It's all about you

Christy Barks er en 17 årig pige fra Dublin i Irland. Hun skal til London i 3 uger, med nogle fra skolen på en slags "Skolerejse" Hun er den uheldige der skal bo hos Alex, en dreng der skider på alt og alle. Men hvad sker der når han en aften tager hende med i byen, hvor hun møder en helt speciel dreng? Problemet er bare at Alex og ham har en knap så god fortid sammen. Christy vil gøre alt for at få ham, men hun har jo kun 3 uger i London. Og hvad sker der når hun finder ud af, hvem den søde dreng med krøllerne virkelig er?

14Likes
4Kommentarer
486Visninger
AA

10. It's not over

I'm sorry, i'm not good enough for you.

Harrys synsvinkel

Hun er væk. For et par sekunder siden stod hun foran mig, men nu er hun gået. Hendes ord kørte rundt i mit hoved. Jeg kan stadig ikke fatte, hvad det var hun sagde. ’Jeg vil ikke stå i vejen for din karriere’ Hvad mener hun med det? Bare fordi hun er sammen med os, mener hun, at hun står i vejen. Jeg håbede at vi kunne få et godt venskab, men det er nok for sent nu.

Med tunge skridt gik jeg ind mod køkkenet, hvor drenge var. Som forventet sad de med blikket limet fast mod mig, de havde sikkert hørt døren smække. Opgivende satte jeg mig med et bump i stolen, og jeg tog en slurk af min varme te. Alles blik var stadig rettet mod mig, de ventede sikkert på, at jeg ville sige noget. Mine øjne ramte Louis, det lignede at han skulle til at sige noget, men holdte det inde.

”Hazza, hvad skete der?” Det var Liam. Mit blik mødte hans, der var fyldt med omsorg. Jeg kiggede ned mod den tomme plads, som var mellem ham og Niall. På tallerknen var der et lille stykke bacon tilbage, hvilket var det eneste, hun havde spist.

”Det ved jeg ikke” Svarede jeg koldt. Det var ikke meningen, at det skulle lyde koldt. Et opgivende suk kom fra Liam.

”Men hvorfor gik hun?” Mit blik røg hen på Louis, som kiggede utålmodigt på mig. En vrede begyndte at boble i mig.

”Det ved jeg ikke, okay? Hun mente vel ikke, at hun er god nok til One Direction” Det sidste vrængede jeg. ”Så hun gik, da hun ikke vidste at det var os. Men jeg er da også ligeglad! Jeg har kendt hende i hvad? 2 dage” Hurtigt rejste jeg mig, og skubbede min stol ud, så den væltede. Jeg gik ind på værelset, og efterlod 4 måbende drenge i køkkenet.

Den store dobbeltseng jeg havde, smed jeg mig op i. Sagen er jo, at jeg ikke er ligeglad. Faktisk vil jeg gerne have, at hun er her, men det er jo for sent nu. Der gik ikke lang til, så var jeg faldet i søvn.

Jeg vågnede ved en desperat banken på døren. Værelset var helt mørkt, så der må være sent. Tøjet fra tidligere havde jeg stadigt på, men jeg tog en cardigan udover min t-shirt. Banken på døren blev ved, hvilket fik mig til at blive en smule urolig. På vej hen til døren så jeg på klokken, den viste 23:30. Da jeg stod foran døren, tvivlede jeg på om jeg skulle åbne den. Måske var det en eller anden sindssyg morder eller en virkelig tosset fan. Håndtaget blev taget i udefra, men døren var låst. Det var nok drengede der havde låst, da de gik tidligere.

Jeg besluttede mig for, at jeg ikke skulle åbne døren. I det jeg vendte mig om, lød der en bekendt stemme.

”Så luk da op” Hele min krop stivnede. Hendes stemme var som en hvisken, og hvis jeg ikke tog fejl, græd hun. Uden at tænke mere over det, fik jeg låst døren op. Det var ikke lige det syn, jeg havde regnet med at se, men det var da Christy. Hendes hår hang vådt ned af skuldrende, røde øjne med store rander under, der var revet huld på t-shirten og huller i bukserne. Det lignede at hun lige var blevet tæsket. Det første hun gjorde, var at springe i favnen på mig. Hun strammede grebet om mig, som hun var bange for at jeg vil gå.

”Ha..Han er efter mig” Stammede hun mod mit bryst.

Christys synsvinkel

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har gået rundt. Solen var ved at gå ned, så det må være rimelig lang tid. Faktisk overvejer jeg at gå hen til skolen, for den ved jeg i de mindste hvor ligger. Hvis jeg sov der til i morgen, hvor vi skal i skole, kunne jeg tage med Briana hjem. Lige nu er jeg ved den samme park, som Harry og drengene fandt mig i. Her var helt stille, det eneste man kunne høre var regnen. Alt mit tøj var gennemblødt, da det havde regnet i flere timer.

”Christy!” Min krop stivnede, og mit hjerte begyndte at banke hårdt mod mit bryst. Det kunne ikke passe, det må ikke være ham! En hånd rev fat i min skulder, så han kunne rive mig om mod ham. Hans mørke øjne borede sig ind i mine, de var fyldt med vrede. Han stank langt væk af alkohol. En høj latter fyldte mine øre, som fik mig til at blive en smule bange.

”Så det er her, du gemmer dig” Et lille smil formede sig på hans læber. Mine håndflader blev svedige, og min hals blev tør. Han nærmede sig langsomt mit ansigt. ”Jeg har savnet dig” Hviskede han i mit øre. Uden at tænke over konsekvenserne, slog jeg min hånd mod hans kind.

”Hold dig fra mig!” Skreg jeg. I det jeg skulle til at løbe væk, tog han fat i min trøje. Han rev mig hen til sig, så min trøje revnede. Et lille gisp slap ud af mine læber, som fik Alex til at grine en hæs latter.

”Dumme tøs!” Hvæsede han. Tårerne pressede sig på, og jeg gjorde ikke noget for at holde dem inde. En hånd blev klasket på min kind, der gjorde at jeg faldt ned på jorden. En frygtelig smerte skød igennem mit knæ, som jeg landede på. Der var kommet huld på bukserne, og der var blod på knæet. Hele min krop rystede. Min kind dunkede, ligesom første gang han slog mig. Mit blik røg op mod Alex, der stod med et hånligt smil på læben. På hans kind var der et mærke af min hånd, så jeg havde slået hårdt. Forsigtigt rejste jeg mig op, smerten i knæet var jeg nød til at ignorere. Langsomt kom han tættere på mig, så han stod få centimeter fra mig.

”Det her er ikke slut” Sagde han med en lav hæs stemme. Hårdt skubbede jeg ham i brystet, hvilket gjorde at han faldt bagover. Hurtigt løb jeg væk. Det var som om at smerterne var forsvundet, for nu handlede det bare om at komme væk. Der var kun meget få biler, så det var hurtigt at komme væk fra parken. Forpustet stoppede jeg op for at få vejret. Alex kom løbende imod mig længere nede af vejen, så jeg løb videre igen, alt hvad jeg kunne.

Der var kun et sted jeg vidste hvor var, så det var der jeg var på vej hen, og heldigvis var der ikke så langt.

Jeg var løbet fra Alex, og er nu på vej op af trapperne til Harrys lejlighed. Det var en smule underligt at jeg tog trapperne, for jeg kan næsten ikke få luft efter at have løbet. Hurtigt fandt jeg hans dør og bankede. Der blev ikke åbnet, men jeg blev ved med at banke. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle være her igen.

”Så luk da op” Sagde jeg til mig selv, da der var gået noget tid. Der var stadig ikke åbnet op, hvilket irriterede mig. Min hånd var ved at blive rød, efter at have banket så meget. Endelig blev der åbnet, og som forventet stod Harry der. Uden at tænke mere over det, sprang jeg i favnen på ham. Jeg strammede grebet om ham, for jeg var bange, for at han ville gå.

”Ha..Han er efter mig” Stammede jeg mod hans bryst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...