Projekt: KÆRLIGHED - [One Direction FF]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2014
  • Status: Igang
Allison er en pige på 16, der er på jagt efter kærligheden. Hun tror den er umulig at finde, men som tiden går, dumper der flere og flere fyre ind i hendes liv. Hun forelsker sig, bliver svigtet og elsket, og om hun overhoved kan have styr på dem alle, er bare et spørgsmål. Alt hun ville, var at finde en fyr der ville elske hende uendeligt og være der for hende, når hun havde brug for det. Men hvad gør man, når man er 16 og nybegynder på kærligheden? Følg Allison gennem de dejlige, svære og søde tider hun går i møde i hendes projekt. Projekt: KÆRLIGHED *One Direction fyrene er ikke berømte*

9Likes
5Kommentarer
488Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

Kapitel 1

"Der står mad bordet. Du kan varme det, hvis det er blevet for koldt."

Min mors sædvanlige stressede stemme råbte højt inde fra stuen, da hun kunne høre jeg var ankommet til familiens skøre hus. Klokken var lidt i otte, og min familie skulle til at se X-Factor som altid på en fredag aften. Jeg var lige kommet udefra, da jeg ryger. Mine forældre vidste ikke at jeg røg, men troede derimod at jeg havde været ovre ved min såkaldte veninde "Sarah" og lave lektier. Sarah var godt nok bare en fiktiv person, jeg havde opfundet, så jeg kunne hænge ud med Lulu der også røg. Mine forældre vidste godt Lulu røg, så jeg måtte ikke være sammen med hende, da det jo ikke skulle smitte. Ligesom som pesten, som hun plejede at sige.

"Jaja.." mumlede jeg bare meningsløst, da der alligevel ikke var nogen der hørte på mig. Derefter gik jeg hen til bordet for at se udvalget af aftensmad. Under grydelågene var der spagetti og kødsovs og nogle rå kedelige gulerødder. Med slaskende skridt efter en udmattende dag i skolen, gik jeg hen af den lange gang ind på mit værelse. Mit tøj lugtede af røg, og det var ikke fordi jeg var særlig sulten.

I mens jeg lynede min jakke op og smed min skoletaske på gulvet, låste jeg døren og gik hen mod sengen. Som en sæl dumpede jeg, med hoved først, tungt ned i sengen, hvormed et dovent åndedræt stødte fra mig. Jeg havde bare lyst til at sove nu, sove forevig og aldrig op at udrette noget igen. Lidt ligesom en død, et lig, ja. Du er mere end velkommen til at kalde mig doven. Luddoven.

"Alli?"

En lille stemme kom ude fra døren, mens en banken derpå hørte til. Det var Olivia, min lillesøster på otte.

"Hvaaaad?" lød jeg irritabel med en rusten stemme fra hovedpuden.

"Lukker du ikke lige op? Jeg har en hemmelighed."

Kender du det med at vækkeuret ringer om morgen, hvor du skal i skole? Så irriterende var Olivia lige nu.

"Jeg orker altså ikke lige nu, Olivia."

Jeg var for træt til at begynde at råbe og skræmme hende væk, som jeg gjorde, når jeg bare ville være alene. Lige nu ville jeg bare slappe af, selvom jeg ikke rigtig havde lavet andet hele dagen. Jeg ville bare ligge her i min seng, dybt nede i mine kolde bamser og puder, hvor det faktisk næsten var umuligt at trække vejret.

"Skynd dig, det er vigtigt!" lød hendes stemme skrappere mens hun dog  stadig hviskede.

"Fat dog, at jeg ikke orker!" råbte jeg irriteret op fra puderne, hvilket egentlig var ret hårdt, så jeg dumpede ned igen.  Så trak jeg vridende min jakke af og smed den ned på gulvet ved siden af  sengen. Der lå den så perfekt oven på alt det andet rod.

"Lad mig prøve." hørte jeg lavt en dybere drenge stemme ude ved døren, hvilket fik mig op i en fart. Som jeg lige havde fået et elektrisk stød af en hjertestarter.

Jeg satte mig hurtigt op, og sad helt stille med skarpe øre. Mine store vide øjne så opspilede hen på døren.

"Hvem er det?" sagde jeg hurtigt og højt, men på samme tid forsigtigt.

"Du glemte nogle ting i bussen, så.."

Hurtigt løb jeg hen til døren fyldt med plakater og da jeg åbnede, kom en høj fyr til syne, der stod med min sorte stjerne taske, jeg brugte når jeg var i byen eller henne ved veninderne. Den havde været væk siden i onsdags, hvilket vil sige to dage nu, og alle mine mest vigtige og private ting havde lagt deri. Min mobil, pung, makeup og tøse-ting til den tid på måneden.

"Hej. Kender jeg dig?" lød jeg venlig, mens jeg langede ud efter min taske. Han tog den straks om bag på ryggen og grinede bare lidt. Han drillede mig. Hvilken underlig dreng.

"Hey du. Må jeg komme ind?"

Hans stemme virkede en smule hæs, der på den charmerende måde han sagde ordene på, fik det til at lyde ret grænseoverskridende for mig. Jeg kendte ham ikke, så hvordan kunne han tillade at snakke sådan til mig, i mens han forlangede at blive lukket ind på mit værelse.

"Øhh... Det er faktisk min taske."

Olivia, der kunne høre X-Factors startmelodi, skyndte sig at løbe inden hun gik glip af bare det mindste.

"Men var det så ikke godt jeg fandt den?" løftede han øjenbrynene og sagde.

Han så så mystisk og spøgefuld ud. Hans dybgrønne øjne, de markerede kæber og ikke mindst det store krøllede mørkebrune hår, der var trukket op over hoved. Der var et eller andet over ham, noget gådefuldt. Den måde hans stemme var så dyb og hæs på, og de små tatoveringer man kunne ane i hans hvide t-shirts kant. Han var så høj og så den mørke læderjakke der. De mørke cowboybukser og måden han stod på. Som om han nærmest bad om at komme ind, men ikke ville presse på. Han stod i det mindste ikke og lænede sig op ad dørkarmen for a spille smart. Men stadigvæk, så var der noget bekendt over ham.

"Joh.." sagde jeg mistænkeligt. "Har vi ikke set hinanden før?" sagde jeg med en mildere stemme og trak mig tilbage, så han kunne komme med ind på værelset. Med blikket mildt smilende i gulvet, hvor jeg fik øje på en gammel skolebog, jeg ikke har kunne finde længe, skubbede jeg mit lyse hår væk fra mine øjne. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg lukkede ham ind, det faldt mig bare ind, hvilket var ret dumt, nu hvor der var så rodet. Men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Mine forældre var ikke så meget for mine besøg, men det er nu en anden historie.

"Jeg hedder Harry, vi har kørt i bus sammen et stykke tid nu." sagde han venligt og rakte mig tasken med et smil, mens jeg lukkede døren.

"Men hvorfor.."

"Du så bare så sød ud, så jeg kunne ligeså godt tage chancen." forklarede han mens han satte sig halvt på mit skrivebord. Han fulgte mig med øjnene hoppe og gå over ting hen og sætte mig i sengen. Tænk at han havde lagt mærke til mig i bussen. Jeg tror aldrig jeg sådan rigtig har set ham, men nu ligger jeg heller ikke mærke til ret meget efter en udmattende dag i skolen.

"Hvad mener du egentlig helt præcis?" spurgte jeg beæret og rødmede en smule.

"Altså jeg ved godt, det kan virke ret klamt og sådan. Men da jeg så du glemte din taske, ville jeg aflevere den, så jeg kunne snakke med dig." sagde han og afsluttede med et smil. "Altså, det er jo ikke svært at finde rundt i byen her."

Fordi den er meget lille ja, that's the reason.

"Og så ringede du på for at komme ind?" spurgte jeg med rynkede øjenbryn, hvortil han nikkede. Hvor var det egentlig ret stalker-agtigt. Han vidste hvor jeg boede og min lillesøster havde  bare uden videre lukket ham ind. Tænkt hvis han havde været en indbrudstyv eller noget? Tænkt hvis han var voldtægtsforbryder. Oh shit.

"Du må undskylde, hvis det er helt forkert det her. Jeg skal nok gå så."

Han havde set mit ansigtsudtryk, der sagde alt. Det var klamt, meget, men også modigt på en måde. Han tog chancen og ville snakke med mig. Det lykkedes.

"Nej nej, det fint nok." sagde jeg roligt, og smed mig bagover i min seng igen med lukkede øjnene. Han måtte godt voldtage mig nu, så meget ligeglad udmattelsen gjorde ved mig. Så var jeg jo heller ikke jomfru mere. Spøg til side, eller hvad man siger. Det var måske lidt afvisende, men han måtte da forstå, at jeg var træt. Det håber jeg da, for jeg var da ikke uinteresseret i ham.

Der opstod en lille stilhed, før han afslappet spurgte mig; "Hvad hedder du egentlig?"

"Allison." svarede jeg kort og udmattet. Jeg kunne ikke tænke lige nu.

"Ville det være forkert, hvis jeg inviterede dig ud en dag, Allison?"

Min krop stivnede til is. Var jeg lige blevet spurgt om jeg ville med på en date? Altså sådan en hvor to mennesker rigtig hygger sig. Romantik og alt det der. Oh my god! Selvfølgelig ville jeg det og det ville blive min første date nogensinde! Selvfølgelig!

"Nej." svarede jeg med så lidt begejstring i stemmen som muligt, da jeg jo skulle virke lidt sej.
Hvis man så det udefra, lå jeg bare der som en død torsk, for ikke at hoppe rundt i værelset. Det boblede i mig af glæde."Eller ja."

"Hvad mener du?" lød han forvirret. Jeg fornemmede han kom nærmere, så jeg satte mig op igen og så på ham. Han lignede et højhus, så meget højere han var end mig, som jeg sad der på sengekanten.

"Altså det vil jeg gerne, men det ville ikke være forkert. Så ja." Jeg bed tænderne hårdt sammen, hvad havde jeg gang i? Jeg skulle ikke begyndte at vrøvle nu, så virkede jeg bare dum. Dummere end i forvejen.

Han satte sig ned i hug foran mig, så han faktisk var lavere end mig nu. Heldigvis var han ikke snublet over nogle af mine sager på gulvet, men sad bare der helt perfekt.

"Vil du med mig på mig date?" sagde han kærlig og skar det ud i pap for mig. "Ja eller nej?"

Hans grønne øjne smilede sødt til mig, og jeg kunne ikke lade være med at kigge i dem, da jeg svarede ham bestemt og uden mumlen.

"Ja."

"Super, så er det er aftale." smilede han glad og tilfreds, mens han tog min ene hånd, der lå på mit skød, og blidt kyssede den. I et forsøg på at charmere mig endnu mere, sluttede han af med sødt at sige; "Prinsesse."

"Prinsesse?" lød det hurtigt overraskende ud af munden på mig. Alt for næsvist. Nu var jeg på banen igen. I gang med at ødelægge momentet. Han så forbavset på mig.

"Altså jeg kan kalde dig 'hende den mystiske' i stedet for, for det passer lige så godt?" grinede han sødt og rejste sig op igen. Godt han ikke blev sur eller noget, det ville jeg nok have blevet.

"Det er vist dig der er det." smilede jeg tilbage og rejste mig op sammen med ham.

"Men det er vel kun godt?" smilede han charmerende og flirtende, så jeg rødmede som en tomat. Af helt præcist hvad, vidste jeg ikke. Det hele tror jeg. Ham.

"Nuuurgh, du rødmer." grinede han med mig, mens jeg gemte mit ansigt langt væk i mine hænder. Af refleks jeg havde fået med Lulu, der var min bedste veninde, gik jeg helt hen til ham. Han gjorde som Lulu, og holdte om mig i et kram. Det gik dog først op for mig, da jeg mærkede den varme han udstrålede og den mandlige duft af parfume, jeg kunne dufte. Han havde lige fået mig til at rødme, og nu stod jeg i hans arme. Jeg vidste ikke om det var et godt tegn, det måtte det være. Det virkede slet ikke forkert eller akavet. Kun en lille smule, men jeg kendte ham jo heller ikke.

"Det plejer jeg ellers aldrig." løj jeg smågrinende og trak mig ud af hans arme igen.

"Det er da ellers ret sødt." smilede han og tog sin mobil op ad lommen. "Vil du have mit nummer?"

Han ansigt så spændt på mig.

"Selvfølgelig." smilede jeg glad og fik så hans nummer.

"Det er nok bedst jeg smutter nu, så du kan få noget søvn eller noget." sagde han charmerende og gik over mod døren.

Jeg fulgte ham helt ud og mens han gik, vinkede jeg farvel, som om min mand var soldat og skulle i krig. Sådan rigtig dramatisk, men stolt på en måde. Men jeg var faktisk bare mega glad, ikke alt det andet lort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...