Med livet i hænderne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2014
  • Opdateret: 13 jan. 2014
  • Status: Færdig
”Men jeg må ikke for mor,” Alexander tog imod smøgen og lighteren, men tøvede. Manden fik et stramt udtryk i ansigtet. Det udtryk kendte Alexander godt. Alt for godt.

7Likes
11Kommentarer
229Visninger
AA

1. Med livet i hænderne

MED LIVET I HÆNDERNE

Af Jas.

Han sad der, stille og roligt, med sin smøg i munden. Solen skinnede fra den blå himmel, og asfalten var godt og grundig varm. Vejret var der ikke noget at klage over. Alexander tog et hvæs af smøgen og lod røgen fordele sig i lungerne, hvorefter han pustede den ud af næseborene. Han sad ved siden af sin store sportstaske, fyldt med skrammel. Ikke fordi han var en samler eller noget, næ, han kunne bare godt lide at have alle sine ting med sig, over det hele. Derfra hvor han sad, kunne han akkurat ikke se uret uden på Hovedbanegården. Havde han nu bare haft en mobiltelefon.

   ”Hey, du der,” Alexander viftede en forbipasserende dreng hen til sig. Han var vel omkring de 13 og sandsynligvis på vej hjem fra skole.

   ”Hvad er klokken?” spurgte Alexander og med et, blev hans læber til en smal streg. Drengen kiggede nervøst på ham. Måske med en lille smule frygt; præcist som Alexander elskede det.

   ”Omkring to tror jeg,” den lille dreng undlod øjenkontakt. Alexander nikkede og rejste sig hastigt i sin fulde højde, og drengen tog ingen chancer. Kort efter var han væk. Alexander rømmede sig og smed smøgen ad helvede til.

   Hovedbanegården synes så langt væk nu. Irritabelt tog han sin taske op og søgte hen mod banegården. Han kom forbi et butiksvindue, og det fungerede fint som spejl. Han stoppede op og betragtede sig selv. Han rynkede panden, da han kiggede på sig selv i ruden. Solen fik Alexander til at svede, i sine sorte jeans og grønne trøje, og den skæve næse hjalp heller ikke. Ved synet af ham selv famlede han efter en smøg, og fik hurtigt og rutineret tændt den, med kun en enkelt håndbevægelse.

”Kom nu Alex, det er ikke svært, du gør bare sådan her,” manden stod foran Alexander i en stue, med forfaldne møbler og gule loftshjørner, og tændte smøgen med en rutineret bevægelse, ”se, kun en hånd!” grinede han. Hans grimme tandsæt kom til syne. De var både gule og blå, men alligevel beundrede Alexander manden, som var det Bruce Lee.

   ”Men jeg må ikke for mor,” Alexander tog imod smøgen og lighteren, men tøvede. Manden fik et stramt udtryk i ansigtet. Det udtryk kendte Alexander godt. Alt for godt.

   ”Det vi laver her hjemme, fortæller vi ikke til mor, vel,” Alexander rystede af frygt på hovedet. Han førte smøgen op til munden og tændte lighteren. Inden røgen fyldte hans unge lunger, faldt hans blik på mandens næse. Den var lige så skæv som Alexanders egen.

En skrattende og irriterende stemme lød fra de ødelagte højtalere, på Hovedbanegården. De fleste havde travlt og trippede på perronen. Egentlig havde Alexander nu heller ikke alverdens tid, men det ragede ham en pind. Det tog cirka en halvtime med toget herfra, at komme til Ballerup Station. Der var ikke så langt fra Ballerup Station til rådhuset, men han hadede alligevel turen gennem den lille, slidte gågade.

   ”Fucking lorte Ballerup,” røg det ud af munden på ham, mens han stirrede lige ud i luften. En fyr, på cirka samme alder som ham selv, stod ved siden af, fangede hans opmærksomhed. Det var ikke svært at høre, at det var fyrens kæreste der var i telefonen.

   Alexander knyttede hænderne, og gav ham elevatorblikket. Fyren der stod ved siden af kiggede på Alexander og trak sig derefter lidt væk. I samme øjeblik kom toget kørende ind på perronen, og folk begyndte at samle sig, for at komme først ind, mens de i højtalerne undskyldte endnu engang, for at togene var forsinkede.

Alexander sørgede for at komme til at stå midt i toget, så han kunne se, hvis der kom en kontrollør. Og hvor han kom fra. Tog billetter og klippekort var noget overvurderet pis. Penge lige ud af vinduet, tænkte han. Alexander kløede sig på kinden, og på armen, mens han prøvede at lave en statistik over hvor mange gange, han var blevet taget af en kontrollør. De fleste gange har været da han var lille. Eller mindre. Der har hverken været penge til togbilletter eller alt muligt anden fis. Her på det seneste havde han ikke taget toget specielt meget, faktisk var det meste han havde lavet, foregået i København. Det må være omkring en måned eller to siden sidst…

   ”Må jeg se din billet eller kort?” stemmen rev ham ud af tankerne, og et stykke længere nede i kupéen gik en smilende mand rundt, og tjekkede billetter og kort. Alexander rejste sig impulsivt og styrede mod døren. Ingen reaktion fra kontrollørens side. Han lod blikket glide hen over stationerne der hang oppe i loftet. Flintholm var næste station. Han kiggede tilbage i kupéen, og så kontrolløren have lidt problemer med en ung dames billet. Mens Alexander stod og trippede ude ved dørene, kom kontrolløren tættere på.

   ”Må jeg se din billet eller kort?” spurgte kontrolløren af refleks, da han kom til Alexander. Da han ikke svarede, hævede manden i uniform stemmen.

   ”Billet eller kort?”

   ”Jeg har ingen,” Alexander lod attituden tage over.

   ”Så er jeg nødt til at skrive dig en bøde,”

  ”Ja ja,” Kontrolløren så noget forbavset ud, da Alexander svarede ligegyldigt. Lidt overrasket tog kontrolløren en lille blok op, og satte kuglepinden mod papiret.

   ”Adresse?” Brummede kontrolløren og kiggede op.

   ”Jeg har ingen,” Alexander kiggede ham lige i øjnene og lod et skævt smil glide over læberne.

***

Tasken landede tungt på gulvet, og Alexander gik hen for at tage et nummer. Nummer 83 lyste oppe på tavlen, og en gammel mand vaklede op til skranken hvor der stod halsbolsjer. Til ekspedientens store overraskelse stak den gamle mand hele hånden ned i skålen, og tog en 15-20 bolsjer op på én gang og puttede dem ned i lommen. Alexander trak på smilebåndet og kunne ikke lade være med at udstøde en lille lyd.

   Nummermaskinen skramlede lidt og spyttede derefter et nummer ud. Nummer 87. Alexander kiggede rundt med rynket pande og fik talt 3 andre mennesker, inklusiv ham selv. Kommunen var der altid bøvl med.

   Der gik noget tid, hvor Alexander sad og betragtede de forskellige mennesker gå op og klage over deres problemer. Det sjoveste ved kommunen var her, hvor man kunne sidde og glo uden at foretage sig noget specielt. Det siger noget om stedet. Endelig lyste hans nummer oppe på skærmen, og langsomt trak Alexander deropad. Ekspedienten hilste og Alexander tog et bolsje og studerede indpakningen lidt, inden han fortalte om sit møde.

”Goddag Alexander Jensen,” den lidt ældre dame satte sig i stolen foran ham. Rummet var oplyst af to vinduer, der var på samme væg. Lugten af gamle papirer og bøger havde fyldt rummet. Et skrivebord med en journal og en computer, var det eneste der var. Og så lige et grimt billede der var malet af en ukendt kunstner.

Kommunen kaldte det et ’samtalerum’. Hvis Alexander skulle have navngivet det, skulle det hedde ’afhøringslokale’.

   ”Har du fundet noget arbejde?” damen kiggede forventningsfuldt på ham.

   ”Næh,” Alexander betragtede den ældre dames ansigt.

   ”Lejlighed?”

   ”Næh,” damen sukkede og åbnede journalen. Hun kiggede lidt og bladrede frem og tilbage.

   ”Hvad kunne du godt tænke dig?” Hun lukkede journalen og lænede sig lidt frem. Kavalergang var der ikke specielt meget af.

   ”Det ved jeg ikke,” Alexander bevægede sit blik hen til vinduerne. Han kunne se bilerne ude foran.

   ”Er du godt klar over, Alexander, at du står med dit liv i hænderne?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...