Accepter mig

14 årige Marie bliver mobbet og holdt udenfor klassen, hendes tårer kan snart ikke holde sig tilbage længere, hendes ensomhed er pinefuld og ikke til at holde ud længere. Men en dag for hun chancen da hun bliver inviteret til fest. Spørgsmålet er... Om hun er klar. Eller om hun burde være det.

8Likes
13Kommentarer
921Visninger
AA

3. På med facaden

Jeg trækker vejret dybt ned i maven, og åbner vores gamle trædør, der gør at der lugter at en mild bark, inde i vores entre.

Jeg kigger ind i stuen, som er lige ved siden af, og ser min mor og Isabella. De sidder vist og snakker, Isabella smiler i hvert fald lille smil, og fortæller glad om hvordan folk slet ikke troede hun gik i 3 klasse.

Jeg klemte øjnene hårdt i, og sørgede for at se glad ud på ydersiden.

Jeg gik langsomt ind i stuen, så gulvet knirkede under mig.

Min mor kiggede over skuldreren, halvt hen mod mig. " Hej Marie" hun smilede et stort smil, så man næsten ikke kunne se hendes øjne, " Hej mor" sagde jeg og lavede et skråt smil, mens jeg lod min taske falde ned over skuldrene på mig.

" Skat, i morgen skal Isabella og jeg til fest i hendes klasse, og du må ikke være sammen med nogen okay?" hun nikkede, for at fortælle, at det ikke var noget spørgsmål. " Så du skal ikke invitere dine veninder med hjem"

Nu gjaldt det om at få facaden, jeg mærkede fugtighed ved øjnene, men gjorde igen det med negleroden, borrede min negl så langt ned jeg kunne.

" Det er fint mor!" sagde jeg med en rystende stemme, og så løb jeg halvt ind på mit værelse, hvor jeg smækkede den hvide dør i.

Jeg så over på min mobil på skrivebordet. Den oplyste, for at fortælle at jeg havde fået en meddelelse.

Jeg gik hen og tastede min kode 1234, og så dukkede min startskærm op, af Isabella.

De flestes startskærm var nok veninder, tænkte jeg hver dag, og så kneb jeg læberne sammen, og gik ind under beskeder.

Du har 7 ulæste beskeder

Jeg trykkede ind på ind af dem, uden at kigge, det var pigerne fra klassen, jeg kendte beskederne ud og ind.

Tårerne kunne ikke stoppes, de dryppede ned af mine små kinder, som om det var stykker af mit hjerte der forsvandt.

Da alle var læst, kylede jeg mobilen langt væk.

Så kastede jeg mig ned i sengen, og begravede mit hoved i puden, som jeg fik af Tina, dengang vi var veninder.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...