Projekt: KÆRLIGHED - [One Direction FF]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Allison er en pige på 16, der er på jagt efter kærligheden. Hun tror den er umulig at finde, men som tiden går, dumper der flere og flere fyre ind i hendes liv. Hun forelsker sig, bliver svigtet og elsket, og om hun overhoved kan have styr på dem alle, er bare et spørgsmål. Alt hun ville, var at finde en fyr der ville elske hende uendeligt og være der for hende, når hun havde brug for det. Men hvad gør man, når man er 16 og nybegynder på kærligheden? Følg Allison gennem de dejlige, svære og søde tider hun går i møde i hendes projekt. Projekt: KÆRLIGHED *One Direction fyrene er ikke berømte*

9Likes
5Kommentarer
492Visninger
AA

7. Kapitel 5

Kapitel 5

"Jeg får besøg klokken fire, så du skal desværre til at tage hjem." sagde Niall roligt som vi gik side og side, mens han viste mig klokken på hans mobil.

Vi var på vej op til hans lejlighed igen. Op ad alle de sorte trapper, der matchede den lyse væg. Klokken var tyve minutter i fire, så vi havde åbenbart travlt. Det var lidt pludseligt, at jeg bare skulle hjem sådan uden varsel. Underligt.

"Okay. Jeg skynder mig så." smilede jeg skævt. Det var ærgerligt, at jeg allerede skulle gå nu. Jeg havde først lige lært ham at kende. Han fik mig til at føle tilfreds med mig selv. Alle de søde ord og bemærkninger han havde kommet med. Og så var han også en rigtig gentleman, ikke bange for at gøre lidt for damen. Det var egentlig ret sødt.

"Super." smilede han tilbage, hvorefter der kom en lille stilhed. Hans humør havde hurtigt ændret sig. Han var mere tilbageholdende og trist nu, jeg vidste ikke om jeg havde gjort noget galt. Det virkede sådan.

"Hvordan kommer du hjem?"

"Jeg tager vel bussen."

"Det er ikke fordi jeg ikke vil køre dig, men min bil er til reparation." smilede han skævt til mig, mens han låste døren til lejligheden op. Der var så tomt herude i opgangen, helt ensomt og til at blive deprimeret af.

"Jeg skal nok finde hjem." sagde jeg kort og trådte først ind, da han holdte døren for mig.

"Super."

Han lukkede døren igen og gik derefter hurtigt forbi mig og ud på toilettet. Man kunne høre låsen klikke, og så stod jeg der. Midt på gangen. Alene. Lidt som en forvirret fugl, der var "HAV"net under vandet. Malplaceret, slet ikke det rigtige sted.

Akavet gik jeg lidt frem, for at kigge ind i de mange døråbninger på gangen, så jeg kunne finde soveværelset. Jeg trådte lydløst ind på det bløde gulvtæppe, og så ud af de store vinduer på væggen. Det var altså byen fra i går, jeg stadig befandt mig i, heldigvis. Med forsigtige skridt gik jeg hen til enden af den store dobbeltseng, hvor min håndtaske lå åben med mine ting spredt ud på gulvet. Jeg var nødt til at sætte mig på knæ, for at fiske tingene sammen under hans seng. Min pudder og mascara. Det virkede så forkert at gå rundt her, helt alene. Hvorfor kunne han ikke også bare lige have ventet 2 minutter med det toilet der?

Der var så stille, nærmest uhyggeligt, når jeg gik rundt her og samlede mine ting sammen. Hvad ville mine forældre heller ikke tænke om mig lige nu?

Jeg tog kjolen op og rystede den grundigt i et forsøg på at få den til at se mindre krøllet ud. Tænk jeg skulle gå rundt i en cocktail kjole nu. Rundt på gaden. Jeg trak Nialls t-shirt over hoved og lagde den i sengen, før jeg tog kjolen på igen. Med et elastik fra min taske, samlede jeg mit hår i en stor rodet knold. Ret grim.

På mine ømme fødder gik jeg forbi toilettet og ud i køkkenet, der lå forenden i gangen. Med lunket vand vaskede jeg mit ansigt, og lagde hurtigt lidt ny makeup med et lille spejl fra min pung.

Da jeg synes Niall havde været ude på toilettet i lige lovligt lang tid, gik jeg hen til døren og bankede på.

"Niall?" sagde jeg undrende, mens jeg lænede mig op ad døren med ryggen.

Han sagde intet, men jeg kunne dog høre han rykkede på sig. Noget raslede lidt.

"Hvad er der galt?" lød det fra mig mere bekymret end meningen. "Åben lige."

"Allison, det er bedst du går nu." lød hans stemme rolig og normal.

"Skal jeg bare gå?" sagde jeg forvirret. Jeg ville da mere end gerne lige have en krammer eller et eller andet. Hvad var der galt med ham?

"Ja, men jeg ringer." sagde han tungt og man kunne igen høre han rykkede på sig. "Det lover jeg."

"Men jeg har da krav på et farvelkram?" blev jeg nærmest irriteret. Jeg vendte mig op og prøvede at tage i det kolde håndtag, men det eneste jeg så for mig var den hvide blanke dør. Den mindede om mig lige nu. Blank og dum som en dør. Jeg fattede narda.

"Niall?!" hævede jeg stemmen af irritation, og bankede hårdt på.

"Jeg er ked af det, men gå nu. Jeg forklarer det senere." virkede han rolig.

"Så sig dog, hvad der er galt?!" råbte jeg højt. Mit temperament steg, hvilket det nemt gjorde engang imellem.

"Allison.. Je-"

"Hvad fanden er du for et menneske?!" røg det pludselig råbende ud af min lille bitte mund. Hurtigt med store øjne tog jeg mig for munden, for ikke at der skulle ryge mere ud. Jeg mente det jo ikke, jeg var bare blevet frustreret.

Med den stramme sorte kjole stod jeg der på den brede gang. Niall sagde ikke mere, og jeg kunne heller ikke høre ham mere. Med mit forvirrede hoved tog jeg mine høje stiletter på, og gik fortabt ud af lejligheden. Jeg var ret tom indeni. Hvad havde jeg dog gjort galt, siden han ikke ville sige farvel til mig, men bare låste sig inde.  Altså jeg havde godt nok råbt af ham, men det fortjente han da alligevel også siden han ikke ville sige noget.

Allerede da jeg havde trådt over dørkarmen ud til opgangen, havde jeg de største smerter i mine fødder igen. Af ren refleksion tog jeg dem hurtigt af, og det lettede virkelig. De var som smadret og jeg kunne endda se skarvmærker på mine hæle, når jeg løftede dem op bag mig. Forud var der den høje opgang, som virkede ret luksuriøs faktisk men tom, men det eneste der kørte igennem mig, var at jeg skulle ned. Trappen var kold og det virkede, som om der var mindst dobbelt så mange trappetrin, som da jeg havde gået her med Niall. Forfærdeligt.

I mit hoved fløj tankerne om Niall. Om hvordan vi havde hygget os siden vi vågnede og hvor sød han havde været. Om hvorfor han ikke ville snakke med mig og bare sagde jeg skulle gå hjem. Om hvordan sådan en prins, kunne være sådan en narrøv. Sådan så jeg ham i hvert fald lige nu. Nar.

Endelig nåede jeg bunden, og inden længe var jeg ude på gaden. Mennesker og flyvende affald myldrede rundt alle steder. Busser og alle de gamle sure damer med deres stokke. Jeg havde det elendigt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...