idet han løftede en arm til hilsen overfor Lee Hoang, som kom løbende i modsatte retning, formentlig for ikke at skulle slæbe alle sine ting op til skolen på én gang.

Rachel ventede til, at Lee var forbi. Så vendte hun igen blikket op mod Pete.

,,Har du set Tina?”

Han så sig omkring, som om det ville hjælpe noget at kigge nu. Rachel havde orienteret sig, og Tina var ikke til at se i nærheden. En lille frygt meldte sig i hendes mave om, at Tina måske ikke vendte tilbage til Plikane i år. Men hvorfor skulle hun dog ikke gøre det?

,,Næ, ikke sådan umiddelbart,” var Petes svar. ,,Hvorfor? Er mit selskab da ikke godt nok?”

,,Det er heldigt for dig, at jeg skal bruge begge hænder til at slæbe mine ting, og at jeg vælter, hvis jeg ikke holder mine fødder under kontrol,” bemærkede hun tørt, men stadig i højt humør.

,,Nå, nå, bliver du voldelig nu?” Pete fløjtede uskyldigt. ,,Der kan man bare se.”

,,Det gør jeg jo så netop ikke,” påpegede hun.

,,Det er det samme at tænke det som at gøre det,” påstod han med påtaget fornærmelse, inden han opsatte et melodramatisk ansigtsudtryk og formede sin krop derefter. ,,Jeg er såret i mit inderste.”

,,Den er god med dig. Det eneste, der kunne såre dig, var hvis dit hår sad forkert om morgenen, og du ikke havde mere voks tilbage.”

Rachel drejede begejstret hovedet ved lyden af en ny stemme, der deltog i drillerierne fra første bemærkning. Tina gik på den anden side af Pete nu, med hænderne frie. Hvorfra hun var kommet, havde Rachel ikke den fjerneste idé om, men det kunne nu også være lige meget.

,,Gisp!” udbrød Pete, og Rachel fnisede. ,,Hvad er I? Tankelæsere? Det er præcis sådan, jeg har det om morgenen!”

Alle og enhver var klar over, at Pete var fuldkommen og aldeles interesseret i piger. Ingen tvivl på det punkt, eftersom hele skolen vidste, at hans hjerte var blevet knust i løbet af det sidste år af en pige, som ikke længere gik på skolen. En af sidste års afgangselever. Men at høre ham tale på den måde såede tvivl hos Rachel. Hvordan kunne han lyde så feminin uden at være homoseksuel?

Naturligvis var det feminine overdrevet. Og det var dét, der gav det effekt. Men alligevel…

,,Bedre endnu,” rettede Tina ham. ,,Vi er gudinder. Vi kan ikke kun læse dine tanker. Vi ved alt om dig.”

,,Og hvis du ikke snart dropper dit fis, så vil du føle nemesis,” føjede Rachel åbensindet til med et stort perlesmil, der var så smørret, at hun kunne have svoret, at han ville slå hende på hovedet for det.

I stedet fnøs han. ,,Som om jeg er bange for jer!”

De nåede indgangen til skolebygningen, hvor alles kufferter og tasker var placeret langs væggene. Der var en voldsom larm og trængsel, da de tre, efter at Rachel og Pete havde stillet sine ejendele fra sig, trådte ind i spisesalen. Folk ønskede hinanden velkommen tilbage og grinede og lo, mens førsteårseleverne trykkede sig nervøst sammen og blot ventede på, at rektor gik i gang med at tale.

Rachel havde hurtigt glemt alt om ikke at skrue forventningerne op, for da først én havde set de tre sammen, kom flere og flere til. De fleste var fra deres klasser eller fra Eliteholdet, så Rachel kendte langt de fleste ved navn - måske med undtagelse af tredjeårseleverne, som kom for at hilse på Pete. Ninnie Collins og Olivia Jameson omfavnede alle nytilkomne, som om de kendte hver og en meget personligt. Det brød Rachels intimgrænse, men hun sagde ikke noget og børstede sig bare diskret af mentalt.

Ikke fordi hun ikke brød sig om de to piger personligt. Mere fordi hun havde set dem sidste år, siddende i deres klynge af piger og drenge, som de beundrede og gjorde alt for at leve op til. Og så gik rygterne jo.

Efter et stykke tid med ukontrolleret larm trådte rektor frem med en mikrofon i hånden, og hans velkomst svøbte samtlige af skolens elever ind i hans hule hånd. Det var en gave, Zacharias Plikane havde. Og alle lyttede, da han efterfølgende holdt sin velkomsttale fuld af praktiske informationer. Rachel begyndte at kede sig en smule i længden, men vågnede op da Pete skubbede til hendes skulder så hun var ved at vælte ned fra stolen.

,,… og de kløgtige af jer vil snart bemærke, at ét trin ikke er fuldtalligt i år,” sagde rektoren, som var iført afslappet tøj og stod afslappet midt på gulvet. ,,Her taler jeg om, at tredjeårseleverne må køre med underskud i år, som følge af at Lorenz Bryant har valgt ikke at vende tilbage til os i år. Dette betyder, at Eliteholdet også kommer til at køre med underskud i år. Det er ikke til diskussion.”

Derefter opstod vildt kaos, fordi kønnene skulle i hver sin retning, da først eleverne var kommet ud af spisesalen og ud på de overdækkede gange. Pigerne blev ledt mod deres dormitorium, og Rachel havde i år overskud til at se på den lange række af drenge, der gik mod det andet dormitorium.

Fru Caprin fulgte pigerne ind ligesom sidste år, og Rachel nød at se de nye elever tage synet ind. Så skyndte hun sig efter Alina og Stephanie op ad trappen for at finde deres værelse.

Det lignede sig selv, og de tre indtog automatisk deres sædvanlige sovepladser uden at have pakket den mindste smule ud. Tasker og kufferter stod bare i en bunke midt på gulvet, mens de tre piger samlede op på sommerens begivenheder. Det skulle vise sig at Alina og Stephanie allerede havde mødtes i løbet af sommerferien og haft det sjovt, men de tilstod også - noget flovt, heldigvis - at ingen af dem havde tænkt på at invitere Rachel.

Til gengæld kunne hun så fortælle, at hun havde været meget i kontakt med Pete over sommeren, og de havde udviklet et meget sjovt, humoristisk venskab, der handlede om både det hverdagsagtige og så gymnastikken. Den ene dag havde Pete svoret, at han i sin resterende skoletid ville sørge for, at Rachel blev den bedste version af sig selv overhovedet muligt i forhold til spring.

Til aftensmaden var Rachel udhvilet igen, og hun glædede sig til at få noget i maven, lige indtil hun trådte ind i spisesalen og nær havde spændt ben for Robert Jacobs. Han snublede, men nåede at finde balancen, inden der skete noget akavet. Så rettede han sig op, sendte hende et hvad-har-du-gang-i-blik og gik videre hen mod køen.

,,Tag dig ikke af ham,” sagde Tina, som hun havde fulgtes med, og som havde set det hele meget tæt på.

Skammen fik det til at brænde i Rachels kinder.

,,Nej, nej,” mumlede hun bare og ventede lidt med at stille sig i kø for at få mad. Så meget for at starte på en frisk og glad måde denne gang.

Mens de spiste diskuterede Rachel, Tina, Pete, Lee og Jonas, hvordan trænerne ville præsentere sig selv i år. Pete og Lee kunne meddele de to yngre elever, at dengang de startede, kom Priscilla og Aimee dansende ind, mens Larry, Matt og Eric kom ind ved at springe på banen hele vejen hen forbi de måbende elever. De to tredjeårselever holdt hårdt på, at sådan blev det nok også i år, selv om året forinden havde været stille og roligt, og Rachel og Tina derfor ikke helt kunne tro på, at trænerne ville blære sig foran eleverne på den måde.

Da de i fællesskab forlod spisesalen og trådte udenfor i den kølige aftenluft, knipsede Pete med fingrene.

,,Kom, Rachel!” befalede han, idet han brød ud i løb.

Rachel himlede med øjnene, men eftersom hun havde erfaret, at hun ikke kunne sno sig uden om løbeturene fra skolen til Kasernen, kunne hun lige så godt give sig til at løbe med det samme. Og hun var da også blevet hurtigere, selv om Pete var henne ved indgangen længe før hende.

Tina, Jonas, Lee og nogle få andre kom gående et øjeblik senere, mens Rachel stadig stod og forsøgte at få vejret. Hun hadede at starte træningen op efter sommerferien, for hun var lidt for glad for is og lidt mindre glad for at løbe for motionens skyld.

,,Lever du endnu, Rach?” spurgte Pete drillende og prikkede hende i siden med en pegefinger, lige under ribbenene.

Hun hvinede og skiftede stilling, mens hun viftede med armene for at afværge endnu et forsøg fra hans side.

,,Jeg - slår - dig - ihjel,” stønnede hun forpustet og gav ham en lammer, idet han holdt døren for hende, så hun kunne træde indenfor.

Eliteholdet samledes indenfor i Hal 1, og Pete og Lee fik ret i deres forudindtagelse om trænernes måde at præsentere sig selv på. Derudover var der ikke meget andet at gøre end at præsentere sig for de nye elever og lege nogle lege til at ryste holdet sammen.

Efter det gik eleverne tilbage mod dormitorierne, og Rachel stak begge pegefingre i ørerne for demonstrativt at udelukke Petes og Lees hoverende sang om, at de havde haft ret med hensyn til trænerne. Alligevel gav hun dem et kram til farve, inden de skiltes og gik til hver deres dormitorium. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...