Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
936Visninger
AA

11. Kapitel 9

~~Silvia stirrede forundret ned på de tre mænd, der lå krøllet sammen i smerte. Pilen havde ramt godt. Eller godt og godt, den havde ramt dem i låret, men det var godt nok. Generalen prøvede stønnende at rive pilen ud ad sit lår, meget forsigtigt trak han i pilen. Silvia stod bare og gloede, hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var fanget i en boble, en boble, der automatisk var forbundet til den situation, hun befandt sig i nu. Uanset hvor meget hun prøvede ville boblen ikke briste.
Pludselig blev hun revet ud af boblens tætte lydløse skal af en raslende lyd i buskene. Hun vendte sig mod dem og så en gammel mands hoved titte frem fra de forbrændte blade. Hans klare øjne kiggede kort på hende, hvorefter han forvirret rynkede brynene.
I det samme mærkede hun en stærk arm gribe fat om hende bagfra. Og hun blev presset hårdt mod generalens krop. Hun var for skrækslagen til at skrige.
Lad os nu bare få det her overstået… kom så, dræb mig!
En pil kom flyvende i luften, let og elegant. Hun lukkede øjnene velvidende om, at en overvældende smerte snart ville bruse igennem hende. Men hun kunne dog håbe på, at pilen ville bore igennem hendes øje. Det ville være yderst smertefuldt, men døden ville i det mindste indtræffe hurtigt. Men hun mærkede ingen pil. Overhovedet. Ingen smerte, overhovedet ingen smerte! Dog mærkede hun, at taget om hendes liv løsnede sig. Hun åbnede øjnene. Den gamle mand stod foran hende. Hans stønnede vildt og brutalt, og hans ånde slog mod hendes hud. Der var ingen følelser at spore i hans stemme, da han koldt og monotont sagde:
”Følg med mig. Og hurtigt!” Silvia nikkede kort. Og forsvandt så med den gamle ind i buskene og videre ind i skoven. Hun kunne høre generalens vrede stemme bag sig.
”Gid fanden må tage dig!” Silvia sank en klump, men ignorerede ham dog derefter. Hun fortsatte et stykke ind i den sorte skov med den gamle mand. Han gryntede utilfredst.
Mon det er fordi, jeg ikke har sagt tak endnu? Hm…?
Silvia standsede op og greb fat i den gamles arm. Han vendte sig demonstrativt om, kiggede på hende, som var hun hans næste offer. Hun rømmede sig let og smilede nervøst.
”Jeg ville… øhm… bare lige sige tak, fordi du reddede mig. Jeg havde været færdig, hvis du ikke var kommet.” Den gamle trak på skuldrene, hvorefter han afvisende børstede Silvias hånd væk fra sin arm og fortsatte.
”Ingen årsag… skulle det være en anden gang.” Silvia stod og kiggede lidt efter ham. Hendes hånd hang i luften foran hende.
Bitch please! Som om du kan tillade dig ignorere mig på den der måde!
Silvia rystede fornærmet på hovedet, mens hun, med små korte pigeskridt, kom op på siden af ham. Hun kiggede let på ham. Han gik let foroverbøjet, mens han somme tider lod sin hånd hvile på sin ryg. Hans spidse hage var dækket af en tot brunt hår, der, højst sandsynligt, skulle forestille et skæg. Der sad møl i det. Silvia rynkede på næsen i afsky.
”Ehm… jo, tak, hr… øh…” Manden standsede op og kiggede ligegyldigt på hende. Han gryntede utilfredst.
”Mranbo! Du kan kalde mig Mranbo, frk…?” Silvia kvalte et grin i sin hals. Hun kunne mærke, hvordan det dansede og sparkede indeni hende for at komme ud. Mranbo? Mranbo?! Kunne man overhovedet hedde det?
Åbenbart ja…
Mranbo skulede spørgende til hende, og Silvia tog sig så om sider sammen til at sige sit navn. Dog blev det med en undertone af et skingert grin, da hun fremstammede:
”Silvia… Mit navn er Silvia.” Mranbo kiggede granskende op og ned af hende. Derefter nikkede han bekræftende. De fortsatte sammen i et stykke tid i stillehed. Mranbo forrest og Silvia nogle meter bagefter. De talte ikke sammen i lang tid.

De havde efterhånden gået i en time nu. Dog var det ikke noget, som Silvia lagde synderligt meget mærke til. Hun havde fort travlt med at undersøge de velkendte, men alligevel anderledes, omgivelser.
De trådte ud fra skovens sorte blade og ud på en stor mark, der så mindst ligeså sort og tør ud, som skoven havde gjort. Oppe på himlen var skyerne ved at trække sig sammen. Det ville sikkert snart begynde at regne.
Skønt.
Silvia kiggede sig lidt omkring i området. Ved siden af den store mark var der en smal grussti, der førte fra skoven af og videre op til byen. Hun kendte den sti, dette område. Hun havde betrådt dette sted før. Hun kiggede lidt videre ned af stien. Hun vidste, at hvis hun fortsatte hen af stien i ca. ti minutter mere, ville der dukke en sidesti op, der førte ned til søen. Den selv samme sø, som hun havde siddet ved. Hun kunne tydeligt huske vandets rolige bølger og de lysende stjerner, der dukkede op der om natten.
 Silvia smilede stille over hendes minder. Derefter kiggede hun videre ud i horisonten. Imellem de grå sammentrukne skyer kunne hun se et slot, hendes slot. Hun sank en klump. Fra denne afstand så slottet mørkt og dystert ud. Ikke mindst ondt og uvelkomment.
Silvia bevægede sig ud på grusstien og kiggede en sidste gang ind i skovens sorte dyb. Derefter tog hun et par skridt i skovens modsatte retning.
”Jeg ville ikke gå den vej, hvis jeg var dig,” sagde Mranbo halvt surt og halvt irriteret. Hun vendte sig mod ham, satte en hånd i siden og kastede let med håret.
”Og hvorfor så ikke det?” Hun stirrede bestemt på den gamle vrisne mand, der, med et halvsurt grynt, kom nærmere.
”Du har vel hørt det? Den mørkes prins´ soldater er over det hele og…” Silvia rynkede forvirret brynene og afbrød ham.
”Wow, wow, wow, wow! Den mørke prins? Soldater? Hvad foregår her?!” Mranbo kneb øjnene sammen og kiggede mistroisk på hende.
”Du ved det altså ikke?” spurgte han forundret. Silvia rystede på hovedet og kiggede på ham med store øjne.
Soldater, voldtægt, Den mørke prins?! Hvor lang tid har jeg lige være væk?!
Mranbo sukkede og kiggede op mod slottet. Han blinkede et par gange med øjnene og forklarede så.
”Godt så, jeg forklare. Efter prinsessen forlod landet gik alt i kaos. Alle klagede over, at deres kære, som havde været slaver for Ricolus, endnu ikke var befriet. Men det var ikke blot det, sult og nød begyndte at trænge ind over landet. Dårlig høst og dårligt vejr.” Han holdte en pause og kiggede på hende. Silvia sagde ingenting. Hun ville helst ikke. Mranbo fortsatte igen.
”Men så kom… han. Påstod at han ville give vort land velstand. Ham og hans soldater. Han overtog tronen og gjorde alle vores problemer værre.”
”Den mørke prins?” det lød mere som en konstatering end et spørgsmål fra hendes side af. Mranbo nikkede og kløede sig i skægget. Silvia gik i panik. En ny ond? En ny trussel? En ny Ricolus?!
Nej, nej, nej, nej! Så jeg skal igennem alle de samme problemer, strabadser og forhindringer som for to år siden?! You gotta be fucking kidding me!
”Jamen, hvem er han, hvad vil han, hvor kom han fra, hvad har han gjort, hvad vil han gøre?!” Silvia kunne slet ikke styre sine spørgsmål. Hun var simpelthen så forvirret, fattede virkelig ingenting. Mranbo afbrød hende ved at lægge en hånd over hendes mund. Han kiggede alvorligt på hende.
”Jeg tror, at Tolonius bedre kan forklare det, end jeg kan.” Silvia nikkede forstående og fjernede hans hånd.
”Bare lige et spørgsmål mere; så jeg bor ikke længere på slottet?” Mranbo nikkede, mens han himlede med øjnene.
”Nej… Men kom nu! Vi må finde deres tilflugtssted inden det bliver mørkt. Jeg har ikke just lyst til at blive angrebet af nattevæsner.
Okay, ikke nok med, at Den mørke prins har overtaget mit slot, min seng og min alting! Men der er også farlige nattevæsner? Der er… farlige?!
Mranbo fortsatte videre ned af grusstien uden at vente på Silvia.
”Hold dig tæt til mig. Det går ikke, at du farer vildfaren rundt som en hovedløs høne. På den måde bliver du hurtigt fundet!” Silvia stod fastfrossen i sin egen lille verden i et kort øjeblik. Så vågnede hun op og så, at hun var langt bag ud.
”Hey, vent på mig! Vent lidt!” Hun spurtede efter ham. Havde overhovedet ikke lyst til at komme væk fra ham.
Nattevæsner, soldater og Den mørke prins lød ikke, som noget, der var godt i hendes ører…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...