Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6269Visninger
AA

33. - April

Så var det her langt om længe. Det store show. Kronen på værket. Det alle gymnasterne havde arbejdet så hårdt på gennem hele skoleåret. April belønnede det hårde arbejde ved at være den hidtil med solrige og varme måned. Solen skinnede fra en blå himmel ned på gæsterne, som ankom i løbet af lørdag morgen. Nogle heraf boede på hoteller i Erie, der tjente godt på skolens planlægning af et show uden for turistsæsonen. Andre havde slået telte op på skolens græsarealer, og nogle få var indkvarteret i skolebygningen, Hal 2 eller dormitorierne. De fleste af de forældre, der overnattede på skolen, var forældre til førsteårseleverne, som skulle vænne sig til de ændrede forældreforhold.

Rachel glædede sig over, at i år var hendes forældre og Dominic tilstede. Eller rettere ville være tilstede, for de var ikke ankommet endnu, da hun sammen med Fiona og Lee stod iført en T-shirt med skolens logo og sit holdnavn ved portene og delte programmer ud til de ankommende forældre, som glædede sig til at se en masse smuk gymnastik nede i fordybningen, hvor opvisningen også i år fandt sted. Den forventningsfulde stemning var til at tage og føle på, men den var ikke ubehagelig på nogen måde. Faktisk var det nok den, der motiverede gymnasterne allermest.

I år var der blevet tilføjet et nyt, spændende element til opvisningen. Inden hvert show skulle en af trænerne præsentere alle gymnasterne ved for- og efternavn, så ingen blev glemt i mængden. På den måde fremhævede man også mere gymnasterne end skolens rammer og træning, for det var jo ikke skolen, der udførte gymnastikken til syvende og sidst. Det var gymnasterne.

,,Godmorgen, hr. og fru Bradford,” hilste hun venligt et par, der kun kunne være Jonas’ forældre; han lignede sin far så meget, at han kunne have været en tyve år yngre tro kopi.

,,Godmorgen,” svarede de smilende og tog imod det program, hun rakte dem. ,,Samme procedure som sidste år?”

Spørgsmålet fik både Rachel og Fiona til at le.

,,Jep. Hvis I går længere op, så står Vincent og Taylor klar til at fortælle jer, hvor I skal gå hen.”

,,Tak skal du have.”

,,Det var så lidt. Velkommen til.”

Sådan foregik det for hver af de tres vedkommende, hver eneste gang et nyt sæt forældre - eller en enlig forælder eller slægtning - ankom til skolen. Der kom også folk udefra, blot for at se opvisningen, lade sig inspirere eller måske endda tilbyde stipendier eller jobs til de dygtigste afgangselever.

Alle havde de fået deres brevet fra colleges rundt omkring i landet - og nogle endda fra udlandet -, og nu var processen med udvælgelse også ved at være slut. Som den eneste havde Aiden ikke søgt direkte ind på college, men havde sagt, at han gerne ville bruge et år på noget andet end skolegang, trods han ikke lige havde regnet ud, hvad det skulle være. Pete havde søgt flere steder og fået positiv respons; han kunne vælge, hvad han ville. Og han havde sikkert også allerede valgt, men den eneste, der vidste, hvad valget var faldet på, var Aiden, og hans mund var lukket med syv segl. Det var en irriterende aftale mellem de to, der var ved at drive Rachel og Tina til vanvid.

Lee skulle til Los Angeles for at få en doktorgrad i fysik - eller sådan noget -, Mikey skulle til Florida, hvor han ville læse jura. Sebastian havde indrømmet, at selv om han ikke kæmpede meget for skolen, så var han blevet optaget på Yale, som han stadig overvejede at takke ja til. Sandsynligvis blev det hans valg. Hvad han ville lave på Yale, havde Rachel aldrig fundet ud af med hundrede procents sikkerhed. Philippe skulle fordybe sig i sprogets mystik i Texas og Janet fulgte med, men var mere interesseret i at lære om kunst og mode.

Snart stod splittelsen for døren, og det gav sommetider en mærkelig stemning i grupperne, når de talte om fremtiden. Ergo undgik man lidt emnet, hvis man kunne, og efterhånden var både Rachel og Tina blevet ret gode til det, mens Jonas og Teresa ikke var særlig interesserede i det og derfor ikke havde problemer med at tøjle deres nysgerrighed. Måske var det, fordi de ikke var så tæt på fjerdeårseleverne i deres sædvanlige lille klike som Rachel og Tina.

,,Det er jo Rachel,” udbrød en begejstret kvindestemme pludselig, og det trak hende lidt ud af sine tankers spind.

Fra parkeringspladsen kom to mennesker gående. En mørkhåret kvinde af almindelig højde og med dybe brune øjne, og en høj, slank mand med kulsort hår og briller foran et par venlige grønne øjne. Manden bevægede sig elegant og rakt ved siden af kvinden, som til gengæld radierede venlighed og imødekommenhed. Der var ingen tvivl om, hvor disse to hørte til familiemæssigt.

,,Hvem af dem?” spurgte manden, og selv om han naturligvis var ældre, så lød hans stemme præcis som sønnens.

,,Ja, den ældste af dem, dit fjog,” skændte kvinden godmodigt og prikkede til sin partner med albuen.

,,Jeg kan da ikke se forskel på deres alder,” beklagede manden sig.

Han var iført almindelige mørke jeans og en hvid skjorte med en jakke over. Kvinden ved hans side var i strømpebukser og en himmelblå kjole med chiffon over et andet, kraftigere stof.

,,Godmorgen, kære,” sagde kvinden muntert. ,,Du skal ikke tage dig af ham. Han er en gammel nisse, som ikke har forstand på noget.”

,,Det passer ikke,” protesterede manden smilende.

,,Selvfølgelig ikke, hr. Spencer,” sagde hun høfligt, halvt grinende. ,,Velkommen til.”

,,Vær ikke så formel. Du er Aidens veninde, ikke?” Han ventede ikke på svar, før han rakte en hånd frem. ,,Kald mig Ty.”

Overrumplet tog hun hånden og lod sin egen ryste, inden hun fik et varmt knus af fru Spencer.

,,Ved du, hvor Aiden er, søde?” spurgte hun muntert. ,,Han havde lovet at -”

,,Være her,” afbrød en munter stemme dem fra lidt afstand, og Rachels blik flyttedes præcis ligesom ægteparrets.

Aiden var, ligesom alle andre elever, iført en almindelig T-shirt med skolens logo og sit holdnavn. Men i modsætning til langt de fleste lignede han en eventyrprins, da han kom gående ned over den lette skråning med den ene hånd i lommen på sine træningsbukser og den anden løst hængende ned langs siden, dinglende frem og tilbage med hvert skridt, hans lange ben tog.

Solen fik hans mørke, næsten sorte hår til at se mere brunt ud, og den oplyste hans brune øjne. Siden marts var der sket meget med ham, og bestemt ikke på en dårlig måde. I begyndelsen havde han gået lidt mere forsigtigt og holdt øje med, hvor han placerede sine fødder. Men efterhånden havde han fået fuld mobilitet, og han var begyndt at løbe med, når de opvarmede, selv om han stadig lige i begyndelsen af en løbetur tog nogle sjove skridt. Som om han skulle til at begynde at humpe. Når han blev varm, så man det dog ikke længere.

Efter at Robert var kommet af vejen, var han tydeligvis også blevet mere selvsikker, og han turde i højere grad at lægge armen om livet på Rachel frem for skuldrene, selv om det sidste oftest var tilfældet. Der var ikke nogen at tage hensyn til, som ville slå ham ned, hvis han så på hende på en forkert måde. Det var en rar tanke, og det var rart at se ham på den måde. Afslappet og naturlig.

,,Er dét vores søn?” spurgte hr. Spencer - Ty - og skubbede sine briller ned for at se hen over stellet.

,,Halløj, far,” hilste Aiden tilbagelænet, i færd med at omfavne sin ivrige mor. ,,Du ligner én, der har set et spøgelse.”

,,Nærmere tvært imod,” erklærede faren med et smil i stemmen. ,,Det er længe siden, at du har set så glad ud,” tilføjede han.

Aiden så forbløffet ud. Hans læber var let adskilte, og hans blik flakkede en anelse.

,,Nå?” spurgte han i et underligt tonefald. Så flækkede hans ansigt i et grin, idet han løsrev sig fra sin mors omfavnelse og gik hen til sin far og Rachel. ,,Jamen det er også længe siden, at jeg har været så glad.”

Vanen tro lagde han en arm omkring Rachels skuldre, og hun viklede sin egen omkring hans liv, mens han gav sin far et mandigt kram med den frie arm.

,,Det kan jeg i øvrigt takke Rachel for et langt stykke hen ad vejen,” fortalte han fuldstændig roligt sine forældre - som om det var helt normalt at sige den slags ting.

Rachel rødmede.

,,Din skarnsunge,” skændte Ty. ,,Hvorfor fortæller du ikke mig om folk som Rachel? Skal jeg virkelig høre det fra din mor?”

De lo alle fire, og Rachel hørte også Fiona fnise, mens hun forsøgte at forklare Lisa Yorks halvfjerdsårige farmor, hvor hun skulle trille sin rollator hen.

,,Jeg var bange for, at hvis jeg fortalte om skolen, uden at du spurgte, ville det minde for meget om Jace,” indrømmede Aiden, og han sænkede stemmen en anelse, samtidig med at han blev lidt mere alvorlig.

,,Aiden,” begyndte Ty, men det lod til, at de to kom til en ordløs forståelse i stedet.

I hvert fald nikkede Aiden bare, og Ty gentog handlingen med et smil. For Rachel var det sjovt at se, hvor meget Aiden mindede om sin far. Af udseende lignede han mest sin mor, men Ty virkede præcis lige så stolt og alligevel følsom som den af Spencer-brødrene, Rachel havde haft den ære at lære at kende.

Når Aiden fortalte om sine forældre - og det gjorde han ikke ofte - havde det ofte været med et udtryk af skam og skyldfølelse, som om han var skyld i, at Jace var omkommet. Som om han skammede sig over ikke at kunne være sin bror. Men på det sidste havde det ændret sig. Han fortalte mere frit, og det var i mere muntre vendinger, selv om han ikke havde set sine forældre siden jul og de derfor ikke havde stor indflydelsesmulighed.

,,Aiden sagde, at du så meget smuk ud i kjolen til ballet,” kvidrede Angelica Spencer blidt i tavsheden, der fulgte de to mænds ordveksling. ,,Jeg er helt enig. Blev din kæreste også glad?”

Først her gik det op for Rachel, at Aiden ikke havde fortalt sin mor og far, hvad der havde foregået på skolen. Alt det med Robert. Men han havde fortalt dem om hende, og det gjorde hende glad.

,,Han ville gerne have set mere hud,” svarede hun ærligt. ,,Men hvis Aiden syntes, at det så flot ud, så var det det hele værd.”

,,Har din fyr måske fået en konkurrent?”

Det var nogle meget ligefremme spørgsmål for voksne mennesker at stille, syntes hun, men det gjorde nu ikke så meget. Ikke lige med det her emne.

,,Vi er ikke sammen længere,” fortalte hun og gav Aidens side et klem.

,,Jaså?” Aidens mor så ud, som om hun allerede planlagde alt muligt, men hun sagde ikke mere, for i næste øjeblik blev de afbrudt af en anden velkendt stemme:

,,Rachel!”

Allerede inden hun vendte sig fra familien Spencer vidste hun, at den nytilkomne var Dominic. Hvornår han var kommet, kunne hun ikke sige, fordi hun stod med ryggen til portene, men nu stod han overfor hende med et bredt, drillende smil på læben. Dominic lignede sig selv, og det havde han altid gjort, selv om han selvfølgelig i virkeligheden blev ældre hele tiden. Hun syntes, absurd nok, at han stadig lignede den dreng, der mere eller mindre havde kastet omkring med sin otte år yngre lillesøster.

Inden hun kunne nå at sige noget, trak han hende ind i et bjørneknus, og Aiden nåede lige at fjerne sin arm fra hendes skuldre, inden den kom med. længe siden var det ikke, at hun havde set Dominic, men selv et par måneder eller tre kunne få hende til at længes efter ham. Specielt lige i øjeblikket, hvor hun havde uendeligt mange spørgsmål til hele situationen med college.

Efter krammet lod han hende rive sig løs, og hun så undersøgende op på ham, inden hans ansigt afslørede, at han havde fået øje på noget andet. Hastigt rakte han en hånd uden om hende.

,,Aiden,” sagde han imødekommende.

Aiden vendte sig igen fra sine forældre, som han havde stået og talt med for en stund. ,,Dr. Donovan,” hilste han grinende og trykkede den fremstrakte hånd.

,,Der er sket meget på få måneder, ser jeg,” Dominic lød tilfreds.

,,Dr. Donovan?” udbrød Angelica Spencer, så snart hendes søn havde sluppet Dominics hånd igen. ,,Hvad laver du her?”

Ty Spencer nøjedes med at række hånden frem mod Dominic og sende ham et lettere undskyldende blik for sin kones udbrud. Dominic lo bare og trykkede begge forældrenes hænder med største fornøjelse.

,,Mine forældre har aldrig mødt ham,” hviskede Aiden forklarende til Rachel, som nu var lidt mere med.

,,Verden er lille, fru Spencer,” svarede Dominic, høfligt og muntert. ,,Det forholder sig sådan, at Rachel er min lillesøster.”

,,Sammentræf,” sang Aidens mor, på en måde der var lettere komisk, inden hun rakte op og omfavnede Dominic, som hun aldrig havde mødt før. ,,Tak for alt, hvad du har gjort for Aiden. Du er bare så dygtig.”

Rachel kvalte en latter, og hun kunne se sin storebror gøre det samme.

,,Mor,” mumlede Aiden, mens han førte en hånd op til panden og rystede let på hovedet.

,,Du har problemer, unge mand,” erklærede den energiske kvinde. ,,Hvordan kan du glemme at nævne en så vigtig detalje, som at Rachel er søster til lægen, der behandlede dig?”

,,Jeg tænkte ikke lige på det,” indrømmede Aiden. ,,Jeg må have vænnet mig til tanken, så jeg syntes ikke, at det var noget stort at fortælle.”

,,Hvor længe har du egentlig vidst det, Aiden?” spurgte Dominic nysgerrigt.

Det skulle han åbenbart lige overveje. ,,Siden første gang jeg hørte, at Rachel også hed Donovan, tror jeg.”

,,Det er der sikkert mange, der hedder,” påpegede Rachel snusfornuftigt, og han sendte hende et drillende blik.

,,Ja, men det er jo ikke ligefrem, fordi I ikke ligner hinanden. Og så vidste jeg jo, at dr. Donovan havde en lillesøster ved navn Rachel.”

Så meget syntes Rachel nu ikke, at hun lignede sin bror. For det første var Dominic højere og havde arvet alle deres forældres gode træk med slank bygning, tykt, blankt, brunt hår og de lige ansigtstræk. I sammenligning var hun bare efternøleren, som ikke per definition så godt ud eller var udadvendt eller smilede som en engel, når hun lystede det.

Alligevel sagde alle, at de to lignede hinanden meget. Åbenbart nok til at gøre Aiden rimelig sikker i sin formodning.

,,Prøv med Dominic,” lød det fra Rachels bror.

,,Nick, jeg troede ellers, at du ville nyde din titel,” drillede hun.

,,Ja, men jeg synes ærligt talt, at det er temmelig akavet, når det er dine venner, der kalder mig ved formelle titler,” indrømmede han.

,,Doktor Dominic Donovan,” sagde Ty med et skævt smil. ,,Ser man det.”

Dominic gengældt smilet, inden han vendte sig mod Rachel. ,,Mor og far er på vej, men de ville lige pakke lidt ud, inden de forlod Erie.”

,,Det er fint,” svarede hun, glad for at de i det mindste havde tænkt sig at komme.

Som kaldet til slaget viste deres forældre sig et øjeblik senere, og de fik mulighed for at hilse på Aiden og hans forældre. Det så ud til, at parrene gik godt i spænd med det samme, for uden de store omsvøb besluttede de sig for at sidde sammen og se showet. Derpå sagde de et midlertidigt farvel til deres børn - minus Dominic, som gik med - og begav sig længere op ad stien for at få at vide, hvor de skulle sidde.

,,Dine forældre er søde,” sagde hun til Aiden, som tog halvdelen af hendes programmer for at hjælpe med at byde folk velkommen.

Han lo. ,,Det er dine også.”

Lidt senere mødte de både Tinas og Petes forældre, der kom for at se deres børn gøre deres bedste. De havde også været med de andre år - eller i hvert fald sidste år - hvor Rachel havde mødt dem under spisningen. Dengang havde Petes mor flere gange antydet, at der kunne være noget mellem hendes søn og Rachel, mens Tina var tvunget til bare at sidde og se på. Det var selvfølgelig muligt, at Tina ikke på det tidspunkt havde de samme følelser for holdkammeraten, men det tvivlede Rachel faktisk på, og det gav hende lidt dårlig samvittighed.

I år var de ivrige efter at se Tina. I virkeligheden troede Rachel mest, at Petes mor blot var begejstret for, at Pete endelig havde fået en kæreste. Tydeligvis var ægteparret McGregor ikke bevidste om det faktum, at Pete kunne få hvem han pegede på. Dette var ikke så underligt, når man tog i betragtning, at Pete aldrig havde haft en pige med hjemme før. Nu var det dagen, hvor Tina optrådte som deres svigerdatter.

Tinas forældre var mindre begejstrede og blev ved med at spørge Rachel, om hun troede, at Tina kunne finde på at droppe ud og flytte ind med Pete. Først da Aiden kom til og hjalp til med at love, at det kom ikke til at ske, faldt de to lidt ned igen. På lang afstand kunne man stadig fornemme, hvordan de var lidt ængstelige for, at deres datter var alene på skolen og skulle træffe sine beslutninger uden om forældre. Aiden lo, og det samme gjorde Fiona, Lee og Rachel.

 

Da alle var ankommet - eller folk bare kom meget for sent - gik Rachel og Aiden sammen om for at finde Tina og Pete, som sad på tribunerne i gryden og så ned på det gulv, der var lagt ud, så underlaget ikke var ujævnt. Der var gjort mere ud af det i år, og det var egentlig meget rart, fordi de i græsset nemmere risikerede at forvride en fod eller noget andet. Gulv var de fortrolige med.

Lige i øjeblikket var den en lille træningssession i gang, anført af Eric, som underviste gymnasternes yngre søskende og slæbte dem rundt i simple spring. Nogle af de små var rigtig gode, og det gjorde nærmest Rachel helt misundelig, indtil hun kom til at tænke på, at hun nok havde været på cirka samme niveau i den alder. Det havde Dominic set til.

Længere derfra sad deres familier samlet - Aidens forældre, Petes forældre, Tinas forældre og Rachels egne. De lod til at more sig kosteligt i hinandens selskab, selv om Tinas forældre utvivlsomt hellere så, at deres datter sad mellem dem på tribunen. I år havde Tina sagt fra, forklarede hun sin bedste veninde, fordi det ikke kunne nytte noget at være fars og mors lille pige hele livet igennem. Til alles åbenlyse overraskelse erklærede Aiden sig enig heri.

Efter et stykke tid gik Zacharias Plikane ind på græsset for at byde alle velkommen og forklare, at programmet - som de kunne se i deres udleverede foldere - var længere i år: hvert hold havde en hel time på gulvet. Derfor bød dagens opvisning på underholdning med Pigeholdet, Herreholdet og en smagsprøve på Eliteholdets program. De tre resterende hold viste sig først frem den følgende dag. Skolens respekterede rektor modtog voldsomme klapsalver fra elevernes familier, venner og bekendte såvel som de fremmede, de bare var interesserede i at se god gymnastik.

Pete prikkede diskret til Rachel. Hun lænede sig ind mod ham, så han ikke behøvede at overdøve rektor for at lade hende høre, hvad han ville sige.

,,Ser du de to herrer i jakkesæt dernede?” hviskede han og pegede ind mellem hovederne på dem, der sad foran.

Næsten helt nede ved gulvet sad to mænd, som i modsætning til alle andre var iført stive, nålestribede jakkesæt. Den ene var skaldet, mens den anden så ud til at have kraftigt gråt hår, der skinnede som sølv i sollyset. Førstnævnte så ud til at have enten solbriller eller briller på, for stængerne stak ud bag hans ører.

,,Hvad med dem?” spurgte hun nysgerrigt.

,,De er talentspejdere,” forklarede han. ,,Alle afgangselever bliver vurderet af dem, og de har et eller andet sindssygt at tilbyde den allerbedste.”

Rachel skævede diskret til Aiden på sin anden side. Hans øjne var rettet mod Zacharias Plikane, som var gået videre til praktiske informationer i sin afslappede tale. Så vendte hendes øjne tilbage til Pete.

,,Tror du, at du får tilbuddet?” spurgte hun nysgerrigt.

,,Måske,” svarede han. ,,Men hvis jeg gør, så kan jeg forsikre dig om, at det vil jeg ikke benytte mig af.”

,,Hvorfor ikke?”

,,Intet kan slå det tilbud, jeg allerede har fået,” påstod han. ,,Og nej, du får ikke at vide, hvad det er.”

,,Kom nu, Pete!” tiggede hun hviskende. ,,Jeg er din bedste veninde. Du bliver nødt til at fortælle mig det!”

,,Tina ved det ikke engang,” grinede han. ,,Du får ikke noget at vide.”

,,Vi fortjener ellers begge to at vide det,” erklærede hun anklagende.

,,Ja, det kan godt være,” affærdigede han hende drillende.

Hun gav ham et slag på skulderen, men undlod at sige noget, fordi en temmelig stramt udseende herre med et enormt busket overskæg kraftigt rømmede sig og sendte dem et dræbende blik fra rækken bagved.

Halvkvalte af indestængt latter vendte de to sig fra hinanden og så ned på rektoren, som var i færd med i høje toner at takke alle for at være kommet til denne ”ydmyge” forestilling. Han håbede inderligt, at alle nød deres to dage på skolen, og at de fortsat ville sprede dens gode navn og rygte. Alt det gymnasterne hørte år efter år, når de var færdige på skolen.

Rachel så sig omkring, og hjertet frøs til is i brystet på hende, da hun fik øje på et velkendt ansigt, der var lidt for ubehageligt at se på. Siddende ved siden af Phil med albuerne hvilende mod sine lår sad Robert, iført jeans og en rød T-shirt. Hans platinblonde hår skinnede i solen, og hans lyse øjne var rettet direkte mod rektoren nede på gulvet, som om han slet ikke ænsede, at hun gloede på ham.

Ikke lige med det samme, i hvert fald. Så drejede han pludselig hovedet, mødte hendes blik og smilede et undskyldende smil, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod gulvet og rektoren, som blev erstattet af Pigeholdets trænere, fru Cross, fru Maxwell, frøken Paige, frøken Gorman og frøken Fanning.

Fru Cross greb rektors mikrofon og takkede publikum for klapsalven, inden hun gav sig til at præsentere sine femten friske gymnaster: ,,Alexis Baker, Andrea Harris, Charlene Clark, Eden Smith, Elise Davis, Janet Thomason, Jasmine Bryce, Laura Brown, Louise Morgan, Maria Gonzales, Sandra Evans, Tanya Mitchell, Taylor Moore, Violet Kelly og Xenia Murphy.”

Pigerne på Pigeholdet var smidige og elegante på gulvet, og de gjorde det forrygende, selv om det måtte være hårdt at være så meget på i en time i træk, når man trænede mindre end Eliteholdet. De holdt ud og var seje, og deres udtryk sad lige i skabet ifølge Rachel, som tvivlede på, at hun kunne gøre det bedre.

Åbenbart var manden med overskægget Elise Davis’ bedstefar, for han heppede ivrigt på pigerne og pralede til alle med sit barnebarn, selv om Rachel snart begyndte at synes, at han var lidt irriterende.

Efter pigernes optræden var der indlagt en pause, hvor folk kunne finde noget mad, vand eller nogle snacks, så de ikke gik kolde under drengenes opvisning. Rachel og Aiden gik ud for at finde noget vand sammen, og desuden ville det ikke vare længe, inden de skulle mødes med Eliteholdet, så da de havde fundet deres vandflasker, tog de plads på skråningen ned mod gryden.

,,Det er varmt,” klagede Aiden, mens han skruede låget af sin flaske.

,,Dit navn betyder ild,” grinede hun og klappede ham på skulderen. ,,Du har ikke noget at klage over.”

,,Hvad snakker du om?”

,,Aiden betyder ild,” informerede hun ham skælmsk. ,,Jeg har slået det op.”

,,Hvorfor dog?”

,,Jeg skulle jo sikre mig, at du var Jaces lillebror, ikke? Og så kom jeg til at trykke på Enter lidt for tidligt, og Google assisterede mig med det samme med en betydning af dit navn.”

,,Du er skør,” erklærede han og tog en slurk af sit vand.

,,Lige over.”

Pludselig gjorde silhuetten af en person, at hun blev henlagt i skygge, og da hun så opefter, kunne hun med pludselig angst identificere Robert. Han så ikke ud til at være på krigsstien. Faktisk nærmere tvært imod. Hans ansigt bar et udtryk af anger, da han skiftevis så fra den ene til den anden.

,,Robert,” sagde hun hurtigt og rejste sig. ,,Jeg synes, at du skal gå og lade os være i fred.”

Aiden fulgte hendes eksempel.

,,Vent,” sagde Robert, og hans tonefald var langt mere ydmygt, end det nogensinde havde været.

Sukkende vendte Rachel sig mod ham igen. ,,Aiden, gå bare. Jeg kommer om lidt.”

Aiden nikkede bare sammenbidt og fortsatte et par meter, inden Robert igen sagde noget:

,,Vent, Spencer. Jeg vil gerne sige noget til jer begge.”

Vinden fangede Aidens mørke pandehår, idet han vendte sig rundt igen og gik tilbage. Som for at yde beskyttelse for hende lagde han en arm omkring Rachels skuldre. Alle hans muskler så ud til at være spændte, og der var et sært mistænksomt udtryk i hans brune øjne.

,,Undskyld,” sagde Robert og flyttede lidt akavet på sine fødder. ,,Jeg ved godt, at en undskyldning på ingen måde kan retfærdiggøre, hvad jeg har gjort mod dig, Spencer. Og jeg ved godt, at jeg skulle have behandlet dig anderledes, Rachel. Men hvad skal jeg ellers sige?” Han trak vejret dybt, som om han skulle til at bryde sammen. ,,Der er få ting, jeg skammer mig så meget over, som jeg skammer mig over den måde, jeg har grebet det hele an på, og jeg er dybt taknemmelig over, at du dækkede over mig så længe, Spencer. Det havde jeg på ingen måde fortjent.”

,,Du har ret,” sagde Aiden monotont. ,,Det havde du ikke.”

,,Til sidst kom du tydeligvis til fornuft.” Robert sparkede til jorden med spidsen af sin sko. ,,Hvis du ikke var det, ville jeg aldrig have indset -”

,,Det var ikke mig,” indrømmede Aiden hurtigt.

,,Halløj, halløj,” hilste en munter stemme i højttalerne. Nede i gryden stod hr. Mather, som var en af Herreholdets trænere sammen med herrerne Pearson, Lancaster og Powell. ,,Så er det blevet min tur til at introducere jer for nogle gymnaster. Vi er kommet til Herreholdet, som er skolens eneste hold, der er udelukkende for hankøn. Drengene og vi trænere har arbejdet hårdt, så svedet drev af os, for at nå frem til denne forestilling, så vi håber, at I nyder den.”

Rachel så undersøgende på Robert, som trak på skuldrene og tog sin afsked for at lunte ned mod gryden og tilskuerpladserne, idet Mather fortsatte:

,,I år er vi én mindre på holdet, end vi plejer at være, og det er ikke helt planlagt, eftersom det er en forholdsvis nylig beslutning. Vi har forsøgt at arbejde os udenom det, men måske er der nogle huller. I så fald vil jeg bede jer om at tilgive os og forsøge at nyde resultatet af de andres hårde arbejde alligevel. Skal vi ikke byde drengene velkommen?”

Publikum svarede med applaus, og Mather kastede sig ud i en alfabetisk præsentation af samtlige nuværende medlemmer af Herreholdet:

,,Bryan Hudson, Cameron Thomas, Dean Wellsby, Ian Gatwick, Jesse Bryce, Justin McCartney, Kevin Parker, Lawrence Cook, Levi Austin, Nick Grain, Noah Seinfeld, Philippe Valmont, Trent Rodgers og Vincent Dwayne!”

Drengene blev klappet ind, da de ved lyden af deres navn løb ud fra bagsiden af tribunerne. Solen skinnede på dem, og de så ud til at være i topform. Så gik de i gang med et brag af en serie, der var både stærk koreografisk og musisk, og de udførte bevægelserne på en sådan måde, at de næsten kunne være spejlinger af én person.

Midt i deres første springsekvens, vendte Rachel og Aiden sig for at gå op til Kasernen og varme op med Eliteholdet, som skulle give en lille smagsprøve på, hvad der kunne forventes af dem den følgende dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...