Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
930Visninger
AA

7. Kapitel 5

~~Diana sad på sofaen med ansigtet dybt begravet i hænderne. Tårerne strømmede ud af hendes øjne og gjorde snotpapiret i hendes hænder våde. Med en hurtig bevægelse kastede hun det på gulvet og hev et nyt stykke fri af dens indpakning. Forsigtigt tørrede hun de værste tårer væk og pustede næsen.
Hun kunne ikke fatte det! Det kunne hun virkelig ikke! Måske fordi hun ikke ville fatte, at hendes datter havde været igennem alt det, som hun havde prøvet på at undgå.
Krig. En stor og blodig krig med hendes tidligere forlovede. Det var den næste tanke, der slog Diana. Den slog næsten lige så hårdt, som en knytnæve i ansigtet. Det fik flere tårer til at løbe ned af kinderne på hende, mens hun vredt bebrejdede sig selv for ikke at have passet bedre på sin datter.
Hvorfor har jeg ikke passet bedre på hende!? Jeg skulle have passet bedre på hende! Og nu har hun minder for livet. Minder, som hun aldrig nogensinde ville slippe af med. Og nu… nu ville Silvia aldrig nogensinde blive den samme igen! Aldrig!
Diana snøftede højt og tænkte sig lidt om.
Og dog… Måske ville det have været lettere, hvis Silvia havde kendt sandheden fra starten? Så ville Silvia have været velvidende om den store fare, som Diana havde prøvet at beskytte hende imod. Så ville hun bedre kunne forstå.
Men… det var en kringlet sag. Både med Ricolus og David. Trods alt, kunne Ricolus jo have været hendes far…
Nej! Ikke flere af de tanker. Ikke de forfærdelige tanker, som jeg bare vil væk fra!
Diana rystede vildt på hovedet og gav sig til at græde igen. Tårerne løb og løb. De havde ingen ende, og de dryppede rytmisk ned på hendes lår.
Dryp, dryp, dryp…
Ingen glade tanker kunne nå hende. End ikke tanken om, at Silvia, trods al den fare, havde klaret den. Og at Ricolus nu var borte…
I det samme stak Jan hovedet ind af døren. Hans ansigt var helt afslappet.
”Nå, der er du.” Jan satte sig ned i Sofaen og lagde en arm om Diana, der kort kiggede op. Jan tyssede trøstende på hende og lagde sin kind mod hendes hoved. Hun puttede sig ind til ham. Hans favn var så varm og så kærlig. Det gav hende lyst til aldrig at forlade den. Bare lade tiden gå, bare ligge og putte.
Jan strøg hende blidt over håret.
”Stille, min skat… shh…” Hans stemme var så beroligende. Det fik hende til at slappe af. Inden længe var hendes tårer holdt op med at dryppe ned på hendes lår. Jan holdte hende ud i sine arme og kiggede alvorligt på hende.
”Er det Silvia?” Diana nikkede svagt og slog blikket ned. Jan agede hende blidt på kinden. Han sukkede svagt.
”Silvia er en teenager, Diana. Og teenagere kan godt være lidt… besværlige. Sådan er Silvia også, og det bliver du nødt til at indfinde dig med.”
Nej, Silvia er ikke en normal teenagepige, og det bliver hun heller aldrig. Hun er Dolomias kronprinsesse, hun har været i krig mod hendes onde farbror, som for resten har været min forlovede!
Diana nikkede sagte. Hun kunne ikke fortælle sandheden om Silvia eller om hende selv. Det kunne ikke komme på tale, at et almindeligt menneske som ham kunne få del i en magisk verden som Dolomia. Det ville aldrig gå!
Jan smilede trøstende til hende og kyssede hende blidt på munden. Hun lukkede øjnene og nød det korte øjeblik. Jan trak sig væk og kiggede på hende.
”Jeg er nødt til at gå nu. Er du sikker på at du er okay?” Diana smilede venligt og nikkede. Nej, hun var ikke okay, men samtidig kunne jo heller ikke binde ham til sofaen og tvinge ham til at blive her.
Jan rejste sig fra sofaen. Han vinkede smilende til hende, hvorefter han fortsatte ud i entréen og videre ud af hoveddøren. Hun kunne høre, at den røde Opel blev tændt og kørte sin vej.
Diana sukkede og snøftede en sidste gang. Derpå gav hun sig til at samle alle de sammenkrøllede snotpapirer sammen. De røg alle i skraldespanden.
Da hun gik forbi trappen standsede hun op og kiggede op på Silvias værelsesdør. Ikke en lyd kom derinde fra. Diana sukkede. Hun kunne vel ikke bare lade Silvia sidde deroppe hele weekenden. De måtte tale sammen. Om det hele lige fra begyndelsen.
Hun begyndte at bevæge sig op af trappen. Trin for trin kom hun tættere på døren. Hun mærkede en klump samle sig i halsen. Hun sank den hurtigt og fortsatte opad.
Det sidste trin var det hårdeste af dem alle. Hun var nu helt fremme, fremme ved sandhedens time. Hun lagde et øre til døren og lyttede. En svag vejrtrækning lød inde fra rummet.
Diana tog en dyb indånding og bankede på døren. Vejrtrækningen stoppede brat op.
”Silvia?” Der var stille et øjeblik, hvorefter vejrtrækningen fortsatte. Men intet svar. Hun rynkede brynene og prøvede igen.
”Silvia?” Stadig intet svar. Nu var det ved at være nok! Et var at hun råbte og skreg af både Jan og hende, men noget andet var, at hun fuldkommen ignorerede hende! Diana bankede igen. Denne gang hårdere og mere indtrængende. Hun ventede ikke på svar, men tog et fast greb om dørhåndtaget og trykkede det ned.
”Silvia, vi bliver nødt til at tale sammen.” Hun lukkede døren efter sig og kastede sit blik over mod sengen, hvor hun forventede, at Silvia ville ligge. Men der tog hun fejl, for Silvia var der ikke. Kun… ham.
Hun stivnede. Hun mærkede bogstaveligt talt, hvordan farven sivede ud af hende som en utæt vandballon. Hendes vejtrækning blev til små korte stød. Kunne det passe? Kunne det virkelig være ham? Ham som hun frygtede så inderligt meget? Ham?
Den næsten gennemsigtige Ricolus lå og strakte sig velfornøjet i Silvias seng. Et smil spillede om hans læber, dog var hans øjne kolde og følelsesløse.
”Goddag, min elskede. Hvor rart, at du er kommet for at se til mig efter alle de år.” Dianas underlæbe dirrede.
De... det… det er ham! Det er virkelig ham!
Diana rykkede forskrækket et skridt tilbage, så hendes ryg stødte ind i døren.
”Ri… Ric… Ricolus!” Han smilede og satte sig op i sengen.
”Overrasket, min egen?” Dianas øjne var fulde af rædsel. Hun troede, at hun aldrig mere skulle have noget at gøre med ham, men da tog hun grueligt fejl!
Panikslagen fumlede hun efter håndtaget. Hun trykkede det hårdt ned, men den var ikke til at åbne.
Men jeg har da ikke…!?
Ricolus rejste sig grinende op og bevægede sig hen mod hende.
”Og hvor tror du så, at du skal hen?” Forfærdet trykkede hun håndtaget ned igen, men indså, at døren ikke længere var til at åbne. Det kunne kun være Ricolus´ værk!
Ricolus rev hende væk fra døren og trak hende helt ind til sig. Hun vred og vendte sig og kiggede forskrækket op på ham.
”Det kan ikke passe! Jeg drømmer! Du… du er død!” Smilende holdte han hende fast og kiggede på hende med mørke øjne.
”Ja, vel er jeg død, men det forhindrer mig ikke i at opsøge min elskede forlovede.” Han grinede højlydt. Diana skubbede hårdt til ham, men det viste sig hurtigt ikke at kunne lade sig gøre, for ved hvert skub fortsatte hendes hænder lige gennem brystkassen på ham. Hun kiggede forvirret fra sine hænder og op på Ricolus, der blidt rystede på hovedet.
”Jeg er død, Diana. Du kan ikke røre mig.” Muntert væddede han sine læber og lænede sig frem mod hendes. Forfærdet trak hus sig væk og plantede en lussing, som selvfølgelig gik direkte igennem, på hans kind.
Han stoppede op et kort øjeblik. Derefter rystede han opgivende på hovedet.
”Har du endnu ikke forstået konceptet? Jeg er død, så du kan ikke røre mig. Til gengæld…” Han trak Diana endnu tættere på sig. Deres læber var kun to centimeter fra at mødes.
”Kan jeg røre dig.” Hans læber klistrede sig til hendes. Diana lukkede væmmende øjnene, mens deres tunger lifligt legede med hinanden. Han førte en hånd bag hendes hoved, så hun blev tvunget tættere på hans læber. Hans sirlige fipskæg kildede hende på overlæben. Imens kysset blev mere og mere lidenskabeligt, blev hun presset mere og mere op af hans krop.
Hun prøvede at vildlede sine tanker på noget andet end kysset ved at tænke på spørgsmål som, hvordan hun kunne kysse ham, når han var død. Dog var det forgæves.
Det varme kys fortsatte. Hun fik en vammel smag i munden. Hun prøvede at rive sig fri af hans greb, men indså hurtigt, at han holdte for godt fast.
Hun måtte holde ud lige til kyssets ende…
Da han endelig trak sig væk fra hende igen, tørrede hun sig irriteret om munden, mens hun stirrede truende på ham.
”Hvis du gør det der igen, så…!” Ricolus begyndte at skraldgrine. Hans greb om hendes liv strammedes. Han kiggede spørgende på hende, mens hans læber kom tættere på hendes igen.
”Ellers hvad?” Diana åbnede munden, men kunne ikke finde på noget at sige. Hun kunne se på Ricolus, at det morede ham gevaldigt. Hun besluttede sig for ikke at svare ham.
”Hvad har du gjort af min datter, Ricolus?” Hun stirrede vredt på ham. Ricolus´ øjne skinnede. Han førte en hånd gennem hendes hår.
”Du er simpelt hen så smuk, når du er vred.” Diana blottede arrigt sine tænder.
”Så må jeg jo være fuldstændig bedårende!” Han grinede svagt og slap grebet om hende.
”Man er nok fyrig.” Han satte sig roligt ned på sengen igen. Hun lukkede rasende øjnene og råbte af sine lungers fulde kræfter:
”Ricolus, svar mig så! Hvor er min datter!?” Han lænede sig tilbage, så han blev støttet af væggen. Han kiggede tavst på hende i et stykke tid. Derefter åbnede han munden:
”Har jeg nogensinde fortalt dig, at…” Diana skreg. Var ved at få et af Silvias kendte raserianfald. Men hun tillod det. Tillod det i den grad! Hun greb en slidt sort dametaske, der hang på dørhåndtaget, og kylede den mod Ricolus. Den gik lige gennem hans ansigt og ramte væggen med et `dunk´.
”Jeg er ligeglad!” skreg hun af alle sine lungers kræfter, ”jeg er fuldstændig ligeglad med din mening om mig, for jeg hader dig! Din mening har absolut ingen betydning! Det eneste jeg vil vide er, hvor min datter er!” Ricolus stirrede koldt på hende. Han lod sit hoved hvile i den ene hånd.
Efter der var gået et par minutter, svarede han endelig:
”Hun er taget tilbage… dertil. Eller rettere sagt, er hun på vej, men ikke særligt længe. Jeg vil sørge for, at hun aldrig når frem. I hvert fald ikke levende.” Hendes vrede mine forsvandt øjeblikkeligt. Diana rystede vildt på hovedet. Hun kunne mærke tårer presse sig på igen.
”Nej! Jeg beder sig, lad hende være, jeg beder dig!” Ricolus vendte sukkende blikket væk fra hende. Hun bevægede sig hurtigt over til sengen og satte sig på knæ. Hun kiggede bedende op på ham.
”Jeg beder dig, vær nu sød!” Ricolus kiggede ned på hende. Ind i hendes halvvåde øjne. Et kynisk smil spillede om hans læber. Han tog blidt fat om hendes hage og førte sin mund ned til hendes øre. Han lod sin tunge slå et `klik´, da han sagde:
”Nej.” Han skubbede hende væk, og Diana faldt grædende sammen.
Nej! Ikke min datter! Jeg beder dig…!
Uden at skænke hende et blik rejste han sig og fortsatte mod døren. En kold latter forlod hans mund, da han svævede lige gennem den.
Diana kiggede op på døren.
”Jeg beder dig… Ricolus, jeg beder dig…”
Men for sent…
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...