Is it real?

Rosa vågner op på et lighus. Hun ved ikke hvad hun laver der. Mærkelige ting sker. Ting der ikke er normale, i hendes verden. Sammen med Zack som hun møder på lighuset, finder hun langsomt ud af hvad der foregår. Vil hun mon tro på sandheden? Eller benægter hun alt hun får at vide? Hvordan vil hun mon reagere på tingene hun får at vide?

1Likes
0Kommentarer
223Visninger
AA

1. Where am I?

'Hvorfor vil mine øjne ikke åbne?'

Jeg prøver igen at åbne øjnene.

Der sker ingenting.

Det er som om de er limet sammen.

Med et sæt bli'r de åbnet.

Jeg kigger rundt.

Der ligger en masse mennesker, på brikse.

'Var de mon døde?'

Jeg satte mig forsigtigt op, og svingede benene udover kanten af briksen.

Jeg rejste mig op og gik hen til den person, der lå tættest på mig.

Jeg lyttede efter hjerteslag, men der var ingen.

Hun er død.

Hun ser ellers ikke særlig gammel ud.

Jeg gad ikke at gå hen og tjekke, om de andre også var døde.

Det kunne jeg jo regne ud.

Jeg gik mod døren, da en kæmpe smerte gik igennem min mave.

Jeg tog mig til maven, men fortsatte ud af døren.

Jeg kom ud til en gang, med alt for mange døre.

'Hvordan skal jeg dog finde ud herfra.'

Der var helt mørkt på gangen, men alt var fuldkommen tydligt for mig.

Jeg aner ikke hvorfor.

Jeg fik øje på receptionen, og satte farten op.

Der lå en journal på disken.

Der gik et sus igennem mig, da der stod mit navn på den.

'Hvorfor er der en journal på mig?'

'Hvor er jeg overhovedet?'

Tankerne hober sig op, og mit hoved skal til at eksplodere.

Smerten i min mave, bli'r mere og mere ulidelig.

En dør åbner.

Jeg tog mig til ørene, da den knirkede ekstremt meget.

Mere end hvad en knirkende dør, normalt ville gøre.

En person trådte ud, og lukkede døren efter sig.

Jeg vidste ikke om jeg skulle gemme mig, eller gå personen i møde og spørge hvor jeg var.

Eftersom jeg ikke fik besluttet mig, blev jeg stående.

Personen fik vidst øje på mig.

Han eller hun, kiggede da i hvert fald mod mig.

Skikkelsen kom tættere, og jeg kunne se det var en dreng.

Han var måske et par år ældre end mig.

Han trådte et skridt i min retning.

Jeg ville rykke mig.

Gemme mig.

Flygte.

Han kom tættere.

Jeg prøvede at rykke mig, men mine fødder var som sømmet fast til gulvet.

Det første der faldt mig ind, var at jeg var i choktilstand.

Nok over det at døren bare pludselig blev åbnet.

Det begyndte at løbe mig koldt ned af ryggen, da han kun stod få meter fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...