Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6323Visninger
AA

39. - April

Dominic, Callie og Finn sad på tilskuerrækkerne og nød solstrålerne, da Eliteholdet trådte af gulvet søndag eftermiddag - svedige og glade for at have præsteret et fremragende stykke arbejde. Erics ansigt havde afsløret det hele, før den sidste serie overhovedet var i nærheden af slut, og det var ikke uden tilfredsstillelse, at Rachel klappede hans hånd, idet hun luntede efter de andre et stykke op ad skråningen, så de kunne strække ud og evaluere sæsonen ganske kortvarigt, selv om de selvfølgelig blev ved med at træne - blot mindre intensivt.

Vejret var godt. Næsten lidt for godt, for selv da de stod på gulvet, kunne det være svært ikke at misse mod tilskuerpladserne, når solen faldt ind i øjnene på dem. Desuden bidrog den også til, at de bare svedte mere, hvorfor størstedelen af pigerne var hurtige til at trække dragterne ned omkring hofterne og gå rundt i de tætsiddende, hvide bh’er, der holdt alting på plads med et bredt stykke stof og to tykke stropper, der mødtes i en bryderryg. Ofte havde Rachel tænkt over, at det i grunden var mærkeligt, hvor vant til at se hinanden let påklædt man blev, når man dyrkede sport sammen hver dag.

I lige så høj grad fandt hun det besynderligt, at Olivia i sine ondeste øjeblikke kunne finde på at kalde andre buttede eller ligefrem tykke. Det var der ingen af eleverne på skolen, der var, fordi de fik sund kost, havde skemalagte spisetider og dyrkede exceptionelt meget motion i forhold til gennemsnittet. Hvordan mon det ville blive, når hun startede på college? Eftersom hun kun omgikkes sine holdkammerater og skolekammerater, havde hun mistet overblikket over almindelige menneskers kropsbygning og udseende. Mon hun var for tyk i deres øjne? For tynd? For muskuløs? For slap?

,,Jeg fatter stadig ikke, hvordan I piger kan det der,” erklærede Samuel henvendt til Fiona, som sad i spagat og lænede sig så langt bagover som muligt.

,,Det kan alle heller ikke,” svarede Tina med et grin og demonstrerede sit eget bud på smidighed ved at glide fra split til spagat og læne sig fremover med hænderne omkring sin forreste fod.

,,Tæt nok på,” lo Rachel, som ikke var helt så smidig som Tina og derfor ikke kunne komme helt så langt ned mod sit ben med ret ryg.

,,I var fantastiske,” erklærede Pete, som kom løbende op nede fra gulvet efter oprydningen. ,,Selv om I fik solen lige i øjnene, så blev I ved med at kæmpe, og I så ud til at nyde det.”

,,Det gør vi jo også,” fortalte Claus ham. ,,Du burde vide det.”

,,Jeg ønskede så meget, at jeg var gymnast, da jeg så jer dernede,” sagde Pete i et påtaget sentimentalt tonefald.

,,Hold dog op,” grinede Tina, som, idet hun rettede sig op, modtog et kys fra træneren midt på munden - uanset om det så var lovligt eller ej. ,,Du har udtjent dine fire år.”

,,Og det har du også nu,” påpegede han, idet han satte sig ned ved siden af hende, overfor Rachel. ,,Rachel, hvad skete der lige for din baglænder til sidst?”

Hun kunne ikke lade være med at grine. ,,Jeg tror, at jeg muligvis trak lidt for meget til.”

Som den eneste til allersidst havde hun fået så meget kraft på sin baglæns salto, at hun landede bagerst på fødderne og måtte tage et par skridt baglæns for ikke at falde. Sandsynligvis havde det ikke set særlig pænt ud, men det var bedre, end at midten af bølgen faldt sammen.

,,Jeg troede seriøst, at du ville falde,” meddelte Tina med et demonstrativt lettelsens suk.

,,Det frygtede jeg også,” indrømmede hun leende. ,,Det kunne have set kønt ud, hvis jeg pludselig lå fladt på ryggen med benene i vejret.”

Tanken alene lod til at være nok til at gøre Tina færdig af grin. Og det ville da også have været et komisk syn. For at demonstrere, hvordan det cirka ville have set ud, lænede Rachel sig bagover og spredte benene en lille smule, mens hun holdt dem op mod den blå himmel.

Efter det rullede hun baglæns rundt i en kolbøtte og satte sig på knæ. Nede i gryden var Zacharias Plikane i gang med at takke af for denne gang og indbyde til spisning, inden alle vendte hjem igen til deres respektive stater og hjembyer, så eleverne kunne komme i skole den følgende morgen. Rektorens beroligende og behagelige stemme syntes at runge nede i fordybningen, og det fik Rachel til at gyse. Nu var det snart slut for alvor.

Pete så hen over hovedet på hende og smilede smørret. ,,Så har jeg set det med. Den opdagelsesrejsende er hjemvendt.”

 Rachel lagde nakken tilbage og fik solen lige i øjnene, så hun blev nødt til i stedet at dreje kroppen for at se, hvem Pete talte til. Pletter spillede for øjnene af hende, men hun havde alligevel ikke svært ved at genkende det ansigt, hun fik øje på.

Tina lo. ,,Velkommen tilbage. Intet nyt land at finde på den anden side af Atlanterhavet?”

,,Ikke hvad jeg ved af.”

Han gjorde mine til at ville sætte sig ned, men inden han nåede så langt, var Rachel kommet på benene, og hun stod nu og stirrede ind i et par meget velkendte brune øjne.

,,Var det godt i Frankrig?” spurgte hun, mest af høflighed.

,,Det var -”

,,Spencer!” råbte Matt, som havde været helt oppe ved Kasernen for at hente vandflasker, som han nu kastede ud til de forskellige gymnaster.

Aiden blinkede en enkelt gang og fastholdt Rachels blik et øjeblik længere, inden han drejede hovedet og vinkede smilende. Imens iagttog Rachel ham med blandede følelser. Han lignede sig selv, med pjusket mørkebrunt hår, brune øjne og en langlemmet slank krop, iklædt en almindelig hvid T-shirt og et par sorte jeans. Det eneste, der var lidt anderledes, var hans hudfarve: Det var helt tydeligt, at han havde fået sol under opholdet i Europa. Men selv om han lignede sig selv, så var hun ikke helt sikker på, hvordan hun skulle opføre sig i hans nærhed. Han havde lovet at skrive til hende, men han havde ikke gjort det siden sommerferien - til trods for at hun havde været i Missouri flere gange for at besøge ham.

Ikke overraskende havde talentspejderne fra sidste års opvisning været fast besluttede på at få fingrene i ham, selv om han blev kørt på hospitalet i en drønende fart og livet hængende i en tynd tråd. Deres tilbud havde været for godt til, at han på nogen måde kunne takke nej: Et år som træner for det franske landhold i gymnastik. Så ved sommerens afslutning var han taget af sted, og siden havde hun faktisk ikke hørt andet fra ham, end de statusopdateringer, han lavede på Facebook en gang hver anden måned - og de handlede alle om det franske gymnastikhold.

Alt dette til trods fik synet af ham stadig hendes hjerte til at slå lidt hurtigere, og hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle gøre af sig selv. Selv ikke mens han udvekslede et par ord med en storsmilende Matt.

Til sidst satte hun sig ned ved siden af Tina og slog armene omkring sine knæ.

,,Er der noget galt?” spurgte Tina bekymret.

,,Nej, slet ikke,” svarede hun hurtigt og modtog et skeptisk blik.

,,Er du sikker?”

,,Jep.” Denne gang tvang hun et falsk smil frem på sine læber, men da hun ikke kunne fastholde det ret længe, slog hun blikket ned i græsset i stedet.

,,I var fantastiske,” meddelte Aiden smilende, da han vendte sig fra Matt og satte sig ned i græsset mellem Rachel og Claus.

Selv for Rachel var det tydeligt, at han talte mere til hende end de andre.

,,Tak,” mumlede hun derfor stille.

Han rynkede panden. ,,Hvad er der i vejen?”

,,Kan vi lige tale sammen?” Egentlig var det ikke noget spørgsmål, og sætningens spørgende karakter var derfor temmelig overflødig.

Demonstrativt rejste hun sig igen og ventede ikke på svar, før hun begyndte at gå over mod skolebygningen, hvor der med sandsynlighed ville være færrest mennesker at støde ind i. Undervejs måtte hun sno sig igennem grupper af gymnaster og dansere, som havde slået lejr i græsset med lidt afstand til tribunerne, så de ikke var i vejen for gæsterne.

Skolebygningen var helt stille, da Rachel skubbede den tunge bagdør ud mod Kasernen op og trådte ind. Gangen var kølig og helt øde, hvor den plejede at summe af liv og være temmelig larmende. Kun hendes egne og Aidens fodtrin kunne høres nu.

Da hun stoppede, gjorde han det samme. Dette fik hende til at sætte i bevægelse igen - i en cirkel omkring ham, granskende hver centimeter.

,,Øh, Rachel, hvad laver du?”

,,Du er okay,” konstaterede hun, idet hun nåede om foran ham igen anden gang. Her stoppede hun.

,,Det lader ikke til at glæde dig,” kommenterede han, mens han krydsede armene over brystet.

,,Jo da,” sagde hun tonløst. ,,Det gør mig bare nysgerrig efter at høre, hvorfor du ikke har skrevet til mig.”

At han så oprigtigt overrasket ud forbavsede hende ikke. Hun havde jo erfaret under hans skoletid, at Aiden var en glimrende løgner og en sand mester i improvisation.

,,Hvad taler du om?”

,,Du lovede at skrive til mig,” påmindede hun ham.

,,Det er jeg sgu da godt klar over,” sagde han og lød irriteret nu. ,,Det har jeg da også gjort. Du må meget undskylde, at det er enormt dyrt at sende breve fra Europa til USA, så jeg ikke har kunnet gøre det hver eneste uge.”

,,Du kunne have skrevet til mig på Facebook, hvis det var så svært.”

,,De ting, jeg har skrevet, vil du nok give mig ret i ikke ville passe ind på Facebook.”

,,Hvad har du skrevet?” rasede hun. ,,For jeg har ikke modtaget noget.”

Der opstod en stram rynke mellem hans mørke bryn, idet han betragtede hende. Hun kunne se, at han var irriteret på grænsen til vred, og at hun ikke skulle skubbe ret meget mere til hans tålmodighed, før bægeret flød over. Præcis hvad han havde at blive vred over, kunne hun ikke helt se, eftersom det var helt tydeligt ud fra hans undvigende opførsel, at han ikke havde skrevet til hende. Måske fordi han havde glemt det.

At han nægtede at indrømme det var så meget desto værre. Det havde hun aldrig troet om Aiden, som ikke tidligere havde været den mest stolte person, hun kendte. Når han følte, at han skyldte hende en undskyldning, så havde hun fået en. Denne person foran hende var nærmest som en fremmed i hans tøj og krop.

,,Er du sikker på, at du ikke har fået noget?” spurgte han, og hans stemmeføring var mere formildende nu. Så det var dét kort, han ville spille?

,,Kan du ikke bare indrømme, at du har begået en fejl og ikke sendt noget, frem for at forsøge at slippe udenom?”

,,Hvis jeg havde begået en fejl, Rachel, ville jeg nok have undskyldt for det. Men nu er det sådan, at jeg ikke har gjort noget forkert. Jeg har skrevet kilometerlange breve til jeg fik skrivekrampe til dig,” sagde han, så frustreret at han blev helt hæs. ,,I øvrigt ser jeg ikke, hvordan det kun kan være min skyld. Du kunne også have skrevet til mig. Men ikke så meget som en besked på Facebook har jeg fået.”

Kommentaren sved mere, end hun ville have forestillet sig det, hvis hun havde hørt en anden få det at vide. Han kunne lige så godt have stukket hende en syngende lussing, der fik lyden til at runge i den affolkede korridor.

,,Dit liv handlede om noget andet end mig. Jeg regnede med, at når du nu ikke holdt dit løfte, så var du nok ikke interesseret i at dele dine oplevelser med mig, og så ville du nok heller ikke ønske at høre fra mig,” sagde hun og mærkede tårerne prikke i øjenkrogene.

Rasende vendte hun blikket mod loftet for at få dem til at gå væk. Da hun var sikker på, at de ikke slap fri, så hun igen på ham. Irriterende nok vidste hun jo godt, at han havde ret, selv om det var uretfærdigt, at han kunne give hende dårlig samvittighed, når han godt vidste, at hun havde ret til at være sur.

,,Rachel, det er jo latterligt,” sagde han ligeud, og det lod til, at hans vrede var falmet lidt, for der var en undertone af forståelse i hans stemme. ,,Jeg har sendt de breve til dig. Om du tror på mig eller ej, tja, det er jo dit valg.”

,,Jeg ser bare eksempler på det modsatte, Aiden,” sagde hun stille. ,,Hvis du har sendt flere forskellige breve, så finder jeg det ret usandsynligt, at ikke et eneste skulle nå frem.”

,,Det er klart,” mumlede han sobert og stødte skosnuden på venstre fod mod gulvet et par gange, mens han stak hænderne i lommerne på sine jeans. ,,Hvad har du lavet siden sidst? Ud over træning, mener jeg.”

,,Jeg har lavet lektier. Tina, Pete og jeg har været i Erie en del gange i weekenderne, men ellers er alt, som det var før,” løj hun.

,,Så du har ikke, du ved … Mødt en helt særlig person?”

Hun kunne ligefrem se på ham, hvor store anstrengelser det krævede at få ordene ud af munden. Den slangs spørgsmål var ikke dem, man oftest ønskede at stille andre mennesker, specielt ikke hvis man som de to havde haft noget udefineret sammen, inden kontakten blev afbrudt temmelig brutalt.

,,Nej,” svarede hun stille, huskende hans opdateringer fra Frankrig. Intet personligt dér. ,,Hvad med dig?”

,,Ikke mens jeg har været væk.”

Helt unødvendigt var det efterhånden at spørge, hvem han mente. Selv om hun måske kunne have trukket tiden ud og spurgt, hvem han talte om, og om hun kendte vedkommende, så var hun tilstrækkeligt sikker til ikke at stille spørgsmålet. Men hun var ikke helt sikker på, at hun kunne gengælde den ærlighed, han lige havde udvist overfor hende. I hvert fald ikke, hvis hun skulle sige noget, han håbede på at høre.

Men så var spørgsmålet bare, om han ville høre sandheden eller en sød, hvid løgn. Svaret på det spørgsmål kendte hun godt. Dog nåede hun ikke at sige noget, før han igen havde taget til orde:

,,Du behøver ikke at sige noget. Jeg kan se på dig, hvad du vil sige.”

Hun blinkede forbløffet.

,,Det er bare … College ligger lige om hjørnet. Det er ikke sikkert, at det ville fungere. Specielt ikke lige nu, hvor det tydeligvis ikke har fungeret i mere end et halvt år,” sagde hun så endelig.

Selv om hun kunne se, at han havde lyst til at protestere, så tog han sig i det og tav i stedet. Hans øjne gled kort fra hendes ansigt til gulvet og så tilbage igen. Endelig nikkede han og rakte ud for at lægge en arm omkring skuldrene på hende.

,,Det er klart,” mumlede han sobert og gav hendes skulder et klem. ,,Kom. Lad os finde dine forældre.”

Hans arm omkring hendes skulder slap en koloni af sommerfugle løs i hendes indre, og hun skælvede ukontrollabelt i et kort øjeblik. Det var første gang siden midten af august, at hun havde rørt ham, og hun havde helt glemt følelsen. Nu kom den susende tilbage, blandet med den længsel, hun følte.

Overrasket over sin egen kropslige reaktion stoppede hun bare og stirrede på ham. Han lagde hovedet på sned og fjernede sin arm med et spørgende udtryk i ansigtet. I stedet for at sige noget trådte hun et skridt tættere på, rakte op og lagde armene omkring hans hals, mens hun stillede sig på tæer for at øge sine chancer for at nå.

Tydeligvis skulle der ikke meget overtalelse til, for han føjede hende ordløst og bøjede sig ned, så deres læber kunne mødes. Det føltes næsten som at træde indenfor i lejligheden i New York. Som at komme hjem og blive modtaget med åbne arme. Klyngende sig til ham brød hun kort kysset, blot for at se hans reaktion. Først så han spørgende ind i hendes øjne. Så smilede han og stjal sig til et kys mere.

Et kys blev dermed til to, og to blev til flere. Inden længe befandt de sig i det nærmeste klasselokale med låst dør og sollys faldende ind gennem de høje vinduer. Støvpartiklerne dansede i luften, mens Rachel mærkede gulvets behagelige kulde mod sin endnu lidt svedige krop. Hænder dansede over hud, både hendes og hans, som var det en leg. Det føltes helt anderledes end noget, hun nogensinde havde prøvet før.

Pludselig stoppede han, netop som hun havde løftet hans hånd til sit bryst. Resolut satte han sig på gulvet ved siden af hende og trak vejret, tydeligvis i et forsøg på at få sin puls til at falde til ro.

,,Det her er en dårlig idé,” konstaterede han, ikke uden følelse.

Ikke så lidt skuffet over virkelighedens verden, der var så meget anderledes end den kortvarige drøm, hun havde levet i, satte hun sig op. Følelsen forestillede hun sig kunne sammenlignes med at få hældt iskoldt vand i hovedet på en blæsende efterårsdag.

,,Du har ret,” medgav hun og bed sig i læben.

Han hjalp hende op at stå. ,,Jeg er ked af det, Rachel.”

Nikkende bed hun sig i læben. ,,Det er jeg også.”

,,Før eller senere skal alting nok falde i hak,” sagde han fortrøstningsfuldt og halede hende med sig ud på gangen igen. ,,Det plejer det jo.”

,,Men Aiden -”

Smilet, han sendte hende, sagde mere end tusind ord. Måske forsøgte han at lade, som om det var lige meget, hvad hun havde sagt. Måske forsøgte han at se glad ud for ikke at give hende dårlig samvittighed. Men hvor hun tidligere aldrig havde gennemskuet løgnen kunne hun nu se den helt tydeligt. Den var aftegnet i den måde, smilet ikke nåede hans brune øjne på. Den måde hvorpå hans skuldre ludede, selv om han halede op i sig selv.

,,Før eller senere,” gentog han. ,,Men måske ikke lige nu.”

Dertil forekom det hende umuligt at svare noget, der ikke ville lyde mærkeligt. Så hun tav og lod ham bestemme vejen. Snart befandt de sig udenfor i solskinnet og varmen, omgivet af familie og venner, som spredte opmærksomheden og gjorde alting så meget desto lettere. Ved tanken kunne Rachel ikke lade være med at smile.

Aiden havde altid været klogere end gennemsnittet og langt mere beregnende, end han lod andre se. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...