Krigsfangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Den 19 årige Nicklas bliver fanger af Colorados soldater, da han bliver væk fra sin gruppe. Men hvordan skal han slippe fri? Hvem kan han stole på? Og hvad sker der hvis han ikke slipper fri?

3Likes
2Kommentarer
250Visninger
AA

5. Mindet

”Se mor. Elefanten leger med bolden” råber Nicklas til sin mor og peger begejstret på elefanterne i deres indhegning.

”Ja. De vil vidst gerne spille fodbold” smiler hun og roder ham i håret.

”Hvornår kan vi se løverne?” spørger han og kigger på sin mor i den lysegrønne sommerkjole.

”Snart vi venter lige på din far” siger hun. Hun tager fat i hans hånd og de går hen og sætter sig på en bænk og kigger på Nogle aber. Så kommer far, han går med tre store isvafler.

”Er jeg gået glip af noget?” spørger han og giver Nicklas vaflen med chokoladeis. Mor fik den med jordbær og far den med vanilje. 

”Du så ikke elefanterne spille fodbold” siger Nicklas og slikker på sin is.

”Det var vel nok ærgerligt. Hvad skal vi så se nu” spørger han og åbner kortet og dyreparken.

”Løverne!”

Familien rejser sig og går videre. De kommer hen til løvernes indhegning. De er ved at spise et dødt dyr. Og en af dem prøver at fange en krage, der leder efter mad.

”Jeg går lige på toilet” siger hans mor og går fra dem.

”Nicklas. Skal du have noget i souvenirbutikken kan vi jo købe dem mens vi venter” spørger hans far og tørre sig om munden. Nicklas nikker og følger efter sin far hen i butikken hvor han finder en løvebamse han gerne vil have.

”Den her vil jeg have” siger Nicklas og vender sig. Men hans far er væk. Han går lidt rundt uden at finde ham. Han ligger løven på hylden og går ud af butikken.

”Far… Hvor er du?” råber han og kigger rundt på de mange fremmede mennesker. ”Mor…”

Der kommer inden svar.  Han går ned af en sti som fører ham ned til en sø, med ænder og gæs. Han får tårer i øjnene og kigger panisk rundt efter dem. ”Mor Hvor er du. Far” råber han igen.

”Undskyld mig” lyder en kvindestemme bag ham. Han vender sig og håber på at se sin mor selvom det ikke er hendes stemme. Der står en fremmede kvinde med en lille pige.

”Hvad” snøfter han og tørre sin næse i ærmet.

”Skal jeg hjælpe med at finde dine forældre?” spørger hun og smiler til ham. Den lille pige kigger lidt bange på ham og står tæt ind til sin mor. Han nikker.

”Kom” siger kvinden og tager hans hånd i sin frie hånd. ”Hvad hedder du?”

”Nicklas” svarer han.

”Nicklas Hvor var dine forældre sidst?”

”Ved løv… I souvenirbutikken” siger han og tørre sine øjne. Han kigger på den lille pige det var noget yngre en ham. Hun ser ikke bange ud mere. Hun slipper børnene og finder et kort i den lille sorte taske der hænger over hendes skulder.

Pigen tager nogle karameller op af lommen og rækker dem til ham. Han kigger lidt på hende.

”Du må godt få dem. Jeg har flere” siger hun og smiler. Han tager dem.

”Tak.” Nu smiler han også selv igen. Så skal han bare finde mor og far så er alt godt.

”Hvor er det sødt af dig Amalie” siger moren og smiler til datteren. Hun pakker kortet sammen, og tager børnene i hånden igen. De går op af stien som han kommer fra. Nicklas før øje på butikken.

”Kom Nicklas. Jeg er sikker på at dine forældre leder efter dig” siger hun. Og ganske rigtigt, oppe i butikken stod far og snakkede med en ved kassen og mor gik rundt og snakkede med folk da hun får øje på mig.

”Nicklas… Hvor har du været?” spørger hun og skynder sig hen og giver ham et kram.

”Mor...” siger han og ved ikke hvad han skal svarer. Hans far kommer over og begynder at snakke med kvinden. ”Jeg var så bange.” Han gemmer sit hoved ved hendes skulder.

”Undskyld. Jeg havde bare glemt min taske henne ved løvernes indhegning. Jeg skulle have bedt dig vente” siger far og sætter sig på hug ved siden af mor.

”Lov mig i aldrig vil forlade mig igen”.

”Det lover vi” siger mor og køber så den løvebamsen han vil have til ham.

 

Nicklas gaber og kigger rundt. Et øjeblik står hans mor midt i rummet og smiler til ham.

”Mor?” hvisker han. Han synes at høre hende hviske noget.

 

Din far har haft det hårdt, og jeg ved det er svært for dig. Men giv ikke op, jeg er hos dig.

 

Måske er det bare noget han bilder sig ind. Nicklas blinker og næste øjeblik er hun væk. Mindet husker han tydeligt. Det var dengang hans mor havde levet, det var dengang han var 8 år. Mor havde sagt at hun aldrig vil forlade ham. Men det havde hun gjort 8 år efter. Han ligger på sengen i cellen og kigger op på sengen over ham. Nicklas sætter sig op og mærker smerten komme tilbage i skulderen. Han stønner, og rejser sig. Han lytter uden at høre noget. Han sukker og mærker hvor meget han egentligt trænger til at få tømt blæren. Han kigger tøvende over på vasken og sukker højlydt. Han går hen til den. Nicklas stopper foran vasken og kigger han ned i den inden han lyner bukserne op og hiver bukserne ned om knæene. Han holder blikket på den gule stråle da den lander i vasken. Han smiler lidt og trækker bukserne op og sætter sig tilbage på sengen og stirrer ind i væggen.

”Mor… Hvorfor skulle du også dø så tidligt” hvisker Nicklas. Han sidder stille med lukkede øjne. Der lyder skridt ude på gangen. De kommer nærmere og lidt efter lyder der et klik. Nicklas vender sig tøvende. Døren går op og han får øje på Ethan. Han kommer ind og smækker døren bag sig.

Hvad ville han her? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...