Projekt: KÆRLIGHED - [One Direction FF]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Allison er en pige på 16, der er på jagt efter kærligheden. Hun tror den er umulig at finde, men som tiden går, dumper der flere og flere fyre ind i hendes liv. Hun forelsker sig, bliver svigtet og elsket, og om hun overhoved kan have styr på dem alle, er bare et spørgsmål. Alt hun ville, var at finde en fyr der ville elske hende uendeligt og være der for hende, når hun havde brug for det. Men hvad gør man, når man er 16 og nybegynder på kærligheden? Følg Allison gennem de dejlige, svære og søde tider hun går i møde i hendes projekt. Projekt: KÆRLIGHED *One Direction fyrene er ikke berømte*

9Likes
5Kommentarer
489Visninger
AA

8. Kapitel 6


Kapitel 6:

Det var søndag aften, og det havde været et rod at komme hjem. Alle de busser og toge der gik, og så alligevel endte jeg med at tage en mega dyr taxi. Men jeg var hjemme nu, klokken var lidt over otte og vi havde spist. Hvis det ikke skulle have været fordi jeg lignede en død torsk, da jeg var kommet hjem, havde jeg fået den største skider nogensinde af mine forældre. Men heldigvis har jeg en sød far, der tog det meste med et gram salt. Dejligt. Jeg orkede ikke en skid lige nu og sikkert heller ikke resten af dagen.

Som jeg lå i min skrig-pink jumpsuit, man kun kunne ane hætten af, under mine store hvide uld tæpper og dyne i min seng, lignede jeg ærligt talt en fed gris med fedtet og strittende hår og mascara klatter hist og pist. En gris, der lå og flød ud, så man lige så 10 kg tykkere ud, nu hvor min klamme dobbelthage også kom til syne. Bortset fra mit hoved, var det faktisk helt umuligt at få øje på mig, hvis man lige kiggede udenom det store bjerg af puder og bamser, der lå ovenpå mig. De rørte næsten loftet. Altså også kun næsten. Men til pointen; jeg havde det virkelig dårligt. Frøs, kvalme og ondt i tænkegangen. Niall sad som limet fast i hjernen på mig, han måtte gerne snart lade mig være i fred. Hans underlige opførelse gav overhoved ingen mening, hvorfor. Hvorfor var han så underlig? Det var virkelig et stort mysterium, som selv Sherlock Holmes ville have svært ved at opklare.

Min mobil vibrerede og gav lyd fra sig i min lille håndtaske. Den ringede. Mon det var Niall? Det måtte være ham, det lovede han jo. Med store øjne på tasken, der lå i mit store tøjrod på gulvet, bredte panikken sig i mig. Hvad skulle jeg dog sige? Hvad ville han mon sige?

Endelig besluttede jeg mig for at tage den, men inden 0,5 fandt jeg hurtigt ud af, hvor begravet jeg var under dynen. Og jeg ville jo nødigt slippe varmen ud. Der var så dejligt her. Men trods alt det, var det Niall der ringede, så jeg løftede hurtigt dynen og skyndte mig ud, inden jeg snublede over mine egne fødder (eller noget andet, såsom rod). Med hoved hårdt ned i min hårtørrer, skreg jeg panikslagen, men forsatte dog min rejse ud efter min mobil. Med tårer i øjnene og stiletter med nitter, der lå under mig, som jeg lå der som en klumpfisk på gulvet, fik jeg dog fat i tasken. Desperat fik jeg trykket svar opkald, og sat den på højtaler. Forsigtigt tog jeg mig til hoved, og der var allerede kommet en stor bule, som var meget øm.

"Hallo Alli? Er du der eller hvad?"

Jeg så opgivende på mobilen og snøftede ked af det. Mest fordi det gjorde ondt, men også fordi det ikke var Niall, men Lulu.

"Mus, er der noget galt?" lød hun helt bekymret, da hun hørte mit snøft.

"Jeg falder over mit rod." jeg lød oprigtig ked af det, men kunne ikke lade være med at grine, da hun fik mig til det med hendes hestegrin.

"Dit rodehoved, skal du ikke med ud ryge?" grinede hun friskt, og jeg kunne straks høre en anden i baggrunden grine.

"Hvem er du sammen med?" spurgte jeg overrasket og snøftede endnu en gang.

"Du ved ham Zayn der og hans ven Harry. Din lille flirt." det sidste hviskede hun, før hun sendte sin mobil videre, så de kunne hilse på mig.

"Er der sket noget?" min mor stod bekymret udenfor min dør og spurgte mig højt, og det ville ikke have undret mig, hvis hun havde stået der i længere tid.

"Skrid!" råbte jeg meget irriteret ad døren, og tørrede tårerne væk fra mine øjne. Den var heldigvis låst. Gammel vane.

"Nånå, undskyld mig." hørte jeg en mandestemme i mobilen, der lød rimelig frisk.

"Det var min mor." sagde jeg pinligt. "Hvem er du?"

Jeg var helt sikker på jeg havde hørt stemmen før, den lidt hæse og dybe stemme.

"Harry."

Med et chok bankede det på mit vindue, og der stod de. Lulu og Zayn. Og Harry med mobilen til øret og smilet godt smørret. De stod der, som om de var tre rumvæsner lige landet, og allerede ude og se på landets sædvanligheder. Og mig, ja, jeg lå stadig der som en fed ko inde i mit ydmygende rodet værelse med tårerne snart nede af kinderne. Det var så pinligt, selv Lulu syntes det var pinligt. Det kunne jeg se på det blik hun sendte mig, selvom hun også syntes det var lidt sjovt. Måske var det bare medlidenhed.

"Åben lige." mimede Lulu med store bevægelser, som egentlig var ret åndssvagt, da mit vindue er utæt, så man sagtens kunne høre det, hvis hun bare sagde det.

Med den ene hånd for panden, og den anden der banede vej til vinduet, ved at skubbe alt ud i siden, kravlede jeg derhen, og rakte op efter vinduet og åbnede.

"Tilfreds?" så jeg irriteret på Lulu, mest for sjov, men så hun kunne se hvor meget jeg virkelig ikke havde brug for besøg lige nu.

"Må vi ikke komme ind, søde vidunderlige dejlig søde smukke bedste veninde ever? Please?" Det var vores diskrete måde at sige undskyld på, nu hvor der var andre til stedet.

"Der stinker." smilede jeg til hende, og så først hen på Zayn, og så hen på Harry, der stod med den ene hånd  i bukselommen og den anden med mobilen i. Han smilede kækt til mig. Lulu nærmest bedende. 

Harry stod der som sendt fra himlen, og så alligevel slet ikke. Han så perfekt ud som altid, tjekket i tøjet, de hvide tænder og grønne smilende øjne, der kækt tjekkede mig ud. Og så alligevel ikke. Han havde virkelig ingenting at lave her. Han kunne komme igen i morgen, hvor jeg ville være udhvilet og se nogenlunde ud. Forkert timing. Det er en ommer, det der.

"I er selv udenom det." smilede jeg skævt og gav plads til dem, så de kunne komme ind ad det mellemstore vindue. Derefter satte jeg mig på røven nedenfor vinduet, og fortrød jeg lukkede dem ind. At jeg overhoved tog mobilen.

Først kom Lulu ind, så Zayn lidt klodset, og til sidst Harry der stilfuldt listede sig ind. Harrys hår sad som altid - perfect. Den lysebrune læderjakke havde jeg dog aldrig set før, men den så godt ud, klædte ham virkelig. Øjnede flakkede rundt i værelse inden de landede på mig, der sendte de mig et sødt smil.

"Skal jeg ikke lige kigge på den bule der?"

Han satte sig i hug og løftede min hage op med en finger, så han kunne studere min pande nærmere. Mens sad jeg tom og fulgte de smukke øjne, som han kiggede på mig med. Jeg havde stadig tårer i øjenkanten og inden længe, ville de løbe over som et glas vand. Min mund vibrerede. Det gjorde virkelig ondt.

Hans øjne var så grønne, så fangende og åbenbart vildt fascinerende for mig. Det hele slog klik, som han sad der foran mig. Der var bare et eller andet helt vildt spændende over ham, noget som jeg havde brug for at finde ud af. Jeg havde lyst til at kramme ham hårdt ind til mig og lære ham at kende helt ind til knoglerne. Jeg havde lyst til at tage fat i de bløde krøller og nusse dem for groft, alt i mens han skulle smile som solen, og bore sig ind i mig med han vidunderlige skinnende øjne. Jeg ville have at det kun var mig, der skulle have ham, han skulle være min. Ingen andre måtte røre ham.

"Du skal ikke græde, det er bare en bule." sagde han med sin bløde søde stemme og lagde hoved lidt på skrå, mens han tørrede en tåre væk fra mit ansigt med sin tommelfinger.

"Det gør ondt." snøftede jeg og slap de sidste par tårer ud. Det var en lettelse. Nu var det mere fordi jeg godt kunne lide Harrys omsorg, når han trøstede mig, så ondt gjorde det faktisk heller ikke. Jeg nød det bare sygt meget.

Begge hans hænder lå nu om mit ansigt, så han kunne fjerne mine tårer med sine tommelfingre. Han smilede sødt og de grønne øjne kiggede med medlidenhed på mig endnu en gang. Jeg elskede det. Han trak forsigtig mig tættere på ham, så han kunne puste forsigtigt på bulen. Jeg kunne mærke ånden, der kom fra de lyserøde læber lige over mine øjne. Jeg sad perfekt. Parfumen på hans hals var lige ude fra min næse, der ville have alt med. Hvis Lulu og Zayn ikke havde været herind, havde jeg kysset den hals der. Så ville jeg kun, kunne have håbet på, hvad det næste så ville blive.

Blidt og blødt mærkede jeg et lille kys på min pande under bulen. Der gik en ild gennem mig, det var kuldegysninger og hundrede af myrepatter på en gang. De bløde læber havde kysset mig noget så dejligt, selvom det næsten ikke var noget.

Stille og roligt bevægede hans ansigt længere ned mod mit, så de grønne øjne ramte solen i gennem vinduet som krystaller. De blev lyst op som aldrig før. De var smukkere end nogensinde. Hans næse rørte min, da mit hår faldt ned i ansigtet på ikke kun mig, men også ham. Han fjernede forsigtigt det om bag ved min nakke, og holdte det der med hans varme hånd.

Vores øjne flakkede skiftevis frem og tilbage mellem hinandens kysseklare munde og nysgerrige øjne.

Pludselig som vores læber strejfede hinanden, gav det mig et stort sug i maven og det føltes som om det var lige ved og næsten. Som når man lige mangler det sidste, før orgasmen kommer. Det man sådan længes efter i øjeblikket. Så fantastisk.

Det var ikke et tilfælde det her skulle ske, jeg skulle bare have fat i de læber der, og det kunne næsten ikke gå hurtigt nok.

"Harry for helvede. Du har ikke tid til det der. Vi går nu."

Zayns stemme irriterede mig som aldrig før. Han kunne skride af helvede til lige nu, hvorfor ødelægge det her? Idiot mand.

"Undskyld." hviskede de dejlige læber af Harry og kyssede mig hurtigt på næsen, inden han rejste sig op igen.

Det eneste jeg kunne gøre lige nu var at give Zayn de største dræberøjne jeg kunne og prøve at komme op at stå. Mens hoppede de to fyre ud af vinduet.

"Vi skal lige nå at købe nogle flere smøger inden de lukker." sagde Lulu undskyldende og gav mig et kindkys inden hun også forsvandt som vinden ud af vinduet.

Så sad jeg der, fortabt.  Jeg fik ikke engang sagt farvel til dem. Hvad var der lige sket? De havde højest været her i fem minutter og så gik de allerede igen. Hvad er der sket, jeg forstår intet? Jeg trænger til søvn, ellers kommer jeg aldrig til at tænke klart igen.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...