Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6319Visninger
AA

34. - April

Nerverne gjorde søndag formiddag og middag et helvede at komme igennem.

Der havde været fælles aftensmad i spisesalen og balsalen aftenen før. Middagen var gået over al forventning, uden at Callie havde sagt noget pinligt til Aiden eller hans forældre, og uden at Finn, Rachels far, gryntede misbilligende af drengene på skolen. Alt i alt var det fint. Men Rachels tanker havde kværnet rundt, og hun havde vendt og drejet tanken om Roberts tilstedeværelse flere gange, uden at den syntes at give mere mening af den grund. Hun var nervøs på Aidens og sine egne vegne, men han havde jo undskyldt! Han havde indrømmet sin fejl og var kommet krybende for at indrømme det. Og hun vidste ikke, hvad Aiden tænkte om det hele. Det var nok det værste. Men tydeligvis var han ikke særlig ivrig efter at tale om sagen, så hun lod være med at plage ham.

Den følgende morgen var det så en anden slags nerver, der prægede hende. Det var en form for præstationsangst, som hun vidste ville gå væk så snart hun stod nede på gulvet i gryden. Vejret var mere blakket end dagen før, men det gjorde ingenting, for så ville det blive knapt så varmt at optræde foran en masse mennesker - forældrene inkluderet.

E-Dances to trænere, frøkenerne Hale og Franklin, syntes at være en evighed om at præsentere Abigail Fisher, Alan Anderson, Alina Wyatt, Caroline Howard, David Campbell, Emanuel Carter, Florentina Perez, Florien Thompson, Gilbert Nelson, Gina Wright, Hayley Walker, Hilary Campbell, Julie Philips, Katherine Diaz, Quentin King, Royce Lee, Simon Patel, Stephanie Flint, Tristan Green og William Scott.

Alle danserne var naturligvis fantastisk gode. Særligt bemærkede Rachel for første gang, hvordan hendes klassekammerat Simon Patel både formåede at bevæge sig maskulint og smidigt på én gang. Alina og Steph var selvskrevne til det hold, og efter at have boet på samme værelse som dem året igennem, kunne hun kun nikke genkendende til trænernes introduktion, hvor dansernes ihærdighed og vilje blev prist og rost til skyerne. Publikum var utvivlsomt også enige.

Efter E-Dance, blev det de atten gymnaster fra High-Jumps tur til at gå på gulvet med et brag af en springopvisning. Mikey, Sebastian og holdkammeraterne Anna Floyd, Blake Gibbs, Collin Graham, Danielle Finch, Giselle Hartley, Harry Sullivan, Jonathan O’Brien, Juniper Cooley, Kane Wallace, Kristin Hodges, Liam Ryan, Lisa York, Molly McDermott, Nina Hoffman, Tamara Gibbons og Zack Jackson leverede noget af et underholdningspræget show, men deres spring var så flotte, at Rachel undrede sig over, hvordan hun selv kunne ende på Eliteholdet. Disse så ud til at være mindst lige så gode som hende, hvis ikke bedre.

Det syntes hun i hvert fald selv, men Aiden var uenig. Og han var ikke kun uenig med hende for at være sød, kunne hun konstatere. For han var ikke bleg for at rette på hende, når hun sprang, og han var ikke bange for at fortælle hende, når hun gjorde noget forkert i deres løft-sekvens. Men mens de sad og spiste - fordi de skulle varme op i den efterfølgende pause - udpegede han diskret, når de optrædende gymnaster begik fejl. Små ting ifølge hende, selv om han spottede dem, som havde de været sorte pletter på en hvid skærm. Selv om det måske burde forarge hende, at han turde at være så ligefrem, så gjorde det noget for at styrke hendes selvtillid, inden de gik op for at varme op.

Matt, Eric, Larry, Aimee og Priscilla gjorde mere ud af at give dem en rosende peptalk end at varme op, selv om de selvfølgelig blev varmet grundigt op. Igen og igen blev trænerne ved med at forsikre dem om, at der ikke lå noget pres på deres skuldre - at dette ikke var nogen konkurrence. Alligevel bad de dem om at bevise, at de var skolens elitehold, det hold de andre gymnaster så op til. Det hold, som alle nye gerne ville på, medmindre de gik op i dans frem for gymnastik.

Alle var nervøse, da de klædte om til deres dragter. For pigernes vedkommende var dragten tætsiddende og hvid, med en mørkeblå stribe, der gik op fra underlivet, rundt på ryggen og op til skulderen i modsatte side, hvorfra den gradvist snoede sig ned over venstre ærme i en spiral og blev smallere og smallere. Dragten var helt kort. Drengene var i trikot og lange bukser. Trikoten var mørkeblå og bukserne hvide. Alle som én så de godt ud, og de passede godt sammen i parrene, syntes Rachel, da de i samlet flok bevægede sig ned mod gryden under den endnu lettere skyede himmel.

Forældre og venner var på vej tilbage fra frokosten i spisesalen, og folk indfandt sig langsomt på tribunerne, tydeligvis forventningsfulde. Alle, som kom til Plikanes akademi, var interesserede i at se Eliteholdets opvisning, og det kunne man ifølge Rachel ikke bebrejde dem. Selv om hun så op til alle sine holdkammerater og ofte tvivlede på, at hun virkelig var god nok til holdet, så vidste hun godt, at de alle var gode, og at hun havde fortjent sin plads der.

Det gjorde hende nervøs at skulle opvise sammen med Aiden. Plikane valgte sine elever med omhu, men det var alligevel ikke sket før, at en gymnast af Aidens kaliber havde sat fod på skolen. Ikke som elev, og ikke af andre grunde. Når man så på den høje, slanke unge mand med de seriøse brune øjne, der gik på gulvet med Eliteholdet, var det svært at forestille sig, at han var den samme som den tynde, sorthårede dreng med det brede gavtyvegrin før high school.

,,Hvorfor ser du så nervøs ud, Spencer?” spurgte Samuel, mens de ventede på at træde frem fra deres skjul bag tribunerne.

Først da tænkte Rachel så langt som til at se på hans ansigt. Og Samuel havde ret. Aiden så om muligt mere nervøs ud end hende selv.

,,Det er længe siden, at nogen har krævet en fremviselig præstation af mig,” svarede Aiden og formåede næsten at lyde helt rolig. ,,Og så er der selvfølgelig mit ben …”

Han så sigende ned, men selv dette havde ikke været nødvendigt. Alle på Eliteholdet vidste allerede, hvad han mente. Dagen før havde det for ham holdt hårdt at færdiggøre den sidste bid af demonstrationen, efter at han lavede et forkert vrid på grund af for meget rotation i dobbeltskruede baglæns salto på gulvet. På gulvet havde der ikke været noget, og efterfølgende havde det ikke taget meget mere end en ispose og et par runder i hallen at ”gå smerten væk” - Aidens eget udtryk, i øvrigt -, men det samme skulle nødigt ske midt i deres en time lange opvisning denne dag.

,,Der sker ikke noget,” sagde Samuel, som ellers havde været kritisk overfor holdets nyeste tilføjelse i et godt stykke tid. ,,Og hvis der gør, så tager vi den derfra. Om ikke andet kan vi andre kaste dig rundt i dine spring.”

Aiden fnøs. ,,Ih, mange tak.”

,,Lav en cirkel!” kaldte Larry, som stod sammen med resten af Eliteholdets trænerteam.

Gymnasterne stimlede sammen og dannede en cirkel, i hvis bue de indlemmede trænerne, så alle kunne se hinanden. Anspændtheden og forventningen viste sig tydeligt på alles ansigter, ligesom nervøsiteten og angsten. Dagen før havde været noget andet, end det ville blive, når de gik ud på gulvet til præsentationen. De skulle være på. De skulle smile. Og de skulle leve op til navn og rygte.

,,I kan det her,” sagde Aimee sikkert. ,,I ved, hvad I skal gøre. I er varme, og I er klar til at gå ud på det gulv og give et brag af et show. Vi forventer kun så meget af jer, som I selv gør.” Hun skævede til Olivia, som så usikkert op mod tribunerne. ,,Publikum er her ikke for at rakke ned på jer. De er her for at heppe på jer. Husk det.”

Der lød et nølende ”ja” fra holdets gymnaster. Så overtog Priscilla:

,,I har været helt fantastiske at arbejde med. I har kæmpet hårdere end mange soldater for at komme hertil. I har gennemlevet skader og personlige problemer, men I har kløet på og kæmpet. I er krigere, og vi er beærede over at have været med i processen.”

Matt grinede og nikkede, inden han gav Pete et slag over nakken for en kommentar, som den lyshårede dreng hviskede.

,,Husk, hvad vi lige har sagt. I kan jeres lort. Gå ud og gør det!” sagde Eric, højere nu, mere motiverende end al den stille snak. ,,Vi er jeres største fans. Vi elsker jer. Kampråb nu.”

De rakte alle hænderne ind i cirklens midte, råbte højt i kor og spredtes så for at finde deres pladser til den opstilling, de skulle ind i, mens trænerne gik ind på gulvet. Ikke længe efter kunne Matts stemme høres:

,,Vi er Eliteholdets trænere. De to unge damer her er Aimee Rose og Priscilla Jones, vores to enormt dygtige koreografer, som har sammensat langt størstedelen af vores serier. De to herrer til min anden side er Larry McCain og Eric Dawson, som udgør to tredjedele af vores springtrænere. Jeg selv udgør den sidste tredjedel. Mit navn er Matt Dawson.

Vi blev bedt om at introducere Eliteholdet, og det tænkte vi ville blive nemt. Men det er det altså ikke alligevel. For de er ikke bare ét hold med en vilje. De er individer, der tilsammen formår at skabe en enhed så stærk, at det kan være svært at tro, at de ikke er programmeret til enighed. Disse inspirerende unge mennesker er hårdtarbejdende topatleter, som lægger blod, sved og tårer i det stykke arbejde, de vil præsentere jer for. Så tag godt imod dem, for her kommer de:

,,Fiona Watson og Samuel Johnson!”

Fiona og Samuel satte i løb ud mod gulvet. I takt til den musik, der blev sat på, slog de over i gadedrengehop og fandt ud på deres pladser - stadig med hinanden i hænderne - og lavede en vejrmølle og en flikflak med én hånd. Først da de igen stod lodret, slap de hinanden og gav sig til at klappe.

,,Teresa Montes og Lee Hoang!”

Teresa og Lee fulgtes også ud, men i stedet for at gøre det samme som de to foregående holdkammerater, skiftedes de til at lave en kolbøtte, som den anden lavede en flyverulle hen over. Dette fortsatte de med helt ind til deres pladser.

,,Olivia Jameson og Claus Washington!”

Olivia og Claus var ikke så forskellige i størrelse, at deres indgang så akavet ud; de holdt hinanden om livet, men vendte modsatte veje, således at de kunne hjælpe hinanden med at lave vejrmøller i denne position hele vejen ind. Publikum gik amok.

,,Christina Bonnet og Jonas Bradford!”

Tina og Jonas havde valgt at gøre det lidt anderledes. I stedet for at være i kropskontakt, tog de tilløb og udførte fælles et araberspring med efterfølgende flikflak og halvskruet baglæns salto. Klapsalverne voksede nu.

,,Ninnie Collins og Pete McGregor!” råbte Matt for at overdøve de larmende tilskuere.

,,Showtime,” mumlede Pete til Ninnie, som nikkede.

Sammen gik de et lille stykke ind på gulvet. Her knælede Pete, og Ninnie strakte hænderne frem. Tilsyneladende uden besvær stemte hun op, så hun stod på hænder på hans skuldre. Så rejste han sig forsigtigt og løftede venstre hånd. Ninnies forlod hans skulder, og hun tog ham i stedet i hånden. Det samme foregik med den anden hånd, så hun til sidst stod på hænder i hans håndflader. Så gik de næsten helt hen til deres pladser under larmende bifald.

Her nærmest hoppede Ninnie ned at ligge fladt på ryggen, og Pete lod sine hænder følge med ned, indtil han var ved at vælte forover. Så løftede Ninnie fødderne og placerede dem ved hans hofter, og uden problemer væltede Pete fremover i et overslag. Vendende sig en halv omgang blinkede han til Rachel bag tribunen, inden han hjalp Ninnie op og fandt ud på sin plads.

Rachel sank en klump. De var de sidste.

,,Rachel Donovan og Aiden Spencer!”

De kastede et enkelt blik på hinanden, nikkede og strakte så begge armene frem for at svinge benene op. Rachel pressede fingerspidserne i gulvet for ikke at vælte bagover, og da hun stod helt lige, kom hun med et anstrengt ”nu”. Med venstre hånd satte de begge i gang, gående på hænderne en fjerdedel ind på gulvet. En hånd foran den anden, i takt til musikken. Så sænkede de benene, adskilte, tog et enkelt chassé og fortsatte rundt i et araberspring.

Rachel vidste, at hun skulle kæmpe lidt mere for det end sin partner, fordi han havde trukket femten gange flikflak fra en stående position. Men hun tvang sin krop rundt i en flikflak, et whip, endnu en flikflak og så en dobbelt baglæns salto. Tilfredsstillelsen skyllede ind over hende, da hun hørte sine fødder ramme gulvet samtidig med Aidens og lyden af publikums forbløffede udbrud.

Klappende bevægede de sig ud på pladserne i den rektangulære startopstilling. Og så skiftede musikken og de var for alvor på. Startserien var ikke kompliceret. Den var en kombination af hop, sving og løb, men den varmede publikum op ganske effektivt. Rachel blev specielt glad, da hun uden besvær trak sit stående splitspring videre ud i en vejrmølle, i takt med alle de andre piger, mens drengene bevægede sig til modsatte side.

Så blev det tid til en af flere pigeserier. Denne fungerede primært som en demonstration af deres smidighed - resultatet af mange timers intens smerte, fordi en eller anden uvant muskel skulle strækkes. Blandt andet gled de fra en Y-stilling direkte ned i spagat, som de vendte rundt til split, blot for at læne sig frem på albuerne og sparke benene op, så de tippede ud over overkroppen. En drejning afsluttede den første pigeserie, og drengene tog over.

Drengenes første serie var maskulin på den maskuline måde. Det var kantede bevægelser, spændte muskler, ikke ret mange smil, ikke ret mange bløde overgange. Men det så fedt ud. De seks drenge stod i en trekant, hvor Lee udgjorde den forreste spids. Da første drengeserie var overstået, vendte de alle rundt og løb ned bagerst på gulvet for at finde den lange fiberbane frem.

Drengene kunne umuligt ordne banen alene, så pigerne hjalp til og stillede op til den første forlæns omgang. Denne foregik synkront. Rachel skulle springe sammen med Tina, og de to havde i løbet af det sidste stykke tid fået timingen til at sidde lige i skabet. Der var ikke den store højdeforskel på dem, og de sprang cirka lige godt forlæns, så det var intet problem. Anden omgang var også forlæns, men den var individuel, mens tredje og fjerde omgang var synkrone baglæns spring. Sidste omgang - efter ti minutters spring, hvor de havde taget sig god tid - var individuelt baglæns, og Aiden fik publikum til at gispe ved at fyre to triple backs af med kun en flikflak imellem.

Efter springsekvensen kom endnu en pigeserie. Denne var mere hiphopinspireret og mindre gymnastisk, men det var langt den sjoveste af pigernes tre serier. Denne gang stod de i to tre rækker med to i hver. Rachel stod bagerst i højre hjørne, men det gjorde hende ingenting, fordi hun vidste, at de andre også skulle stå foran. Når man var på et hold, kunne man jo ikke tillade sig kun at kræve det, der var bedst for én selv.

Pigeserien blev efterfulgt af en parserie, hvor hun var sammen med Pete, som med lethed kastede hende rundt i luften, som om hun var en fjer og ikke et menneske med kød, blod og knogler. Publikum klappede ivrigt, og det var nok til at gøre enhver i godt humør, selv når pulsen steg og vejrtrækningen blev mere og mere besværet. Hun kunne gennemføre det her - det skulle hun.

Endnu en drengeserie - denne gang med stave, som de ivrigt brugte til at hamre i gulvet - fungerede som en lidt blidere overgang end den forrige til springene. Denne gang var det trampetten, der stod for skud. Rachel stod som nummer ni ud af tolv i rækken i alle seks omgange, hvor hun gradvist hævede sit eget niveau, indtil hun afsluttede med en fuldskruet tredobbelt strakt forlæns salto. Mens hun gik ned bagved for at gøre klar til den sidste omgang med serier, så hun på de sidstes spring.

Aiden var den sidste. Han sprang så højt og graciøst, at det så helt nemt ud at komme tre gange rundt og indsætte en hel skrue for hver gang hovedet vendte nedad. Da han landede og musikken slukkede, var der lige et stykke tid til at komme på plads, hvor de to udvekslede smil. Så var alle tolv gymnaster klar igen til slutspurten. Pigerne lagde ud én gang til, denne gang med en serie, der foregik meget nede på gulvet, med store, glidende bevægelser.

Langsomt sivede drengene ind mellem dem, og på aftalte takter faldt de alle sammen i hak, og pigeserie blev til den parserie, hvor Rachel og Lee var sammen. Han løftede hende uden besvær hen over sit hoved og rundt omkring sig, men ikke med samme lethed som Pete. Ud af øjenkrogen kunne hun se, at de på et tidspunkt var lidt ude af takt, men de fangede den hurtigt igen, da det blev tid til, at serien skulle slutte.

Idet alle andre - inklusiv Rachel - vendte sig rundt for at løbe ned bagerst på gulvet, trådte Aiden frem. Med en flydende, fejende armbevægelse fik han fejet hende op i sin favn, hvor hun krøllede sig sammen ind mod hans bryst. En flok teenagedrenge blandt publikum piftede drillende. Rachel lyttede efter musikken, mens hun lod sig folde ud og nærmest glide ned over hans krop, indtil han fik en arm sat i krog med hendes knæ. Atter engang blev hun svunget rundt og opad, så hun landede på sine fødder med ryggen til ham. I løbet af to sekunder var han løbet et par skridt baglæns, og hun drejede rundt, tog tilløb og satte af. I stedet for at ende vandret i hans hænder, fik han godt nok fat under hendes fødder til at fungere som en slynge, der sendte hende opad. Hun udførte en baglæns salto og mærkede så hans hænder omkring sit liv for at blødgøre kollisionen af hendes krop mod hans. Pustende hang hun dér, mens publikum gik amok.

Efter få sekunder krøb hun ned fra Aiden med hans hånd i sin og bevægede sig yndefuldt væk fra midten af gulvet, mens hun blev erstattet af drengene. Deres sidste serie var inspireret af spring, og den indeholdt både skruer og araber-flik-baglændere. Opvisningen var hermed næsten ved vejs ende. Det sidste, der manglede, var endnu en omgang spring på fiberbanen. Ét spring hver, og så en bølge af baglændere.

Publikum gispede, da Aiden samlede fart på det sidste stykke, skubbede fra fiberbanen og susede opefter, mens han gjorde sig rund som en kugle. Matt talte højt i mikrofonen: ,,En, to, tre, fire!” Det gik så stærkt, at det var svært at se, men Aiden landede perfekt på benene med det største smil på læberne. Og han havde fortjent det efter den sæson, han havde haft indtil videre.

Først bagefter blev det klart for Rachel, at et eller andet måtte være galt. Under voldsomt bifald blev Eliteholdet færdige med deres bølge af baglæns saltoer på fiberbanen, og så løb de væk fra gulvet, mens Plikane takkede af. Sveden dryppede af langt de fleste af Eliteholdets gymnaster - Rachel og Aiden inkluderet -, og der blev pustet kraftigt for at få luften helt ned i lungerne igen. Rachel bemærkede, hvordan mange stod som Aiden, med hænderne på lårene og hovedet bøjet ned i et forsøg på at gøre luftvejene større. Og så var det, at han pludselig svajede og ville være faldet, hvis ikke Pete havde grebet fat i hans arm og trukket ham op at stå.

Der lød et forskrækket gisp, og Eric kom sprintende. Aiden virrede med hovedet og strøg en hånd gennem sit hår, mens han forsøgte at forsikre Pete om, at der ikke var noget galt.

,,Hvad sker der, Spence?” spurgte Eric.

,,Jeg tror måske, at mit blodsukker er lige lavt nok.”

,,Er det noget, du har haft problemer med før?”

,,Enkelte gange.”

,,Ved du, hvad du skal gøre?”

Aiden nikkede. ,,Jeg bliver nok nødt til at finde noget juice eller lignende.”

,,Smut med dig,” befalede Eric. ,,Og tag Rachel med dig, så der ikke sker noget.”

 

,,Det dér var lige skræmmende nok,” fortalte hun ham, da de efter en helt tavs gåtur kom ind i skolebygningen. ,,Hvorfor har du ikke sagt noget om det?”

,,Hvad skulle jeg sige?” spurgte han med et skuldertræk. ,,At jeg åbenbart ikke har fået nok sukker i dag? Det er jo ikke helt noget, jeg selv kan styre.”

,,Vi andre ved da med nogenlunde sikkerhed, hvor meget sukker vi skal have for at komme igennem en opvisning og træningerne,” påpegede hun. ,,Og du er om nogen mere vant til den slags end de fleste af os.”

Han nikkede, idet han holdt døren til kantinens køkken åben for hende. Hun dukkede sig under hans arm og fortsatte ind i køkkenet. Det var ikke et sted, hun kom ofte. De industriagtige blanke, hvide fliser var tydeligvis nemme at holde rene, for der sad ikke madrester fast i gulvet eller på væggene. Midt i rummet stod et stort bord med en overflade i træ, der bar præg af at blive brugt til frugt og grønt. Et helt artilleri af knive lå fremme ved bordkanten, og Rachel tænkte, at det var godt, at ikke alle elever kendte til dette. Når bølgerne gik højt mellem klikerne, var hun ikke særlig interesseret i at vide, hvad der kunne ske, hvis nogen fik fat i en kniv, der var skarpere end bestikket, de spiste med. Langs den ene væg stod fem køleskabe med blanke overflader i rustfrit stål.

Disse stilede Aiden imod. Som om han havde gjort det mange gange før, trak han lågen i det yderste skab op og greb en æblejuice fra den midterste hylde. Sugerøret proppede han ned i det lille hul, der var beregnet til det, og derefter tog det ham ikke mange sekunder at tømme den lille beholder for indhold.

,,Jeg skal lige på toilet,” fortalte hun ham.

Hun kunne lige så godt tisse nu, hvor de var tæt på toiletterne.

,,Jeg venter bare hernede,” sagde han afslappet og fulgte med ud af køkkenet.

Rachel skyndte sig ovenpå og fandt pigernes toiletter. Alle båsene var tomme, fordi alle stadig var samlet i gryden - også gymnasterne. Døren var blevet tatoveret gang på gang i årenes løb med kærlighedserklæringer, ynkelige ønsker om at forlade denne verden og alt derimellem. Enkelte steder havde en eller anden pige fundet det meget væsentligt at skrive ”pres, pres, pres” eller ”du kan klare det!”. Disse var blandt de mest opmuntrende beskeder på døren.

Mens hun vaskede hænder, kunne hun se sit eget spejlbillede. Hun var slank, og dragten fremhævede dette på en god måde. Hendes lange hår i hestehalen faldt tilfældigt ud i en lidt bredere vifte, end hun kunne have ønsket sig, og enkelte totter havde revet sig løs fra siderne, så de krøllede af sved omkring hendes ansigt. Kinderne havde fået et rødt skær, og hendes øjne strålede blankt i lyset. Hvorfor kunne de ikke altid se sådan ud?

På vej ned igen hørte hun noget, der smadrede, og hun skyndte sig derfor en smule mere. Det kunne jo være Aiden, som faktisk var faldet om denne gang og havde ødelagt et eller andet. I spisesalen slog hun over i løb, men stoppede paralyseret ved den rude, der adskilte køkkenet fra udskænkningsstedet. Bag denne stod Robert og Aiden i færd med at give hinanden hånden. Robert talte, det var tydeligt, men hun kunne ikke høre, hvad der blev sagt. Selv om han ikke så direkte afslappet ud, så virkede Aiden heller ikke ualmindeligt anspændt, som han stod der overfor sin tidligere overfaldsmand.

Måske skulle hun gå, så de kunne tale ud om tingene? Det så ud til at være det, de var i færd med. Hvis de ikke havde opdaget hende, kunne hun måske bare snige sig ud og vente dér…

Netop som denne tanke strejfede hende, rakte Robert sin frie venstre hånd ud, og han greb en af knivene fra bordet. Vejende den lidt i hånden så han skiftevis fra værktøjet til Aiden og tilbage igen. Så slap han Aidens højre hånd og greb i stedet fat i trikoten lige omkring halsen. Aiden lænede sig automatisk bagover for at forsøge at vride sig fri, og det var nok et klogt træk, for i næste øjeblik holdt Robert kniven op mod hans strube.

Rachel skreg. Hun ville ønske, at hun havde været mere tapper og var skredet til handling med det samme, men i stedet stod hun paralyseret og skreg. Så satte hun i løb hen mod døren ind til køkkenet og ville rive den op for at afbryde scenen, men så langt nåede hun ikke, for døren var låst. Uanset hvor meget hun rev og flåede i den, ville den ikke gå op, og til sidst opgav hun for i stedet at vende sig mod ruden. Den kunne smadres, og den kunne erstattes. Det samme kunne hun ikke sige om Aiden.

Derfor samlede hun en af de store, tunge opvaskebakker fra udskænkningen op og kastede den mod ruden så hårdt, som hun kunne. Dog blev hun nødt til hurtigt at flytte sig for ikke at få den tilbage i hovedet, uden at der var sket noget med ruden. Panserglas… Hendes vejrtrækning blev mere og mere besværet, og hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv.

Endnu var der ikke sket Aiden noget, ud over at det måtte være lykkedes ham at slippe fra Robert en enkelt gang, for nu stod de et andet sted, og han modtog et slag i maven med Roberts knyttede hånd omkring knivens skaft. Den skarpe side var ikke blevet taget i brug, men den hvidhårede unge mand lignede ikke én, der ville tøve på det punkt.

Hun tog en hastig beslutning og sprang væk fra udskænkningen for at sætte i løb ned mod gryden. Hendes hjerte bankede så hårdt, at hun troede, hun var ved at besvime. Dette kunne umuligt være sundt, men adrenalinen pumpede rundt i kroppen på hende og hjalp hende med at løbe hurtigere. Folk var begyndt at bryde op nede i gryden, og hvis hun ikke holdt øjnene åbne, ville hun umuligt være i stand til at finde nogen, der kunne hjælpe hende. Tårerne begyndte at løbe på dette tidspunkt, og hun gispede voldsomt.

Før hun fik set sig om, tørnede hun sammen med nogen, og af ren og skær overraskelse endte hun med at sætte sig på halen og se op. Aldrig i sit liv havde hun været gladere for at se Zacharias Plikane, som så spørgende på hende. Han var flankeret af hr. Crow og Larry, som så mindst lige så undrende ud.

,,Rachel, du ligner én, der har set et spøgelse,” kommenterede rektor blidt. ,,Er alt okay?”

Ordene trykkede på en knap, der for alvor fik hende til at tude, mens hun usammenhængende fik gispet noget om Aiden og Robert og en kniv og et låst køkken. De tre mænd vekslede blikke i brøkdelen af et sekund.

,,Find din bror,” var alt, hvad rektor sagde, inden de tre satte i løb op mod skolebygningen.

Det var næsten en lettelse at blive sat til at gøre noget. Finde Dominic. Det kunne hun godt. Han var jo hendes bror, og hun vidste, hvor han havde siddet. Lige nu bandede hun sig selv langt væk over ikke at bære sin mobiltelefon på sig, men det kunne hun jo ikke under opvisningen.

Sprintende af sted igen snoede hun sig ind i mængden og ledte desperat efter sin storebror. Det var svært at overskue med alle de mennesker, så hun sprang i stedet ind på gulvet, greb mikrofonen, som rektor så ud til netop at have efterladt, og råbte ud over det hele, at Dominic skulle skynde sig op til skolebygningen - at der var brug for ham. Fra gulvet havde hun et lidt bedre overblik, og netop som hun fik råbt kommandoen, fik hun øje på sin bror.

Han så forvirret ud, men han skubbede sig forsigtigt gennem mængderne af mennesker for at komme frem mod skolen. For ikke at miste ham af syne igen, skyndte hun sig at følge efter, men op ad skråningen måtte hun opgive at følge med, for hun følte sig så drænet, at hun kunne være faldet om. Alligevel fortsatte hun, indtil hun nåede indenfor. Larry og hr. Crow holdt hver en af Roberts arme, og døren ind til køkkenet stod på vid gab. Indenfor kunne hun kun se rektor, som stod nærmest åbningen.

Denne stilede hun imod.

,,Rachel, jeg ville ikke gå derind, hvis jeg var dig,” advarede Larry med et beklagende udtryk i ansigtet.

Hun ignorerede ham og skubbede sig forbi Zacharias Plikane, som stod og tog scenariet foran sig ind med et gravalvorligt udtryk i ansigtet, der fik ham til at se ti år ældre ud. Hun havde aldrig set skolens evigt milde og glade rektor på denne måde, og det gav hende kuldegysninger, selv da han greb fat omkring livet på hende og holdt hende tilbage med en sådan styrke, at hun ikke kunne vride sig fri.

Panikken greb hende, før hun overhovedet registrerede, hvad der var sket. Hun kæmpede og kæmpede mod rektoren, indtil han simpelthen trak hende tilbage, så hun stod spændt op ad hans krop. Først da opgav hun og forsøgte at danne sig et overblik.

Dominic knælede på gulvet og mumlede for sig selv - ,,måske lungen, måske ikke så dybt… Pres… Åh, gud …” -, mens hans hænder arbejdede med at skære Aidens trikot op, så den kunne komme af. En stor, mørk plamage havde dannet sig ud over det mørkeblå stof fra venstre side, og Aiden lå helt stille og var bleg som et lig. Den mørke plamage flød ud på gulvet og gjorde det rødt.

,,Det går hurtigt,” fortalte Dominic Zacharias Plikane. ,,Jeg er ikke sikker på, at …”

Han afbrød sig selv og greb ud efter to forklæder, der hang på en knage ved siden af køleskabene. Disse vred han sammen, inden han fjernede Aidens trikot og blottede det blødende sår. Hele den ene side af overkroppen var smurt ind i den klæbrige, røde væske, og det dækkede kun lige det blødende hul i huden, da Dominic viklede de to forklæder stramt omkring Aidens overkrop.

,,Rachel, du skal gå nu,” sagde rektor, og det var ikke til diskussion.

Alligevel så hun appellerende på sin bror. Imidlertid var Dominic ikke i dette øjeblik hendes bror, men derimod en læge, der måtte gøre, hvad han kunne for sin patient. En patient han i forvejen havde gjort meget for.

,,Gå, Rach,” befalede han hårdt, og først da nikkede hun, vendte ryggen til og gik ud.

Hr. Crow tog imod hende, og hun kollapsede i lærerens arme, ligeglad med hvor upassende det var. Dominics ord ringede i hendes ører: Jeg er ikke sikker på, at … Hun vidste godt, hvad han ikke var sikker på, og når han sagde det på den måde, så var hun sikker på, at han ikke var alt for optimistisk.

De var ikke engang i Erie. Det ville tage et godt stykke tid for en ambulance at komme. Alt for lang tid. Han ville forbløde inden den overhovedet nåede frem til skolen.

Dominic havde ikke sagt det, men hun var sikker på, at det var dét, han mente.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...