Blood suckers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
Mei er en ensom pige... Ingen venner, ingen familie.. Ingen! Eller?

1Likes
1Kommentarer
166Visninger
AA

1. Hvorfor?

Hvorfor?

Det hele starter en helt almindelig skoledag. En fredag.

Jeg er derhjemme. Jeg står og kigger mig i spejlet på væggen. "Hvorfor er du her stadig?" Spørger jeg hende med et tungt suk. Jeg knytter min højre næve og smadrer spejlet itu. "Hvorfor kan du ikke bare forsvinde? Jeg hader dig!!"

Jeg bor alene.. Mine forældre døde i en trafikulykke, og min søster forsvandt sporløst. Nu hvor jeg jo allerede er igang med at fortælle om mig selv, kan jeg lige så godt sige, at jeg hader mig selv. Jeg er 16, jeg hedder Mei, er 155 cm høj, bor alene, jeg bor på landet, og går alene til skole hver dag. Grunden til at jeg hader mig selv, er at jeg ikke ved, hvem jeg er!

Næste dag ( lørdag ) går jeg en uventet tur i mit hus' omringende skov. Jeg elsker den friske luft der suser gennem grantræerne, strejfer mig og medbringer de dejligste søde og friske dufte.. Jeg er for det meste meget aggresiv. I morges smadrede jeg en tallerken.. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg har fået af vide fra nogle fra min klasse, at nogle gange bliver helt "tændt af" uden videre.. " laito.." Han er den søde fyr fra klassen. Han er sød, sjov, venlig, hyggelig og så ser han altid godt ud. Alle pigerne fra min klasse hænger sig op af ham.. Ud over mig.. Jeg tør ikke.. Jeg sidder altid med min "ipad".. Ingen kigger på mig, ingen lægger mærke til mig. Men det er jo ikke min skyld at jeg har to forskællige øjenfarver! Jeg ved ikke engang hvorfor.. Det lader også til at Laito ignorerer mig.. Jeg har ikke engang fået øjenkontakt med ham én gang.. Laito er den populære.. Alle ser op til ham, men han afviser alle. Ingen har været hjemme hos ham, har jeg hørt, og han har heller aldrig haft en kæreste..

Mandagen efter, er vi blevet sat i samme gruppe, men han prøver at undgå mit blik. Vi får ikke snakket sammen heller, vi laver faktisk bare opgaven individuelt.. Jeg kigger hele tiden op på ham. Han sidder jo lige over for mig. Alene.. Men ved et uheld kom han til at kigge op. Han holder sig for øjnene og løber ud af klasseværelset. Alle pigerne fra klassen vender rundt og kigger ondt på mig. Én af pigerne råber op: " hvorfor er du her stadig dæmon!?" Alle grinte selv drengene. Selv læreren?!

Jeg dækkede mine våde øjne med mine hænder.. Og løb! Jeg løb og løb! Jeg kunne ikke se.. Jeg løb ind i en masse ting på vej ud af klasseværelset. Av.. Av... Av.... Tængte jeg. Det er ikke min skyld mine forældre døde.. Det er ikke min skyld min søster er væk.. Nej.. Nej!

Jeg løber ind vores gymnastikssals glasvæg, som sepererer salen og gangen. Jeg falder lige gennem.. Jeg falder tungt til jorden på den anden side af væggen. Jeg kan mærke den bidende smærte i min brystkasse og hele min krop. Det stikkede over det hele. Jeg smiler opgivende: " t- tak.. Og farve.. " jeg lukker opgivende mine øjne, og lader mit smil lige så stille glide væk. .. Jeg kan ikke få vejret.. Jeg føler mig så tung.. Kommer jeg nu aldrig til at se ham igen? Lærer jeg ham nu aldrig at kende? ".. L-laito.." Fik jeg sagt. Min vejrtrækning stopper stille og roligt. . Der sidder et stort stykke glasskår lige på min strube, jeg kan mærke den.. Den .. Kvæler mig.. Jeg prøver at åbne øjnene.. Lyset fra gymnastikssalen blænder mig.. Jeg kan høre en masse snakke: "hey, er det ikke Mei?" *fnis, fnis* alle snakker og griner.. ALLE! "......h-hvor.. F..or? " får jeg sagt i en visken. " ..h..h.." Min stemme forsvinder. Glasskåret har fået boret sig helt ned i halsen på mig. Jeg hoster blod op. Tårene piler ned af min blodige kind. Mit sorte hår er også helt svøbt til at blod. Jeg hører Laito omme bag fra gruppen af mennesker: "M-Mei?!" Jeg laver det største smil jeg kunne. "T- ta..k" fik jeg ud af mig. Jeg hørte hans stemme en sidste gang.. " M-Mei, bliv her!" Jeg hører at en kommer løbende hen mod mig. H- han kysser mig! Laito! " ... L... o" mine tårer piler ned af kinderne på mig igen. Han kysser mig.. Laito.. Laito..... Lai- to. Jeg hører at alle mumler fra siderne. Jeg kan dufte ham, det er ham! Laito.. Laitoo! Han rykker i glasskåret i min hals. Mit åndedrat forsvinder... Lai- to.... Han får hevet det ud, og jeg udbryder et hårdt åndedræt i lettelse. Det stikker allevegne. Alle glasskårende sidder indeboret i min krop. "H... H...h...h... Bare stop... H... H...h... Jeg dør... Jo-... Allige... VÆL!" Han kysser mig på munden, og hiver mig halvt op fra gulvet. Jeg kysser ham tilbage. "Lai-.. !!" Mit hjerte stopper med at banke.. Nej.. Ikke..... Nu.. "L..." Jeg åbner øjnene, og forsøger at holde dem åbne. Laito's øjne.. De- de er røde? .. Han tager fat omkring mig og løber afsted. "Hey Laito!! Laito! " råber de resterende mennesker. Jeg hører at de forvirrede pigers stemmer forsvinder. *sniff, sniff* "Mei.. Du må ikke.. Bliv hos mig!"

Et eller andet bidder mig hårdt i venstre side af halsen. "Ah!" Laito stopper op, og biddene fortsætter rundt om min hals. Alt bliver rødt. "H.. h.....h......lai..to" jeg åbner øjnene, og ser at det er Laito, der bidder mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...