Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6275Visninger
AA

36. - August, september, oktober

 

Det var mærkeligt at komme tilbage til skolen den august. Sommeren havde føltes alt for kort, og nu var skolen startet igen, med de samme rutiner og rammer - og til dels også de samme personer. Som om intet var forandret fra sidste skoleårs afslutning.

Men alting var anderledes nu.

Aiden var væk. Lee var på college, og det samme var Mikey og Sebastian og alle de andre fjerdeårselever fra året før. Om mindre end et år ville det være Rachels egen tur til at forlade skolen for alvor, for ikke at vende tilbage som elev nogensinde igen.

Dog var der én betryggende tanke ved det hele: At Robert heller aldrig ville vende tilbage til skolen. Hun havde været med til hans retssag, og hun havde vidnet imod ham. Og hun havde glædet sig over hans hårde fængselsstraf samt de polititilhold, han havde fået. Men at han blev straffet slettede selvfølgelig ikke alle de dårlige ting, han havde gjort.

Selv om Rachel havde tilbragt sin sommer med bekymring og tristhed og Dominics uafbrudte verbale tankestrømme, så skulle der dog ikke mange timers ophold på skolen til at få hende til at smile for alvor. Faktisk smilede hun allerede, da hun blev genforenet med Tina, Teresa, Jonas og endda Ninnie, som havde omfavnet hende og erklæret, at hun virkelig var ked af alt, hvad der var sket. Sidst de alle så hinanden var til afslutningen på sidste skoleår, og det havde været en trist affære, hvor alle havde grædt meget og stadig været i samme choktilstand som den dag i april. Og gråden var for mange fortsat på Facebook sommerferien over.

Rektor havde i sin velkomsttale brugt en del energi på at minde fortsættereleverne om, at fremtiden var lys og smilende, og at de skulle være glade for at have en sådan at se frem til. Ved middagen var alting blevet gradvist mere normalt, og de fleste fyrede jokes af, da gymnasterne gik over mod Kasernen.

Her blev Rachel ramt af en bølge af nostalgi, fordi hun indså, at hun pludselig ikke behøvede at sprinte foran alle andre, nu hvor Pete ikke længere var med. Denne mærkelige sugende følelse i maven glemte hun dog hurtigt, for da Eliteholdet - med tre nye drenge til at erstatte Pete, Aiden og Lee - var samlet foran Eric, Matt, Aimee og Priscilla, fik fortsætterne sig lidt af en overraskelse.

Larry havde valgt at sige op for at prøve nye ting, men han sendte sine bedste hilsener og lykønskninger til holdet og lovede at komme og se opvisningen. I stedet ville de få en ny tilføjelse til trænerteamet, og da Aimee åbnede døren for at afsløre vedkommende, var det første, man hørte, Tina og Jonas’ forskrækkede udbrud.

Pete var trådt ind i hallen, og han lignede sig selv, bortset fra at hans T-shirt var udstyret med ordet Coach hen over venstre brystmuskel. Han smilede hemmelighedsfuldt, mens han bevægede sig hen mod flokken af sine tidligere holdkammerater og dem, hvoraf én havde taget hans plads. Dog nåede han ikke ret langt, før Tina, Rachel, Teresa og Jonas var på fødderne og på vej derhen for at tage imod ham med begejstring.

Først da de faldt lidt ned, klappede han Rachel på hovedet og spurgte: ,,Kan du nu forstå, hvorfor jeg ikke ville fortælle dig, hvad mine fremtidsplaner var?”

Efter det blev de introduceret til de tre nye drenge Jason, Bennett og Mason, som alle virkede friske og klar til at gå i gang med træningen. Selv om de ikke på nogen måde kunne måle sig med deres forgængere, så var de glimrende gymnaster, og Rachel forstod udmærket, hvorfor de var kommet på holdet. Desuden skabte deres godmodige drillerier og drengestreger en god, åben stemning på holdet gennem den første måneds tid.

Så begyndte det hårde arbejde. Pete, Eric og Matt var blevet enige om, at holdet for alvor skulle i form, så de ikke blev forpustede ved blot at tage tilløb til trampolinen. Derfor havde de en løbetest om ugen, og de forventede forbedring fra ugen før, medmindre man lå så højt i kondital, at det var svært at ændre mere.

Skolen var den samme, men fra begyndelsen lagde alle lærerne vægt på, at de dette år ville være færdige, og at der derfor var alvorlige eksamener, som de skulle tage seriøst. Desuden ville de i begyndelsen af det nye år tage deres adgangsgivende SATs. Lektiemængden var til at overkomme, fordi lærerne skulle tage hensyn til den store mængde sport, deres elever dyrkede efter skoletid minimum fire gange om ugen.

Choktilstanden fra tidligere gik lidt i glemmebogen, og Rachel opdagede snart, at den om muligt havde skruet klikerne tættere sammen. De gik ikke så meget for sig selv som før, og når Alina og Stephanie om aftenen diskuterede et eller andet, der skete i spisepausen, så vidste Rachel som regel, hvad de talte om.

På Columbus Day regnede det så meget, at alle eleverne samledes i spisesalen og brugte bagvæggen som lærred, hvorpå de så film, mens kantinedamerne tilberedte snacks og måltider for dem. Det var hyggeligt, selv da rektor og lærerne sluttede sig til eleverne, mens The Notebook spillede foran drenge såvel som piger.

Det gode ved at have Pete på skolen endnu, var, at Rachel kunne lufte sine frustrationer omkring Aiden for ham. Hun kunne forklare ham - lydende temmelig ynkelig - hvor alene hun følte sig, selv om hun nu var en af skolens mest populære piger. Hun kunne sætte ham ind i sin vrede, som han forsøgte at udbedre, sandsynligvis vel vidende at de opmuntrende, forsikrende ord ikke hjalp meget i længden. Men lige i øjeblikket var det beroligende, og til sidst holdt hun da også op med at tænke på Aiden. Ikke helt, naturligvis, men eftersom han ikke var tilstede, var det lettere at undgå at mindes ham, efterhånden som hun skabte nye minder med nye og gamle skolekammerater, der overskyggede fortidens skygger.

Alligevel føltes det som at svigte ham hver eneste gang hun tænkte om en dreng, at han så pæn ud, eller at han med hundrede procents sikkerhed flirtede med hende. Det var dumt. De var ikke kærester og havde aldrig været det, så hvorfor skulle hun føle skyld over at tænke om andre, som hun havde tænkt om ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...