Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
924Visninger
AA

10. Kapitel 8

~~Silvia tog sig til hovedet. Det dunkede kraftigt, og en gigantisk hovedpine havde spredt sig. Hvad var der sket? Det sidste hun huskede var, at hun var gået igennem portalen og var faldet.
Hendes ryg og ben gjorde også ondt. Hele hendes krop føltes noget så tungt. Hun kunne høre blæsen, men ingen rusken i trækroner. Og heller ingen fuglesang. Hvor var hun?
Fortumlet satte hun sig op og kiggede sig omkring, mens hun smertende tog sig til ryggen. Hun sad ved foden af en stor klippevæg. Den ragede helt op til de sorte skyer. Hun genkendte den klippe. Det var her, hun havde sagt farvel til Tolonius og de andre. Og der, hvor hun havde lovet at bevare hemmeligheden om Dolomias eksistens for andre.
Hun genkendte stedet, men det lignede ikke sig selv. Faktisk, så var det ikke engang tæt på at ligne sig selv. Alt var blevet underligt mørkt… og dystert. De sorte skyer dækkede solen til med dens kolde mørke. Næsten intet sollys nåede ned til jorden.
Græsset vat svedent helt brunt. Det knasede under ens sko, når man gik på det. Silvia undrede sig. Solen kunne næppe have brændt græsset af. Det var usandsynligt! Men hvad var det så?
Hun kiggede sig lidt omkring. Det blæste koldt. Silvia gøs. Hun kunne ikke lide det her. Det mindede hende om en gyser, hun engang havde set. I filmen havde zombier ædt alle menneskerne i en stor by i USA. Bortset fra hovedpersonen, som var den sidste, der var tilbage.
Silvia bevægede sig ind i skoven, som lå i den modsatte retning af den store klippevæg. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Træerne, hvis man da stadig kunne kalde dem for træer, var helt forbrændte og kulsorte. Forfærdet lod hun hendes pegefinger glide ned af et af træerne. Sodet smittede straks af på hendes finger.
”Hvad i al verden er der dog sket?” Hun tørrede sodet af i sit tøj og rettede lidt på rygsækken, som hun stadig havde på ryggen. Hun fortsatte fremad. Hun måtte finde Tolonius. Hvor han så end var henne…
I det samme lød der vrinsk i det fjerne. Silvia standsede brat op. Vrinskene lød igen, denne gang tættere på. Så tæt på at hun endda også kunne høre deres trin på grusstien. En gren knækkede pludselig i hendes nærhed. Gispende satte Silvia i spurt. Hun måtte væk. Hun var ret så sikker på, at det ikke var en velkomstkomité, der var kommet for at byde hende velkommen tilbage. Der var bare et eller andet, der sagde hende, at hun skulle væk så hurtigt som muligt. Instinkt? Ja, højst sandsynligt…
Vrinskene kom tættere og tættere på, nærmest forfulgte hende. Silvia løb hurtigere. Løb længere ind i den forbrændte skov af kulede træer. Hurtigt løb hun om bag et træ og pressede ryggen hårdt mod dens stamme. Prustende vågede hun sit hoved frem fra sit skjul. Der var ingen at se på den lille grussti. Hun trak hovedet til sig igen og åndede lettet op.
Pyha! Det var tæt på! Ja, indre Silvia. Det var super tæt på, at den farlige ingenting fangede dig! Tænk, du kunne have været død! Helt ærligt, Silvia, styr dig selv!
 Silvia lukkede øjnene og prøvede at få styr på sin vejrtrækning igen, hvilket ikke gik videre vellykket. Skønt, fantastisk! En super god start! Det der med at regerer Dolomia? Pft! Det bliver OVERHOVEDET intet problem…  
Silvia vågede sig forsigtigt frem fra træet og kiggede sig om. Der var stadig ingen at se. Hun bevægede sig ud på grusstien. I et øjeblik var alt helt stille, verden gik i stå. Vrinskene fra de ukendte heste hørtes ikke, vinden var stille. Og Silvia lyttede, lyttede grundig. Nej, ingenting…
Pludselig skar et skrig igennem stilheden. Et højt og skingert skrig, der uden tvivl var fra en pige. Silvia stivnede, og det løb koldt ned af ryggen på hende. Hun gøs.
Hvad… i… den… store… hvide… verden… var… det?!
Pludselig hørte hun latter. En ru og ond latter – lige bag hende. Hun vendte sig hurtigt om og så to ældre mænd komme ud af et brændt buskads ikke så langt fra der, hvor hun stod. De var beklædt i sorte uniformer. Et sværd hang ved deres side. Silvia holdte vejret. Den ene mand gned sig i hænderne.
”Hun var en nem én. Der var ikke meget at komme efter der.” Den anden gnæggede koldt.
”Nej, hun var en billig tøs. Let at få fat på.” De grinede følelsesløst i kor. Derefter vendte de sig mod Silvia. Hun trådte forskrækket et skridt tilbage, mens mændenes blikke forvirret løb op og ned af hende. Derefter strakte deres læber sig i et frydende smil.
”Vi er sørme heldige i dag, var Kes?” Den anden mand, som åbenbart hed Kes, trak smilende sit sværd. Det var skinnende blankt. Silvia gispede og trådte endnu et skridt tilbage. Mændene kom tættere på.
”Jo, Bark, det må jeg nok have lov at sige.” Silvia var totalt fastfrosset. Hun kunne ikke bevæge sig ud af stedet hvor meget, hun end ville. Det var næsten som om, at hendes fødder var groet fast til jorden. Bark strakte sværdet ud i sin ene arm og lod den kølige klinge hvile mod hendes kind.
”Hun er en køn tøs, hende her. Hvad siger du? Skal vi have lidt sjov med hende inden, vi dræber hende?” Det gav et gib i Silvia. Sjov?
Hehe! Nej, ellers tak gutter, men jeg tror vist også, at jeg skal se at komme hjem igen. Jeg har noget andet sjovt, jeg skal lave. Fx ikke at blive dræbt…
Kes kiggede beundrende på hende og slikkede sig om sine sprukne læber. Derpå kløede hans sig på siden af kinden.
”Jo, det ville være synd at lade noget så smukt gå til spilde. Vil du have æren?” Bark bevægede sværdspidsen ned mod hendes barm. Silvia rystede, rystede af skræk og rædsel, der også kom til udtryk i hendes fortabte øjne. Bark lod sværdklingen løbe ned i sprækken mellem hendes bryster.
”Tak som byder.” De tog endnu et skridt tættere på hende. Bark skulle lige til at gribe hende i armen, da Silvia, mod hans forventning, sparkede ham hårdt over skinnebenet. Han tabte sværdet på jorden og tog sig smertende til sit ben. Hurtigt drejede hun om på hælen og spurtede alt, hvad hun kunne i den modsatte retning af mændene. Hun hørte én af dem, højst sandsynligt Bark, hvæse efter sig.
”Din lille…! Jeg skal lære dig!” Derefter satte de i løb efter hende. Silvia undgik så vidt muligt at kigge bagud. Hun var bange for, at hun ville se de to mænd mindre end ti centimeter bag sig.
Skovstien var temmelig lang. Hun kunne i hvert fald ikke se dens ende. Hun fortsatte med at løbe ligeud, da hun helst ikke ville bevæge sig ind i selve skoven. Hun havde i forvejen ingen stedsans, så det hjalp ikke så meget at have to mænd jagtende efter sig.
Okay Silvia, løb! Bare… løb! Og kig dig ikke tilbage!
Silvia gispede efter vejret. Hun var allerede træt, hvilket overhovedet ikke var godt. Hun sendte et kort blik bagud… bare lige for at orientere sig, hvor tæt de var på at fange hende og hugge hende ned. Synet, der mødte hende, overraskede hende. De var langt bagud! De var så langt bagud, at de lignede sorte prikker. Og hun som havde forestillet sig, at de ville have været lige i hælene på hende hele tiden! Der tog hun da i hvert fald fejl! Hun standsede op og kiggede efter dem. Det så ikke ud til, at de løb efter hende. De havde givet op. Silvia smilede triumferende.
Så kan I fandme lære det! HA! I kan ikke fange mig…! HAHA!
Hun fik helt lyst til at danse en sejrsdans, men hun blev enig med sig selv om, at hun måtte se at komme videre. Hun rakte tunge af dem, hvorefter hun vendte sig om.
Og så skete det. En stor sort hest stod midt på grusstien lige bag hende. Den prustede og stønnede og skummede som en gal. Silvia skreg, da hun uheldigvis løb ind i den. Hun vaklede lidt tilbage, helt fortumlet og uforstående. Hvad? Hvor? Hvorfor?
I det samme blev hun grebet i håret. Hun skar tænder og øjnene begyndte at løbe. Hun kiggede langsomt op på hestens ryg, og opdagede en mand. Han var klædt i ringbrynje og sorte klæder, hans hår var pjusket og brunt, og hans øjne var kulsorte. Han lignede en, der var i slutningen af fyrrende.
Han hev hårdt i hendes hår, tvang hende til at kigge op på sig. Silvia pressede panisk øjnene i. Manden nærstuderede hende med hans sorte øjne og sagde så brummende:
”Og hvem har vi så her?” Han hev endnu engang i hendes hår. Silvia stillede sig på tæer, så smerten i hendes hovedbund ikke var så stor. Manden på hesten grinede grumt og hev endnu engang.
”AV! Slip mit hår!” Han grinede højere. Han slap ikke hendes hår.
Er du fat svag eller hvad?! Slip… mit… hår!
I det samme som manden skulle til at hive mere i hendes hår, kom Kes og Bark løbende. De stoppede forpustet op og kiggede skiftevis på Silvia og manden. Bark pustede hårdt ud og pegede derefter på hende.
”Godt, De fik hende, hr. General! Den lille heks var lige ved at slippe væk!” Han sendte Silvia et giftigt blik, mens han smertende gnubbede sit skinneben.
Manden sendte Silvia et kort og ligeglad blik og skubbede hende derefter over til Bark, der straks greb fat i hende. Hun skreg højt og rev og sled.
”Slip mig! Slip mig så! Ved i overhovedet ikke, hvem jeg er?!” Kes grinede gryntende for sig selv. Generalen nærmede sig hende og greb fat om hendes kæbe.
”Hvem er det, der er så vigtig, at vi ikke må gribe fat i hende?” Han kiggede interesseret på hende, dog kiggede han lidt længere nede end dér, hvor hendes ansigt sad. Silvia pustede vredt sit pandehår væk fra øjnene.
”Hvem jeg er? Hvem jeg er?! Jeg er prinsesse Silvia, Dolomias regent! Så I har bare at vise lidt respekt!” Der var stille mellem de fire mennesker et øjeblik. Mændene stirrede forundret på hende og udvekslede blikke med hinanden. Så udbrød de ud i hver deres kraftige latter, der gav genlyd i hele området omkring dem. Generalen klappede sig frydende på låret og kiggede grinende på hende.
”Ja, og jeg er greven af Drømmeland!” Silvia vrængede barnligt af ham.
Greven af Drømmeland! Gud nej, er det dig! OMG! Hvor er det vildt!
Kes rømmede sig uroligt bag hende og trådte et skridt frem.
”Hr. General, Ikke for at skynde på Dem, men kan vi dræbe hende nu?” Generalen ignorerede ham, men trak dog det sværd, der hang i bæltet ved hans side. Han pegede sværdets spids mod hendes strube og smilede ondt.
”Tillader Deres majestæt, at jeg borer dette sværd gennem Deres hals?” Han brummede uhyggeligt koldt og trykkede spidsen hårdt ind til halsen. Silvia lukkede øjnene.
Så det er altså sådan, det slutter? Jeg har ikke engang været i Dolomia i en time, og jeg skal allerede dø? Ved at få boret et sværd gennem halsen? Skønt!
Hun kunne allerede mærke sværdet igennem hendes strube. Og dog… for da hun åbnede øjnene igen for at se den brændte skov en sidste gang, lå mændene krøllet sammen på jorden – skudt ned af en pil.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...