Dolomia - Fjendespil

Efter Silvias tilbagevenden fra det magiske land, Dolomia, for to år siden, er alting i hendes hverdag gået ned. Hendes karakterer er dalet, vennerne har forladt hende og stemmer plager hende. Da Silvia vender tilbage til Dolomia, finder hun hurtigt ud af, at hendes problemer ikke er ovre endnu. En mørk prins ved navn Akysus har taget landets trone. Derfor svælger landet nu i høje skatter, voldtægt og mørk ondskab værre end nogensinde før. Silvia må derfor indse, at hun må have hjælp fra alle Dolomias seks adelsmænd. Men hvordan bærer man sig ad med at besejre en ond prins, når alt pludselig går imod hende? Hvordan vil det gå hende, når hun bliver tvunget til at tage imod hjælp fra sine fjender? Hvad vil der ske, når hun finder sig selv som leder i en revolution, der går imod alt det, hun troede hun stod for? Silvia presses til at opdage sider af sig selv, hun ikke engang vidste, hun havde. Dette er andet bind i Dolomia-serien.

8Likes
26Kommentarer
925Visninger
AA

6. Kapitel 4

~~Da Silvia nåede det nederste trin stoppede hun op. Hun kunne høre sin mor vaske op ude i køkkenet. Silvia tog en dyb indånding og trådte så det sidste trin ned, hvorefter hun fortsatte ud i køkkenet. Hun stillede sig i døråbningen.
Det lod til at Diana ikke havde lagt mærke til Silvias tilstedeværelse, da hun ikke gav mine til hverken at vende sig om eller sige noget. Diana tog en tallerken i hånden og gav sig til at tørre den. Et lille, næsten helt lydløst, snøft forlod hende. Det skar i Silvias hjerte som knive. Sikke en fantastisk datter hun var!
Silvia rømmede sig, og hun kunne se, at det gav et sæt i hendes mor.
”Du ville tale med mig?” Diana åbnede skabet, der hang over køkkenbordet, og stillede tallerkenen på plads. Derefter kastede hun viskestykket over skulderen og vendte sig mod Silvia. Hun havde et alvorligt blik i øjnene.
”Du har bare at fortælle mig, hvad der foregår lige nu!” Diana satte bestemt en hånd i siden. Silvia rystede forvirret på hovedet. Hun prøvede så godt hun nu kunne på at spille dum.
”Hvad?” Silvia kunne godt se, at det ikke virkede, men samtidig gad hun heller ikke til at tale om hendes lille ”raserianfald”. Diana kneb øjnene sammen.
”Du ved udmærket godt, hvad det er, jeg taler om, og du har bare at fortælle mig, hvad der sker! Er det noget i skolen?” Silvia sukkede. Ikke den snak igen. Hun hadede, når forældre ville snakke alvorligt. Hun himlede med øjnene.
”Mor! Der er altså ikke noget galt, okay? Jeg synes bare, at matematik er svær.” Diana kiggede væk et øjeblik og snøftede kort. Derefter fortsatte hun.
”Det kan da næppe være grunden til, at du råber og skriger hele tiden!” Silvia mærkede irritationen stige hende til hovedet. Hun bed sig hårdt i læben for ikke at komme til at skrige. Hun kunne smage blod.
”Hvorfor skal du altid blande dig i mit liv!?” Diana trådte truende tættere på.
”Fordi jeg er din mor, og jeg bekymre mig for dig!” Diana tog forsigtigt Silvias hånd i sin. Vredt rev Silvia hånden til sig.
”Nå, men så ville jeg ønske, at du ikke var min mor! Jeg kan sagtens klare mig selv, og jeg har ikke brug for, at du bekymre dig om mig!” Hun havde vredestårer i øjnene. Forfærdet trådte Diana væk fra sin datter. Hendes øjne var røde og våde. Hurtigt tørrede hun dem og stirrede vredt på Silvia.
”Silvia… hvad er der sket med dig? Hvorfor er du sådan?” Silvia snøftede en gang. Overvejede at fortælle hendes mor det hele. Alting lige fra begyndelsen.
”Der sker meget, når man er i krig. Og når man finder ud af, hvem man i virkeligheden er.” Diana kiggede chokeret på sin datter.
”Krig? Jamen, hvad mener du?” Silvia drejede om på hælen. Hendes tårer dryppede ned på gulvet.
”Det ved du godt, dronning Diana.” Det tog Diana noget tid at reagere. Kunne næsten ikke fatte det. Hendes datter vidste det. Og det forklarede pludselig det hele. Det var derfor hun, for to år siden, havde været væk uden at sige noget. Diana lagde grædende og snøftende en hånd på Silvias skulder.
”Silvia, jeg…” Hun vendte sig hvæsende om.
”Du skal ikke røre ved mig!” Derefter styrtede hun ud af køkkenet, op af trapperne og ind på sit værelse igen. Hun kunne høre sin mors stemme bag sig.
”Silvia! Silvia!”

Silvia smækkede døren hårdt i bag sig. Tårerne strømmede ned af hendes kinder. Ricolus, som stadig lå i hendes seng, kiggede op på hende uden et ord. Hun lænede sig hulkende op af døren. Hun skar tænder. Prøvede at holde tårerne tilbage, men kunne ikke. Ricolus satte sig op i sengen og kiggede nysgerrigt på hende. Et frydende smil spillede om hans læber.
”Noget siger mig, at det ikke gik så godt.” Silvia sendte ham et surt blik, hvorefter hun skubbede sig væk fra døren. Med faste skridt gik hun hen til sengen og trak en grøn rygsæk frem, som lå under den. Hun fortsatte hen til hendes tøjskuffe, hvor hun hev tøj frem og proppede det i rygsækken. Ricolus grinede muntert.
”Ah, nu forstår jeg. Du har tænkt dig at flygte, har du ikke?” Silvia ignorerede ham og lukkede med besvær den fyldte rygsæk. Hun tog den på ryggen. Derefter gik hun hen og samlede det gyldne horn, som hun havde smidt på gulvet, op. Hun lod hånden køre hen over guldet. Derefter bandt hun den om halsen. Ricolus sukkede svagt af hende.
”Du har tænkt dig at tage tilbage, ser jeg? Jamen kæreste, de vil jo ikke have dig!” Silvia lagde hånden på dørhåndtaget og vendte sig mod ham.
”Det får vi at se.” Hun åbnede døren på vid gab. Ricolus rejste sig rasende op.
”Du vover på at gå ud af den dør!” Silvia himlede irriteret med øjnene. Der var ingen, der skulle bestemme, hvad hun skulle gøre. Og især ikke ham. Hun trådte hurtigt ud af døren, som hun lukkede forsigtigt bag sig. Hun kunne høre Ricolus´ vrede stemme råbe efter hende inde bag den lukkede dør.
”Du kommer til at fortryde det! Jeg vil forfølge dig hvor end, du er! Stol blot på det!” Silvia besluttede sig for at lade ham være. I stedet forsatte hun stille ned af trappen. Hun listede sig hen til døren og åbnede den forsigtigt, da hun helst ikke ønskede at blive opdaget. Silvia kiggede sig en sidste gang om i entréen, indsnusede den hjemmelige duft. Derefter lukkede hun døren i og spurtede ned af fortovet, i retning mod gyden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...