The Boy In The Mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Den 15-årige prinsesse, Evelyn, bliver bare sendt ind på sit værelse efter middag. Bliver kun brugt til at skrive under på ting. Skal snart giftes med sin forlovede, der kun bruger hende som pynt. Med hendes døde mor, hendes bange tjeneste piger og hendes arrogante far, er der ikke meget at leve for. Alt ændres, da hun kommer op på sit værelse efter middag, og hun ser en dreng i sit spejl.

20Likes
22Kommentarer
875Visninger
AA

8. Hvad er du egentlig?

Jeg vågnede med mit ansigt hen mod spejlet. Åbnede mine trætte øjne langsomt. Will stod i spejlet. Jeg satte mig stille op i sengen. Jeg gnubbede mine trætte øjne, og da jeg åbnede dem igen, rødmede Will og kiggede ned i gulvet. Jeg undrede mig over hans røde kinder. Jeg sagde en lille lyd der betød, at jeg ikke vidste, hvad der var galt.

"Dit nattøj... det...-" rødmede han genert. Jeg åbnede øjne og så, at det hang langt nede over min skulder. Jeg skyndte mig, at hive stoffet over min skulder. Jeg rødmede, vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg hørte han fniste og kiggede hen på ham. Hans højre hånd var dækket for øjne, og hans mund smilede. Jeg blev endnu mere flov, end jeg allerede var. Jeg gemte mig straks under dynen. Han fnisen stoppede, men jeg turde ikke at kigge. Jeg tog stille dynen ned mit hoved. Da dynen var nået forbi mine øjne, så jeg, ham smile sødt på gulvet. Jeg kastede mig hurtigt igen under dynen. Men jeg glemte at tage min hånd med ind.

"Stop med at kigge..!" råbte jeg inde fra dynen. Jeg tror jeg sad der i et minut, uden noget snak. Jeg rødmede for meget til at kunne kigge. Jeg kom pludselig i tanke om aftenen før, hvor Will forsvandt fra mine øjne. Hvorfor gik han? Hvorfor ville han efterlade mig?

"Hvorfor forsvandt du i går..?" spurgte jeg med en lille trist stemme. Jeg sad stadig under dynen. Han sagde ikke noget. Jeg mærkede noget røre mig. Røre min hånd. Jeg trak hånden til mig og mærkede det gled af.

"Hvad er du egentlig?" spurgte jeg stille. Intet svar kom ud i rummet. Jeg tog dynen fra hovedet og så, at Will sad lige ved siden af min seng på gulvet. Han kiggede direkte på mig, mens jeg kiggede på ham gennem spejlet.

"Jeg er død," svarede han.

"Da jeg døde dukkede jeg op i dette værelse, i spejlet." Mit flove ansigt blev til et mere trist ansigt.

"Jeg døde for ni år siden, da jeg var otte." tilføjede han. Jeg guidede mit blik direkte hen på ham, ved hjælp af spejlet. Jeg kiggede lidt frem og tilbage, på ham i spejlet og ud i luften. Han blik sad bare direkte på mig.

"Første gang jeg så dig, var du seks. Din mor har altid vidst jeg var her, men ikke dig. Din mor holdte mig med selskab, indtil hun døde. Jeg har bare altid været for bange til, at sige hej til dig. Bange for at du ikke ville synes om mig eller blive bange. Det er cirka en måned siden, jeg sagde hej til dig for første gang. Og du må undskylde at jeg bare gik i går, det var ikke meningen, at gøre dig ked af det."

Jeg kiggede ned. Jeg kunne ikke kigge ham i øjne, det var simpelthen for egoistisk af mig i går. Blive ked af det, på grund af at han gik? Han er død og har ikke haft nogen at snakke med i mange år. Min mund bevægede sig, men ingen ord kom ud. Jeg mærkede et blidt prik på min pande. Jeg kiggede op, og i mellem tiden fortsatte det ned på min næse. Jeg så det var Wills finger i min øjnekrog. Hans finger kørte ned over mine læber, ned over min hage, ned ad halsen, over brystet, ned på maven. Han fortsatte ned ad mit højre ben, over mit lår, over mit knæ og ned til tå. Mit blik fulgte, hvor kilden førte hen. Da han havde taget sin finger til sig.

Han smilede varmt. Jeg elskede det smil. Jeg elskede hans mund, den smilende mund, de bløde læber. Han rejste sig og satte sig i min seng. I spejlet kunne jeg se ham kravle nede fra mine fødder og op til mit ansigt. Jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne mærke han var der.

Hans mund hvilede ved mit øre. Jeg lå helt strakt som en pind, vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Ligesom aftenen i går, mærkede jeg et lille niv i min øreflip. Jeg fik et kuldegys gennem hele kroppen, oppe fra mit bryst og ned til mine fødder.

"Jeg bed dig i øret," hviskede han. Jeg mærkede mit hjerte dunke. Jeg trækkede vejret dybt.

"Det siges, at når man er død og kommer ind i spejlet, og man finder nogen at holde af, bliver personen i spejlet tydeligere-" sagde han stille. Min vejrtrækning blev mindre, men mit hjerte bankede hurtigere og mere tungt.

"f.eks. at kunne føle hinanden ved berøring." fortsatte han.

"Men jeg kan ikke mærke, hvor du er henne.." sagde hun trist. Jeg kunne ikke se hans ansigts udtryk, på grund af vinklen af spejlet. Var det trist, var det måske et glad ansigt? Jeg kunne ikke regne det ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...