Accepter mig

14 årige Marie bliver mobbet og holdt udenfor klassen, hendes tårer kan snart ikke holde sig tilbage længere, hendes ensomhed er pinefuld og ikke til at holde ud længere. Men en dag for hun chancen da hun bliver inviteret til fest. Spørgsmålet er... Om hun er klar. Eller om hun burde være det.

8Likes
13Kommentarer
915Visninger
AA

6. Sød

Det havde været en af de bedste timer i mit liv. Rasmus og jeg snakkede, og grinede, og arbejdede selvfølgelig. Men det føltes som om jeg var blevet en del af noget i klassen, at min mening betød noget.

Men da drømmen var forbi, kastede Rasmus bøgerne i luften og jublede da det var frikvarter, og gik hen til de andre drenge. Som daskede ham på skulderen, og pegede hen på mig.

Rasmus grinede bare, og jeg kunne høre noget i stil med "hun er faktisk meget sød."

Ordene, lappede nogle små huller i hjertet, og jeg smilede, jeg var sød, det var jeg aldrig blevet kaldt før.

Faktisk så glad, at jeg turde kigge rundt på de andre, og de snakkede, fik jeg lov til at kigge og lytte med.

"Hvis du tror du er noget, bare fordi han arbejder sammen med dig kan du godt tro om, det skal vi nok sørge for!" Linda hvislede ordene helt ind i hovedet på mig.

Jeg nikkede, og så ned i bordet igen, mit mod blev overladt til en anden god gang, hvis der kom en anden gang.

Jeg kiggede ned på bordet, tænk at en, kun én ud af 9 piger i klassen ikke har nogen venner. Hvorfor skulle det lige være mig, hvorfor ikke, Olivia, Sara, Tina eller Selma!" eller nogen af alle de andre piger!

Jeg mærkede fugt ved øjnene, SHIT, jeg måtte ikke græde, jeg tørrede arrigt det fugtige halvt af, så min yderside så lidt gladere ud.

Men det er de andre alligevel ligeglade med.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...