Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6265Visninger
AA

5. - April

April bragte godt vejr med sig til Pennsylvania, og Plikanes elever var spændte til det punkt, hvor skolens arealer nærmest var statiske af nervøsitet og forventningsfuldhed. Det summede af aktivitet, nu hvor forældre, søskende, elever, lærere, trænere og ægtefæller var samlet på ét sted, og der var både blevet leet og grædt i dagens løb.

En forælder havde informeret Juliette Smith, en af afgangseleverne, som Rachel var på hold med, om, at en fyr ved navn Jace var omkommet i en bilulykke, og Juliette havde udbrudt hundrede gange, at det ikke kunne passe, før hun grædende var stukket i løb for at finde sine veninder. Dét havde lagt et slør over gymnasterne fra fjerde årgang, og selv om Rachel ikke kunne vide det med sikkerhed, så gættede hun på, at denne Jace havde været elev på skolen for ikke så længe siden.

Men da gråden var overstået, blev den erstattet af glæde, og da Eliteholdet stod på gulvet, klappede alle så de ikke kunne undgå at smile endnu bredere og ranke ryggen en smule af stolthed.

Deres opvisning var forrygende sammensat og fortalte en dramatisk historie om venskab, kærlighed og jalousi gennem serierne, mens springene satte noget gennemslagskraft ind i showet. Solen skinnede varmt ned på gymnasterne på græsplænen, og Rachel svedte godt og grundigt, da hun forlod scenen efter en vellykket opvisning, hvor hun i det mindste ikke havde kvajet sig. Der havde været fejl for nogle, men det var jo kun naturligt, så det bebrejdede ingen hinanden på et hold som deres.

Tina, som Rachel havde talt ret meget med efter at være vendt tilbage til skolen efter juleferien, løb ud for at mødes med sine forældre, og Rachel stod lidt akavet tilbage og kunne se sine klassekammerater og holdkammerater omfavne deres familiemedlemmer. Selv havde hun ingen til stede, og det var hun både ked af og glad for.

Efter juleferien havde det været hårdt at tage tilbage på skolen, hvor hun ikke rigtig kendte nogen alligevel, og hvor hun savnede sine forældre så forfærdeligt meget. Hun havde grædende ringet til sin storebror midt om natten og fortalt ham det hele, ikke forventende at han ville forstå. Dominic havde været meget forstående og trøstende, og han havde fortalt hende, at sådan havde han det også det første år, men at det nok skulle blive bedre. Ydermere havde han anbefalet, at hun lod være med at have så meget kontakt hjem til, når nu hun var så ked af det, så hun ikke hele tiden længtes efter at være et andet sted og i stedet engagerede sig på skolen. Senere på året - engang i begyndelsen af marts - havde hun så ringet til ham igen for at spørge til opvisningen. Han havde lovet at komme, men han syntes ikke, at hun skulle bede deres forældre om at komme, hvis hun stadig ikke var helt godt etableret på skolen.

Så det havde hun ikke gjort. Og Dominic var der ikke, selv om han havde lovet det. Noget var kommet i vejen, havde han ringet og forklaret samme morgen. Noget med, at han havde fået lov til at arbejde med en patient for første gang, selv om han endnu ikke var helt færdig med sin uddannelse. Det var et vigtigt tilbud, og hun vidste, at han ikke kunne afslå det, hvis han ønskede sig en god start på sin karriere.

Måske som den eneste så Rachel frem til perioden efter de forskellige opvisninger denne weekend, for den ville være præget af eksamensforberedelse og almindelig skolehverdag. Det kunne hun godt bruge lige nu, og desuden var forberedelse til eksaminer og årsprøver en glimrende måde at komme i kontakt med de andre på.

For nok talte hun mere med Tina end før, og hun spiste da med den pigegruppe, som Tina konsekvent var en del af, men hun kunne godt bruge nogle tættere venskaber end det. Og hun glædede sig lidt til at komme hjem på sommerferie og se sine forældre og tænke over tingene. Hun kunne ikke droppe ud, hvis hun ikke ville hade sig selv til evig tid for det, så det var bare et spørgsmål om at lade op og blive klar til tre år mere, når hun var færdig med det første.

,,Donovan!” kaldte en dyb stemme, og hun drejede hurtigt rundt på hælen for at se, hvem det var.

En storsmilende, lettere svedende Pete McGregor kom slentrende i hendes retning med de brede skuldre afslappet hængende og hænderne i lommerne på de træningsbukser, han havde trukket ud over sin opvisningsdragt. McGregor tilhørte årgangen over Rachel og var intet mindre end et gymnastisk geni med spring som spidskompetence. Høj og bredskuldret, som han nu engang var, førte han sig elegant og kraftfuldt frem, når han udførte det ene komplicerede spring efter det andet uden at se den mindste smule anstrengt ud.

Når det overraskede Rachel, at han kaldte på hende, var det, fordi han aldrig havde talt til hende alene før. Som regel var han omgivet af kammerater, som hun enten ikke var helt sikker på navnet på, eller som ikke anede, hvad hun hed.

,,McGregor,” svarede hun og forsøgte at smile overbevisende til ham, selv om Dominic stadig hjemsøgte det bagerste af hendes bevidsthed.

,,Pete,” rettede han hende automatisk, som hun vidste, at han ville gøre det. ,,Er dine forældre her ikke?”

,,Nej, ikke i år.” Hun bed sig i underlæben og så sig omkring efter nogen, der kunne minde bare lidt om Pete McGregor af udseende: nogen med blond hår, en kraftig muskulatur fra naturens side og grå øjne. ,,Hvad med dine?”

,,Forretningsrejse,” forklarede han henkastet og lo. ,,Ikke at de ville komme alligevel. De synes, at det er fjollet at spilde fire år af dit liv på sådan noget pjat, Pete,” føjede han vrængende til.

Rachel deltog i hans latter, selv om det selvfølgelig i virkeligheden ikke var specielt morsomt, at hans forældre ikke syntes om Zacharias Plikanes foretagende.

,,Og alligevel betaler de for din skolegang her?” Det var jo ikke gratis…

,,Og alligevel betaler de,” bekræftede han. ,,Men siden hverken dine eller mine forældre er her, har du så lyst til at lege lidt med springgravene i Hal 1?”

Forslaget var kærkomment, fordi Rachel alligevel ikke havde bedre at lave. Måske burde hun være udmattet efter opvisningen, og måske burde hun overfortolke hans intentioner… Men det ville være rart at tænke på noget andet, så hun nikkede.

,,Det har jeg i hvert fald.”

De gik sammen væk fra gryden, hvor Rachel under optagelsesprøverne for første gang havde mødt Sophia Marriott, den rødhårede pige, der havde givet hende et stempel. En af afgangseleverne dette år.

Undervejs snakkede Pete som et vandfald, som om han ikke havde haft lov til at åbne munden hele livet, og hun lod ham tale, mens hun funderede over, hvorfor han havde lyst til at tilbringe tid med hende. For naturligvis var hun ikke den eneste elev på hele skolen, ham ekskluderet, hvis forældre ikke var kommet. Nogen god grund fandt hun dog ikke til at påpege det overfor ham, fordi hun så risikerede, at han gik sin vej, og det ønskede hun jo heller ikke.

De nåede til stien, hvor der var lagt brosten ud fra skolebygningen og til Kasernen, som lå på toppen af en lille bakke. Pete stoppede og så på hende med et uvornt glimt i øjnene, og hun gengældt hans blik med et hævet øjenbryn.

,,Lad os løbe om kap.” Det var ikke et spørgsmål, så hun syntes ikke, at hun havde noget valg. Men…

,,Jeg kan jo ikke følge med dig,” protesterede hun alligevel.

,,Pjat med dig. Kom nu!” Han greb fat omkring hendes håndled og begyndte at løbe, så hun ikke havde andet valg end at få fødderne på gled, hvis hun ikke ville falde.

Efter et stykke tid slap han hendes hånd, og hun vidste udmærket godt hvorfor. Hun kunne overhovedet ikke følge med ham, selv når han slæbte hende efter sig. Så hun fortsatte med at løbe og forsøgte virkelig at presse sig selv til et højere tempo, men det hjalp ikke noget. Pete accelererede, og da hun endelig nåede døren til Kasernen, stod han lænet afslappet mod dørkarmen og afventede hendes ankomst med armene over kors.

,,Du havde ret,” konstaterede han med et glimt i øjet, idet han gik indenfor i skyggen.

,,Hvis jeg ikke havde ret, ville jeg ikke have sagt det,” stønnede hun, mens hun fulgte efter ham med hjertet dunkende i halsen efter den anstrengende løbetur.

,,Se det på den lyse side,” sagde han optimistisk, idet han skubbede den tunge dør til Hal 1 op. ,,Nu er du varm.”

Hun rakte tunge ad ham og rystede på hovedet. Inderst inde vidste hun dog godt, at han havde ret i sin flabede kommentar.

,,Du er ikke varm,” påpegede hun kritisk. ,,Giv mig tyve strækkere.”

,,Javel, hr. general!” udbrød han øjeblikkeligt og lod sig falde ned i håndliggende for at begynde at tage armbøjninger, hurtigt og præcist og korrekt.

Inden hun kunne nå at tælle, om han faktisk havde nået at lave tyve, havde han allerede rejst sig igen og var på vej hen mod springgravene med de bløde skumpuder, der forhindrede dem i at slå sig, medmindre de landede direkte på hovedet eller fik vredet kroppen meget forkert.

Inden hun nåede ret meget ud af stedet, var Pete på vej hen mod den venstre af de to grave i fuld fart. Han satte af på gulvet med begge fødder - som havde det været en trampolin - og lavede en noget lav, ikke så pæn salto, som han trak hele vejen til maven, så han landede fladt på denne i det bløde skum.

,,Kom nu, Donovan!” kaldte han dernedefra, og fra hvor hun stod, kunne hun kun se hans hoved, hals og skuldre, fordi han sank ned i puden.

,,Det er Rachel,” rettede hun ham med et skævt smil, mens hun luntede hen over gulvet for at finde en trampolin ved siden af graven.

,,Det ved jeg,” svarede han afslappet. ,,Men Donovan er bare så…” Han sendte hende endnu et gavtyvesmil.

,,Bare så hvad?” spurgte hun og satte hænderne i siderne. ,,Maskulint?”

,,Russisk,” ændrede han det til med en høj, buldrende latter, hun ikke kunne undgå at synes om.

,,Det er ikke russisk!” protesterede hun og trak trampolinen ud på gulvet for at rulle den - den var heldigvis på hjul - hen til kanten af graven og sætte sig på den. ,,Det er keltisk.”

,,Jeg er ligeglad,” sagde han og kæmpede sig op på knæ i en højtidelig positur. ,,Du kan være min russiske veninde… Donovan,” erklærede han drillende, og hun kneb øjnene sammen og rynkede på næsen.

Så puffede hun til ham, så han væltede ned på ryggen på det bløde underlag.

,,Okay. Det er en aftale,” bekendtgjorde hun så, idet hun sprang ned og satte sig på ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...