Fake - Verau.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2014
  • Status: Igang
Sneen faldt i de overnaturliges land. Telivias indbygger havde aldrig mødt sne før, fordi at det onde aldrig har været over dem. På Zandras 12-årige fødselsdag besvimer hun. Hun vågner op igen hos en helt anden familie med hukommelsestab. Nu kæmper hun for at redde familie Jones mor, og langsomt kommer minerne frem med Niklas, hendes barndomsven. Hun husker praktiske ting, men vil hun nogensinde finde hendes venner og redde dem hun holder af? Stopper hun nogensinde "Dert." Som han kalder sig? Hvad kommer hun til at ofre?

0Likes
0Kommentarer
100Visninger

1. kliip!

Jeg satte mig op i min hjemmebygget seng. Det var præcis et år siden Mia havde fundet mig. Min 13 års dag!

»Zandra! Der er mad!« Råbte Mia nede fra køkkenet af.

Jeg rejste mig hurtigt og gled over til mit klædeskab.

»Kommer!« Råbte jeg højt og hev min sweatshirt, slidte jeans og trak det hurtigt på.

Jeg stormede ned af trappen og hev mig ned på stolen, ved køkken bordet.

»Jeg kom først!« Sagde jeg og smilte til Tobias. Slået på stregen!

»Jeg lod dig vinde, du har jo fødselsdag.« Mumlede han og rækkede tunge.

»Ti kysser kærlighed! Ti kysser kærlighed!« Hvinede Maja som sad ved siden af mig.

Jeg grinede og så udskyldigt på Mia som tyssede på os.

Jonas og Lea kom luntende inde fra stuen af. Så var vi vist samlet.. Nej!

»Jeg kommer nu!« Sagde Henrik glad. »Godmorgen børn!«

»Godmorgen skat!« Sagde Mia og kyssede hans næsetip. Maja væmmedes sig lidt, til jeg gav hende en albue i siden.

»Tillykke Zandra!« Sagde Lea højt for at få et emne skift.

»Ja, Tillykke Zandra!« Sagde Mia.

»Tak!« Sagde jeg og kiggede på hende.

Cooooooooorn flakes! Jeg åd hurtigt, men blev alligevel sidst færdig.

»I må hellere komme i skole!« Henrik lavede de kendte "Afsted" hænder.

Jeg smilte og fuldte efter Tobias, Jonas og Maja ned af vejen.

»Hvad tror i vi skal lave i tysk?« Spurgte Jonas og lavede drømmende øjne.

»Et eller andet sygt som Karla finder på!« Fniste jeg. Karla var vores røvsyge-diva-lære.

»Sikkert!« Grinede Jonas og smilte til mig.

»Nå, men farvel, tøser!« Sagde Tobias og drejede af.

»Hvor er han latterlig!« Mumlede Jonas og lavede øjne.

Jeg luntede op på siden af ham og kiggede rundt. Det fine sne lag, dækkede jorden. Snefnuggene smeltede i Majas hår og taske.

»Daniel!« Hvinede Maja og smilte. Den tøs var seriøst vild med ham!

»Hey Dani!« Råbte jeg og vinkede.

Han vente sig om og løb over til os.. Indtil han gled.

Jeg grinede. »Går det godt, Bambi?« Spurgte jeg og lagde min hånd over min mund, så han ikke kunne se jeg fniste,

Han rejste sig og børstede is af. »Jaa.. Hvad med dig..-«

Jeg stoppede op og kiggede lidt rundt. Daniels mund bevægede sig, men ikke et ord kom ud. En stor smerte skar igennem midt hovede og klip dukkede op. Klip jeg ikke kendte.

»Jeg skal nok fange dig!« Skreg jeg op løb efter den sorthåredes dreng.

»Aldrig!« Råbte han og hoppede over en mini-å.

Jeg satte farten op og sprang. Jeg landede på ham og rev ham med ned i det gyldne græs.

Vi skreg af grin.

»Taget!« Råbte jeg.

»Shh..« Sagde han og lagde en finger over mine læber.

Jeg kiggede rundt og kunne høre ulvenes skrig. Vareulvenes skrig.

Jeg skreg da han vendte mig rundt.

»Taget!« Sagde han og sprang op fra mig.

Jeg grinede og løb efter ham. Jeg kiggede frem og så en mørk summen. Mit smil famlede da jeg fandt ud af hvad det var.

»Nej! Niklas! Pas på!« Skrev jeg. Men forsent.

Han prøvede at stoppe, men gled ind i sværmen.

»..Du?« Spurgte Daniel og viftede med en hånd foran mit ansigt.

Hvad var der sket? Hvad var det klip?

Mine tarme begyndte at gøre oprør og mit hovede dunkede. Donk. Donk.

»Øhh.. hvad?« Spurgte jeg og glippede lidt med øjne.

»Hvad skete der? Er du okay? Er du?« Gentog han.

»Et klip dukkede op i mit hovede. Et jeg ikke kendte.« Sagde jeg og kiggede rundt på Maja, Jonas og Daniel.

»Hvad handlede det om?« Spurgte Jonas.

»Mig og en dreng der leger fange..« Jeg stoppede. Skulle jeg sige det hele? »Også skriger jeg..«

Jonas rynkede bryne. »Jeg tror vi skal spørge Mia!«

Vi nikkede alle sammen og gik tilbage af den vej vi kom fra.

Jonas åbnede stille døren og Daniel gispede. Det hele var rodet, rydet. Som om de ledte efter noget. Eller nogle. Mia kom farende.

»Er i okay?« Spurgte hun.

»Ja.« Svarede vi i kor.

»Jeg skal tale med jer.« Sagde hun og gejtede os indenfor.

Vi satte os om køkkenbordet.

»Har du.. Husket noget Zandra?« Spurgte hun og kiggede alvorligt på mig.

»Ja..« Svarede jeg.

»Hvad?« Spurgte hun.

Jeg lukkede øjne. Ja, Hvad skete der præcist?

Mit hovede begyndte og dunke igen. Jeg kom hen til det forbudte sted.

Drengen lagde hovedet på skrå. Man kunne se blodet løbe ned af hans mundvige.

»Nu ligner du en kat, der har været oppe og slås.« Fniste jeg.

Han smilte og vidste sine hjørnetænder.

»Den er god med dig!« Sagde han.

»Jammen det passer!« Insisterede jeg.

»Okay..« Sagde han.

»Du kunne bare have ladet vær med at løbe ind i sværmen!« Fniste jeg.

»Der var ingen udvej« Sagde han og kiggede uskyldigt på mig.

»Ej, løb udenom!« Sagde jeg og slog ham blidt på hovedet.

Han rækkede tunge af mig, og vi faldt sammen af grin.

»Det første klip handlede om mig og en dreng der legede fange, også kom der en "sværm" og han løb ind i den. Det "andet" klip, handlede om at vi diskuterede om han ikke bare kunne have løbet udenom.«

Tavshed..

»Hvordan så han ud?« Spurgte Mia mig.

Jeg tænkte mug lidt om.. Hmm.. »Grønne øjne. Sort hår, bleg.« Sagde jeg stille og pillede ved min jakke.

Mia spærrede øjne op. »Annabeth!«

Jeg kiggede fornærmet på hende. »Nej, det var en dreng« Sagde jeg.

»Ja,ja! Det er Annabeths dreng!«

»Hvem er hun?« Spurgte Jonas og kiggede rundt.

»En af mine veninder..« Mia kiggede ned i bordet.

»Hvad er der sket med huset?« Spurgte Maja forsigtigt.

»Det var jeres far! Han ledt efter de overnaturlige!« Mia kiggede på os.

»Jamen de findes jo ikke!« Udbrød jeg.

Hallo! Hallo! Miss ringetone skar igennem lokalet. Hun rakte ud efter den og tog den op til sit øre.

»Det er Mia.« Mumlede hun.

»Annabeth?« Udbrød hun.

»Hvad? Henrik? Har han været der?« Spurgte hun forsigtigt og spærrede øjne op.

»Hvad? Ja, men børne kommer med!« Sagde hun og lagde på.

»Vi skal ud til Annabeth.« Sagde hun og rejste sig op.

Niklas

»Niklas!« Råbte Annabeth ide fra gangen af.

»Hvad?« Snerrede jeg.

Hun kiggede ind på mit værelse og gav mig et dræberblik. »Mia kommer med hendes børn og Zandra.« Hun smuttede ud igen.

Fedt. Ikke Zandra! Jeg havde prøvet at glemme hende i et halvt år, pga. Hendes forsvinden. Fedt.

Jeg rejste mig og gik ud i gangen, unvigede Simon, der som altid, kom farende.

Trappens trin knirkede da jeg trådte ned af dem. Jeg gik ind i stuen og smed mig ved side af Josefine.

»Noget nyt?« Spurgte jeg.

»Nej.. Diara har lukket ned for kontoret og kabel 1 er ude for at hjælpe vareulvene og vampyrene.« Svarede hun og pakkede sin notesblok væk.

Dør klokken ringede.

»Åh nej..« Mumlede jeg.

»Niklas! Åbner du?« Råbte Annabeth.

Josefine smilte til mig. »Jeg gør det.«

Hun smuttede ud.

Jeg kunne høre døren åbne og så stod hun med hovedet i døren til stuen. Jeg kiggede på hende.

»Hvis du får Fire til at gøre mit arbejde resten af ugen.. Bare lige som en tjeneste!« Sagde hun og fniste.

Jeg knurrede lidt. »Fint« Snerrede jeg og skubbede mig forbi hende i døren. Jeg nægtede at kigge på dem, men gik bare forbi. Trappen knirkede, som altid, på vej op igen. Jeg gik ned til det bagerste rum og stak hovedet ind.

»Josefine spørg om du vil gøre hendes arbejde resten af ugen..«

Han rystede stille på hovedet. »Nej tak! Hendes blog, hendes problem!«

»Josefine! Simon! Niklas!..« Annabeth råbte, og lød vred.

»Pis os..« Mumlede jeg og smuttede ned af gangen.

Zandra

Jeg kiggede lidt genert på de tre mennesker der kom ind. Men især en fangede mit blik. Drengen. Drengen fra klippene.

»Vi har lidt brug for hjælp.. Diara.. Hvor er hun.«

Pigen sukkede. Josefine.

»Hvor mange gange skal vi sige, at du skal spørge Kare! Vi aner det ikke!«

»Eller Fire..« Mumlede den mindste.

»Fire!« Råbte Annabeth og ventede på svar.

»Nej! Jeg vil ikke hjælpe dig!« Svarede stemmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...