Accepter mig

14 årige Marie bliver mobbet og holdt udenfor klassen, hendes tårer kan snart ikke holde sig tilbage længere, hendes ensomhed er pinefuld og ikke til at holde ud længere. Men en dag for hun chancen da hun bliver inviteret til fest. Spørgsmålet er... Om hun er klar. Eller om hun burde være det.

8Likes
13Kommentarer
911Visninger
AA

9. Festen

Da jeg nærmer mig huset, kan jeg allerede 20 meter væk, høre en stor høj brummende lyd, som lyder rigtig meget som højtalere. "Only girl en the World!" lyder det som, i hvert fald Rihanna.

Jeg går langsomt hen imod det, og stopper så op. Der var noget jeg slet ikke havde overvejet...

Tænk hvis det her er en eller anden syg fælde, hvor de tæsker mig!

Jeg får kvalme ved tanken, og går et par skridt tilbage. Mens overvejer om jeg skal gå til festen, eller om jeg bare skal vende direkte om, og løbe hjem.

Mine ben begynder at gå... først uden at jeg først rigtig lægger mærke til det, men nu bestemmer jeg retningen. Jeg tager til den fest.

 

Da jeg står få centimeter fra den, begynder min åndenød, jeg tager mig til hovedet, mens jeg forestiller mig... det her bliver enden livets ende, ellers livets begyndelse...

Jeg banker på, uden nogen lukker op, mine ben vibrerer, de har af ukendte årsager lyst til at løbe væk...

Men jeg lader dem ikke bestemme over mig, jeg banker hårdere på, mens jeg ringer på, men Rihannas stemme er så høj, så klokken slet ikke giver nogen lyd.

Jeg skal til at tage rundt om håndtaget, jeg trækker vejret dybt ind, og tager fat om det, og får det drejet. Da jeg puster ud, skubber jeg døren op.

Jeg ryster på hele kroppen nu, jeg er helt lammet, der er ølflasker overalt, og mine trommehinder er ved at sprænge.

Gangen er smal, og den fører til en masse andre rum, som jeg endnu ikke kan se.

Jeg går usikkert derind, stiller mine høje støvler, og tager min store vinterdyne af.

Jeg går med små skridt hen mod rummet med allermest larm, jeg fanger mit blik med gulvet. Af ren reaktion, det er jo det jeg altid gør når jeg er sammen med klassen.

Da jeg kommer hen i døråbningen forstummer alt snak. Jeg kan høre skældsordene blive hvilset imellem tænderne på pigerne, mine tårer er på vej, uden at jeg kan nå at stoppe dem.

Ordene bliver højere, og kommer tættere på, næsten højere end musikken.

Jeg knytter mine hænder og kigger op.

Jeg er for chokeret til at genkende flere ansigter end William, hans lyse hår er sat op med flere kilo voks.

Han griner, og råber mig helt op i ansigtet.

Jeg ser også Rasmus, men en smule sløret, fordi mine tårer dækker en del af mit syn.

Han står op ad muren, og kigger bare på optrinnet, nu kan jeg ikke mere... Min hulk kommer, selvom det her ikke er værre end i skolen, men fordi mit spinkle håb var et stort fupnummer.

Jeg mærker benene blive væltet under mig, en stor smerte går i gennem mit haleben... jeg lukker øjnene, jeg forventer det værste.

En kniv, er min første tanke, jeg bliver stukket med en kniv, i hvert fald går den kolde følelse gennem min øverste del af maven, en skarp smerte, som kan erstattes med at brække et  ben, bare meget værre.

Jeg åbner øjnene, og det går op for mig... der er ingen kniv... jeg ligger heller ikke på jorden.

Skældsordene hænger til gængæld i en tåge omkring mig.

Det er ordene der sårer mig så meget, at det føles som en kniv stukket direkte igennem mit hjerte.

Jeg lader mine ben tage magten, jeg lader dem løbe... uden at vide hvorhen. Bare væk, jeg mærker min hånd skubbe døren op.

 grimme, kælling, bitch, ingen kan lide dig!

 Jeg skriger, prøver at få det til at overdøve stemmerne i hovedet.

 grimme, kælling, bitch, ingen kan lide dig!, hvorfor begår du ikke bare selvmord, så vil alle være glade!

Ordene kører i en lang strøm, de stopper ikke, som en cd som ikke kan sættes på pause, den kører bare. Med mindre jeg ødelægger cd en... Får den til ikke at eksistere...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...