Accepter mig

14 årige Marie bliver mobbet og holdt udenfor klassen, hendes tårer kan snart ikke holde sig tilbage længere, hendes ensomhed er pinefuld og ikke til at holde ud længere. Men en dag for hun chancen da hun bliver inviteret til fest. Spørgsmålet er... Om hun er klar. Eller om hun burde være det.

8Likes
13Kommentarer
922Visninger
AA

2. Usynlig

Jeg spænder mine snørebånd, og tjekker at jeg er den sidste der går derind.

Da jeg ser nogen af de andre piger, sænker jeg blikket, og lytter lidt til deres ligegyldige snak. Jeg kan mærke deres blikke i nakken, og kan også høre de fniser, jeg strammer mine læber, og holder blikket mod stengulvet.

Jeg hører den ligegyldige snak forsvinde langsomt, og til sidst smækker døren i.

Jeg løfter blikket, og går langsomt ind mod gymnastiksalen.

Da jeg hører at de alle sammen er derinde, sænker jeg igen blikket, og fastholder det.

Jeg finder en lille tom plet hvor jeg ikke er til besvær. Så stiller jeg mig på plads, og løfter langsomt blikket, de andre piger, står og taler højlydt om en fest jeg ikke var inviteret til.

De kaster med håret, og retter deres gymnastiktrøjer konstant.

Jeg lytter også lidt til drengene, de står og snakker om den samme fest.

Jeg lægger særligt mærke til at Tor også står lidt udenfor gruppen, og fastholder blikket ved gulvet.

En dør bliver åbnet, og vores skaldede, meget atletiske idrætslærer kommer luntende ind med en spand fyldt med hockey stave, og en bunke trøjer i rød farve.

"Åhh nej ikke hockey, jeg hader det bare!" jeg stønner, og bider mig derefter i læben, håber på at få en lille accept.

" Som om vi gider høre din mening..." stønner Olivia, hun griner til de andre, så de også griner.

Jeg holder tårerne tilbage, det har altid været sådan, lige så langt tilbage jeg kan huske.

Nej, faktisk ikke, indtil jeg gik i 6 havde jeg Tina som veninde, men så begyndte hun at blive som de andre. Og jeg faldt langsomt meget udenfor, nu går jeg i 8 klasse...

" Rasmus og Linda i laver nogle hold!" hverken Rasmus eller Linda brokker sig, og de griner lidt til hinanden.

Navnene går i lange strømme, Olivia, Sara, Tina, Sebastian, Malte, Tor." De sidste er ligegyldige, dem gider jeg ikke tælle med.

Da jeg ser at det kun er mig og tre andre, lytter jeg lidt mere efter.

" Lad os tage Marie!" Rasmus, smiler til mig, jeg smiler igen og går hen mod dem.

" Det kan du godt glemme!" Tina skubber mig med begge sine hænder bagud igen.

De andre piger griner, mens jeg får slukket det lille lys af håb der gnistrede i mig.

Pigerne griner, og fortæller Rasmus så højt at alle kan høre det, " Tag hvem som helst, bare ikke Marie!" Jeg borer min ene negl ind i negleroden for at holde tårerne tilbage...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...