The Boy In The Mirror

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Den 15-årige prinsesse, Evelyn, bliver bare sendt ind på sit værelse efter middag. Bliver kun brugt til at skrive under på ting. Skal snart giftes med sin forlovede, der kun bruger hende som pynt. Med hendes døde mor, hendes bange tjeneste piger og hendes arrogante far, er der ikke meget at leve for. Alt ændres, da hun kommer op på sit værelse efter middag, og hun ser en dreng i sit spejl.

20Likes
22Kommentarer
816Visninger
AA

4. God morgen

Jeg vågnede fra den lange nat, og som jeg havde forudset, var Peter væk. Jeg havde ondt mange steder. Jeg tog et kig på min krop. Blåmærker og rivesår, og det var sådan mit liv ville være fra nu af. Jeg fik tårer i øjne ved tanken. Jeg havde ikke andet en et tæppe over mig. Jeg tog mit tøj på fra i går, og gik op på mit værelse. Op ad den lange trappe. Da jeg kom ind, sad Willis der i spejlet.

"Hey," sagde jeg stille. Willis rejste sig op.

"Hvor har du været henne?" spurgte han undrende. Jeg kiggede trist ned i gulvet. Jeg satte mig hen foran spejlet. Mit hjerte bankede.

"Jeg var sammen med Peter i nat."  sagde jeg hurtigt, for at få det overstået. Willis nikkede.

"Han er jo også din forlovede." smilede han falsk. Der blev stille. Jeg tænkte over, hvad Will tænkte om mig. Jeg prøvede at få øjenkontakt, men lykkes ikke første gang. Jeg prøver en gang mere, og denne gang virkede det. Vi kiggede hinanden i øjne. Jeg gav ham et lille smil og et træk på skulderene. Men så fik jeg et undrende blik.

"Hey... hvordan vidste du han er min forlovede?" spurgte jeg irriteret. Han begyndte at grine. Det grin var sødt.

"Jeg ved alt om dig," svarede han.

"Jeg er dit spejl, derfor har også set alt, hvad man kan se." tilføjede han med en stor stemme. Jeg blev helt rød i hovedet. Tanken om, hvad han har set. Han smilede af mit røde ansigt. Lige så stille, begyndte han at grine. Jeg kiggede ondt på ham, men på en sød måde.

"Du skal slet ikke grine af mig!" storsmilede jeg og krydsede armene. Han blev også selv lidt rød i hovedet, men jeg valgte ikke at sige noget til det. Imens han grinede, og jeg prøvede at se sur ud, fik jeg en tanke. Jeg tog mit tæppe og kastede det over spejlet.

"Hey! Det var unfair!" råbte han inde fra spejlet, men lyden blev dæmpet på grund af tæppet.

Jeg grinede. Jeg lavede en lille åbning til spejlet.

"Vi ses." sagde jeg smågrinende. Så lukkede jeg spejlet til. Jeg hørte nogen råbe inde fra spejlet, men samtidig med en masse latter. Jeg gik ned i stuen for få noget te, som jeg ved en af stuepigerne har lavet. Da jeg var kommet ned af trappen, så jeg min far. Han smilede ondt til mig.

"Hvordan var din nat, søde?" spurgte han. Jeg ignoreret ham og gik direkte forbi ham. Han greb fat i mig og kiggede mig dybt i øjne.

"Hov hov min skat, du skal da svare din kære far." sagde han som djævlen. Jeg slog mig løs af hans greb og gik. Jeg kunne mærke øjne, stikke mig. Jeg lod mig ikke påvirke og fortsat. Jeg gør, hvad han siger, for at der ikke er nogen der kommer til skade, men er der nogen jeg over hovedet holder af? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...