Tabu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Færdig
*Der er både et digt og et oneshot* Mit bidrag til Psysisk Sygdom i familien.

11Likes
7Kommentarer
502Visninger
AA

3. --

Jeg kigger sørgmodigt ned på papiret med digtet på. Det digt, som mor krøllede sammen og kastede ud af vinduet, da hun fandt det i mit hemmelige skab. Det digt, som jeg hoppede ud af vinduet og hentede.

Det er et lamt digt. Der er ingen klang i det. Men alligevel betyder det noget helt særligt for mig.

Jeg læser første vers for mig selv, og pludselig dukker et minde op.

 

"Hvor skal du hen?" Skriger mor, og løber ud på trappen, som far lige er løbet ned af. "Væk!" Råber han tilbage, og jeg kan mærke gråden presse på. Han går. Uden at sige farvel.

Mor bliver ude på trappen i meget lang tid. Så styrter hun ind, og vælter mig på vejen, mens hun igen og igen skriger. Jeg rejser mig op, og følger forsigtigt efter hende. 

Hun står hyperventilerende, og sluger den ene lyserøde pille efter den anden.

Så vender hun sig mod mig, og mumler noget med at der er brød i skabet, så griber hun det neontøj hun altid har på om aftenen, fylder sit i forvejen ødelagte ansigt med sminke, og så er hun også ude af døren.

 

Det var dengang far forlod os. Mor forlod mig også, men kun for en nat. Jeg vidste ikke hvad hun skulle alle de aftener.

Lige indtil jeg fik fortalt det.

 

Min fleecetrøje er snavset, min lyserøde skoletaske dingler fra side til side, og mit sjaskede lyse hår irriterer mine øjne. Jeg er på vej hjem fra skole, hjem til mor. Hun tog afsted i går aftes i det der tøj, og hun var der heller ikke i morges. 

Pludselig får jeg øje på en mand med gråsprængt hår, og grønne øjne.  Han har jakkesæt på, og efterhånden som han kommer tættere på, kan jeg se at han ser bekymret ud. 

Jeg skal lige til at gå, da kan sætter farten op, og griber fat i min arm. Et gisp lyder over mine læber.

"Rolig," siger han med bedstefarstemme.

Jeg siger ikke et ord.

"Jeg kommer fra et forbund der sørger for at alle børn har det godt," smiler han, og jeg bliver straks lidt roligere.

"Jeg har set din mor, i en noget.. usammenhængende tilstand. Hun stod på gaden, og råbte efter villige.." Han leder efter det rigtige ord.

"Villige til hvad?" Hvisker jeg.

"Drikker din mor meget?" Spørger han, uden at svare.

Pludselig står det hele soleklart for mig. Hun er det, de andre piger henne i klassen kalder mig. Hun er.. Jeg river mig løs af hans greb, og råber så højt jeg kan, "Det er ikke min mor!", og så løber jeg. Jeg løber, med håret sjaskende ind i ansigtet, den dinglende skoletaske, og de snavsede bukser.

 

Jeg sukker. Hvis jeg bare havde blevet hos den mand et stykke tid, ville alt det forfærdelige, alt det der røvede min barndom, ikke fortsætte.

 

I det samme får jeg endnu et flashback, og min hjerne tvinger mig til at genleve min barndom,-igen.

 

Mor stormer ind af døren, mens jeg står i køkkenet. Jeg har dækket fint op, og er ved at stege nogle fiskestænger, jeg har sparet sammen til i nogen uger. Men mor går forbi mig, og griber pilleglasset i den anden ende af bordet. Men det er tomt. 

Jeg  krymper mig instinktivt, da hun slår ud efter mig, som om det var mig, der havde taget hendes piller.

"Hent nogle piller hos Carlo," kommanderer hun med et tomt udtryk i ansigtet. Jeg kigger forfærdet på hende.

"Men mor, skal vi så slet ikke spise på min restaurant? Jeg har lavet fiskepinde!" Snøfter jeg, men mor svarer ikke, hun smider bare min jakke over til mig. Og så må jeg gå over til Carlo. Hvis jeg er heldig at hun ikke ser mig, tager jeg nogengange bussen. 

 

Jeg kigger ud i luften, har ikke lyst til at se, høre eller mærke mere. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...