En Hævn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Efter borgerkrigen er pigen Hinata helt alene. Hendes far døde, og det samme gjorde hendes mor. Hendes mor gav hende en seddel, og da hun kigger på den, går det op for hende, at hun er den eneste, der kan fuldføre hendes mors sidste ønske. Men kan hun det, kan hun leve op til hendes mors forventninger helt alene? Denne movella deltager i Japan-konkurrencen "Pigen og Parasollen". Den er lavet ud fra mulighed 1, og er inspireret af billedet med samuraien der sidder ned. Coveret til denne movella deltager også i Japan-konkurrencen "Pigen og Parasollen".

2Likes
0Kommentarer
214Visninger
AA

1. En Hævn

Japan, landet hvor alle mirakler fandt sted. Sådan beskrev mange landet. Det var rigtigt at velfærden i vores land voksede. Flere og flere blev velhavende, de havde råd til alt. Gaderne var ikke længere fyldt med fattige mennesker. Det virkede som om, at naturen også havde ændret sig. Byens blomster så ud til at blomstre flottere end alle de andre år. Sollyset virkede lysere og mere venligt end nogensinde før. Menneskerne i gaderen græd ikke længere, men grinte som om intet ondt ville ramme dem. Alle var lykkelige. Alle. Det var, som om det var en ny lov, igen spillede trist musik, kun lyden af glad musik, kunne høres i gaderne. Malerierne var ikke længere sørgende, men lykkelige. Alle levede i en drøm. En glad drøm.


Det eneste problem var bare, at jeg ikke var alle. Jeg var alene og ensom, og det kunne velfærden ikke ændre på, det kunne den uskrevne lov heller ikke. Engang var jeg ikke alene, engang var jeg glad. Lykkelig. Men det ændrede borgerkrigen, min far Katsuo, døde. Min far havde altid været en, jeg havde set op til, hvilket kun gjorde det mere forfærdeligt, at han døde. Han var samurai, hvilket er en stor ære i Japan. Min fars tipoldefar var den store Kusunoki Masashige, hvilket jo betød, at han var min tiptipoldefar.


Ikke nok med min far døde, døde min mor også. Det blev forventet, at konen til en samurai begik selvmord, når hendes mand var død. Det var en forfærdelig skik. Mange kvinder gjorde det også af med deres børn, men det havde min mor ikke gjort, hvilket jeg både var sur og taknemmelig over, hvad var meningen med, at jeg overlevede, uden nogen familie til at beskytte? Det sidste min mor havde sagt var: ”Jeg er stolt af dig Hinata. Jeg er ked af det hele,” derefter havde hun givet mig en seddel og så havde hun forsat sin sætning: ”Åben dette når du er klar! Jeg ved du kan.” Det var de sidste ord, hun havde sagt til mig før hun døde.
Det irriterede mig, at jeg ikke vidste, hvornår jeg var klar, klar til hvad? Jeg var sytten, klar til mange ting, men var jeg klar til at fuldføre min mors sidste ønske? Grunden til, at jeg ikke havde kigget på papiret skyldes, at jeg var bange for at skuffe, skuffe min mor og hele vores slægt.
Jeg satte mig forsigtigt ned på en bænk. Jeg lukkede øjnene, for at lukke verden ude. Blomsterne glædede mig ikke mere, som de havde gjort førhen. Det glædede mig ikke længere, at være sammen med andre på min alder. Godt nok var jeg alene, men jeg havde stadig et mål.

Skud kunne høres over alt, men det var ikke det værste. Skrigene, skrigene fik en til at få kuldegysninger. For hvert skrig døde en, hvilket kunne være alle, men også min far. Jeg var i husets sikkerhedskælder, sammen med min mor. Dog beroligede hun mig ikke, hun sad på hendes bedetæppe og bad. Så jeg var helt alene, hvilket ikke gjorde mig bedre tilpas. Det var der, jeg besluttede mig for at gå ud. Det var besværligt at komme op, uden min mor skulle høre mig, men jeg vidste, at dette var let, i forhold til, hvad der ventede mig. Dog var jeg ikke sikker på, hvad der ventede mig. Døden? Angsten? Min far?


Der var ingen, der kunne forberede mig på det syn, der mødte mig udenfor. Den var overvældende, men ikke på den gode måde. På den forfærdelige måde. Skrigene var højere her ude, end de havde været i sikkerhedskælderen. Skuddene bragede gennem luften, og der var ikke et sekunds ro. Ufreden fortsatte, og fortsatte. Den så ikke ud til at have nogen slutning, men det skulle den have.


Lyden var slem, men den var intet i forhold til lugten og synet. Lugten af død fyldte mine næsebor, det var en stærk lugt, som satte sig på tøjet med det samme. Det gjorde mig ikke noget med mit tøj, men min hukommelse ville heller aldrig glemme lugten.


Synet var uden tvivl det værste. Blodet flød i gaderne, ligesom alle de gange jeg havde leget vandkamp, nu var det bare ikke vand. Det var blodet fra modig mænd og drenge. Jeg havde set nogle drenge, som ikke var ældre end femten. Tanken om, at deres blod var noget af det, der flød i gaderne, fik kvalmen til at stige, men det var ikke kun blod der lå i gaderne, der lå også mennesker. De fleste var døde, men nogle lå stadig og kæmpede for det liv, de kunne have fået, hvis borgerkrigen aldrig var begyndt.


Jeg fjernede mit blik fra de døde og fortsatte mod mit mål, min far. Jeg vidste, at han var en af dem, der skulle i nærkamp. Men min far havde ikke investeret i en pistol eller et gevær, det eneste våben han bar var en katana, som var et sværd og et kort sværd, Wakizashi. Jeg havde bedt ham om at købte en pistol, men min far var en mand fuldt af stolthed, og han ville aldrig bruge en pistol, fordi det var imod det, at være en samurai. ”Ingen samurai bære skydevåben, det eneste de har brug for er deres stolthed.” Det var det min far havde svaret, men jeg vidste, lige så vel som ham, at hans stolthed ikke vil rede ham fra døden.


Efter at have gået i noget tid og ledt efter ham, fandt jeg endelig noget. Jeg fandt hans billede, hans billede af mig. Det var et billede han bar over alt, fordi han mente, det gav ham mod. Han havde altid passet på billedet, lidt som om det rent faktisk var mig. Billedet var mudderet til, hvilket gav mig bange anelser.


”Jeg gør det aldrig!” det var lyden af min fars vrede stemme der fik mig til at stoppe op. Hurtigt gik jeg hen til der, hvor min fars stemme kom fra. Jeg kiggede forsigtigt gennem en sprække i døren. Min far sad inde i rummet, men ikke på samme måde, som han sad i lænestolen om aften. Den stilling var ikke afslappet og fredlig. Den var fjendtlig, og jeg vidste, at det skyldes de mænd, der stod foran ham. Det var ikke kun hans holdning, der var anderledes, det var også hans udsende. Hans hår var ikke fint redt på plads, men stod filtret ud til alle sider. Hans tøj var ikke fint sat på plads, men rodet, beskidt, ødelagt og fyldt med blod. Det meste af blodet stammede sikkert fra andre, men noget af det stammede fra store sår og skrammer, der fyldte min fars krop.


Det var dog ikke det, der skræmte mig, tværtimod. Det var det sår, han ikke havde fået endnu, men bare ventede modigt på. Det kunne jeg dog ikke, jeg blev nød til at stoppe dem. Jeg brasede ind af døren og skreg, da nogen tog fat i mig. Jeg skreg forfærdelige ord, som jeg altid havde lært at undlade i mit sprog. Men det jeg skreg, som var tydeligst var: ”Fjern jer fra min far!”


Jeg ved ikke, hvad jeg regnede med, men det gik ikke som jeg håbede. Jeg stod bundet og havde ingen mulighed for at komme fri. Hvad havde jeg dog gjort, nu kunne jeg ikke redde min far. En hæs stemme kom fra manden der stod med pistolen rette mod min far: ”Du er modig,” han kiggede nærmere på mig, hans hånd tog fat om min kæbe, men det var ikke et blidt tag. Selvfølgelig var jeg så dumdristig, at jeg spyttede manden lige i hovedet. ”Meget modig, men det redder ikke dig og din far fra døden, snuske.” Hans ord var nedladende, hvilket næsten fik mig til, at svare ham igen, men jeg beherskede mig.


”Du lære hurtigt, men det redder ikke din far.” Jeg havde kun brugt tid på at betragte manden, og jeg havde helt glemt min far, som sad foran mig. Mit blik blev smedet sammen med min fars, han smilede beroligende til mig. En tåre gled ned af min kind, og flere kom efter den. ”Fa- far?” jeg kiggede sørgmodigt på ham.


”Nåårh en tårevædet genforening, men den kommer desværre ikke til at vare lang tid.” Den nedladende kommentar kom fra den samme mand. ”Jeg er stolt af dig min pige,” min fars kommentar fik mig til at græde mere, han rakte ud efter mig, men mere nåede han ikke før et højt brag lød. Det var et skud. Et skud fra den pistol, manden havde stået med. Et skud der dræbte alt. Dræbte mit liv. Dræbte min fremtid. Dræbte min lykke. Dræbte min far.

Jeg begyndte at hulke, skrig og råbe. Mine hænder kørte panisk igennem mit hår, jeg hev og hev. Skreg og skreg. Det betød ikke noget, at jeg rev hår ud, det betød ikke noget, at jeg afslørede, hvor jeg var. Intet betød noget nu. Jeg begyndte at bide i mig selv, jeg rev i min hud kradsede den til blod, imens flere og flere skrig forlod min mund. Jeg kravlede hen til min far, lagde mine arme om ham, og fortsatte med at skrige. Jeg tænkte ikke over, hvorfor de ikke dræbte mig, hvordan jeg kom fri. Det eneste der fyldte mit hoved, var følelsen. En følelse, som var umulig at beskrive, den var uudholdelig, den dræbte mig langsomt indefra. Den splittede alt inden i mig. Jeg var død, men stadig levende. Sådan føltest det. Der var helt tomt. Det var uhyggeligt, aldrig havde jeg oplevet en sådan følelse før, og jeg håbede, at jeg ikke kom til det igen.


Da jeg endelig faldt til ro, gik jeg beslutsomt hen til pistolen, som stadig lå uberørt, jeg undrede mig ikke engang, hvorfor de lod den ligge. Jeg tog den bare, førte den op til min tinding. Da jeg skulle til at skyde, stillede jeg mig et spørgsmål, som har flydt hele mit liv siden. Hvorfor har Buddha givet mig en pistol?


Jeg vidste stadig ikke, hvorfor jeg havde fået en pistol, for det kunne ikke være et tilfælde, sådanne ting er ikke tilfældige. Så jeg har fundet et svar, som jeg tror på. Derfor har jeg gemt pistolen, til den dag det ville ske, den dag, som er i dag. Den endelige dag den dag, hvor mit mål bliver fuldført. Den dag jeg har ventede på, siden jeg lod være med at skyde mig selv.

Sedlen fra min mor kiggede jeg på, før jeg drog ud på et nyt eventyr. Der stod:

Du har nu følt, du var klar til at kigge på sedlen, hvilket jeg er glad for. Der er mange ting jeg burde have fortalt dig, men som jeg aldrig fik. Det undskylder jeg for. Jeg undskylder, at du så din far dø, jeg ved, hvor meget han betød for dig. Jeg må også sige, at det ikke er fair over for dig, det jeg har gjort. Men jeg har ikke mod, det har du. Grunden til denne seddel er ikke kun, at jeg vil undskylde, jeg vil også hjælpe dig videre, på det eventyr, du er ved at påbegynde. I mindeskuffen ligger det du mangler. Nu er det op til dig at gøre det du mener, er det rigtige. Jeg stoler, elsker og venter på dig, Mor.

Tåren i min øjenkrog kæmpede sig ud af mit øje og gled ned af min kind. Min mor havde aldrig sagt, at hun elskede mig. Jeg vidste, hvad min mor ville have mig til at gøre, og jeg skulle sørge for, at hun ikke døde forgæves.

Jeg rejse mig fra bænken, efter jeg havde læst sedlen, jeg kiggede mod himlen. Jeg satte min ene fod foran den anden, jeg gik tilbage til vores hus. Da jeg havde fundet, hvad jeg skulle bruge i mindeskuffen, gik jeg  mod mit mål.


I tænker måske, hvorfor jeg har fortalt jer alt dette? Det sådan så I forstår, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det forklarer, det jeg gør om mindre end ti minutter, fordi jeg vil have jer til at forstå mig. Jeg vil have jer til at lære af det, have jer til at huske mig.


Støv fløj i luften da børnene løb igennem gruset. Det var måske sidste gang, jeg kom til at se dette. Det var sørgeligt og glædeligt på en gang. Mine skridt blev større, jeg løb næsten. Endelige kom jeg til det store hus i midten af byen, men selvom det var i midten af byen, var her kun få mennesker. Jeg vidste udmærket hvorfor. Det skyldes, at byens frygt boede her. Boede i den mand, der havde dræbt min far.


Jeg gik ind af døren uden at banke på, uden at liste. Jeg larmede, endda med vilje. En mand tog fat i mig, jeg kiggede bare koldt på ham og sagde så venligt som jeg kunne: ”Jeg har forretninger med Tatsuo, vis mig hen til ham.” Han kiggede på mig, men nikkede så og førte mig ind i et mørkt kontor. Kontoret var mørkt, fordi gardinerne hang foran vinduerne, og det eneste lys inde i rummet var en lille lampe, der stod på et bord. Ved bordet sad den mand, jeg havde set i mine drømme, den mand der havde fyldt mine tanker, den mand der havde dræbt min far.

Min stemme lød kold i rummet, da jeg sagde: ”Alene.” Tatsuo nikkede til den mand, der havde vist mig herhen, hvilket fik ham til at gå. Da han havde lukket døren bag sig, sagde Tatsuo: ”Goddag Hinata. Så mødes vi igen, datter af Katsuo.” Jeg knyttede mine hænder sammen for at beherske mig, da han sagde min fars navn. ”Hvor vover du at sige hans navn!” Han grinede stille af mig, hvilket mindede mig om dengang, jeg sidst så ham. Dengang var jeg ubevæbnet, jeg havde igen mulighed for at forsvare mig selv, men det var anderledes denne gang. ”Det skulle du ikke have gjort!” jeg trak hurtigt pistolen, som jeg havde båret på mig siden min fars død. Siden mit spørgsmål. Min stilling mindede mig om dengang min far døde, denne gang er det bare ikke min far der skal dø, ikke Tatsuo der bestemmer. Det er mig.

Tatsuos ansigt blev forvandlet til en grimasse, da han så pistolen, men han kom hurtigt til sig selv igen. ”Du tør ikke at trykke på aftrækkeren.” Hans svar var enkelt, men hans stemme rystede. Tilfreds sagde jeg: ”Man er måske ikke så kæphøj, når det er en anden, der står med pistolen?” Han rystede svagt på hovedet, og man kunne tydeligt se de små svedperler på hans pande. Han var bange, hvilket frydede mig. ”Din far ville ikke ønske, at du dræbte mig, slet ikke med en pistol,” hans stemme rystede stadig.

Jeg rystede blidt på hovedet, af det han sagde. ”Jamen Tatsuo, ham har du jo fået af vejen, sådan så ingen behøver at bekymre sig om ham og hans mening.” Min stemme var blevet så kold, som isen udenfor om vinteren. Den var frysende kold, og den var aldrig noget, jeg havde sammenlignet med min stemme, men på den anden side havde jeg heller ikke troet, at jeg ville stå med en pistol rette mod min fars morder.

”Der er ikke nogen patroner i den, dem tog vi ud,” hans stemme havde mere håb i, og hans ansigt lyste op, da han så en vej ud fra dette kontor i live. ”Så må jeg skuffe dig, min mor har givet nogle til mig.” Hans håb forsvandt ikke fra hans ansigt, hvilket fik mig til at tvivle, havde jeg gjort noget forkert? ”Din mor er død, ligeså stendød som din far, kan din hjerne ikke forstå det?” hans stemme var ligeså hæs og hånlig, som den gang jeg sidst så ham. Man kunne tydeligt høre, at han troede, at han var i gang med at vinde, men han troede forkert. ”Hun gav mig en seddel, hvor hun forklarede alt. Hun forklarede mig også, hvor patronerne til sådan en pistol lå. Hun havde nemlig gemt nogle i vores skuffe.”

Tatsuo blev endnu engang bleg i hovedet, og da han åbnede munden og sagde stammende: ”Ja-jamen?” kunne man tydeligt høre hans frygt. ”Jeg vil give dig et råd. Lad være med at undervurdere piger, og slet ikke dem der er i slægt med den store Kusunoki Masashige!” Tatsuos ansigt blev endnu mere fyldt med frygt, da det gik op for ham, at jeg var en del af den store slægt.  

Luften i lokalet var blevet tykkere. Den kvalte mig næsten, men jeg fortsatte mod mit mål, uden at lade det stoppe mig. Jeg pustede mit hår væk fra øjnene og sigtede mod ham. Min fingere var svedig, da de holdte om aftrækkeren. Jeg kneb øjnene sammen, sigtede mod hans bryst og skød. Der lød et højt brag efterfuldt af et smertes skrig. Det frydede mig, at jeg havde ramt, men på samme tid føltes det også forkert. Jeg kiggede mod Tatsuo. Han sad stadig i sin kontorstol, og var det ikke for blodet, lignede det han sov. Jeg havde endelig fået min hævn.

Pludselig blev alt sort. Jeg var ikke længere i det mørke kontor, men i en sort verden uden lys. Nogen rev i mig, men det fik mig ikke til at vende tilbage, for jeg kunne mærke, at jeg snart var der, hvor jeg skulle være. Den sorte farve blev forandret til en blålig farve. Den blålige farve jeg altid havde beundret oppe på himlen. Imens jeg tænkte, hvad der dog var der oppe? Min far? Ingenting? Det eneste jeg vidste var, at nu var jeg fri, jeg fløj. Eller gjorde jeg nu det? Hvad var det her? Var jeg død? Er jeg død?

Det eneste jeg kan svare er: Jeg havde endelig gennemført mit mål, og så var det op til Buddha, om jeg blev kaldt hjem til ham, eller sendt på endnu en rejse, hvem ved? Måske førte rejsen mig ud i det blå? Måske førte den ingen vegne? Det var der kun en, der vidste det nemlig Buddha.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...