Krigsfangen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Den 19 årige Nicklas bliver fanger af Colorados soldater, da han bliver væk fra sin gruppe. Men hvordan skal han slippe fri? Hvem kan han stole på? Og hvad sker der hvis han ikke slipper fri?

3Likes
2Kommentarer
248Visninger
AA

3. Angrebet

Der lyder skud et sted foran vognen. Pludselig bliver der skudt igennem presenning på den unimog han sidder i. Nicklas lytter opmærksomt. Der lyder et brag, og kort efter lyder der flere brag. Alexi slipper ham, hun flytter sig, og i det samme bliver Nicklas bliver ramt i skulderen af noget. Han gisper, og bander lavt. Pludselig vælter vognen og Nicklas flyver hen af jorden og banker ind i et træ. Han kan skimte nogle af soldaterne fra hans gruppe inde mellem træerne. Det går op for ham at vognen kørte gennem et minefelt som hans gruppe har sat. Nicklas vender sig og smerten skyder igennem hans skulder. Han får sat sig op og vil gøre sin gruppe opmærksom på hvor han er men inden han kan nå at sige noget får han stukket en riffel i ryggen.

”Hvis du siger så meget som et ord dør du” hvisker en stemme tæt ved hans øre. Han kan høre det er sergenten der har fundet ham igen. Han bider tænderne sammen da han hjælper ham op og stå. Sergenten fører ham hen til de andre overlevne soldater, der er ikke mange men nogle få der har fået samlet det vigtigste udstyr fra bilen som nu står i flammer. Sergenten, Alexi og 2 andre soldater havde overlevet, heldigvis også ham selv.

”Hvad nu?” spørger en af den andre soldater. En ung dreng der lignede en på hans alder, med blondt hår.

”Nu skal vi væk fra fjenderne. Derefter finder vi en måde at komme tilbage til basen” siger han. De går i lidt tid før de sætter sig og holder pause. Nicklas sidder op af et træ ved siden af Alexi.

Sergenten står og prøver at få signal på en telefon og kigger på Nicklas. Sergenten ligger den ødelagte telefon i lommen og går hen til ham. Nicklas fastholder blikket på ham.

”Rejs dig” siger han og kigger på Alexi der tager fat i den arm han ikke er skadet i. Sergenten vender Nicklas om så han står med ryggen til ham og låser håndjernene op.

”Alexi… Kan du ikke hjælpe ham af med T-shirten og sørge for at få hans skulder forbundet” spørger sergenten, og henter en rød forbindings kasse. Hun nikker og kigger på ham med et venligt blik. Sergenten går, og smiler.

”Kan du selv få den af?” spørger hun og kigger på hans blodige T-shirt. Han ryster på hovedet. Hun finder en saks i forbindingskassen. Hun klipper hans skadede skulder fri og hiver resten af T-shirten af uden problemer. Hun kigger på såret.

”Tak…” siger Nicklas tøvende og kigger på Alexi. Hun står med ryggen til og roder i kassen med forbinding. Hun siger ikke noget. Hun vender sig og lægger noget forbinding ved siden af ham.

”Sid helt stille. Jeg kan ikke love at der her ikke vil gøre ondt” siger hun og tager en klud og tørrer såret forsigtigt af. Det svier og han bider tænderne sammen. Sergenten står og taler i en anden telefon, den unge soldat er ved at rode med en taske mens den anden soldat der nok var lidt ældre sidder og snakker til ham.

Han kigger på hende, og hun lader sin hånd forsigtigt glide over den tatovering han har på skulderen af et løvehoved. ”Det er en flot tatovering”.

”Tak. Hvem er de andre?” spørger han og kigger på de andre soldater.

”Den blonde er Mason. Ham han snakker med er Ethan og sergenten hedder Justin” siger hun. ”Kom. Så finder vi dig en trøje”. ”Hun tager fat i hans raske arm og trækker ham med.

”Alexi. Kom lige med hen til de andre så giver jeg en besked. Jeg skal nok tage mig af Nicklas” siger han. Alexi fører Nicklas med hen til de andre hvor Justin overtager vagten.

”Der kommer en helikopter ud efter os om en times tid timer” siger han. ”Så tag noget at spise og hold en pause”. Han kigger på resten af sin gruppe. Der er ikke mange tilbage. Før havde de været 10 nu er de kun 4 soldater. Alexi kommer hen til Justin med en T-shirt som hun giver ham før hun sætter sig hen til de andre.

”Kom så” siger Justin og skubber ham hen mod et telt. Han bliver ført ind i teltet og efter han har taget T-shirten på får han håndjern på, men ikke på ryggen denne gang. Sergenten efterlader ham derinde. Han sætter sig og kigger på teltets åbning. Der sker ikke noget i lidt tid. Han lukker øjnene og slapper lidt af. Han tænker på sin far. Mon han overhovedet ved hvor han er? Han har i hvert fald nok at lave når han er general. Så han ved sikkert slet ikke at USA’s soldater har fanget ham. Han hører skridt udenfor og derefter stemmer. Han kigger opmærksomt mod teltets udgang. Teltåbningen bliver lynet op og den unge blonde dreng kommer ind.

”Er du sulten” spørger han og kommer helt ind i teltet. Nicklas nikker og det går op for ham hvor sulten han egentligt er. Drengen giver ham en sandwich. Nicklas tænker kort og kan nu huske hvad drengen hedder. Mason.

”Tak Mason” Siger han og tager en bid af sin sandwich.

”Hvordan kender du mit navn?”

”Jeg spurgte Alexi…”

”Selvfølgelig. Jeg ville gerne hjælpe dig, men den går desværre ikke. Men jeg håber at du overlever og kommer hjem igen snart”

”Tak…”

”Jeg må hellere gå nu. Jeg tror ikke sergenten vil have at jeg snakker for meget med dig” siger han og smiler.

”Det var hyggeligt at lærer dig at kende” siger Nicklas, kort efter forsvinder Mason ud af teltet. Venlig dreng… Hvis han spurgte ham lidt for venlig. Han spiser resten af sandwichen og sidder og lytter til snakken fra de andre soldater et sted udenfor teltet

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...