Rebels

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2014
  • Opdateret: 12 jan. 2014
  • Status: Igang
Man siger jo at modsætninger mødes...

3Likes
0Kommentarer
317Visninger

2. Kapitel 1

Jeg sad på gyngen, og gyngede, obviously. Det så ikke ud som om, at der var nogen som havde tænkt sig at besøge parken i dag, så jeg sad mutters alene; på en gynge. Den knirkede, hvilket jeg ikke kunne lade være med at lægge mærke til. Jeg lukkede øjnene, og forsøgte at gynge højere, men helst uden at blive svimmel. Brisen som rammer ens ansigt, når man kommer helt op er den jeg vil ha’, og den kan jeg kun mærke ordenligt hvis jeg lukker øjnene. Det har jeg egentlig altid elsket. At lukke øjnene. For alle de forunderlige ting sker nemlig, når øjnene er lukket. Når man kysser for eksempel. Eller drømmer. Man lukker automatisk øjnene, da det er den måde man nyder det allermest på. Og det er det jeg vil. Nyde det. Nyde de små øjeblikke, hvor jeg har fuldstændig stilhed og bare kan være mig selv. Hvor jeg ikke behøver at tænke på andre end mig selv.

Jeg åbnede øjnene, da mine ben var begyndt at blive trætte. Parken var stadig tom. Trist. Jeg pressede mine fødder godt i sandet, og steg af gyngen, imens jeg kiggede mig omkring endnu engang. Stadig ingen. Der plejer altid at være nogle stykker i parken på en dag som denne, så det er ret besynderligt. Jeg valgte at lade det ligge og bare gå hjem. Jeg tog min rygsæk om den ene skulder og vendte mig om, for at gå ned ad stien men blev stoppet da jeg endelig fik øje på en anden person. En dreng. Tynd, knap så høj, brunt hår, hue, overtøj, converse og briller. Og så med et par bøger i sine arme. Han satte sig på bænken, ad den vej jeg skulle til at gå og jeg smilte. Jeg kan egentlig godt lide at møde nye mennesker, til tider. Lige nu er en af de tider. Men det sker tit, at det de ikke er så begejstret for at møde mig. Jeg har tatoveringer hist og her og måske lidt for meget eyeliner. Lidt ligesom Zoey, men hun har overdrevet det. Men det klæder hende, så det er vel okay. Jeg gik over mod ham, og han begravede sig dybere og dybere i sin bog. Da jeg nåede over til bænken havde han stadig ikke lagt mærke til mig. Han sad i den ene ende af bænken, så jeg besluttede mig for at sætte mig i den anden. Jeg fandt mine høretelefoner frem fra min rygsæk, samtidig med min telefon, og først dér ligger han mærke til mig. Han kiggede op på mit ansigt, hans mund lidt åben og så fik jeg ellers elevatorblikket. Ja, det er jeg vel vant til. Han snøftede kort inden han kiggede tilbage i sin bog. Hans ryg krummede en smule, og han fugtede sine læber om og om igen, imens han læste. Gad vide hvad han læser? Jeg satte noget musik på, en ligegyldigt sang, bare et eller andet. Jeg kiggede på ham ud af øjenkrogen, og han bladrede i sin bog som en gal. Jeg sukkede og hev mine høretelefoner ned om halsen. Jeg kan seriøst ikke holde det ud længere. Hvor lang tid gik der? 30 sekunder? Uanset hvad, så må og skal jeg snakke med ham. Han er helt unormal, helt nørdet; jeg vil snakke med ham. Jeg kiggede på ham igen, men han opdagede det ikke.

’’Hej,’’ sagde jeg og kort, højlydt, og bestemt. Han hørte mig vist ikke. Nå…

’’Hvad læser du?’’ prøvede jeg igen, denne gang kiggede han kort på mig, og så tilbage i bogen, hvor han foldede et hjørne, og lukkede den. Hans hånd lå på fronten, og han rettede sin ryg og kiggede over på mig, men virkede lidt fraværende. Seriøst, Brook, snak til drengen.

Jeg løftede øjenbrynene lidt og smilte, i håb om at han ville svare mig.

’’Ehm, jeg læser, eh…  en bog… Om, æh, en, øh… Engel,’’ sagde han og rejste sig op. Han tog sine andre bøger i armene og gav mig et kort blik, hvor han efterfølgende gik sin vej. Sagde jeg noget forkert?

Jeg sukkede og rejste mig, og gik den modsatte vej af, hvad han gik. Jeg fandt en sten frem, som lå i græsset og sparkede til den, til jeg nåede mit hus. Ikke langt fra parken, men for langt til min smag. Jeg bor stadig hos min mor, da jeg har problemer med at finde ud af hvad jeg vil. Efter sommerferien, som vi er i nu, skal jeg dog på college, hvilket jeg ikke helt ved om jeg glæder mig til. Altså, jeg glæder mig vel, men så alligevel ikke. Skole er virkelig ikke interessant. Jeg gifter mig da bare med en rig fyr- nårh nej, de vil have skind og ben med blonde parykker. Jeg sidder bare her med mine mange tegninger på min krop, alt for meget make up, og i hvert fald ikke en krop ud af skind og ben.

Jeg smed mig på min seng, og tog mine høretelefoner af min hals, som har hængt der siden parken. Den dreng, den besynderlige nørdede dreng, hvem er han? Og hvorfor begynder han pludseligt at være i parken? Eller, pludseligt og pludseligt, jeg er der sjældent, men jeg har aldrig set ham før? Ikke specielt attraktiv, eller social for den skyld, men bare… besynderlig. Og så er han jo en person, og jeg elsker at snakke med personer… til tider. Så det er vel noget.

Jeg sukkede igen, og rejste mig fra den alt for hårde seng. Shit mit værelse ligner lort. Tøj alle vegne. Hvorfor lægger jeg først mærke til det nu? Seriøst, en eller anden må rydde det op, for jeg gør det helt bestemt ikke.

’’BROOKLYN! DER ER AFTENSMAD!’’ lød min mors stemme fra enden af trappen. Endelig et eller andet jeg kan give mig til, end at sidde og lave ingenting. Jeg trak mig selv ned ad trappen, da det gik op for mig hvor træt jeg egentlig er. Underligt, at jeg også først lægger mærke til det nu. Hvad sker der lige for, at jeg lægger mærke til alting i dag?

Stolen knirkede da jeg hev den ud fra bordet, og knirkede endnu engang, da jeg hev den ind igen; dog med mig for oven. Kylling var placeret midt på bordet med kartofler, salat, og flutes omkring. Og så selvfølgelig tallerkner, gafler, knive og glas.

’’For resten Brook, så vil jeg gerne have at du tager på biblioteket med nogle af mine bøger i morgen,’’ sagde min mor, da hun kom ind i stuen med en kande vand i armene. Lige hvad der manglede.

’’Whatever,’’ sagde jeg og førte min gaffel hen over min tallerken. Min far havde nu rejst sig fra sofaen, og var på vej hen mod spisebordet.

’’Læg den gaffel ned, Brook,’’ mumlede han, men jeg lod som om jeg ikke hørte ham. Min mobil brummede i min lomme, og jeg fiskede ned i lommen efter den. En ny besked fra Zoey.

>Hey, kan du måske komme hjem til mig, som i lige nu? Blair går helt amok!<

Jeg sukkede. Blair. Selvfølgelig er der problemer med Blair.

Jeg rejste mig, og mine forældre kiggede noget underligt på mig.

’’Hvor skal du hen, unge dame?’’ spurgte min far. Han er ikke den største fan af, at man bare forlader bordet uden videre. Hvilket egentlig er ret irriterende, eftersom Zoey har en tendens til at skrive på de dårligste tidspunkter.

’’Jeg skal bare noget,’’ svarede jeg, og forlod rummet. Jeg hørte min mor sige noget, dog ikke hvad, inden jeg fik bundet det andet snørebånd og nåede helt ud af huset. Det er da også typisk, at mine forældre skal være så strikse. Kan det ikke være ligegyldigt hvornår jeg forlader huset? Jeg smutter jo før eller senere, men selvfølgelig er der tidspunkter hvor de har krav på, at jeg er i huset. Selvfølgelig.

Jeg fandt min scooterhjelm frem, inde bag traileren. Jeg kørte mit ærme hen over den, for at fjerne det værste støv da jeg lagde mærke til, at jeg havde glemt min jakke. Hvilket også vil sige, at jeg har glemt min telefon, hvilket også vil sige at jeg skal ind i stuen igen, hvor mine forældre er. Fedt nok. Jeg tog hjelmen på og gik indenfor igen. Med sko på, trampede jeg ind i stuen, tog min telefon fra spisebordet og gik igen, uden så meget som at skænke dem nogen som helst form for øjenkontakt. De har allerede ødelagt ret meget for mig, og jeg har intet til overs for dem. Udover når det gælder at gøre ting for dem. Hvis ikke jeg gør hvad de siger første gang, så nakker de min mobil. Hvilket jeg ikke ønsker. Og næst efter telefonen er det computeren, tv’et og så scooteren. Stride mennesker.

Jeg tog min jakke og smækkede døren i efter mig. Hvorfor lukke døren stille og roligt, når jeg lige så godt kan være led og smække den? Haha. De har ødelagt mit liv, så jeg ødelægger deres. Bum.

-*-*-*-

Jeg slukkede motoren, fik hjelmen af og trampet op til Zoeys hoveddør, men lige inden jeg skulle til at banke på, blev den revet op indefra.

’’Seriøst, hun er helt fra den! Hun siger hun så dig i parken med en eller anden fyr i dag?’’ sagde Zoey med det samme jeg trådte indenfor. Jeg løftede egentlig bare øjenbrynet og fortsatte ind i hendes forældres hus med fodtøj og hele mollevitten. Seriøst Blair. Der er gået, hvad, 30 minutter?

Jeg åbnede døren til Zoeys værelse, og kigger på Blair som går rundt i rummet. Jeg sukker og folder mine arme over mit bryst.

’’Hvad nu Blair?’’ spurgte jeg, og først der så hun mig. Rasende går hun over mod mig, men bange er jeg ikke. Ikke for Blair. Ikke for nogen eller noget.

’’Jeg så dig i dag! Hvem er han? Er han din nye kæreste? Hvor vover du at finde en ny kæreste, når jeg stadig lever på denne jord!’’ råbte hun, og jeg løftede egentlig bare mine øjenbryn af hende. Det her kan hun seriøst ikke mene. Ikke igen.

’’Som du dog hurtigt kan finde løsninger, på noget som slet ikke er noget. Endnu.’’ Sagde jeg og smilte. Okay, nu gløder hun ligefrem.

’’BROOKLYN STORM, SÅ LÆNGE JEG GÅR PÅ DENNE JORD VIL DU IKKE FINDE NOGEN ANDEN, ER DET FORSTÅET?’’ skreg hun ind i mit ansigt.

’’Og hvorfor er det lige, at du bestemmer det? Hva’ Blair? Hvad får dig til at tro, at du bestemmer hvem er sammen med, og hvem jeg ikke er? Du har ingen ret til at styre mit liv! Og jeg synes jeg kan mindes, at vi har været igennem denne samtale før. Det vi havde, er fortid. Du betyder ikke noget for mig, og jeg er sådan set ligeglad med hvor meget du lover, og hvor meget du vil forandre dig, for jeg ved du ikke overholder det. Blair, du er ikke andet end et stykke brugt legetøj, som jeg har haft. Og du må se at få styr på dit temperament, det her er ikke noget jeg gider igennem hver gang jeg ser en ny person på gaden. Du er jo sindssyg? Det er lige før, at jeg får lyst til at anmelde dig for at stalke mig, hvilket du udmærket godt ved er ulovligt. Så nu siger jeg det for sidste gang; hold dig væk fra mig!’’ forsøgte jeg at sige i den mest rolige tone jeg kunne overholde, da jeg virkelig ikke orker flere kampe med Blair. At være sammen med hende var en kæmpe fejltagelse, og hun er ikke andet end fortid for mig.

Blair blev tydeligvis overrasket, som hun plejer at gøre i disse situationer. Hun kan ikke ha’, at folk svarer hende igen, men jeg jo som sagt ikke bange for hende.

Jeg trampede ud ad rummet, forbi Zoey som stod lige bag mig, og ud til min scooter. Seriøst, hvis der kommer én lille ting med Blair igen, så flår jeg knoppen af hende. Hun er sindssyg. Vores kæresteri var ingenting, i forhold til hvad hun gør det til.

’’Hvis det var alt, så vil jeg smutte igen.’’ Sagde jeg og startede scooteren. Zoey løftede fingeren som om hun ville sige noget, men intet kom ud af hende. Hun nikkede bare lidt, og gik ind igen. Jeg hev håndtaget i bund, og kørte ud ad indkørslen. Aldrig mere skal jeg træde ind i det hus, på grund af Blair. Aldrig mere skal jeg have noget med Blair at gøre, men det ved vi alle jo godt er løgn. Blair kan åbenbart ikke holde sig fra mig, hvilket jo egentlig sætter mit pis godt i kog. Den satan skal tilbage til helvede, om jeg så personligt skal sparke hendes røv derned. Jeg gør det gerne. Gratis endda.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...