Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
912Visninger
AA

8. Kapitel 6

~~Silvia gik med hurtige skridt ned af fortovet. Det at løbe havde aldrig været hendes stærke side, og det var det stadigvæk ikke.
Hun gik med blikket limet fast til jorden. Hun sørgede for ikke at ramme stregerne mellem fortovsstene. Ikke ramme stregerne, ikke ramme stregerne. Hun kunne huske det fra, da hun var lille. Hun havde aldrig trådt på en streg før. Som om at det var jordens undergang, hvis hun gjorde.
Den blide forårsvind blæste op i hendes hår og lod det danse. Silvia slog blikket op og kiggede på den blege sol. Hun blinkede hurtigt et par gange med øjnene, da dens lys skar.
Hendes hånd knugede om det lille guldhorn om hendes hals. Det føltes varmt. Det mindede hende om, hvad det var, hun lige havde gjort. Hun havde afsløret den hemmelighed, som hun havde lovet Tolonius at bevare. Hun havde trodset Ricolus – igen. Hun havde sviget… igen. Ingen tvivl om, at hun nok skulle blive en god dronning!
Et stykke væk, godt hundrede meter fra hvor hun stod, så hun pludselig to skikkelser. Den ene trak en cykel, mens den anden gik ved siden af. Deres hår blafrede i vinden, og man kunne høre deres pigede grin på lang afstand. Silvia genkendte dem som Mathilde og Caroline.
Silvia standsede brat op. De kom imod hende. Hvad skulle hun gøre? Løbe sin vej, gå dem i møde, råbe `hej´? Hun tog en dyb indånding og rystede på hovedet af sig selv. Derpå gik begyndte hun igen at gå.
Hvad er det, jeg laver? Jeg skal jo bare gå forbi dem. Det er jo ikke ligefrem, fordi de slår mig ned med deres mobiler eller sådan noget.
De kom nærmere og nærmere. Musik strømmede ud af Carolines mobil, og de sang selvfølgelig med.
”But first let me take a selfie! Deu – deu – deu deu deu!”  De hoppede og dansede og skrålede med i vilden sky. De lagde ikke engang mærke til, at de skulle til at passere Silvia. I hvert fald ikke før, de hørte en stemme sige: ”Hej.” De vendte sig forundret om, og kiggede stift på Silvia.
Silvias hjerte bankede hårdt mod hendes brystkasse. ”Hej.” Hvorfor i al verden havde hun sagt `hej´?
Caroline skruede ned for musikken og stirrede bittert på hende. Silvia gjorde gengæld.
”Hej Silvia,” lød det så fra Mathilde. Og Mathilde smilede. Hun smilede faktisk til hende! Silvia kunne have tudet af glæde, hvis det var!
Silvia ignorerede Caroline og smilede i stedet tilbage til Mathilde. Silvia fjernede sit hår fra sine øjne.
”Hej Mathilde, hvor skal i hen?” Mathilde skulle lige til at svare, da Caroline snobbet afbrød.
”Vi skal hjem til mig, hvis du så gerne vil vide det.” Mathilde smilede stramt til hende.
”Ja, vi skal sove sammen i dag. Men hvor skal du hen?” spurgte hun Silvia. Silvia trak lidt på skuldrene.
”Ikke nogen steder.” Carolines lyse latter trængte ind i Silvias øregang.
”Hvorfor har du så taske med? Du ligner en, der skal på en eller anden overlevelsestur eller sådan noget.” Et hånligt smil var plantet på Carolines læber, og Silvia var meget fristet til at fare frem og flå det af hendes lille blege ansigt. Men i stedet sendte hun hende et falskt smil.
”Må man nu ikke have lov til at gå rundt med taske, når man ikke skal nogen steder hen?” Caroline fnøs overdrevent og tog Mathilde under armen.
”Kom Mathilde, lad os komme væk fra den særling.” Særling…? SÆRLING! Okay, nu kunne det være nok. Meget havde hun fundet sig i fra Caroline de sidste to år. Hun havde fundet sig i, at Caroline havde taget Mathilde fra hende. Hun havde fundet sig i, at Caroline snobbet have kastet med sit hår hver gang, hun havde gået forbi hende. Meget havde hun fundet sig i fra hendes side, men du var det fandme slut!
Snerrende farede hun frem og greb fat i Carolines skuldre, hvorefter Silvia brutalt skubbede hende ud på vejen. Caroline landede på sine knæ. I det samme kørte en sort Mercedes forbi i høj fart. Den var få centimeter fra at ramme Caroline. Den dyttede vredt efter sig, da den drejede ind på en sidevej.
Caroline hulkede. Hulkede og snøftede. Og det var ikke falske dramaqueen-tårer, hun græd. Nej, det var skam rigtige tårer.
”Du…d…du er sindssyg! Jeg var lige ved at blive kørt ned!” hulkede Caroline forskrækket. Hurtigt styrtede Mathilde ud til hende og hjalp hende op. Derefter sendte hun Silvia et ondt blik.
”Hvad fanden går der af dig! Du var lige ved at slå hende ihjel!” Silvia stirrede bittert på Caroline, der stod trygt i Mathildes arme. Hadet til hende var uendeligt, og Silvia kunne ikke længere skjule det. Hun kunne ikke lade være med at skjule, at hun faktisk ikke havde spor ondt af det, hun havde gjort.
”Ja, og desværre virkede det ikke!” Mathilde og Caroline gloede måbende på hende. De havde forventet den søde Silvia. Den søde Silvia, der ville have faret hen og børstet skidt og snavs af ens tøj samtidig med, at hun sagde noget i retning af: ”Gud, det er jeg altså ked af! Det var slet ikke min mening næsten at slå dig ihjel!”
Men søde Silvia var ikke at se nogen steder. Der var kun had i Silvias øjne. Ægte indebrændt had! Mathilde førte Caroline hen til sin cykel. Inden de gik videre, vendte Mathilde sig vredt om.
”Det er derfor, vi ikke længere er veninder, Silvia,” mumlede hun, ”du er blevet helt vildt… mærkelig!” Derpå fortsatte de videre ned af fortovet.
Tilbage stod Silvia. Hun tog sig til hovedet og borede sine negle ned i hovedbunden. Smerten bredte sig hurtigt.
”Hvad er det, der sker med mig?!” hviskede hun forvirret til sig selv. Hun kunne ikke fatte det! Hun havde næsten slået Caroline ihjel! Hun havde været så tæt på at være en morder. En brutal og hjerteløs morder, der kun ønskede at se blod!
Sådan var hun ikke! Det vidste hun ligeså godt, som alle andre! Hun havde forandret sig, ja, men dette var sygt! Hun var syg!
Hun lukkede øjnene hårdt i og åbnede dem hurtigt igen. Kun én tankevar helt klar og tydelig for hende på dette tidspunkt.
Jeg må tilbage… jeg hører ikke længere til her, jeg må tilbage!
Uden at vende sig om mod Caroline og Mathilde, der gik i den modsatte retning, fortsatte hun. Denne gang løb hun. At gå var for langsomt, tog for lang tid. Hun ville tilbage så hurtigt som det overhovedet var muligt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...