Still Here

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jan. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Færdig
Så, det er min fødselsdag i dag (Wuhu...) Og af en eller anden grund er jeg super trist over at jeg gammel... Men ud over det! Skrev det her klokken 3 i nat. Yay! Jeg valgt ikke at give personerne navne, fordi... jeg er virkelig træt xD

4Likes
0Kommentarer
366Visninger

1. Final

Jeg kiggede let op i loftet. Den eneste lyd der kunne høres i rummet, var en let knitre fra loftslamperne, og en tung vejtrækning. Et let suk gled forbi mine læber, inden jeg fjernede blikket fra det hvide loft. I stedet rettede jeg blikket i mod den sovende person i sengen. Hans øjne var lukket i, og hans mund let åben.

Smilende rykkede jeg stolen hen ved siden af sengen. Forsigtigt lænede jeg min overkrop over sengen, lige til min kind var presset i mod den hvide dyne. Langsomt lod jeg mit blik glide over hans ansigt. Lagde endnu en gang mærke til hvor perfekt han så ud. Hvordan hans sorte, rodede hår, let hvilede over hans øjne. De lange øjenvipper, der hvilede helt stille i mod hans mælkehvide kinder. De, lettere, lyserøde læber, der var lige nok skilt, til at han kunne trække vejret afslappet. Og mest af alt, hvor afslappet han så ud.

Langsomt rakte jeg ud mod den hånd der lagde udenfor dynen, og flettede mine fingre ind i hans. Som altid var der ingen reaktion. Endnu en gang sukkede jeg, for så at lukke mine øjne i. Inden længe gled jeg langsomt til drømmeland.

Mine fingre var flettet ind i hans, i det vi begav os ned langs stranden. Jeg grinede let, i det han kom med endnu en tåbelig joke. Mine øjne gled let over til hans, så jeg kunne se hvordan de skinnede om kamp med månen. Endnu en gang undrede jeg mig over hvordan en enkelt person kunne være så perfekt.

Selvfølgelig var der tidspunkter hvor vi skændtes, og andre hvor jeg hadede ham som pesten. Men uanset hvad der skete, kunne jeg ikke lade være med at elske ham højere.

”Er der noget galt?” Forvirret blinkede jeg et par gange, inden jeg igen fokuserede på ham.

”Huh?”

”Du forsvandt lidt der. Er du okay?”

”Oh, yeah… jeg er okay. Mine tanker overtog bare en smule.”

”Chokerende.” Han sendte mig et drillende smil, hvilket resulterede i at jeg, grinende, slog ham på brystkassen. Hans smil blev bare bredere, inden han smed sin arm over min skulder. Jeg havde ikke en gang lagt mærke til, at vi ikke længere holdt hånd. ”Jeg ved ikke om du er forvirret med, hvordan en date virker, men normalt skal man, du ved, ligge mærke til den anden person.”

”Jeg ved udmærket hvordan en date virker, mange tak.” Jeg rakte hurtigt tunge af ham, inden jeg lænede mig ind mod hans varme krop. Straks strammede han sit greb på mig, trak mig så langt ind til sig som muligt.

Vi gik en smule længere ned langs stranden, inden vi, uden ord, blev enige om at sætte os. Sandet var dækket af et tyndt lag sne, men ingen af os lagde rigtig mærke til det. Med et let suk, lagde jeg mit hoved mod hans brystkasse. Mit blik var fokuseret på månen. Den virkede ekstra stor i nat, af en eller anden mystisk grund. Om det var på grund af øjeblikket, eller fordi den havde planer om at smadre ned i os, om nogle få sekunder, kunne jeg ikke svare på. Uanset var det hele fuldkommen, fantastisk smukt.

Vi sad sådan i evigheder, bare nød den svage lyd af bølgerne. ”Vi burde bade nøgne.”

”Skal du altid ødelægge øjeblikket?” Jeg grinede op til ham, inden jeg trak min hat længere ned over mine øre. Selvom det ikke var så koldt ude, på trods af sneen, var det begyndt at blive køligt. Det gik ikke uset for min kæreste.

Han lænede sig let frem, og gav mig et let kys på kinden. ”Fryser du?” Jeg nikkede stille, ikke sikker på om jeg havde lyst til at flytte mig endnu. Selvom jeg var ved at fryse min bagdel af, virkede det så behageligt, bare at lade tiden stå stille, mens natten fortsatte omkring os. ”Lad os tage hjemad igen. Det ender med at du bliver syg.”

Afslappet rejste han sig op fra jorden, og rakte en hånd ned til mig. Med et suk, jeg ikke var sikker på var irriteret, tog jeg hans udstrakte hånd. Efter at have stablet mig selv på benene, begav vi os samme vej som vi var kommet. Bilerne strømmede forbi os, folk på vej hjem fra, og på vej til, arbejde. Men denne aften kunne vi ikke være mere ligeglade. Vi havde begge bed efter en fridag dagen efter, og havde intet at nå.

Inden længe stod vi foran min lejlighed. Vi havde endnu ikke fået vores ting flyttet det samme sted hen. Desuden var det behageligt at have et sted, der var hans, og hendes, i stedet for deres. Denne aften sagde han farvel til mig på trappetrinet, med et let kys, og endnu et tillykke, inden han forsvandt igen.

 

Det havde været den sidste gang jeg så ham udenfor hospitalet. Det var præcist et helt år siden, i dag. Jeg smilede helt forsigtigt, inden jeg slog øjnene op igen. Rummet var stadig tomt, hvis man så bort fra ham, og mig selv.

”Du kan godt huske det er min fødselsdag, ikke sandt?” Spurgte jeg, bevist om at jeg ikke ville få et svar, fra den sovende skønhed. Mit blik gled ned til vores sammenflettede fingre. Tuberne der sad fast i hans hud, sneg sig op langs hans arm, og op i en stor maskine. Selvom jeg havde set ham sådan, hver evig eneste dag, i snart et år, skræmte det mig hver gang.

Med et suk, satte jeg mig op i stolen, og lod mit blik glide over til hjertetælleren. Hans hjerterytme var fuldkommen normal. Hvis det ikke var for tuberne, og de bibbende lyde, skulle man næsten tro han kun sov.

Et lille smil formede sig på mit ansigt. Der var ingen tvivl over at han sov. Tungt. Langsomt lænede jeg mig op mod sengen igen, denne gang mens min hånd gled under dynen. Forsigtigt sneg min hånd sig op under hans trøje, for så at ligge sig på hans brystkasse. Han føltes så varm og levende under min håndflade, det var utroligt at han ikke havde bevæget sig i et år. Stille lukkede jeg mine øjne, mens jeg nød de lette slag fra hans hjerte. Det eneste bevis på at han ikke var død. At han var her til endnu en af mine fødselsdage.

”Hvad laver du?” Jeg kiggede undrende op ved lyden af stemmen. I døren stod hans mor, med et forsigtigt smil på sine læber.

”Sørger for at han ikke forsvinder, på endnu en af mine fødselsdage.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...