Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6316Visninger
AA

13. - April

Sidste weekend i april bragte overraskende varme med sig, og græsset var heldigvis tørt til den udendørs opvisning. Publikum sad på rækker hævet over jorden, mens Eliteholdet foldede sig ud nede i gryden, hvor opvisningen blev afholdt. Heldigvis for gymnasterne var grydens underlag forholdsvis fladt, så de kunne springe uden problemer med redskaberne, trods det naturlige underlag.

I øjeblikket var det kun musikken, der lavede lyde. Højttalerne blæste musik ud over tilskuerne og gymnasterne, som var øjnenes fokus for langt de flestes tilfælde. Og et skønt syn forestillede Rachel sig da også, at det var for tilskuerne. Men hun vidste det af gode grunde ikke, fordi hun selv stod under de mange blikkes opmærksomhed og koncentrerede sig om at se op, smile og udføre bevægelserne til perfektion.

Hun havde allerede én gang begået en mindre fejl, som hun trods alt havde nået at rette op på, inden hun gjorde noget, der var endnu værre. Og sådan var det jo også for de andre. Den slags skete jo, og de var gode alligevel.

Nu var hendes blik stift rettet mod Pete, som stod og afventede hende, og ud af øjenkrogen kunne hun skimte Tina, som blot ventede på det rigtige taktslag. Så satte de af i løb samtidig, og resten af tiden forsvandt Tina ud af Rachels synsvinkel. I stedet satte Rachel hårdt af fra jorden og så ud mod publikum, idet hun spændte hver eneste muskel i hele kroppen, mens Pete løftede hende ved hofterne hen over sit hoved, og hun spredte armene ud som en flyvemaskine.

Heroppefra havde hun et helt andet overblik. Hun kunne se nogle af sine kammerater bevæge sig rundt til musikken nede på græsset, og hun kunne se hen over hovederne på flere rækker af tilskuere, uden at hun behøvede at bøje nakken. Gryden var fuld af nysgerrige øjne, opdagede hun. Og der gik et lille øjeblik, før publikum brød ud i klapsalver. Derefter foldede hun hovedet ind mod Petes skulder, og han slap hendes ben, så hun kunne svinge sig baglæns ned over hans ryg og lande på fødderne med ryggen til ham.

Et lille stykke derfra havde Tina præsteret det samme, og de to løb nu tilbage mod resten af holdet for at finde deres pladser og falde ind i takten igen. Serien fortsatte, indtil den blev afløst af spring på fiberbanen, og dette havde Rachel glædet sig vildt til.

To og to udførte de mere simple spring med et par meters mellemrum, så begge kunne ses. Rachel sprang for eksempel ved siden af Jonas og afsluttede sit sidste synkrone spring med to gange flikflak og en baglæns salto med en hel skrue. I takt til musikken gik de ned langs fiberbanen og tilbage i køen, mens andre overtog rampelyset.

De fandt en ny opstilling, og Rachel trak vejret dybt, da hun vidste, at nu gjaldt det virkelig. Synkronisering var svært, men det var ikke de mest komplicerede spring, de havde udført. Den svære del kom i virkeligheden først nu, hvor hun skulle præstere for alvor. Også selv om hun ingen havde at præstere for.

Det var faldet så uheldigt, at Dominic havde en vigtig afsluttende eksamen denne dag, og deres forældre ville gerne være der til at bakke ham op. Så hun havde forsikret dem om, at det ikke gjorde hende noget, hvis de blev i New York dette år også. Som sådan var det jo også kun hendes sidste år, der virkelig gjaldt, og hun huskede, hvad Dominic havde sagt. Men hun var lidt ærgerlig over, at han heller ikke kunne denne gang.

Hun pustede ud og fokuserede blikket mod den fjerne ende af fiberbanen, hvor Larry og Eric stod klar til at gribe ind, hvis der nu skulle gå noget galt. Matt sad diskret klar ved siden af banen, i tilfælde af at nogen kom til skade under et spring, hvor han var tættest på. Indtil videre havde trænerne ikke været behøvet, heldigvis.

Så satte hun i gang, sprintende, indtil hun fandt et bestemt punkt på banen, hvor hun mentalt havde lagt en startbrik ud. Her tog hun sit afsæt fra banen i et velformet og vellykket araberspring - en vejrmølle, hvor hun landede med samlede ben - og fortsatte videre ned ad banen baglæns, skiftende mellem flikflak - hvor hun skiftevis berørte banen med hænderne og fødderne - og strakte baglæns saltoer, indtil hun trak den rundt i en afsluttende dobbelt baglæns salto som afslutning på sit spring.

Lige efter hende kom Lee, som hun flyttede sig for, inden hun fik et par fødder i hovedet. Publikum stod op nu, og hun kunne se på de nærmeste ansigter, at de var både nervøse og ivrige efter at se mere. Og hun måtte indrømme, at da Olivia måtte udskifte en baglæns salto med en baglæns kolbøtte, så det lidt halsbrækkende ud. Men eftersom Olivia rejste sig op og gik videre, lod der ikke til at være sket noget.

Olivia havde desuden indledt en ny omgang, og Rachel kastede sig ud i præcis samme kombination, bortset fra at den afsluttende dobbelte baglæns salto blev til to hoftebøjede baglæns saltoer. Derefter fulgte drengene, som alle afsluttede med flere forskellige afskygninger af dobbelte saltoer. Pete var den allersidste, som tilføjede sin afslutning halvanden skrue, til publikums store jubel.

Dernæst var der slutserie, hvor musikken sprang folk i ørerne, en rigtig ørehænger med gang i den, som tvang folk op af sæderne med hænderne fremme for at klappe i takt til musikken. Som gymnast var dette nok det største øjeblik, man kunne opleve. Rachel nød det i hvert fald i fulde drag, da hun under jubel vendte rundt og faldt ind i en af de to rækker for at marchere væk fra gulvet under bifald fra sine skolekammeraters venner, familie, bekendte og vidt fremmede, som bare var der for at se på fantastisk gymnastik.

Aldrig havde hun været så stolt over at gå på den skole, hvor hun nu engang gik. Kun de, hun delte øjeblikket med, ville forstå, hvordan trætheden i høj grad blev opvejet af glæden ved at have udført et godt stykke arbejde.

Herreholdet, som havde været i rampelyset tidligere på dagen, var brudt op i mindre dele nu, og en af disse små dele ventede på Rachel, da hun - svedig, og rimelig klam - kom væk fra gryden og op ad skråningen. Robert sad afslappet i græsset nær stien til Kasernen i selskab med Philippe. Begge lod til at more sig kosteligt, indtil de fik øje på Rachel. Så sprang Robert på benene og gik hende i møde med samme selvsikkerhed som altid, og hun blev helt fejet væk af den glød, hans platinblonde hår havde i solskinnet. Som en glorie over hans hoved.

Rachel havde aldrig været hovedløst forelsket i nogen før, men hun var sikker på, at det var sådan her, det føltes. Robert accepterede, at hun ikke helt var klar til at være sammen med ham på den måde, og han opførte sig som en gentleman overfor hende på alle måder. Specielt nu, hvor han smilede til hende og gav hende et indtryk af at være den smukkeste i hele verden, til trods for at hendes ansigt var smurt ind i makeup, og hun derudover svedte som en hest efter det hårde fysiske arbejde i solskinnet.

,,Jamen, der har vi jo frøken Donovan,” konstaterede Philippe, som kom gående bag Robert med hænderne i lommerne på sine store træningsbukser.

,,Klap i,” lo Robert, som stoppede et lille stykke fra Rachel med hænderne i siderne. ,,Du ligner én, der godt kunne bruge et bad,” kommenterede han drillende.

,,Jeg ved det,” svarede hun og havde egentlig lyst til at komme med en kvik bemærkning. ,,Jeg skynder mig at komme ind under bruseren.”

,,Det lyder godt, smukke,” erklærede han og sendte hende et luftkys. ,,Heeeeeey, Olivia!” råbte han derefter og vinkede ivrigt på en så drillende måde, at selv Rachel ikke kunne lade være med at grine.

Olivia og Robert havde et underligt forhold, hvor hun forsøgte at lade, som om hun ikke fandt det spændende, at en tredjeårselev fattede interesse for hende, mens Robert spillede på netop dette. Og Olivia var tydeligvis bevidst om, at Rachel og Robert nu var et fast kærestepar, for hun blev ved med at kommentere det, hvis hun kunne. Indtil videre syntes Rachel dog bare, at det var lidt sjovt, og en del af hende nød den ekstra opmærksomhed og status, hun fik gennem sin scoring.

På sin vej væk slog Rachel over i let løb for at komme hurtigere frem. Halvvejs forbi gryden - hun holdt sig over fordybningen i jorden for ikke at komme i vejen for hverken gymnaster eller tilskuere - blev hun indhentet af Pete, som ikke engang så ud til at have haft den mindste smule sved på panden. Det var mildest talt frustrerende.

,,Er det nu, vi skal tage vores daglige sprint?” spurgte han drillende, idet de begge satte tempoet ned til almindelig gang igen.

,,Du tror nok, at du er sjov, hva’?” stønnede hun og gav ham et dask med håndryggen.

,,Tro er noget, man gør i kirken,” drillede han. ,,Jeg ved ting.”

,,Åh ja?” Hun så udfordrende på ham. ,,Så ved du måske også, hvad mit svar er?”

,,Der er selvfølgelig ikke noget, du hellere vil, end at løbe om kap med mig,” afgjorde han kækt og sendte hende et skævt smil.

,,Faktisk er jeg mere interesseret i at høre, om dine forældre også er på forretningsrejse i år,” sagde hun, samtidig med at hun gengældt smilet.

Pete talte sjældent om sine forældre. Faktisk talte eleverne på skolen sjældent om andet, end hvad der foregik i den lille boble, de alle sammen levede i. Verden udenfor syntes et meget fjernt begreb, når man dag ud og dag ind oplevede, at den eneste eksisterende verden var lige i de nærmeste omgivelser. Alle havde hjem ved siden af, men skolen blev deres fælles knudepunkt, hvor skæbner blev bundet sammen, og hvor verden kulminerede og blev uendeligt lille for øjnene af dem.

,,De er her skam et eller andet sted,” sagde han henkastet og så tilbage mod gryden over sin skulder. ,,Jeg finder dem nok, når Plikane er færdig med at holde sin afslutningstale.”

,,Bliver de og spiser med i aften?”

Året før havde det været sådan, at elevernes forældre ankom om lørdagen, hvor det hele startede, og blev indkvarteret i dormitorierne, der bugnede af senge i netop den weekend. Alle så gymnastik og spiste sammen lørdag aften, inden det blev sengetid. Dagen efter stod den så på mere gymnastik, og nogle blev og spiste med søndag aften også, blot for ikke at forpasse muligheden for at tale lidt mere med deres børn.

Sådan var det for Tina i år, vidste Rachel. Tinas forældre elskede deres datter meget højt, og de udnyttede så mange chancer, som datteren tillod dem, til at se hende så ofte som muligt. Af og til måtte Tina endda selv trække en grænse, fordi hun ikke ville lukkes uden for fællesskabet, der opstod på skolen, når der var mulighed for at tage hjem og tilbringe tiden med familien.

Men fordi de så hendes så sjældent, havde Tinas forældre også planlagt - og regnede stærkt med - at tilbringe ethvert vågent minut sammen med deres eneste barn. Derfor kunne Rachel og Tina ikke ses så meget i denne weekend, men de havde selvfølgelig også alle de andre dage til det.

,,Det tror jeg ikke,” indrømmede Pete. ,,De skal jo hjem og se til forretningen, du ved. Og de har trods alt været her hele dagen.”

Rachel lo, selv om det måske i virkeligheden ikke var specielt morsomt. Nærmere var det lidt tragisk.

,,Hvad med svigerfamilien?” spurgte han efter et lille stykke tid, og Rachel indså efterhånden, at de var ved at være rundt om skolebygningen.

,,De er her. Et eller andet sted. Men vi er blevet enige om, at de ikke skal vide noget endnu,” indrømmede Rachel, dog uden at nævne at det sidste havde været Roberts forslag.

Og hun ville ikke virke påtrængende, hvis han ikke havde lyst til at præsentere hende for sin familie endnu. Det kunne der jo være mange grunde til, og så måtte hun bare holde sig på måtten indtil da. Hun vidste, at Roberts forældre havde sendt ham af sted, fordi de gik vildt meget op i hans gymnastik. Stod det til dem, så gik han ud og forsøgte at komme med til OL nu. Det vidste Rachel desuden godt, at han ikke kunne. Dertil var han ikke helt god nok, og hun troede på ingen måde, at hun nogensinde ville nå Olympiade-niveau.

,,Det er da lidt mærkeligt,” mente Pete. ,,Det er jo en oplagt mulighed.”

,,Ja, det er rigtigt,” tilstod hun. ,,Men hvis det nu bare er noget, der sker i år, så tror jeg ikke, at han har lyst til at involvere sin familie.”

Pete så skeptisk ud. Alligevel trak han bare på skuldrene og gav hendes skulder et lille puf, idet han stoppede op for at tage afsked. Dormitorierne lå i hver sin retning fra det punkt, de var nået til.

,,Det er sikkert derfor,” sagde han, og selv om han ikke lød helt overbevist, så vidste Rachel godt, at han sagde det udelukkende for hendes skyld.

I det hele taget havde Pete ikke meget tilovers for sin klassekammerat. De to tolererede hinanden, men som to alfahanner havde Rachel en fornemmelse af, at der altid blev ført en slags kold krig mellem de to. Indtil videre var der ikke sket noget, og Pete gjorde virkelig sit bedste for ikke at dele sine holdninger med Rachel, havde han i hvert fald påstået. Til gengæld kunne hun høre på Tina, at han af og til lod hende høre det, når han fik afløb for sine frustrationer.

Én gang havde Rachel spurgt Pete, hvorfor han ikke brød sig om Robert. Svaret havde været lidt nølende, i stil med ,,det er ikke, fordi jeg ikke bryder mig om ham. Jeg synes bare godt, at han kunne tage at udvise lidt respekt for andre menneskers liv”. Hvad det så end skulle betyde, havde han ikke besværet sig med at svare på, men havde i stedet forladt stedet med hastige skridt. Og Tina havde sendt Rachel et undskyldende blik, som om hun følte sig ansvarlig for det hele.

,,Så vi spiser sammen i aften?” gættede han med et varmt smil, der fik Rachel til at jage sine tanker på flugt.

,,Jep. Men vi må jo desværre undvære Tina,” mindede hun ham om.

,,Og Lee. Så det bliver dig, mig og Jonas?” Han lo. ,,Uha… Så bliver jeg den ældste i selskabet.”

Hun vendte øjne ad ham og rakte tunge, inden hun modtog et venskabeligt og drillende klask bagi, idet han satte sig i bevægelse - i et spring hen over den overdækkede gangs gelænder, så han kunne vandre hen over græsplænen - mod drengenes dormitorium.

,,Lad det ikke stige dig til hovedet!” råbte hun storsmilende efter ham, idet hun gjorde ham kunsten efter og satte kursen mod sit eget dormitorium. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...