Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6305Visninger
AA

3. - August

Alle forældre havde været holdt uden for dormitorierne, og ingen var gået med ind til samlingen inde i spisesalen - eller kantinen, som det nok i virkeligheden var, selv om den var enorm - på trods af at der intet forbud var. Rachel savnede allerede sin mor og far, da hun fulgte med samtlige kvindelige elever på skolen ud over græsplænerne til bygningen mod nordøst, der var markeret med et stort sort P hen over døren.

Det var pigernes dormitorium, hvortil drengene var forment adgang, ligesom enhver af hunkøn havde strenge forbud mod at sætte så meget som en lilletå inden for døren i det andet dormitorium. På det punkt var skolens regler meget strenge, og Rachel forstod dem ikke helt. Men hun brokkede sig ikke, på trods af at flere af hendes nye klassekammerater stærkt gjorde udtryk for deres utilfredshed, mens de i samlet flok gik hen mod deres nye soveværelser.

Rachel ville egentlig hellere have udforsket skolens udendørsfaciliteter i det gode augustvejr, men det havde hun altså ikke tilladelse til endnu. I stedet måtte hun pænt vente, mens en lærer, fru Caprin, fordelte pigerne på værelserne. Både andetårs-, trejdeårs- og fjerdeårseleverne var også med til fordelingen, selv om de havde faste værelser hvert år. De var ti nye piger og ti nye drenge. En årgang af førsteårselever på tyve i alt.

Blandt dem var der nogle typer, som Rachel vidste ville blive de populære piger - de udstrålede det så voldsomt, at det var lige til at lugte på afstand - og andre, som hun bedre kunne forestille sig at blive veninder med. Hun håbede bare ikke, at de piger, hun skulle dele værelse med, larmede og festede hele natten med høj musik og indsmuglet alkohol, som de var meget for unge til at drikke.

Derhjemme havde hun haft meget få, meget tætte venner, som hun vidste alt om. De havde grædt, da de sagde farvel til hende, og hun havde lovet at skrive til dem, når den første uge på skolen var overstået - så måtte hun nemlig bruge sin telefon og computer igen. Indtil da måtte hun overleve med det selskab, hun nu engang havde. Men hun vidste allerede nu, at hun ikke ville bytte de næste fire år af sit liv for noget som helst i hele verden, ikke engang sine bedste venner hjemme i New York.

Dominic havde lovet hende, at selv om starten var lidt hård, så ville hun komme til at elske det, og hun stolede på, at han havde ret. Dominic havde ikke været den populære type, da han tog af sted, men da han vendte hjem på sommerferie allerede efter første år, var han som transformeret.

,,Alina Wyatt, Rachel Christina Donovan og Stephanie Joan Flint, første sal, værelse otte,” informerede fru Caprin med et venligt smil, inden hun fortsatte med at udnævne værelserne ét efter ét, efterfulgt af værelsesnumre.

Der var egentlig ikke særlig mange værelser, funderede Rachel, mens hun desorienteret så sig omkring på pigeflokken i det skarpe sollys. Flere stod og pillede nervøst ved deres hår og forsøgte at få det til at ligne, at de ikke spejdede efter de andre piger, som hørte til på deres værelser.

Langt om længe åbnede fru Caprin dørene ind til dormitoriet, og et enormt, højloftet rum viste sig foran dem, med en trappe i midten, der ledte op til værelserne, som lå rundt om fællesarealet i stueetagen. Der var et lille tekøkken med kedler og kopper i skabe med glaslåger og mørkt træ, flere sofagrupper, et stort plasmafjernsyn og borde og stole, hvor man kunne sidde lidt mere adskilt fra andre end i sofaerne, og hvor Rachel desuden forestillede sig, at mange af de fyrre piger ville sidde og lave lektier efter aftensmaden.

Pigerne spredtes for alle vinde, og Rachel fulgte dem tilfældigt hen til trappen for at gå op på førstesalen, mod døren med nummeret otte indgraveret i det mørke træ. To andre piger stod allerede og kiggede på døren, da hun ankom, og de præsenterede sig hurtigt.

Alina Wyatt viste sig at være en lille, timeglasformet, mørklødet pige med stort sort hår og smukke brune dådyrøjne, som smilede Rachel i møde. Stephanie Joan Flint var nærmest den lille, kurvede piges modsætning; hun var høj, slank og langbenet og havde lyse krøller og grønne øjne med enkelte brune pletter hist og her. Denne Stephanie var iført noget mere drenget tøj end mange af de andre piger: en kasket, lavtaljede jeans og en polo uden dyb udskæring. Begge piger lod til at være lige så nervøse som Rachel, som høfligt hilste på og derefter vendte sig mod døren med spænding i maven.

De blev enige om at åbne døren på tælling, hver med en hånd på dørhåndtaget. Da den svang op, stod de alle tre i døren og kiggede ind. Værelset var egentlig rimelig stort, med tre separate senge. Disse var placeret op ad væggene mod henholdsvis nord, syd og øst. Sengen mod øst stod op ad væggen, hvor døren til værelset også var. Derudover var der tre garderobeskabe og tre sengeborde, så de kunne have ting liggende på et bord, hvis de læste inden sengetid. Et vindue tillod dem udsigt mod vest, og Rachel glædede sig allerede til at sidde på sommeraftener og se solen gå ned. Så mange sommeraftener, som hun nu engang kom til at tilbringe der.

Stephanie erklærede sig ejer af sengen mod den nordlige væg, og Alina endte med at sætte sig på den ved siden af døren. Så Rachel fik automatisk tildelt sengen, som stod langs den sydlige væg. Dette gjorde hende bestemt ikke noget, for så slap hun for at træffe et valg foran sine nye værelseskammerater lige med det samme.

Men de virkede nu meget søde, funderede hun senere, da hun lå under sin medbragte dyne og stirrede op i det mørke loft, for overvældet af de mange nye indtryk til at kunne sige noget.

Stemningen havde været lidt trykket under aftensmaden, hvor ingen endnu kendte hinanden, og der havde været meget stille blandt de nytilkomne elever, mens de ældre sludrede løs om deres sommerferier og familier og venner hjemmefra og udvekslede tips til at komme i god form efter en lidt for inaktiv sommerferie.

Inden sengetid havde samtlige af skolens lærere præsenteret sig for eleverne i spisesalen. Der var en pæn liste, og Rachel var sikker på, at hun endnu ikke kunne huske alle lærernes navne, men dem skulle hun jo nok lære. Så blev de ledt over i Kasernen, hvor holdene holdt møder hver især. Eliteholdet mødtes i Hal 1, og trænerne præsenterede sig. Der var brødrene Matt og Eric Dawson og den lidt ældre Larry McCain, som havde talt på vegne af dommerne til Rachels udtagelse. Og så var der de to kvinder, Priscilla Jones og Aimee Rose. Alle trænere var yngre end femogtredive, ville Rachel gætte på, og de insisterede på at blive kaldt ved fornavn, da de alligevel ville komme til at udvikle et forhold, der var mindre formelt og mindede mere om venskab.

Endnu havde drenge og piger ikke haft meget med hinanden at gøre, men de fik mulighed for at hilse på hinanden indbyrdes på holdene, og Rachel noterede sig med det samme, at samtlige af drengene var rigtig pæne i forhold til hvad hun var vant til. Det var lidt, som om Plikane samlede på flotte unge mennesker, for indtil videre havde hun ikke set én eneste - ud over sig selv, naturligvis - som så ordinær eller kedelig ud.

Og nu lå hun så i sin nye seng på et værelse med en masse nye lyde, mens hun kunne høre sine to værelseskammerater vende og dreje sig rastløst i deres forsøg på at finde søvn. Hun kunne godt have brugt at sige farvel til sin mor og far, eller at fortælle Dominic, at hun ikke var helt sikker på, at hun forstod, hvorfor han syntes, at Plikane var så perfekt et sted. Men hun vidste, at hun nok ville komme til at blive endnu mere i tvivl, hvis hun havde mulighed for kontakt til dem derhjemme. Eller omverden i det hele taget. Erie var langt væk, og hun måtte lære at vænne sig til det hurtigt, hvis hun ikke ville være ulykkelig meget længe. Fire år var trods alt lang tid, og man droppede ikke bare ud af Zacharias Plikanes akademi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...