Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
936Visninger
AA

9. Kapitel 7

~~Gyden havde ikke forandret sig spor. De samme gamle huse, det samme opslugende mørke. Og den samme udendørslampe, der stod tændt hele døgnet rundt. Den blinkede nogle gange. Helt forståeligt eftersom, den aldrig var blevet slukket.
Silvia stoppede op på fortovet. Kun vejen var imellem hende og gydens åbning. Det var kun vejen, der adskilte hende fra at komme tilbage igen. Det eneste hun skulle gøre var at krydse den. Men den så så uendeligt bred ud. Den virkede flere kilometer bred for hende. Silvia tog nervøst et skridt tilbage.
Hvad er det, jeg laver? Jeg kan da ikke tage tilbage! Jeg hører til her, blandt alle de andre. Nej, jeg bliver. Jeg tager ikke tilbage, jeg bliver lige her!
Silvia sukkede tungt, mens hun hårdt knugede det lille guldhorn ind til sig.
Nej, jeg kan ikke blive her. Jeg hører ikke til her. Jeg er ikke som alle andre. Jeg er ikke… normal! Jeg kan ikke blive her! Jeg må tilbage! Må tilbage!
Skulle hun gå? Eller skulle hun lade være? Hun sloges mentalt med sig selv om beslutningen.
”Hvad vil du så gøre, når du kommer tilbage dertil var? Vil du holde ferie?!” spurgte den indre Silvia kampberedt. Hun trak hidsigt på skuldrene. Hun vidste ikke, hvad hun ville gøre, når hun kom tilbage, men ferie var i hvert fald ikke målet. Den indre Silvia grinede.
”Se, du ved jo ikke engang, hvad du skal foretage dig, når du kommer tilbage. Hvorfor bliver du så ikke bare her, tager din eksamen og får dig en uddannelse som alle andre normale mennesker. Hvorfor gør du ikke bare det?” Silvia sukkede og kom så frem til en konklusion. Hun kunne ikke blive… fordi hun ikke var normal!
Hun tog et skridt ud på vejens asfalt. Og endnu et. Og et til. Hun kiggede sig ikke for før, hun, fanget i samtalen med sit indre jeg, bevægede sig ud på vejen.
”Jeg kan ikke blive, fordi jeg ikke er normal. Jeg er ikke som alle andre, det er ikke meningen, at jeg skal bestå eksamen og få en uddannelse. Min skæbne ligger slet ikke i det her land!” Den indre Silvia rystede lettere irriteret på hovedet.
”Bliv nu ikke alt for kæphøj.” En rød Opel kom kørende mod hende. Hun stod midt ude på vejen, men var fortabt i samtalen.
”Jeg mener det! Min skæbne er at blive Dolomias dronning! Det har det altid været! Jeg har bare ikke indset det før nu…!” Den indre Silvia stivnede. Hun havde opdaget den røde Opel. Fik øjenkontakt med manden bag rattet. Hun kendte ham. Det var Jan. Men hans øjne var helt forkerte. De var hadefulde, nærmest onde. Og der indså den indre Silvia, at det ikke var Jan, der havde magten over bilen. Det var noget, der var langt stærkere. Noget, som havde overtaget ham.
”Øhh… Silvia…?” Et skridt mere ud på vejen. Og et mere. Silvias øjne var rettet mod den blinkende udendørs lampe. Den nærmest kaldede på hende.
”Nej, hør nu. Kan du slet ikke se det?” Den indre Silvia nikkede og ruskede i Silvias underbevidsthed for at vække hende fra hendes trance.
”Jo, jeg kan se det, og det ser ikke spor godt ud!” Silvia standsede midt ude på vejen og satte hænderne i siden.
”Jo, det gør! Det ser faktisk helt fantastisk ud! Jeg skal væk herfra! Jeg hører ikke til her! Hører du?!” Den røde Opel kom drønende for fuld fart. Den styrede direkte mod Silvia. Hvis den bil ramte hende, ville hun ikke overleve! Den indre Silvia skreg.
”Silvia! Pas på!” Silvia vågnede forskrækket op af trancen lige tids nok til at springe til siden inden, bilen ramte hende. Hun landede skrigende på den hårde asfalt. Bilen drejede skarpt og ramte en af de mange gamle lygtepæle. Silvia gispede efter vejret. Fuck, hun havde været heldig! Hvis den bil havde ramt hende, så…
En mand steg ud af bilen. Han var middelhøj, havde pjusket brunt hår og bar en ternet skjorte. Silvia rejste sig forsigtigt op, stadig med et panisk åndedræt, der desperat prøvede at få indhaleret ilt nok.
”Jan…? Jan, er du okay?” Hun tog et par skridt nærmere. Et dyb brummen lød fra ham. Ligesom et ondt grin. Silvia stoppede op og stirrede på ham.
Jan vendte sig om, og Silvia gispede forfærdet. Hans øjne var sorte! Helt tomme for menneskelige følelser! Med en ond latter greb han fat om hendes håndled og trak hende ind til sig. Han holdte hende tæt. Alt for tæt.
”Du skal ingen steder min fine ven!” Jan åbnede munden. Silvia kiggede ned i hans hals uden helt at vide hvorfor. Men så så hun ham. En hvid ånd. Den stak sit hoved ud. Ricolus´ tågede hoved.
”Bøh!” Silvia spilede sine øjne op og skreg. Med en hurtigt bevægelse trådte hun ham over fødderne og sendte en knytnæve lige ind i maven på ham. Han bukkede sammen, og Ricolus´ hoved forsvandt ind i Jans krop igen. Silvia rev sig fri og spurtede mod gyden så hurtigt, hun kunne. Hun måtte hen til portalen. Hurtigt!
Jan, eller Ricolus, satte efter hende.
”Tror du, at du slipper fra mig så let?” Silvia slog blikket bagud. Han var lige i hælende på hende! Hun satte farten op.
Hun løb forbi udendørslampen. Hvilken dør var det nu? Hvilken dør, hvilken dør, hvilken dør?! Hun kunne høre `Jans´ åndedrag bag sig. Hun måtte tænke hurtigt. Silvia fik øje på en dør. Hun styrede hen mod den, greb håndtaget og lukkede sig ind. Hun smækkede døren hårdt i bag sig. Hurtigt hev hun en gammel stol, der stod op af den rådne væg, hen foran døren og satte stoleryggen under dørhåndtaget. Hun trak sig hastigt væk fra døren og pustede lettet ud.
Udenfor stødte `Jans´ skulder mod døren for at komme ind. Døren var rådden. Derfor ville det ikke tage så lang tid at slå den ind. At Silvia havde blokeret den indefra betød ikke det fjerneste, han ville trænge ind uanset hvad. En gyselig latter undslap den besatte Jans læber.
”Nu kommer jeg og fanger dig!” Silvia sendte et hurtigt blik til døren, der impulsivt bevægede sig indad, og hev derefter hornet ud af snoren, hun havde om halsen. Hun kiggede på den pilrådne væg og bad til, at det var det rigtigt hus, hun havde valgt. Hun satte munden til hornet og pustede hårdt. En dyb rungende klang spredte sig i hele gyden.
Men ingen portal viste sig der, hvor Silvia befandt sig. Der skete ingeting. Hun rystede vildt på hovedet og pustede igen. Den samme klang spredte sig.
”Kom nu, kom nu!” Hun prøvede endnu engang. Heller ikke det virkede. Hun hørte en øredøvende lyd, da `Jan´ slog et stort hul midt i døren. Hans onde øjne mødte hendes imellem splinterne. De var kolde, følelsesløse. Panisk pustede hun igen, men der kom ingen portal. Hulkende smed hun guldhornet fra sig, mens hun stirrede på den rådne væg.
”Kom nu, please! Kom nu…!” `Jan´ grinede koldt af hende, mens han prøvede på at vælte den stol, der blokerede døren.
”Sikke en skam. Det var vist det forkerte hus!” Silvia lukkede øjnene. Prøvede at spole tre år tilbage. Tilbage til dengang, hun blev kidnappet.
Tænk, tænk, tænk!
Og pludselig slog mindet ned i hende. Hun huskede det krystalklart. Hun havde prøvet at flygte, de tog hende med og havde ført hende ind i huset… lige ved siden af udendørslampen! Silvias ansigt lyste op. Hun tørrede snot og tårer væk. Det var det rigtige hus! Det var det rigtige!
I det samme begyndte en frygtelig storm inde i huset. Den hvirvlede visne blade og støv rundt i det gamle hus.
Væggen forandret sig. Blev flydende ligesom vand. Et kraftigt lys spredte sig i hele rummet. Silvia kunne have grædt af glæde. Portalen. Det var portalen! Hun trådte et skridt nærmere og stak hånden ind. Det kildede. En rasende stemme lød bag hende. Truende.
”Du går ikke igennem den portal! Hvis du gør, bliver det værst for dig selv!” Hun vendte sig mod Ricolus, der var hoppet ud af Jans krop, der nu lå besvimet lige ude for døren. Hun smilede drilende til Ricolus.
”Adios amico!” Og med de ord trådte hun ind i den lysende portal. Hun lukkede øjnene hårdt i. Dog skar lyset stadig. Hun smilede for sig selv. Glad for at være kommet helskindet til portalen.
”Alt bliver godt nu,” hviskede Silvia stille til sig selv, ”det er jeg helt sikker på.”
Men pludselig blev alt tomt. Og mørkt. Hun prøvede at åbne sine øjne, men kunne ikke. De var som limet fast. Og så faldt hun… langt, langt ned i mørket…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...