Krigsfangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Den 19 årige Nicklas bliver fanger af Colorados soldater, da han bliver væk fra sin gruppe. Men hvordan skal han slippe fri? Hvem kan han stole på? Og hvad sker der hvis han ikke slipper fri?

3Likes
2Kommentarer
246Visninger
AA

6. Mødet med General Williams

”Cooper. Du skal følge med” siger han og bliver stående og kigger på ham. Nicklas rejser sig tøvende fra sengen og går hen til ham.

”Hvad nu…” siger han, Ethan tager nogle håndjern frem. Nicklas kigger tøvende på dem men vender sig så om med hænderne knyttet på ryggen. Ethan giver ham håndjern på og fører ham ud af cellen. Han bliver ført gennem nogle gange og forbi nogle andre soldater. De drejer til venstre, Ethan stopper foran en dør og banker på. En mand med blondt hår og hvid kittel åbner døren. Han kiggede kort på Ethan og Nicklas på skift inden han træder til side. Ethan fører ham ind i rummet hvor der allerede står en mand, i militæruniform. Ethan låser håndjernene op, men slipper ikke grebet i hans arm.

”Du kan godt slippe ham” siger den blonde mand. Ethan slipper Nicklas, men holder blikket på ham. Det samme gør den anden soldat.

”Ethan… Du kan godt gå. Jeg har styr på det” siger den fremmede soldat der står ved væggen. Ethan kigger tøvende på dem men forsvinder så ud af døren.

”Nå Nicklas. Jeg hedder Phil Hunter, jeg er læge her og skulle se på din skulder ” siger han og kigger med et mildt blik på ham. ”Tag din trøje af og sid ned,” lægen peger på en stol. Nicklas bliver stående og tøver. Han skæver til soldaten og får øje på pistolen som han står med. Han trækker T-shirten over hovedet og hænger den på stolens ryglæn. Soldaten sætter pistolen i bæltet og går hen til ham. Soldaten tager fat i hans skulder og Nicklas bider tænderne sammen ved smerte. Han løsner forbindingen og tager den af.  Hans arm er blodig. Lægen kommer hen til ham med en pincet i den ene hånd og en klud i den anden. Nicklas følger ham med øjnene da han kommer hen til ham. Den anden soldat går væk fra ham da lægen er helt henne ved dem. Phil tager fat i hans skulder og kigger på såret.  Derefter bruger han pincetten til at få noget ud af såret. Nicklas bed tænderne sammen ved smerten og kigger på pincetten. Lægen ligger på kuglen der havde sat i hans arm.

”Så… Hvor stor chance er der for at jeg overlever som fange her?” spørger han mens Phil giver ham ny forbinding på.

”Du skal nok overleve et par dage endnu. Men det er op til din far om du bliver henrettet!” siger soldaten og kommer hen til dem. Nicklas får T-shirten på igen.

”Nicklas. Hold din arm i ro. Jeg kigger på den igen i morgen” siger Phil. ”Ray… Følg ham tilbage”

Ray giver ham håndjern på igen. Og fører ham ud af lokalet. De går ned af gangen.

”Så hvorfor dræber i mig ikke bare i dag?” spørger Nicklas uden at kigge på ham.

”Fordi…” siger han og stopper foran en dør. ”Lige meget! Nu skal du ind og møde generalen så opfør dig ordenligt!”  

”Men…” siger Nicklas men så åbner Ray døren og han stopper med sine spørgsmål. Indenfor døren er et kontor og nogle andre soldater. Ray skubber ham fremad og de går ned for enden hvor der er endnu en dør, som Ray åbner. Der står et langt bord der inde med 10 stole omkring. Der sidder en mand inde ved bordet kun en mand i uniform. Nicklas kigger tøvende på uniformen. Det er helt klart en general.

”Nå. Der har vi ham!” siger generalen og rejser sig. ”Tag håndjernene af ham!”

”Javel” siger Ray og låser håndjernene op. Nicklas gnider sine håndled og kigger på Ray.

”Sid ned Nicklas Cooper” siger generalen og holder hånden frem mod stolen overfor sig. Nicklas tøver ikke, og går hen og sætter sig. Ikke fordi han er tryg ved det.

”Hvorfor er jeg her?” spørger Nicklas og knytter hænderne under bordet.

”Hvad ved du om mig? Cooper.”

”Du er general her… Og jeg ved at du hedder Williams til efter navn” siger Nicklas tøvende men er ikke sikker på det sidste.

”Ja det er rigtigt. Jeg hedder David Williams. Du er her fordi din… Din far har stjålet noget der tilhører mig!” siger han og kigger på Nicklas med et alvorligt blik.

”Så. Nu er jeg et gidsel?!” spørger Nicklas og krydser sine arme.

”Ja. Hvor er din far?”

”Jeg ved det ikke!”

”Det er din far. Du må da have kontakt med ham” siger David og kigger over mod Ray der stod bag Nicklas selv. Nicklas sætter en albue i bordet og lader ansigtet hvile mod sin hånd. ”Ray! Find hans ting”

”Javel. Sir” siger Ray og forsvinder ud af rummet. Nicklas sukker.

”Hvordan kunne din far overhovedet stjæle mine dokumenter? Der var masser af alarmer” spørger David.

”Det vil jeg ikke fortælle dig!” snerrer Nicklas og vender sig ved lyden af døren.  Ray er tilbage med en plasticpose. Der ligger nogle ting der i. Generalen får posen og kigger på tingene. Nicklas genkender sine ting, der i blandt hans halskæde, et ur, en ring og et armbånd. Samt en lommekniv han ikke vidste hvor havde været blevet af, da han havde brug for den. Hvor alle hans andre ting er blevet af, er han ikke sikker på. Men de fleste ting havde han tabt ellers lå de i den engelske lejr. Mon der er nogle der savner ham?

 

”Nicklas. Hør lige efter!” siger generalen og tager fat i hans arm. Nicklas kommer til sig selv og kigger på ham.

”Undskyld…”

”Du savner din far ikke?” spørger han og slipper ham. Nicklas ryster på hovedet. Han nægter at indrømme at han savner sin far. Det er udelukket at han skal sige det. Og så til en general. Det kommer aldrig til at ske.

”Nej sir. Det gør jeg ikke” siger Nicklas og kigger ind i generalens hårde og alvorlige blik.

”Ray… Før ham tilbage i cellen. Så må vi se om han kommer på bedre tanker” siger han og tager halskæden ud af posen. ”Og sørg for at denne bliver sendt til hans far!”

”Javel. General Williams” siger han og får udleveret halskæden. Nicklas rejser sig og kigger på Ray der tager nogle håndjern frem. Nicklas træder ud på gulvet og vender sig med ryggen til og hænderne på ryggen. Ray sætter håndjernene på ham og fører ham ud af lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...